Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes
Sendt fra Stenløse. 29. oktober 1896
yderst affable Anmeldelser
Stenløse.
d. 29d Oktb. 96.
Kære Dr. Edv. Brandes!
Først i Dag får jeg Tid til at sende Dem et Par Ord til Tak for Deres Anmeldelse af min sidste Bog. I Søndags, da Anmeldelsen stod i "Politiken", blev vi her opskræmmede ved, at en ung Pige, der var i vort Hus, tog sig af Dage ved Gift på Grund af Kærestesorg, og her har siden været et Rykind af alle Slags Folk – Læger, Politi, den afdøde Piges Pårørende etc. – så der blev ikke Stunder 2 til at skrive.
Jeg er denne Gang ganske særligt glad og taknemlig for Deres Ord om min Bog og min Forfattervirksomhed, ikke fordi De roser den – skønt heller ikke derfor er jeg ufølsom – men fordi De så beundringsværdigt forstående peger lige på dens Hjærte. Der er et Tidspunkt i en Forfatters Liv, da den årvågne og ofte uretfærdige men netop derfor stimulerende Kritik, der blev hans Begynderarbejder til Del, afløses af en vis, flad Velvilje overfor alt, hvad han skriver, godt og dårligt imellem hinanden. År og>efter År gentages tankeløst de samme Udtryk for hans Ejendommelighed, selv om han 3 i Mellemtiden fuldstændig har forandret sig både som Menneske og Kunstner. Jeg troer, at jeg for Tiden befinder mig på dette Stadium på Vejen til Parnas. I yderst affable1 Anmeldelser af "Højsang" har jeg set mig rost for mit Sprog, mine Naturbeskrivelser og forskellig andet, som for mig selv denne Gang har haft ganske underordnet Betydning, og som i Virkeligheden slet ikke er Anerkendelse værd. Ikke én omtalte netop det i Bogen, der havde fået mig til at skrive den og været mig den ledende Tanke under Udarbejdelsen2. Jeg var allerede bleven halvt fortrolig med Forestillingen om, at det slet ikke var lykkedes mig at give>gøre Fortællingens Puls mærkbar, da Deres Anmeldelse gav mig Doktor-Attest 4 på, at Ungen dog ikke var ganske dødfødt. Det gjorde mig virkelig godt!
At De nogensinde vender tilbage til Danmark, har jeg nu opgivet. Jeg er overbevist om, at De tilsidst bliver så norsk, at De går hen og opdager Nordpolen. Jeg har tidt og mange Gange haft den største Lyst til at kigge op til Dem i Deres Bedstefaderstol; men jeg har hidtil pænt måttet blive hjemme.
Modtag nu en venlig Hilsen fra
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
