Til Mindefesten 11. Februar

Af Henrik Pontoppidan

Der er kommet Foraarsbud,
Danmark skyder friske Skud!
Lærkesange, Fløjt af Stære, –
Noget nyt, der er i Gære
Under Is og Vinterslud.

Sløvt vi sukked, tungt vi sov,
Smedded Værget om til Plov.
Gemte Sværdet dybt i Skeden
For at sikre Nabofreden
Ved et ydmygt "Med-Forlov".

Længe nok den danske Mand
Fandt sig i sin Trællestand,
I vor Angst for tyske Noter
Gik vi om paa Kattepoter
i vort eget danske Land.

Frygten har vi sat paa Dør.
Vi vil være Mænd som før!
Vi vil atter løfte Ho’det,
Ikke mer slaa Vand i Blodet,
Ikke blegne, før vi dør!

Dansken er en sindig Mand,
Venter og ser Tiden an.
Nu vi saa, hvad vi forsømte,
Mens vi under Dynen drømte
Om et evigt fredlyst Land.

Uffes Sværd vi gemte hen.
Vi maa finde Skræp igen!
Vi vil spørge, til det høres,
Vi vil kalde, til vi føres
Frem paany af djærve Mænd!

Hør, det synger i vort Bryst!
Fælles Sorg og fælles Lyst,
Lærkesange, Fløjt af Stære, –
Noget nyt der er i Gære
Paa vor taageslørte Kyst!

Tør vi tro, hvad Hjærtet spaar,
At vor Genbyrdstime slaar?
Ja! Fra Sjællandsfa’r og Jyde
Skal den danske Tunge lyde
Endnu gennem tusind Aar!

Tredie Vers af dette Digt blev med Forfatterens Billigelse ikke oplæst ved Festen

––––––––––

Af Digtets otte Vers er de fire udeladte, og det er netop dem, der er Hjertet i det og giver Mening og Holdning. Og Tendensen er den samme som i Højskolesangbogen [hvor "Det lyder som et Eventyr" var blevet amputeret]: der skal synges det danske Folk endnu mere Vand i Blodet.Blodet: Kolding Avis el. Berlingske Aftenavis?, 5.5.1927[???].

Om begge digte skrev Pontoppidan til Johan Borup at

Det er Lejlighedspoesier, hvortil jeg ikke forbeholder mig nogen Forfatterret.