Henrik Pontoppidan til Peter Nansen
Sendt fra Hillerød. 10. oktober 1903
intet Ønske om "samlet Udgave"
10d Oktb. 1903. |
Hillerød. |
Kære Nansen!
Jeg har været borte på en Rejse. Først ved min Hjemkomst iaftes modtog jeg Deres venlige Brev, for hvilket jeg skylder Dem megen Tak. De minder mig heri om et gammelt Sammenstød, vi havde i "Politiken" for År tilbage. Jeg tror, De havde misforstået – eller underforstået for meget i – en spøgefuld Ytring af mig i Anledning af en Artikel, De havde skrevet om vort Forhold til Tyskland, en Artikel, hvis Tone jeg havde fundet lidt for bedsteborgerlig godlidende. Jeg erindrer endnu, hvor overrasket jeg blev, da jeg af en fælles Bekendt erfarede, at De havde taget mig min meget uskyldige Ytring såre ilde op, og jeg kunde kun forklare mig det på den Måde, at De måtte have opfattet også andre Udtalelser i min Artikel som møntet på Dem, hvad De de absolut ikke var. Jeg husker også, at jeg i den Anledning tilskrev Dem nogle Linjer og bad Dem være overbevist 2 om, at jeg ikke havde haft til Hensigt at såre Dem, – det er da endelig heller ikke min Vane at overfalde Folk, der ikke har givet mig nogen Anledning, hvad De jo ikke havde, – tværtimod. Imidlertid benyttede De kort efter en Lejlighed, da jeg i Anledning af en Begivenhed ved Hoffet havde vovet mig lidt langt ud, til at være ubehagelig imod mig på en Måde, der√ i Betragtning af de politiske Forhold, hvorunder vi dengang levede, smagte lidt af Angiveri1. De kunde ikke vente, at jeg skulde tie hertil. Jeg erindrer ikke længer Ordlyden af mit Svar; men jeg tror ikke, at jeg overskred Grænserne for det berettigede Selvforsvar.
Nu, – den Smule Bitterhed, vor lille Pennefægtning måske et Øjeblik kan have fremkaldt hos mig, er naturligvis forlængst svunden. Jeg håber ikke, De har anset mig for så tåbelig, at jeg skulde√ gå rundt og "bære Nag" til Dem, fordi vi engang ved et uheldigt Sammentræf af Omstændigheder gerådede i Slagsmål. Der var jo ingen af os, der mistede Lemmerne ved den Lejlighed, så skal der skal for mit Vedkommende ingen Overvindelse til, for at jeg med Tak modtager Forsikringen om Deres Venskab. Det har været mig et Savn i de senere År aldrig at 3 træffe Dem; og (siden De selv berører Sagen) om De også virkelig bejlede til en Etatsrådtitel2, vilde det slet ikke oprøre mig. Jeg vilde endog finde det såre rimeligt. Dette være sagt uden al Ironi. Vi har, ved Gud, hertillands nok af den lumre Selvfornøjethed, der hygger sig i Træsko og gamle Bukser, og som, når det kommer til Stykket, bunder i Frygtagtighed.
Når jeg nu ikke desmindre uden Glæde tænker på den store Forlægger-Sammensmeltning, der igen har ført os sammen, er Grunden dels den, at jeg jo ikke veed, hvad jeg her går ind til, dels den, at ingen har spurgt om mine Ønsker i så Henseende. Til det første vil De måske svare mig, at Deres og Bojesens Navne (den tredje Direktør3 er mig ganske ubekendt) må være mig tilstrækkelig Garanti; men bag Dem og Bojesen står den upersonlige og højst lunefulde Pengemagt, som nu Gang på Gang har tumlet med mig som med andre Forfattere og kastet os fra Favn til Favn uden så meget som et Varsko. Jeg har ganske vist hidtil ikke haft nogen Grund til at beklage mig derover; jeg skal heller ikke (som en æret Kollega, Hr. Brøndsted4) tale højtravende om at være bleven "solgt"; men man har dog her påtvunget 4 mig et Forretningsforhold, der (på Grund af sin Egenart) ganske særlig kræver Frivillighed på begge Sider for at kunne kaldes normalt og naturligt. Herimod må jeg protestere; og jeg har gjort det overfor Bojesen ved at frafalde Kravet på et sådant√ månedligt Underholdningsbidrag, som jeg hidtil har modtaget af "Det nordiske Forlag", idet jeg ikke foreløbig tør forøge mine Forpligtelser mod overfor√ det nye Forlag. Jeg forstår godt, at det på mange Måder kunde være fordelagtigt for mig at give mig "Det gyldendalske Forlag" i Vold med Hud og Hår (dog tænker jeg ikke her på en sådan "samlet Udgave", som De mener mig berettiget til at foranstalte; jeg har absolut intet Ønske i den Retning), – men jeg vil ikke på Forhånd lade mig binde yderligere, end jeg allerede har gjort det. Jeg vil dennegang se mig grundigt for, før jeg træffer en endelig og bindende Afgørelse og i denne for mig og mine så vigtige Sag.
Imidlertid takker jeg Dem endnu engang for Deres Brev og Tilbud. Og så ønsker jeg Dem til Lykke med deres nye, betydningsfulde Stilling. Navnlig på Grund af den Rendestensskylle5, som "Kristeligt Dagblad" i Sommer sendte over Deres Hoved, under jeg Dem af Hjertet Deres Triumf.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
