Henrik Pontoppidan til Peter Nansen
Sendt fra Bakkegaards Allé 14. 15. marts 1897
aldrig min Hensigt at såre
Bakkegårds Allé 14. K. |
15/3 97. |
Kære Nansen!
Nu, da Anton Nielsen er død1, – er det da ikke urimeligt at belemre den nye Udgave af "Fra Landet"2 med den Fortale? Det var jo Meningen, at jeg skulde have været en Slags Tolk for de mange, der på den gamle Digters Fødselsdag3 ønskede at bringe ham Hyldest; men nu har han jo ingen Fornøjelse deraf, og ingen andre vil heller kunde have det, da han ikke en Gang efterlod sig Børn. En gennemført literær Karakteristik af ham formår jeg ikke at give; en Levnedsbeskrivelse er ikke nødvendig, da han nylig√ selv 2 i hele tre Bind4 har fortalt om sit Liv; og nu ved hans Død har jo Dagspressen opfrisket alle√ de biografiske Data, der har almindelig Interesse. Jeg har endog Grund til at tro, at en Fortale af mig i Øjeblikket vilde skade Bogen og svække Interessen for den hos dem hans Venner og dem, for hvem Bogen dog nærmest er bestemt. Jeg har fået at høre, at de Par Ord, jeg skrev i "Politiken" i Anledning af hans Død, er bleven mig ilde optaget i de Kredse, hvor han hørte hjemme; og man vil sikkert dér føle sig ubehagelig berørt ved at se mig optræde som en Art Executor for hans literære Dødsbo. Hvad endelig den lille Kreds angår, hvor min Anbefaling måske kan have nogen Vægt, så har jeg jo nu allerede så bestemt betonet Bogens Værd og Betydning, 3 at en Gentagelse vilde virke kedelig.
Af disse forskellige Grunde anbefaler jeg Dem at stryge Fortalen. Troer De ikke, jeg har Ret? – Venlig Hilsen
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
Jeg talte iaftes med Poul Levin, der sagde, at De var bleven stødt, endog vred over et lille Smil, jeg forleden ikke kunde tilbageholde i Anledning af Deres ellers så udmærkede Artikel i Deutsche Rundschau5. Det troer jeg ikke. Herregud, vi er vel dog endnu begge to så unge, at vi kan tåle en Modbemærkning. Det er aldrig min Hensigt at såre. Kan jeg derimod se mit Snit til at dræbe, gør jeg det gærne. Men Dem holder jeg virkelig som Skribent for meget af, til at jeg kunde ønske Dem død og borte. Tværtimod. Jeg er, som så mange andre, hjertens ked 4 af, at De går så aldeles op i Deres Virksomhed som Forvalter af det Gyldendalske Guld. Kunde jeg ærgre Dem ud af Deres Aladdinshule, vilde jeg i Sandhed betragte det som en god Gerning.