Peter Nansen til Henrik Pontoppidan
6. oktober 1903
Haanden ud til fornyet Venskab
GYLDENDALSKE BOGHANDEL.
Kjøbenhavn, den 6/10 1903
Kære Pontoppidan!
Saa føres da vore Veje atter sammen, og jeg er oprigtigt glad over det. Vi var just begyndt at lære hinanden lidt nærmere at kende, da vor Strid – begge har vi vel glemt dens Enkeltheder – skilte os. Jeg mindes egentlig kun, hvad det var der drillede mig frem paa Arenaen. Jeg havde en Fornemmelse af, at De, fra det Øjeblik jeg tog Stillingen i Gyldendalske Boghandel, ansaa mig for hjemfalden til Bedsteborgerlighed 2 og Snobberi. Det ærgrede mig, at just De dømte saadan. Jeg tænkte: han kunde da for Fanden vente og se.
Nu maa De nemlig vide, at det er det eneste Punkt, hvor jeg er ømfindtlig. Jeg har, fra jeg var ganske ung, haft den Skæbne, at alle har spaaet mig at ende som Etatsraad eller noget andet snob-fint. Jeg har maattet høre den Slags Spydigheder af saakaldt radikale, der Aaret efter logrede med Halen for et Ridderkors. Det morede mig kun. Men det kreperede mig, at "bedre Folk" ikke havde mere Fidus til mig. Saa har det da været mig en stille Oprejsnings-Glæde, 3 at jeg, jo ældre jeg blev og jo mere borgerligt grundmuret min Stilling syntes, var Genstand for et stedse voksende Raseri fra Samfundets Bevarere. Jeg har til min Forbavselse set, at Folk, der blev økonomisk uafhængige som Regel følte sig forpligtigede til at være afhængige af det hellige ortodokse Samfund i en Grad som aldrig tilforn. For mig har det altid staaet, som om vi Faa, hvis Hjærter ikke kendte Respekt for nogetsomhelst overleveret, burde tilstræbe den borgerlige økonomiske Tryghed, som tillader at bevare Uafhængigheden.
Ofte i disse Aar har jeg tænkt paa Dem. Ad anden Vej, ved andre Midler, syntes De mig at stile hen mod det samme. De blev den kunstnerisk uangribelige. Det morede 4 Dem at omgærde Dem med en Fornemhed, der tillod Dem paa en underfundig Maade at blæse Borgerskabet en lang Marsch.
Kan De ikke forstaa, at just Deres Mistænksomhed gjorde mig irritabel?
De vil maaske med et ironisk Smil spørge, om der er nogen Tilfredsstillelse ved at udgive i Flæng daarlige og gode Bøger. Jeg vil dertil svare et ganske alvorligt Ja. De daarlige Bøger nemlig kommer i hvert Fald ud. De gode Bøger har undertiden vanskeligere Vilkaar. Og Bøgerne paa godt og ondt har altid herhjemme haft det skidt. Min lille private Fornøjelse har det 5 været at værne Literaturen mod at komme under den borgerlige Bedømmelse. Jeg kan have grebet fejl. Jeg har ialfald bestræbt mig for at holde min Dom ung og frisk.
Og endnu en Fornøjelse har jeg haft: at søge at skabe danske og norske Forfattere bedre økonomiske Vilkaar end man hidtil havde troet det muligt. Det er ikke Smaaskillinger, men anselige Formuer, jeg har været med til at indspille for adskillige danske og norske Forfattere.
Jeg roser mig en Smule af at have været med til at opdage, 6 hvilke Værdier der opspares i en betydelig Forfatters "Samlede Værker".
Det er virkeligt morsomt, at Literatur herhjemme kan være en indbringende Forretning. Og saasnart Drachmann har taget sin Tur1 , kommer naturligt Turen til Dem. Mig bekendt er, med ganske faa Undtagelser, alle Deres betydelige Arbejder samlede i det nye Gyldendal. Det er ingen ringe Kapital, De paa den Maade har opsparet. Og det er en af de virkelige Glæder i den Virksomhed, jeg nu i saa mange Aar har været knyttet til, at bringe Balance i Regnskabet for den "brødløse" Kunst. Jeg forsikrer Dem for, at 7 der for mig, der selv en Tid var Forfatter, er en saare behagelig Fornemmelse at kunne præsentere en Forfatter et stort pekuniært Resultat.
Naa, det havde De faaet uden mig. Men det vilde være mig en virkelig, hjærtelig Glæde, om den Fælles-Interesse, der nu fører os sammen, maatte virke til et mere end forretningsmæssigt Møde. Ialfald strækker jeg Haanden ud til fornyet Venskab. Og det vilde bedrøve mig, om De paa Deres Side ikke syntes, at der var Grund til at modtage det.
Deres hengivne
Peter Nansen.