Danske Billeder

Af Henrik Pontoppidan

Et Fugleperspektiv

Som et mægtigt Rev skyder den danske Halvø sig ud i Havet. Nordsøens evige Brænding skummer langs dens Kyst, og mellem dens hvide Flyvesandsklitter og paa dens mørke vidtstrakte Heder har de vilde Vestenstorme deres Tumleplads.

De kommer derude fra Havet, fulde af Salt og Skum. Over den fraadende Havstok kaste de sig uophørlig ind over den nøgne, forrevne Strand, hvor store, sølvskinnende Maageskarer uroligt kredse om og blande deres skjærende Skrig med Bølgernes dumpe Larmen. Ikke en Busk, endsige et Træ er at øjne paa den hele Kyst. De hvide Klitter fyge som Sne. I deres golde, løse Sand kan ingen Spire varigt fæste Rod, og om et Skud forsøgte at hæve sig over Jorden, vilde Stormene strax kappe det, og Havtaagerne vilde dræbe det med Saltlage. Alene den bleggrønne Marehalm formaar at suge Næring af denne Goldhed og trodse alle Angreb. Melankolsk svajer den rundt om paa Klitterne med sine tørre Straa, plantet af Menneskehaand i lange lige Rader for at dæmpe Sandflugten.

Langs hele Halvøens vestlige Kyst strækker sig denne Række af trøstesløse Sandhøje, dannende Landets eneste, skrøbelige Værn mod Stormens uophørlige Angreb. Herfra kaste disse sig ind over de udstrakte Heder, der bag Klitrækken ruller deres mørke Klædning ud over Landet, dækkende dette med et tæt, ugjennemtrængeligt Panser af strid Lyng, Rævlinger, Blaabærris og andre haardføre, jordkrybende Planter, hvorover Vindene stryge uden at kunne faa fat. … Et uoverskueligt Øde! Ikke heller her et Træ eller blot en Busk til Læ. Alt er raseret; selv Lyngtæppet er ligesom studset af Stormen. Det eneste, der rager op over den golde, bølgende, endeløse Flade er de fattige, spredt liggende Hytter, hvorfra Menneskene føre deres sejge, aldrig hvilende Kamp mod denne barske og karrige Natur.

Kun hvor en pludselig Fordybning i Jordsmonnet frembringer lidt Læ, især hvor et rindende Vand har gravet sig sit bugtede Leje ned i Sandet og dannet en Kløft, brydes Ensformighed; og naar paa saadanne Steder tillige Kulturen er traadt hjælpende til, kan hele smaa grønne Oaser uventet aabenbare sig midt i den mørke Lyng-Ørken. Men i Almindelighed skal man milevidt ind i Landet, før man træffer Egne, der ikke bære Mærker af denne utrættelige og ubarmhjærtige Vestenvinds Ødelæggelser. Det er egentlig først, naar man kommer om paa Østsiden af de næsten sammenhængende Højdedrag, der som en knudret Rygrad hæver sig omtrent i Halvøens Midtlinje, at dens værste Magt er brudt.

Men da forandres ogsaa hele Landskabets Karakter. Skovene begynde at kigge frem. Og jo mere man nærmer sig Østkysten, des større bliver Forvandlingen. Det er, som om man traadte ind i en helt anden Verden. Dybe, dejlige Fjorde skyde sig her ind i Landet mellem Enge og pragtfulde Skovskrænter. Paa Engene mylrer det med fedt, sortbroget Kvæg, der vader tilknæs i det saftigste Græs. Over alle Bakkerne bølger den axtunge Sæd i gyldne Vover. Kirker, Møller og tusindtallige Huse og Gaarde ligge spredt over det frodige Landskab.

Saa falder Landet brat af mod den østlige Kyst. Fra Toppen af de høje, stejle Brinker se vi atter ud over Havet.

Det er her Kattegat – et forholdsvis fredeligt Hav med kort, krap Sø og hundrede hvide Sejl og Røgsøjler i Horisonten. Ingen Brænding, intet Drøn. Kun en ejendommelig melodisk Susen ned fra Bredden, hvor Bølge efter Bølge glider frem og skyller tilbage og ved denne Bevægelse uafladelig skurer Havstokkens Lag af smaa, runde, afglattede Sten imod hinanden.

Derude i dette vuggende Blaa, fjærnt i Øst og Syd, svømmer de danske Øer – over hundrede i Tal, nogle store, andre smaa, men alle lige frodige og grønne, et Arkipelag af flydende Haver, bugnende af Korn og de yppigste Skove.

Kornet betinger Danmarks Existens; Landbruget er dets egentlige Ernæringskilde. Men Skovene er Landets Stolthed, dets ejendommeligste og skjønneste Prydelse.

Det er Bøgen, der er det fremherskende Træ. Det er denne høje, slanke, mod Syd stræbende Stamme med den vidtforgrenede, løvrige Krone, der giver Skovene deres Karakter, og som navnlig her paa Øerne udfolder sig i en Størrelse og med en Pragt som paa intet andet Sted paa Jorden. I gamle Dage var det Egen, der dækkede Landet; men Bøgen dræbte den med sin mægtige Skygge. Dette majestætiske Træ taaler ingen Medbejler. Ubarmhjærtig kvæler den alt, hvad der vil spire frem i dens Nærhed, idet den med sit tætte Løvhæng stænger for Lys og Luft.

Nu staar den som Sejrherre, svulmende, rolig og stolt, løftende sin kongelige Krone over Landet.

Denne Halvø, "(Jylland)" og disse Øer "(Sjælland, Fyen, Lolland og hvad de nu alle hedde) er den sidste Rest af et fordum mægtigt Kongerige, hvis Magt strakte sig fra Atlanterhavet til den botniske Bugt, fra Ishavet til ind i det tyske Rige. Nu er det danske Landomraade kun beskedent; en Ørn flyver over det uden at hvile, og selv en vingeløs Skabning kan med Jærnbane gjennemfare det fra Sol staar op til Sol gaar ned.

Og som Landets Udstrækning er ringe, er ogsaa dets Højde kun lidet imponerende. Her findes ingen himmelstræbende Tinder eller svimlende Afgrunde. Tværtimod. Landet er, skjøndt stærkt kuperet, gjennemgaaende lavt, dette Overflade ejendommelig afrundet, vuggende sig i bløde, rolige Muldbølger, der paa intet Punkt hæver sig mere end halvsjette hundrede Fod over Havet. Ordet Danmark betyder ogsaa: den lave Mark.

Men denne Landets Fladhed og bløde Bølgeform giver det netop dets særegne Ynde. Det er just denne idelige Skiften fra Høj til Dal, hvorpaa dets ejendommelige Skjønhed beror.

Og trods Landets Lidenhed, rummer det indenfor sine Grænser en Mangfoldighed og frembyder en Afvexling, der gjør en Rejse igjennem det paa særegen Maade tiltrækkende¹. Mens man i Bjærglande f Ex. kan rejse hele Dage med den samme Fjældtop foran sig og den samme Kløft under sine Fødder, fornyes Indtrykkene og vexler Stemningen her bestandig. Nye Billeder, nye Landskaber, nye Skjønheder drage En uophørligt forbi. Snart lukke Skovene sig over En med Skygge og Kjølighed, snart brede bølgende Agre og duftende Kløvermarker sig paa begge Sider af Vejen med Landsbyer, Møller og brølende Kvæg. Hist bader en lille sivomkranset Sø sig indsmigrende i Sollyset, omgiven af grønne Skrænter, der spejle sig i dens blanke Flade. Her løfter Landet sig alvorsfuldt i brede Bølger, over hvilke Vejen møjsommeligt bugter sig op mellem vilde Roser og blomstrende Tjørn. Saa aabner Udsigten sig pludselig milevidt over en smilende Langdal, i hvis Bund en blinkende Aa slynger sig frem som en Sølvsnor paa Engens blomsterbroderede Fløjlstæppe – og lidt efter lukker alt sig atter tæt omkring En, og man befinder sig dybt i en mørk Hede-Ørkens tungsindig stille Kløfter, hvorover kun en enlig Lærkes Himmelklokke kimer.

Denne det danske Landskabs lunefulde Omskiftelighed fremtræder dog mindre paa Øerne, hvor Frodigheden, den yppige Idyl er den alt overvejende, end i Jylland, hvor Modsætningerne ere større, og Forholdene i det hele mere storslaaede. Dette gjælder ikke mindst om Østsiden af den Højdekjæde, der – som før nævnt danner Grænsen mellem den frugtbare Kattegatskyst og Vesterhavsegnens øde og vide Stormregioner. Og da den jydske Længdebane netop løber enten ganske nær eller lige igennem^{i alle Fald ikke langt fra}√ disse Strækninger, hvor Modsætningerne saaledes overalt mødes, hvor man har en bekvem Lejlighed til i kort Tid at stifte Bekjendtskab med alle de Former (undtagen Klitten), hvorunder den danske Natur kan optræde.

I Løbet af faa Timer gjennemfarer man her fra Syd til Nord de forskjelligste Landskaber. Man har en Fornemmelse som af et mægtigt, bevægeligt Panorama eller et uhyre Kæmpemusæum, der med Kyndighed og fin Beregning fremfører for En alle den danske Naturs Ejendommeligheder i netop den Orden og med akkurat de Afvexlinger, der klæder den bedst. Hvert Minut bereder nye Overraskelser, hver Station bringer nye og uanede Udsigter. Indtagende virker især de dybt indskaarne Fjorde, der her én for én passerer Revu (?) for En i hele deres Udstrækning, den ene skjønnere end den anden, nogle ganske skovomhyllede, mindende om store, drømmende Skovsøer med stejlt opstigende Skrænter, der ligesom tørstigt luder ud over det blanke Spejl²; andre omsluttede af nøgne, blødt formede Lyngbakker, der ruller deres mørkebrune Fløjlsdraperier ^ned√ i Vandenes silkeblaa Skjød ^{(Hobro Fjord)}√ atter andre hvilende mellem disse mægtige, saftfulde, fuldstændig flade Engdrag, mylrende af Kvæg og Blomster, der er Landets uudtømmelige Rigdomskilder, og som med deres glinsende Fedme, deres smørgule Blomster, deres krydrede Høduft, deres store, tætliggende Landsbyer, deres velnærede Bønder og uendelige Storkesværme synes at hensætte En til det Eventyrets Slaraffenland, hvor ingen saar, men alle høster. ^{(Randers Fjord med Gudenå Dalen)}√.

Tilsidst kjører man paa en imponerende Jærnbro over et bredt Sund ^(Limfjorden)√, og Banelinjen skjærer kort efter Kanten af en stor Vildmose, et milevidt livløst Øde, som aldrig en menneskelig Skikkelse eller blot en Fugls Flugt nogensinde opliver. En let, blaalig bølgende Em hviler Sommer og Vinter ude over dets utilgjængelige Midte, og naar Solen skinner, skimter man de utydelige Omrids af snart hvide, snart mørkere Fremtoninger; der ligesom svæve eller sejle aandeagtigt over Disen. Det er Fata Morgana, der her af Moradsets giftige Dunster bygger sig sine Spøgelsesslotte.

Herfra drejer Banelinjen ind i et vildt og mørkt Hedelandskab; Bakkernes jævne Bølgeflade bliver uroligere, dristigere og spreder om sig al Goldhedens og Fattigdommens triste Poesi. Flokke af magre Faar drive enlig om mellem Højenes blege og fattige Græs eller søge Skygge mellem Revlebær og Tjørn. Hist og her ligge et Par faldefærdige Hytter nede ved en Bæk, der siver ud i Sandet og frembringer en Smule Grønsvær. En lille vantreven, ganske lodden Ko græsser der med en forslugen Mine, og tæt derved, paa en lille firkantet Ager af opdyrket Sand, gaar en gammel udslidt Hest og bag denne en lille skrutrygget Bondemand, der med en klar Stemme synger omkap med Lærken over hans Hoved, som for at holde Haabet oppe over al denne Trøstesløshed.

Saa aabner Udsigten sig forude. Et friskt salt Pust strømmer os stødvis i Møde og faar de lange, spinkle Straa paa Bakkerne til at neje sig. Langt ude i Horisonten skimtes en smal Stribe glitrende Blaat. Den vider sig ud, nærmer sig, breder sig ud under hele Himlen, fyldes med hvide Sejl, blinker af Maageskarer, ruller imod os, rejser sig, bruser… det er Havet.

Havet! .…. Det er her overalt det første og det sidste, Begyndelsen og Enden. Hvorhen du rejser i dette Land – bestandig vil dettte vuggende, endeløse Blaa vinke dig i Møde, før du aner det, … snart venligt smilende, halvt fortroligt, ligesom lokkende dig ud til sig med sine hvide, gyngende Skumblomster, hvormed det har smykket sit Bryst; … snart i hvilende Ro, nøgent og dejligt, slumrende døsigt hen i en vid Blaanen med Himlen i sin Favn; … snart igjen med truende Aasyn, rynkede Bryn, med Fraade om sine tusinde brølende Munde, hvis Stemmer forfærde dig, naar^mens√ det ligesom hungrigt dundrer med sin stærke Klo mod Kysten efter Bytte.

I dette store, stærke, frie Hav hviler da det danske Hav^Land√ som en rødmosset^blomstrende√ Glut i sin Moders Favn. Med moderlig Ømhed ^omslutter Havet det hele Land med alle dets Øer i^med√ sine bløde Arme, og Nat og Dag fremmumler det ^{for Landets Børn}√ sine Vuggesange. Men Danmark er ogsaa i bogstavelig Forstand et Barn af Havet, et Foster af Bølgen, af hvis Skjød det i Tidernes Morgen langsomt ^er√ opdukkede^t√. ^{Det er en gammel Havbund, der lidt efter lidt er hævet op over Havspejlet, hvad der bl.a. gjør det forklarligt, at man midt inde i Landet kan finde Rullesten og Sskaller af Havdyr dybt i Bakkernes Sand.}

Endnu synes det man da√ ogsaa overalt at bære ligesom Mindelser^{blive mindet}√ om denne sin^Landets√ Oprindelse. Bestandig, hvor man end færdes i dette Land, føres Tanken ^uvilkårlig√tilbage til Havet. Denne Overfladens karakteristiske Bølgeform, som overalt møder Øjet; de løvrige Skoves melodiske> ^{ejendommelige}√ Sus, der minder En om Bølgens Brusen; Beboernes havblaa Øjne, deres blege Hud og lyse Haar, ja selv deres Gemyts sælsomme^'1 Koldblodighed, en ejendommelig Forening af sejg Styrke og blød Eftergivenhed – alt synes En en Arv fra det Hav, som Land og Folk skylder sin Tilblivelse. –

Skagen

Den, der vil se Havet i dets Vælde, skal rejse til Skagen. Han lærer da samtidig Klitten at kjende i dennes største Udstrækning og stifter endelig Bekjendtskab med en By, der i Ejendommelighed søger sin Lige.

Skagen er nemlig Navnet paa et fattigt Fiskerleje paa over to tusinde Sjæle, der ligger ensomt mellem Klitter ude paa den yderste, øde Odde af Jyllands Nordspids, omgivet af to store Have, hvis idelig fremrykkende Bølgerækker mødes og brydes foran den som larmende Hære, – forøvrig forbunden med (eller adskilt fra) Omverdenen ved en smal, milelang, ganske ubeboet Klitørken, hvor kun en Række triste Telegrafstænger minder En om menneskelig Virksomhed.

Vejen derop gaar fra Frederikshavn, Endestationen paa den jyske Længdebane, en lille livlig Handelsplads, der ligesom forslæber sig på en umaadelig Havn, hvis mægtige Fangarme strækker sig langt ud i Havet. Hele Bryggen, ja hele Byen lugter af Fisk. Thi fra Havnen er en vigtig Export af alleslags Havdyr, der forsendes enten i Fiskekvaser over Kattegattet til Kjøbenhavn eller paa Is med Jærnbanen gjennem Jylland helt ned til Midten af Tyskland.

Om Fiskenes Fortrinlighed hersker kun én Mening. En fredrikshavnsk Rødspætte vilde kunne bedække sit Bryst med flere Hæderstegn end nogen Fyrste. Som yderligere Bevis kan fortælles følgende: En rig Hamburger-Kjøbmand, som havde berejst hele Evropa lige fra Lissabon til Constantinopel, spist Østers i Marennes, drukket Muskat i Montefiascone og plukket Dadler i Valencia, kom en Gang her til Byen paa en tilfældig Gjennemrejse, tog ind paa et Hotel og forlangte en Ret Fisk. Siden vendte han regelmæssig hver Sommer tilbage og forblev her i flere Uger, alene for at spise Rødspætter lige optrukne af Havet. Og han gav sin Salighed i Pant paa, at højere Nydelse forundtes ingen dødelig.

Fra Frederikshavn til Skagen er der 5 Mil. Det paatænkes at fortsætte Jærnbanen derop og lægge et Spor tvers igjennem Klitørkenen – en Plan, der rimeligvis i en endog meget nær Fremtid vil være virkeliggjort. Foreløbig maa man imidlertid tage til Takke med den gule Postkareth, men man er ingenlunde ilde tjent dermed. Tværtimod. Man sidder særdeles behageligt mellem Vognens Hynder, man har fri Udsigt til begge Sider, og Landskabet glider En ikke hurtigere forbi, end at Indtrykkene af dets mærkelige, vilde og storladne Poesi faar Tid til at fæstne sig hos En. Endelig har man paa Bukken en Kusk i skinnende rød Kappe, der gjærne blæser En et lille muntert Stykke paa sit Horn, ifald man ønsker det.

Og en lille Adspredelse paa det første Stykke Vej er for den Sags Skyld ikke af vejen. Terrænet begynder fladt og temmelig ensformigt. Vel følger Kattegattets blaa Stribe os trofast i Øst, men i Afstand; og i Vest har man kun Udsigt til sandede Marker, blege Kjær- og Engstrækninger med spredtliggende Gaarde og hist og her en lille forkrøblet og vejrblæst Lund, der ligesom kryber hen ad Marken.

Men efterhaanden øjnes Klitterne. Først dukker de op i Øst og stænge her snart Udsigten til Havet. Saa begynde de ogsaa at skimtes i Vest, forraadende, at nu snævres Landet ind, at nu nærme de to store Have sig for hvert Skridt hinanden for tilsidst ude over Skagens Rev med deres oprørte Vandmasser at gjennembryde den sidste Skranke og som fraadende Vilddyr kaste sig i hinandens Favn. Snart høres allerede Kattegattet snøfte tæt ved os bag Sandhøjene paa vor højre Side; og standser man og lytter, vil man i stille Vejr og især efter Storm ogsaa tydeligt høre det endnu fjærne Vesterhavs hule, utaalmodige Dundren mod Kysten.

Alligevel forløber Vejen forholdsvis fredeligt, indtil man naar Aalbæk, et lille Fiskerleje omtrent midtvejs mellem Frederikshavn og Skagen.

Her er Mødested for Postvognene nord- og sydfra ved en lille Kro af højst primitiv Beskaffenhed. Om Sommeren, især i Ferietiden, naar Antallet af Vognene fra begge Sider kan beløbe sig til henimod en Snes Stykker, er det et ganske broget Stykke Rejseliv, der her, saa at sige midt i Ørkenen, udfolder sig i den halve Time, der bedes ved Kroen. Vejrblæste eller svedige, forkomne af Sult og Tørst, stamper Rejsende i de forskjelligste Kostumer ind i de smaa lave Stuer, som de hurtig helt fylde – den ene Halvpart livlig betagne, opfyldte af alt, hvad de have set, og fortællende hinanden derom med Stemmer som Søfolk, der ere blevne vante til at raabe gjennem Bølgelarm og Storm, – den anden Halvdel livlig lyttende, spændt forventningsfuld, begjærligt opsnappende i det almindelige Spektakkel alle Slags Stumper af Beskrivelser over det Skuespil, der venter dem.

Det hele er det lystigste Røre. I de forskjelligste Tungemaal raabes paa de forskjelligste sult- og tørststillende Midler. Hundrede Hænder overfalde øjeblikkelig de fortumlede Piger, der komme fra Køkkenet med Favnen fuld af Flasker, Kopper, Glas og alle Slags Fornødenheder. Hist staar en adstadig, ældre Gentleman med graa Gamascher og drikker Øl af en Spølkumme. Her er et overgivent Selskab af Damer og Herrer kommet op at slaas om en Tallerken Smørrebrød. Alt er den muntreste Forvirring.

Saa lyder Hornsignalet derude fra, Tegnet til Opbrud. Nu er Fristen ude – til Vogns!

Herved er imidlertid den Ting at bemærke, at man ikke fortsætter Vejen med den samme Vogn, der bragte En hertil. Denne er nemlig sædvanligvis en almindelig lukket Vogn; men en saadan er baade for tung og bredsporet til de Veje, vi nu skal befare. Vi bestige derfor en almindelig tostolet, saakaldet "holstensk" Vogn, der ogsaa er meget behagelig at sidde i, og hvorfra man ligeledes har Udsigten til en Kusk i skinnende rød Kappe foran sig. En gammel, vejrbidt Ulk med et stort, violet Ansigt, et hvidt trevlet Skjæg under Hagen og en tobaksbrun Mund hjælper os til Sæde. Han venter ingen Drikkeskilling derfor; han er her kun, fordi det morer ham nu, da han er bleven for gammel og stiv til at bruges paa Søen, at staa her hver Middag og se paa al denne fremmede Staahej; – og dette, uden al Beregning at række en hjælpende Haand overalt, hvor det behøves, det er noget, der ligesom ligger Folk i Blodet her i disse Egne, hvis barske Vildhed bestandig tvinger Menneskene til Sammenhold og gjensidig Støtte.

Saa knalder alle Piskene. Under Hilsen og Viften rulle de to Vognrækker atter bort – hver til sin Side langs Telegrafpælenes ligeløbne Linjer. Med Hænderne dybt i sine store Klaplommer, gumlende paa sin Tygge-Tobak, bliver den gamle Ulk ved at stirre smilende efter os, indtil vi alle forsvinde fra hans Synskreds, – og atter ligger det lille Karavanserai ensomt og forladt i sin Sandørken, hvis uendelige Tavshed sluger det. –

Hidtil har Klitrækkerne kun været lave, og Afstanden imellem dem ret betydelig. Men jo længere vi nu lade Aalbæk bag os, des mere forandre Forholdene sig. Lidt efter lidt voxe Klitterne paa begge Sider, baade i Højde og Udstrækning, og samtidig rykke de for hvert Skridt hinanden nærmere paa Livet – for tilsidst helt at smelte sammen derude i det store, ganske ubefolkede Sandhav, der endnu skiller os fra Skagen.

Vi se det allerede bølge foran os – graat, graagrønt, med skumhvide Toppe, vildt og gyseligt øde, som en uhyre Brænding, der med ét er stivnet og forstummet. Snart vil dets golde, kun med spredte Marehalmstraa bevoxede Høje lukke sig tættere og tættere omkring os. Vi se allerede kun Himlen over os og oprevne, svagt fygende Skrænter til alle Sider. Den knugende Tavshed stiger. Vi høre kun Vognhjulenes Knirken i det dybe Sand og en underlig spøgelsesagtig, ligesom smertefuld Sukken af de tørre Marehalmsduske, naar Vinden drager igjennem dem.

… Klitten er dannet af Stormen. Den bestaar af Flyvesand, det vil sige, fint, hvidt Sand, som Havet har kastet op paa Stranden, som Solen dér har tørret, og som Stormene derfra har ført med sig og tilsidst taarnet op i høje Driver, ganske som de Vinterdage gjøre det med den løse Sne. I forrige Tider, før man kjendte Marehalmens Evne til med sine utrolig lange og fine Rødder at dæmpe Sandflugten, var en saadan Klitregion i en uophørlig og skjæbnesvanger Bevægelse. Ved den mindste Luftning begav de fine, løse Partikler sig paa Vandring. Fygningen vedvarede saa at sige bestandig, forandrede daglig Klitternes Form eller flyttede dem efterhaanden helt. Og naar saa Stormene brød løs! Hvilken Dommedags-Rædsel! En tæt, tordenblaa Sky af ophvirvlet Sand indhyllede hele Egnen og slukkede Solens Lys. Alt var i vildeste Flugt. Én for én opreves Klitterne og førtes hvinende gjennem Luften – vidt over Ødet, tilbage til Havet eller ud til tilgrænsende, frugtbare Egne, som de begravede.

Man kan endnu nogenlunde danne sig en Forestilling om hine vilde Skuespil paa enkelte, tilbageblevne Pletter, der til Dato haardnakket have modsat sig ethvert Forsøg paa at bøjes ind under Kulturens Tugt. Saaledes paa den berømte – og berygtede – Raabjerg Mile.

Man maa, for at naa denne, forlade Postvejen og dreje mod Vest ind gjennem Klitterne. Tilsidst ser man da foran sig en vidtstrakt Række af høje, brede, blødt svulmende, askegraa eller – naar Solen beskinner dem – sølvflimrende Sandbølger, fuldkommen nøgne, saa blotted for enhver Vegetation, som havde de i samme Nu hævet sig op af Havets Dyb. En Dødens Stilhed, en knugende Ensomhed ruger over dem. Jo mere man nærmer sig disse mægtige, tavse, af alt Liv forladte Masser, især naar en forreven Skyhimmel ligesom angstfuld flyver hen over dem, des mere gribes man af deres vilde, storladne Melankoli, og man begynder at forstaa de Fortællinger, man har hørt, om den pludselige Rædsel, der har grebet Folk paa dette Golgatha, naar de i Ensomhed have vandret hen over det.

I stille Vejr indskrænker Sandets Bevægelser sig til en fin, melagtig Fygen, der holder sig til Overfladen og ikke hindrer en Bestigen. Kan en saadan alligevel være besværlig nok op gjennem de mægtige Skraaningers dybe og bløde Sand, i hvilket man for hvert Skridt frem skrider allermindst det halve tilbage, og standser man ofte forpustet undervejs og kaster et tvivlraadigt Blik op til Toppen og et betænkeligt ned mod Dalen – med en uhyggelig Fornemmelse af, at en eller anden usynlig Trolddom modsætter sig Ens Fremtræden og med Magt holder En tilbage, saa lønnes alligevel al Umage og alle Betænkeligheder mange Gange, naar man først har naaet den højeste af alle Toppene.

Man har da foran sig i Nord den hvide, graa og vissengrønne Klitørken i hele dens mægtige Udstrækning, omsluttet af de to Have, der netop skimtes i Øst og Vest. Hvilket Syn! Med sine utallige, skarpe, solbelyste Kamme og sine beskyggede Dale, med sin Uendelighed af Toppe og Fordybninger og med sin stivnede Ro frembringer den i første Øjeblik et Indtryk, som saa' man ud over en fremmed Klode, – over et af disse døde Maanelandskaber, der forfærder os som Synet af et Lig, der er stivnet i Dødsøjeblikkets Krampetrækninger. Men efterhaanden forandres Indtrykket. Store Skygger af Skyer jage hen over den vilde Flade. Og idet man bliver ved at stirre ud over dens uendelige Bølgerækker, mens snart en, snart en anden Top pludselig ligesom forsvinder og derpaa strax igjen dukker solbelyst op, ser det tilsidst ud, som om det døde er bleven levende, som om det hele mægtige Sandhav er i uafbrudt, gyngende Bevægelse. En Svimmelhed griber En, og man faar en Fornemmelse, som om man befandt sig paa Dækket af et Kæmpeskib og stirrede ud over de oprørte Bølgers vilde Dans for Stævnen.

Man kan da sætte sig ned i det varme Sand og betragte selve Milens hvide Flade, der i store roligt svulmende Former breder sig omkring En som et Stykke Urtids-Landskab uden Liv eller Lyd. Selv dine egne, dybe Fodspor ere allerede udslettede i Sandet, din Røst opsluges af disse Vidders uendelige Tavshed, ja endog din egen Person vilde snart tilintetgjøres af disse evigt vandrende Sandelementer, der lydløst lægger sig om dig, saasnart du har taget Sæde, og hobe sig op over dine Ben, som om de ikke taalte dig her paa deres Enemærker og vilde begrave dig under deres døde Masser. Rejser der sig blot den mindste Smule Blæst, vil du ogsaa snart opgive ethvert Forsøg paa at holde dig dem fra Livet. Det oprørte Sand pisker dig i Ansigtet som med tusinde fine Naale og omgiver dig med en Hvirvelrøg, der tager Vejret fra dig. Og idet du faar en levende Forestilling om, hvorledes her vilde være at færdes, om en virkelig Storm pludselig brød løs, skynder du dig herfra, som fra selve Forbandelsens Ørk, og trækker ikke Vejret frit, før du atter velbeholden har naaet Foden.

… I en saa øde, saa menneskefjendsk, saa uhyggelig uberørt Tilstand har altsaa hele den store Klitregion i gamle Dage befundet sig. Historien har meget sørgeligt at fortælle her om Sandflugtens frygtelige Ødelæggelser. Frugtbare Engstrækninger, hele Landsbyer og store Hovedgaarde ere ofte under et eneste Uvejr for bestandig blevne begravede under Masserne. Her, paa begge Sider af den bugtede, kun med Lyng belagte Postvej, ad hvilken vi nu atter Skridt for Skridt arbejde os møjsomt frem, har Bonden pløjet, og Køerne græsset, og Gaard har ligget her ved Gaard med Velstand og Lykke.

Nu kjører man Time efter Time uden at se andet menneskeligt end de melankolske Telegrafstænger og Plantørens lille Hus, der ubamhjærtigt er bygget midt i Ørkenen. Rundt om sig har man kun Klit ved Klit, bestandig højere og vildere, med de i lige Rækker nedplantede Marehalms- og Klittagsduske. En enkelt Gang kan man se en Ræv luske om mellem Sandhøjene eller en Hare skjule sig bag en Tue, og hist og her kan en Flok magre, halvvilde Faar i Afstand betragte os fra en Top med forskræmte Blikke. Ellers intet.

Endelig møder os i Øst, et Stykke fra Vejen, et besynderligt Syn: et Kirketaarn, der rager ensomt op af Klitterne – et Minde om en af de nysnævnte Ødelæggelser. Det er den sidste Rest af Skagens gamle Kirke, der i sin Tid byggedes af Hollændere og Skotter, som fiskede her under Kysten. Under en frygtelig Nordvestenstorm for godt et Aarhundrede siden, hobede Sandet sig saaledes op over den, at Kirkefolket siden hver Søndag maatte møde med Spade og Skovl for at komme ind i den. Alligevel benyttedes den endnu tyve Aar derefter, indtil et nyt Uvejr ganske begravede den paa Taarnet nær.

Saa nærme vi os Rejsens Ende. Snart drejer Vejen ud af Klitterne. Vi se foran os en flad Sandhede og ude paa den – en langstrakt By med en lille Kirke, flere store Kjøbmandsgaarde og mange smaa Huse, hvis teglhængte Tage skinner dobbelt røde mod at det kridthvide Sand.

Det er Skagen.

Skagen ligger som en Oase paa Grænsen mellem Klitverdenen og Jyllands alleryderste Spids, det nøgne Sandhorn, der kaldes Grenen. Egentlig er der to Byer, Gammel-Skagen (ogsaa kaldet Højen) ved Vesterhavet og Ny-Skagen ved Kattegattet. Afstanden mellem dem er c. ½ Mil, og det er den sidste, der er Hovedbyen, ligesom det ogsaa er den, der i første Øjeblik overrasker den fremmede med sine Omgivelsers Frodighed.

De udstrakte Sandflader, der omgive den, ere efter Sandflugtens Ophør blevne omdannede til brune Lyngheder og fredsommelige Kjærmoser; og Stykker af disse ere igjen – takket være den udmærkede Fiskegjødning d. v. s. Affald af Fisk, som Havet her saa rigeligt skjænker – gjennem møjsommeligt Arbejde gjort til ganske frugtbart Agerland, hvor Køer græsser og Heste pløjer. Ja, endog en hel lille Lund vinker En i Møde midt i Sandet, opelsket gjennem en ihærdig, aarelang Kamp mod Elementerne. Alligevel maa man ikke vente her at finde nogen Storstads-Kultur. Byens ene lange, saa at sige eneste Gade bestaar af foddybt Sand, der har givet dens Beboere en ejendommelig Gang, saa man overalt i Riget kan kjende en Skagbo paa den Maade, hvorpaa han løfter Benene. Inde mellem Husene ligge de nøgne Klitter. De saakaldte "Haver", som Beboerne omfatte med en saa rørende Ømhed, bestaar i Almindelighed blot af et med Pindeværk indhegnet Stykke Sand af et Lagens Størrelse, hvor et Par spredte Blomster føre en hensygnende Tilværelse i Ly af oprejste Potteskaar. Bag tætte Plankeværk kan hist og her en Smule Hæk trives, men hvert mindste nysgjerrigt Skud, der vil kigge op over Plankernes Overkant, klipper Vestenvinden øjeblikkeligt.

Naturligvis træffer man overalt Minder om Havet. Hist dannes Taget paa et Udhus af en gammel tjæret Baad med Kjølen ivejret; her har Familiegrisen faaet Logi i et strandet Skibs Ruf. Al Slags opskyllet Vraggods møder overalt Øjet … for slet ikke at tale om det Sæt af Fiskestejler med Guirlander af til Tørring ophængte Fisk og den Uendelighed af udspændte Net, der omgiver ethvert Hus.

En høj Klitrække skiller Byen (her Ny-Skagen) fra Kattegat og danner dens Værn mod Øst. Om nogen Havn er der ikke Tale; end ikke saa meget som en Fortøjningspæl findes her; Sand og Sø vilde øjeblikkelig føre den væk. De store Baade staa opstillede i Række paa den anselige Forstrand og blive, for hver Gang de skulle benyttes, under Opsang skubbet ud i Søen ved Hjælp af 6-8 brede Fiskerrygge.

… Under de mørke, vilde Vinterstorme, naar Himlen ligger tungt over Hav og Land med graablaa, flygtende Skyer; naar de store, hvide Maager ængstelig trykke sig sammen under Klitterne, og Brændingen skummer og raser, saa ingen Baad kan slippe ud; naar selv ikke Røgen vil rigtig ud af Skorstenspiberne, men trykker sig lavt og ligesom angst ned over Tagene – da krymper det hele Leje sig ligesom tættere sammen mellem sine Sandhøje; Døre og Luger stænges forsvarligt. Baadene skydes helt op mod Klitrækken, for at den stigende Sø ikke skal naa dem, alt flytteligt surres og rebes som paa et Dæk under en Orkan, alle holde sig saa vidt mulig inden Døre, og Døgn paa Døgn ligger hele Byen hen som i en halv Dvale, lukket inde i sig selv, mens Sand og Skumflager, hvirvle hen over den.

I stille, lyse Solskinsdage, saadanne som især om Sommeren ikke sjældent indtræffe, frembyder Byen derimod det livligste Skue. Én for én kommer Baadene ude fra Havet med Fangst, slynges over Brændingen, løbe op paa Sandet og drages i Land. Langs Stranden løbe Skarer af halvnøgne Drenge og Smaapiger med opløftede Kjoler og pjaske i Bølgerne; andre sidde henne i Skyggen under de optrukne Baade, med Hænderne i Skjødet, og se ud paa de smaa piblende Strandterner, der uafladelig stryge hen over Vandfladen og dykke efter Fisk. Oppe paa Klitrækken sidde Fiskere, der have været ude paa Nattefangst, og rede Garn; andre staa paa Udkig, urokkelige som Statuer med Hænderne dybt i Lommerne, og have ikke Øjnene fra Havet. Inde i Byen, hvor Sandet brænder under Fodsaalen, ere alle Døre aabne, og rundt om Husene ligge Ænder, Høns og Grise og lade sig vellystigt gjennembage af Solen. Hist sidder en flittig Kunstmaler sammenbøjet under en stor gul Paraply som en Frø under en Paddehat; her staar en ung Tourist med Myggeslør om Hatten og gantes med et Par lattermilde Fiskerpiger; og langt ude mellem Klitterne – midt i den stegende Sol – spaserer en hel Familie med røde, gule, grønne og blaa Parasoller ud til Fyret. Thi Fyret! … Det er Skagens Stolthed og alle Touristers Endemaal. Højt og slankt hæver det sig derude paa den yderste Odde som Landets sidste, vældige Milepæl.

Man skal komme der henimod Solnedgang, en stille Dag med høj, klar Luft. Det Syn, der da møder En fra den slanke Søjles Top, søger sikkerligt sin Lige.

Dernede, lige under En, ligger Grenen det flade, smalle Sandhorn, der som det blandt alle Søfolk berygtede Skagens Rev fortsætter sig under Vandet indtil henimod en Mil ud i Havet. Selv i blikstille Dage naar Kattegattet ligger som et Spejl, og Vesterhavet hviler i lange rolige Dønninger, staar der en Skumkam ude over dette Sted, hvor de to store Have mødes. Over disse ser man milevidt til begge Sider. Hundrede af Sejlere og Dampere drage hen over dem og sende ved Flag en Hilsen hjem gjennem den lille Signalstation ved Taarnets Fod. Vender man sig saa om, ser man ind over Landet, der herfra kan studeres som paa et Landkort. Først har man en lille Klitsø tæt ved Taarnets Fod, hvorfra et øredøvende Spektakkel stiger op af Maagerne, der her har deres Forsamlingsplads; saa kommer Byen; og bag denne igjen den graagrønne Klitregion med dens Uendelighed af Toppe.

Og over dette Hav og dette Land lægger der sig flere og flere Farver, jo mere Solen nærmer sig Horisonten. Klitterne gløde som Ild, og en Purpurstrøm glider ud over Havet, idet den blodige Solkugle berører dets Spejl. –

Vesterhavet

Som bekjendt er der faa Steder i Verden, hvor saa mange Skibe – Dampere saavelsom Sejlere – aarlig gaa til Grunde som paa den jyske Vestkyst. Forslaaede af Vestenstormene eller indhyllede i Taage og Tykning drive de hjælpeløse herind ude fra Nordsøen, hugge mod Sandet og sønderslaas dér ynkeligen af Brændingen.

Tusinde og atter tusinde af stolte Sejlere have her fundet deres Grav; og trods alt, hvad den nyere Tid har gjort i Retning af Fyr, Mærker lydende Taagesignaler o. s. v. bærer denne øde, vilde, forrevne Strand endnu den Dag i Dag med Rette Navn af "Skibenes Kirkegaard".

Denne Kirkegaard havde i gamle Dage sine Ligrøvere blandt Kystlandets Beboere, der levede i Samlinger af smaa, tjærede Træhytter hist og her bag den nøgne Klit og til daglig ernærede sig fredeligt ved Fiskefangst paa Havet. Men naar Stormene brød løs, eller Taagerne svøbte sig om Stranden, vaagnede uhyggelige Lidenskaber hos dette halvvilde Folk. Da laa de i rækkevis deroppe paa Klitterne og lyttede til Havets Dundren, urokkelige, med et gridsk Glimt i de halvt tillukkede Øjne – som lurende Schakaler, der høre Kamp og vejre Bytte. Ve da de ulyksalige, der drev derude for Vind og Vove! Ingen hjælpende Haand blev rakt dem i deres Nød, ingen gav Gjensvar paa deres sønderrivende Jammerskrig, Og bjærgede de sig selv ved et Under frelste i Land – en Kniv i Siden og en Hæl i Øjet var den Velkomst, der mødte dem. Og mens Brændingen kastede Stumperne af det sønderbrudte Skib og dets Ladning op paa Stranden som Røvernes Bytte, begravedes de lemlæstede Lig i Klittens Sand, og hvert Minde var udslettet om den blodige Daad.

Endnu spille disse Strandinger en ikke uvæsenlig Rolle i Vesterhavsfiskernes Liv. En "god" Stranding kan bøde paa mangt et fejlslagent Fiskedræt, og Aarets Udbytte regnes mange Steder nok saa meget efter Strandingernes Antal og Værdi som efter Heldet ved Fiskefangsten.

Men som Klitten selv, er nu ogsaa dens Beboere og disses Liv draget ind under Civilisationens Ledebaand. Langs hele Kysten findes der nu, flere Steder med kun faa Mils Mellemrum, Redningsstationer, som Staten har oprettet, og som under store Bekostninger vedligeholdes med sindrig konstruerede Redningsbaade, Raketapparater til Udskydning af Redningsliner foruden mange andre Hjælpemidler til Skibbrudnes Redning, – men navnlig med et fast lønnet, vel organiseret og fortrinlig indøvet Redningsmandskab, udtaget af Kystens kjækkeste, stærkeste og paalideligste Folk. Med et Heltemod, en Opofrelse, en Koldblodighed, der maa vække Beundring, forlade disse Hus og Hjem, saasnart Nødskuddet kalder, og vover ofte eget Liv i Brændingen for at frelse skibbrudne Kammerater, som de ikke kjende, ja hvis Sprog de for det meste end ikke forstaa.

Denne Art af Strandinger, hvor det gjælder Liv og ikke Skib, er imidlertid ikke af dem, som nutildags beriger Fiskerne her. Tvertimod. For under utrolige Anstrengelser – og tidt med Døden for Øjnene – at kæmpe i Brændingen i halve eller hele Døgn, modtager hver af Redningsmandskabet i Løn kun ganske faa Kroner, og Vraget og den Ladning, der senere kan bjærges, tilhører Assurandørerne og sælges under Statens Kontrol. Det er under andre Omstændigheder, nemlig naar et Skib (især en Damper med kostbar Fragt som Bomuld eller Kaffe) paa Grund af Taage eller ved Uagtsomhed støder paa Landgrundene og maa have Bistand for at komme løs, at Fiskerne faa Lejlighed til Fortjeneste. Under saadanne Forhold, hvor intet Menneskeliv men kun Skibets Værdier staa paa Spil, maa der ofte betales ganske klækkelige Løsepenge, af hvilke der altid tilkommer Fiskerne en Trediedel selv om det er en hidkaldt Bjærgningsdamper, der udfører Arbejdet.

De Grunde, hvorpaa Skibene støde, er de saakaldte Revler, lange, faste, undersøiske Sandvolde, der – i Almindelighed i et Antal af tre – i forskjellige Afstande nøjagtig følger Kystlinien. De aabenbare sig, selv i stille Vejr, derved, at Søen brækker over dem ("Brændingerne"), skjøndt den yderste Række har sexten Fod Vand over Kronen. Imellem dem er Vandet dybt og sejlbart. Den første Revle, d. v. s. den, der er nærmest Kysten, er kun skilt fra denne ved faa Alen lavt Vand, og ligger under østlige Vinde undertiden helt oppe over Vandskorpen. Over den anden Revle er der under sædvanlige Forhold gjærne ti Fod Vand, og paa denne er det i Almindelighed, at større Skibe første Gang støde, idet Brændingen har løftet dem uskadte over den yderste, tredje Revle. Men ogsaa denne anden Revle kan Skibene ved høj Sø blive slynget over, selv efter at de have stødt, og det er da paa den første Revle, at de finde deres Undergang. Kun naar Skibene ere meget smaa eller under en Orkan, kan Søen føre dem ogsaa herover og kaste dem helt op paa Stranden.

Det var en Dag ud paa Høsten. Vi var et Selskab paa fire Personer, der gjennemblæste og forkomne efter en otte Timers Kjøretur langs Vesterhavsstranden – henimod Aften havde naaet en af de smaa Fiskerbyer, der gjemmer sig bag Klitrækken. Det havde blæst stærkt i fire Døgn, og Blæsten var tilsidst steget til en Brandstorm, der havde sat Havet i et saadant Oprør, at vi paa det sidste Stykke Vej vare blevne ganske døve af at høre paa dets overmægtige Drønen.

Nu sad vi lunt og godt inde i den lille Gjæstgiverstue og oplivede os ved en varm Grog sammen med Strandfogden, Formanden for Redningsbaaden og et Par andre af Redningsmandskabet, alle støtte, bredskuldrede, skjæggede Skikkelser, hvis alvorlige, vejrbidte Ansigter og lidt ludende Holdning tilstrækkelig fortalte om deres anstrengende og farefulde Æventyr paa Havet.

Naturligvis faldt Samtalen snart hen paa Strandingerne. Den sidste, de havde haft her, laa næsten tre Fjerdingaar tilbage i Tiden, men den havde ogsaa været en af de frygteligste, de længe havde oplevet. Formanden for Redningsmandskabet, en tre Alen høj og tilsvarende bred Kæmpeskikkelse, med et rødbrunt Skjæg ned til fjerde Vesteknap, fortalte derom omtrent følgende:

"Det var netop Juleaften. Det var en forrygende Storm, ja mestendels en Orkan med Snetykning og bidende Frost, saa Søen, der gik helt op mellem Klitterne, klingrede ligesom med Glasstumper. Jeg havde ved Solnedgang været oppe paa Udkig og set ud over Havet, og havde derpaa, som Loven byder, sat Nattevagt ud, inden jeg gik hjem. Saa var Klokken vel bleven saadan noget som ti, og jeg var kommen i Seng, og kanske havde jeg ogsaa blundet en Timestid – for rigtig sove kan jeg aldrig i et saadant Vejr – saa bliver der banket hastigt paa min Rude. "Hvad er der paa Færde?" spørger jeg. – "Der er en Stranding udfor Røderenden, lige under Land. Jeg kan høre Folkene skrige," blev der svaret med Nattevagtens Stemme. – "Har du givet Kjendingssignal?" spurgte jeg; men han var allerede borte for at bringe Meddelelsen videre. "Gud hjælpe de Stakler," tænkte jeg, idet jeg stod op. "I en saadan Nat gives vist ingen Redning." Saa vækkede jeg Mo'er, der i Hast varmede en Kaffetaar, mens jeg klædte mig i Oljetøjet, bandt Sydvesten under Hagen og fik en Lygte tændt. Men Lygten slukkedes af Stormen i samme Øjeblik, jeg traadte ud af Huset. Det var et forrygende Vejr. Jeg kunde ikke se en Haand for mig; jeg skimtede bare de hvide Sneprikker, der fór mig forbi Øjnene. Skjøndt jeg dog ikke er nogen Spædekalv, havde jeg næsten ikke Magt til at arbejde mig op gjennem Stormen, og Kulden var saa haard, at der strax dannede sig lange Istapper i mit Skjæg. – Udenfor Redningsbaadens Hus, hvor vi altid samles, traf jeg flere andre af Mandskabet, som allerede var komne i Tøjet, og snart vare vi alle samlede. Et Par Stykker blev ved Redningsbaaden for at afvente Pligtkjørernes Komme, mens vi andre strax begav os til Strandingsstedet med Raketapparatet. – Røderende ligger nu ikke mere end en halv Fjerdingvej herfra, men alligevel var vi vist en hel Time om den Tur, skjøndt vi sandelig ikke smølede. Vi ravede os gjennem Mørket og Stormen og de rygende Klitter og naaede da endelig Toppen af den yderste Klit, hvor Havet brølede os i Møde. Det var lige netop, at vi heroppe paa Højden kunde holde os oprejste imod Stormen, naar vi holdt fast omkring hinanden. Den glasklingrende Brænding hørte vi lige under os, og nu og da blev vi overstænkede af frossent Skum. – Vi kunde bestandig ikke se en Haand for os, og i første Øjeblik hørte vi heller ikke andet end Stormens og Bølgernes Rasen. I Begyndelsen gjør jo Brændingen En nemlig altid stokdøv; det er først, naar man har vænnet sig lidt til dens Dundren, at man hører enhver nok saa lille Lyd, selv om det er en Lærkes fine Tone, ganske tydeligt igjennem den. Det varede da heller ikke længe, før vi hørte de Skibbrudnes hæse, sønderrivende Jammerskrig sammen med Skibets Bryden og Bragen ^{i dens Sammenføjninger}√fra Skibet i alle dets Fuger (?) og de fløjtende Hvin fra sprængte Liner. Vi forsøgte at skyde Raketter ud imod dem, men forgjæves. De rakte ingen Vej imod et saadan Vejr. I enkelte Øjeblikke var det som om Stemmerne forstummede derude, men kun Bragene lød forstærket ind som dumpe Skud af Kanoner. Men saa dukkede Hylene og igjen, bare endnu vildere og mere hjærteskærende, – en Kvindes Skrig over dem alle, gjennemtrængende, hjælpeløst, uden Ophør, mens Mændene hørlig i Fortvivlelsens Kamp afbrydes og bides oppe i Rigningen, som slingrede frem og tilbage over Brændingen. – Endelig kom Redningsbaaden, forspændt med 6 Heste. Hvordan de i dette Mulm havde kunnet komme gjennem Klitterne, var næsten ubegribeligt; de arme Dyr havde da ogsaa slidt, saa der stod et helt Lag af Svedskum over dem – og nu fik vi i Hast gjort Baaden klar og skudt ned mod Havstokken. Jeg skulde just til at tage mit Mandskab ud til den første Tørn (for vi havde bestemt, at forsøge, det vilde vi nu alligevel) – – da var det med ét, som om Havet sitrende rejste sig mod Skyerne. Et enkelt, splintrende Brag lød tæt inde under Land. Derpaa blev alt stille. Ikke et Skrig. Men i et Nu fyldtes det sydende Vand foran os med en Forvirring af splintret Skibsgods: Tømmer, Plankestumper, Sejl, Kister, Liner og en Mængde store Tønder, der allesammen malede rundt imellem hinanden som i en kogende Kjedel. Saa forstod vi, at alt var forbi.… Det var da ogsaa et sørgeligt Syn, der mødte os, da Dagen begyndte at bryde frem. Mellem Mastestumperne og indfiltret Linegods laa syv stivfrosne, ligesom kandiserede Lig paa Stranden, hvor Bølgerne havde skyllet dem op. Skibet selv laa paa Siden i Brændingen og lignede et Talgtrug med sit Ispanser og sit Isskjæg. Saa var der ikke mere for os at gjøre, og da vi havde faaet Ligene paa en Vogn, kjørte vi med dem herind til Byen.

Overalt, hvor man færdes ved Vesterhavet, mindes man disse Ødelæggelser, der danne de æventyrlige Afbrydelser i disse øde Egnes ensformige Liv, og som er Emnet for alle deres Sagn og Fortællinger. Langs hele Havstokken, undertiden kun med faa Hundrede Fods Mellemrum, staa de afpillede Rester af gamle Skibsvrag som Skeletter af Kæmpeaadsler. Under daglige Forhold, d. v. s. naar Søen ikke er alt for høj, staa de fleste halvt inde paa Land. Alligevel betaler det sig ikke at ophugge dem helt, og de faa derfor Lov til at staa saaledes og for hvert Aar synke dybere og dybere ned i Sandet, indtil dette tilsidst fuldstændig begraver dem.

Forøvrig kaster Bølgeslaget daglig alleslags Sager op paa Stranden, der er som en Oplagsplads for alt, hvad Bølgerne have ranet eller Folk kastet over Bord fra Kyst til Kyst. Om ethvert Forlis og næsten enhver Begivenhed ude i rum Sø, bringer Havet her Bud. Navnebrædter, Champagneflasker, Gallionsfigurer, Vinfoustager og tusinde andre Ting drive her i Land, og samles af Strandfogederne sammen i Bunker under Klitterne for at bortsælges ved Auktion. Hist træffer man et helt Træ, der er svømmet herover fra fremmede Lande, her en tillukket interessant udseende Kasse, her igjen en tilproppet Flaske med en Seddel, der bringer en sværmerisk Sømands elskovsfulde Længselssuk efter sin Hjærtenskjær – eller et skibbruddent Mandskabs sidste Hilsen til Hjemmet, før Bølgerne lukkede sig over dem.

Disse mange opskyllede Gjenstande bidrage ved den Maade, hvorpaa de uvilkaarlig sætte Fantasi i Bevægelse, til at underholde den Rejsende paa hans Vandringer langs denne ensomme Strand, hvis Ensformighed aldrig trætter, og hvis storladne Øde og højtidelige Tavshed mere og mere bemægtiger sig Ens Sind og løfter Ens Tanke højt op over det daglige Livs smaa Bekymringer og Besvær. Til den ene Side ruller det uendelige Hav med al sin dragende, vilde Magt; til den anden rejser Klitten sin tavse Mur, der ligesom vil stænge for enhver jordisk Længsel; og foran sig har man kun den brede, hvide, nøgne Forstrand, hvorfra Sværm paa Sværm af store Maager langsomt løfte sig, idet man nærmer sig.

Enkelte Steder langs Jyllands Vestkyst brydes Klitrækken af store, høje Ler- og Kalkstensbanker, der skyde sig helt ud til Havet, saa Brændingen besprøjter deres stejle, ofte underlig fantastisk formede Sider. Saaledes er der ved Lønstrup den æventyrlige Rubjerg Knude, og noget sydligere Bulbjærg, et ludende Fjæld med det mærkelige Klippestykke Skareklit, der – 40 Favne fra Land – staar frit som en høj Søjle midt i Brændingen. I nærheden af Rubjerg Knude ligger et bekjendt Badested, Fiskerlejet Lønstrup, der ligesom de mange andre Badesteder langs denne Kyst – navnlig det enestaaende skjønne men vanskeligt tilgjængelige Blokhus – Aar for Aar bliver stærkere besøgt af Folk, der ikke bare vil lade sig nøje med Sundenes halvferske Smaabølger, men vil føle selve Vesterhavets salttunge Brænding brydes over deres Rygge.

Fra Kattegatskysten

Fra Frederikshavn til Sæby er der knap to Mil. Vejen følger Strandkanten, saa man hele Tiden har Udsigt over Havet til den ene Side; til den anden hæver sig høje, stejle Skrænter, tildels nøgne, tildels bevoxede med et lavt Krat. Man faar Lyst til under Kjørselen at standse og stige op paa en af disse Højder for at se sig om; men man bør vente dermed, indtil man omtrent har naaet Sæby. Lidt inde i Landet finder man da et højt Punkt, der hedder Gjedebjærget.

Man har herfra ikke alene en storartet Udsigt over den lille By, den hvide Strand og vidt over Havet; men vender man sig mod Vest, ind mod Land, ser man milelangt ud over den saakaldte jyske Aas, et vidtstrakt, uroligt bølgende Højland, dækket af Lyng, af stridt Græs eller lavt, forkrøblet og vejrblæst Krat, hvorover utallige smaa, kraterlignende Tuer rager op og giver Egnen et ligesom vulkansk Udseende. Kun nede i de dybeste Dale, hvor Vinden ikke kan faa Magt, breder Skove sig og grønne Enge; og her løber ogsaa stride Bække om under Bakkernes Fod og samler sig i større Aaer, der gjennem dybe, skovfyldte Kløfter finder Vej ud til Havet.

Her ved Sæby har en saadan Aa netop sit Udløb, og det sidste Stykke Vej snor denne sig dybt nede mellem høje, stejle Skrænter, der er bevoxede med herlig Skov, hvis tætte Løvmasser hvælver sig helt over den som en Tempelbue. En Fodsti fører fra Byen ud i Skoven og følger derinde hele Vejen langsmed det stærkt bugtede Aaløb. Kommer man oppe fra Skagen og herfra har vænnet Øjet til Klittens Goldhed og Øret til Havets barske Drønen, er Overgangen til denne svulmende Pragt og denne sælsomt dybe Fred, som kun Skoven ejer, højst betagende. Idet man træder ind i denne hemmelighedsfulde Halvdunkelhed, faar man en Fornemmelse, som om man pludselig betraadte en Æventyrverden, en Trylleskov eller en Slags vældig Naturkirke, og man sagtner uvilkaarlig sine Skridt, gaar langsomt og andagtsfuld og smiler i stille Henrykkelse. Med en guddommelig Renhed spejler de slanke Stamme-Søjler og de luftige Løvbuer sig i det klare Vand. Oppe fra de brogede Grenes Pulpitur strømmer hundrede smaa Korssangeres jublende Haleluja En imøde, og som et Orgelbrus drager Vinden gjennem Skovens høje Kroner, mens det rindende Vand ligesom fremmumler Bønner ved Ens Fod.

Man bliver ikke let træt af at vandre hen gjennem denne Løvtunnel, der strækker sig henimod en Fjerdingvej ind i Landet; og har man først sat sig til Hvile paa en af de mange Bænke, der er anbragt paa de smukkeste Steder paa Skrænterne over Aabredden, løsriver man sig kun vanskeligt fra de blide Drømmerier, hvori denne Stilhed og blide Ynde dysser En hen. Man føler som en Hussvalelse sænke sig over Sindet, de trætte Tanker kan her faa Lov at hvile ud, og idet man stirrer op i dette Mylr af flimrende Blade, der hvælver sig over En og lukker hver Lyd fra Verden ude, glemmer man sine Bekymringer, sine Savn og sine Skuffelser.

I umiddelbar Nærhed af Skoven, og tæt ved Stranden er der for nogle Aar siden oppe paa en Høj fundet en jærnholdig Kilde, hvis Vand i lægende Kraft skal overgaa de fleste hidtil kjendte Sundhedsbrøndes, endog af dem med evropæisk Berømmelse. Det paatænkes her at bygge en Kuranstalt oppe paa Bakkeskrænten med Udsigt ud over Havet, – og man skal da ogsaa vanskeligt kunne tænke sig et bedre Tilflugtssted for lidende, der søger Lægedom og Ro. Luften her er vidunderlig frisk og ren. Det saltmættede Havs kraftige Bølgeslag og fine, hvide Sandbund gjør Badene paa en Gang ualmindelig styrkende og behagelige. Brænder Solen eller rejser der sig Blæst, har man i Skoven ti Skridt fra sig Skygge og Læ; og forøvrig har man til længere Udflugter hele den henrivende og interessante Omegn med rig Afvexling af vældige Lyngbakker, frodige Skove, vilde, dybe Kløfter og smilende Enge. Kan man ikke faa Luft i Lungerne og Farve paa Kinderne her, faar man det næppe noget Sted.

Selve Sæby er en lille, ubetydelig By. Kun en Skjælm vilde falde paa at kalde den blot en "ikke uanselig" Stad. Man løber ikke uden Vanskelighed vild i dens smaa og faa Gader, der alle udmunder i det lille Torv, og hvis tækkelige Smaahuses Beboere alle udgjør ligesom én stor Familiekreds, hvis enkelte Medlemmer indtil de mindste Enkeltheder er fortrolige med hinandens Karakter, Vaner og Tilbøjeligheder og med Interesse følger enhver Forteelse i hele Byen. Selv Byens Hunde kjender strax en Fremmed og forfølger ham med arrige Bjæf gjennem Gaden, og det er en Hovedbegivenhed, naar Byfogdens Damer har faaet nye Kjoler, eller en fuld Mand er faldet i Rendestenen.

Men som Byen ligger dér under de høje, smukke Banker, landlig, fredelig, hyggelig og gjæstevenlig, med blomstrende Frugthaver og frodigt Græs mellem Torvets toppede Sten, er den en Type paa alle de mange smaa Kjøbstæder i dette Land, der – trods sin Velbefolkethed – har den Ejendommelighed alligevel kun at eje én virkelig stor By, Landets Hovedstad Kjøbenhavn. De allerfleste Kjøbstæder er nærmest at betragte som mere eller mindre store teglhængte Landsbyer, samlede om en, højst to Kirker, et Raadhus og en Jærnbanestation. Alle hviler i en vis tryg og slap Stilhed. Kun nede omkring Havnen er der et lidt livligere Røre. Inde i selve Byen tumler Hundene sig uforstyrret midt ude paa Stenbroen, og Kattene stryger kjælent hen ad Husmurene eller ligger paa Stentrapperne og slikker Solskin. Med Anstand og Værdighed skrider Byens Embeds og Bestillingsmænd hen ad Fortovenes Fliserækker, hilser med omhyggelig Høflighed paa hinanden over Gaden som Folk, der intet har at haste efter, henkaster nu og da i Forbigaaende et Ord om Vejret eller standser foran en god Bekjendt eller Kollega og begynder en Samtale om det sidste Bynyt, om Selskabet hos Byfogdens eller den sidste Forlovelse. Smaahaandværkere med Skjødeskind og Smaahandlende med fedtede Kaskjetter pusler om i deres aabentstaaende Boder. Gamle Koner med lange, antikverede Shawler og lydløse Filtsko, Hankekurv i Haand og falmede Tøjblomster paa Hattekysen lister omkring Hjørnerne for at gjøre Indkøb. Og inde i de smaa Gyder og Vinkelstræder, der hist og her kryber ud fra Hovedgaderne, ligger Klynger af barbenede og barhovede Børn og lader Korkpropper og Papirsbaade sejle i Rendestenene, som damper af hedt Vand fra Brænderierne. –

Dog – endnu en anselig dansk By er i Færd med at danne sig. Det er Aarhus.

Denne ligger ogsaa paa den jyske Kattegatskyst – men adskilligt sydligere end Sæby – og er Jyllands vigtigste Ind- og Udskibningssted for Øerne, især for Kjøbenhavn paa Sjællands Østside. I dens rummelige Havn ligger der tæt med alle Slags Sejlere, der losser og lader; Bryggen er stablet fuld af al Slags Gods; Kraner skriger, Dampfløjter piber, Tønder rulles, Vogne buldre, alt er Liv og travl Virksomhed. Vandrer man op igjennem Byen, strømmer der En ogsaa her alle vegne et Pust af Storstadsliv imøde. Elegante Butikker, Hoteller, Kafeér, smukke Promedader, Broer og Pragtbygninger. Under klingende Spil drager Militæret gjennem Gaderne, og Sommeraftener aabnes der i Byens Udkanter Forlystelsesetablissementer med Musik og anden Underholdning.

Kommer saa dertil, at Aarhus Omegn hører til Landets smukkeste, vil man forstaa, at Byen egner sig særdeles til et lidt længere Rekreations-Ophold for Rejsende, – hvad der er meget heldigt, da man, naar man vil gjennemrejse dette Land, vanskeligt kan undgaa i det mindste én Gang at komme til denne By.

Lige nord for Byen ligger paa et storslaaet, af dybe Kløfter gjennemfuret Højdedrag Ris Skov, hvorfra man overalt har den mest henrivende Udsigt over den stille Havbugt og det omgivende Land, især til den høje, nøgne Halvø Mols ovre paa den anden Side, der, navnlig henimod Aften, naar den nedgaaende Sol belyser den, hæver sig dejligt op af Havet med blødt svulmende Former. –

Endnu mere storslaaet er dog Udsigten fra den saakaldte Ørnerede, Toppen af en stejl Skrænt, der et Par Mil Syd for Byen træder dristig lige ud i Havet. Vejen derud gaar uafbrudt gjennem de herlige Marselisborg Skove, hvorfra man har det ene Kig efter det andet ud over Søen, det ene skjønnere end det andet, indtil man naar Ørnereden, det smukkeste af dem alle. Her har man Havet i hele dets Storhed lige under sig, bredende sig vidt til begge Sider, hvor Landet trækker sig tilbage, og endeløst ud mod Horisonten. Dets ejendommelig melodiske Susen stiger op omkring En og blander sig sælsomt med Bruset fra Skoven over Ens Hoved. Der er en Friskhed i dette Syn og denne Lyd, der er betagende. Øjet blændes, og Øret fortumles deraf, idet man fra Skovens grønlige Tusmørke pludselig træder ud i dette Lysbad og hører Maageskrig og Høgehyl blande sig omkring En.

En Hederejse

Vi kom fra den lille, ældgamle, historisk saa mærkværdige By, Viborg, der ligger midt i Hjærtet af Jylland og i sin Tid var Hovedstaden i denne Provinds. Vi havde beset dens herlige, gamle Granit-Domkirke, vel en af de ejendommeligste Bygninger i Norden; betragtet den myrdede Kong Erik Glippings ormstukne Tænder, der sammen med et Par andre af hans Efterladenskaber opbevares inde i Kirken, og var nu paa Vandring sydefter – en frisk Morgen med Udsigt til en klar Dag med stille Varme.

Vi kom forbi en Plantage, gjennem snart lyng-, snart græsklædte Bakker og tilsidst inde i en Skov, en af de sidste Levninger af den gamle danske Egeskov. Et friskt Kildevæld af Toner – Mejsers og Siskeners overgivne Sladren – strømmede ud fra dens Løv. Store, mætte Krager sad og sov i Solen oppe i de høje Toppe, og inde i de kjølige Skygger, hvor Spætterne hamrede, rislede smaa muntre Skovbække klingende hen mellem Bregner og mosklædte Skrænter. Saa overraskedes vi med et af et blændende Syn. Dybt i mægtige Bakkers Favn hvilede en yndig Sø, smilende og rolig som en Elskerinde^'2. En Herregaard – det gamle, berømte Hald, hvortil Sagnet henlægger Longobardernes Anførere, Brødrene Aages og Ebbes Fødested – spejlede sine Mure i dens dybblaa Flade mellem henrivende lyng- og skovklædte Skrænter. Overvældede af Beundring satte vi os i Skyggen under et Træ og stirrede drømmende ned over Søen. Alt var vidunderlig stille; ikke en Vind rørte sig; Solen bagede ned over os, og i den af Varme flimrende Luft stod Bakker og Skove som bag et uendelig fint, guldindvirket Slør, under hvilket de syntes at blunde. Lige over for os, paa den anden Side af Vandet, løftede sig over Bredden en dejlig Skovkuppel, dannet af svulmende Bøgekroner, og ligesom mat forgyldt af Solen. En Vildand trak nu og da klaprende hen over Vandspejlet og forputtede sig derpaa igjen inde i Skyggerne under Skrænten. Ellers hørtes kun den utrættelige Lærke, der kvidrende steg og sank højt, højt oppe over vore Hoveder.

Men vi maatte bryde op. Det var vor Agt at opsøge de store, mørke og golde Lynghedesletter, hvortil denne yndefulde Idyl danner den ejendommelige Indgang. Alt i Frastand havde vi skimtet den monotone Ørkenflade foran os, og vi brændte af Utaalmodighed efter at stifte nærmere Bekjendtskab med den.

Lyngen forekommer pletvis overalt i Landet; men det er kun her i Jyllands Midte, mellem Højdekjæden og de vestlige Klitegne, at den optræder i disse mægtige, nøgne, ensformigt mørke Flader, der danner det egentlige Hedelandskab. I de ældste Tider har hele denne Del af Jylland været dækket med umaadelige Egeskove, sande Urskove, som Beboerne imidlertid saa samvittighedsløst forhuggede, at Vestenvinden tilsidst fik Indpas imellem dem og lagde dem øde. Nu findes som Rester af fordums Herlighed kun enkelte Pletter med lave, vantrevne Egepurrer, der kryber langs med Jorden; … ellers er her kun denne golde, uendelige Lyng, der uden Skygge eller Læ, som et eneste sammenhængende, ensfarvet sort eller – i Blomstringstiden – mørk-violet Tæppe dækker melankolsk over Sandet.

Endnu i den første Halvdel af dette Aarhundrede var hele denne midterste Del af Jylland en eneste endeløs Ørkenflade, hvorover kun ganske faa og halvt ufremkommelige Hjulspor førte. I dagevis kunde man da rejse her uden at træffe et menneskeligt Væsen, endsige et Hus. Kun de saakaldte Luftspejlinger gjækkede de Rejsende ved skuffende at fremstille for dem i Horisonten Byer, Søer og Skove, som saa pludselig forsvandt. Et eget, halvvildt Ørkenfolk, en Slags danske Zigøjnere, de saakaldte Natmandsfolk, havde den Gang Tilhold og Fristed paa disse øde Sletter. De boede herude i Jordhuler og Tørvehytter men var forøvrigt for det meste paa Vandring fra Sted til Sted og ernærede sig af at slibe, klinke, flaa Skindet af døde Kreaturer o. l. for Bønderne, der boede her langs Hedegrænsen … til Tider, naar Lejlighed gaves, ogsaa af Tyveri, Landevejsrøveri, ja endog af Mordbrand, naar de ved Nattetid, – som de udtrykte sig – lod "den røde Hane gale" over Gaardene. De havde deres eget Sprog, som ingen andre forstod, deres egne Love, Sæder og Skikke, og levede i det hele uden al virkelig Samkvem med det øvrige Folk, som paa en Gang foragtede og frygtede dem.

Nu er Heden ikke længer, hvad den var, og ogsaa dens ejendommelige Befolkning er forsvundet. Fra alle Sider har man i det sidste halve Aarhundrede og med Statens Understøttelse kraftigt taget fat paa dens Opdyrkning. Stykke for Stykke er lagt under Ploven, ved kunstig frembragte Overrislinger af de gjennemstrømmende Aaers Vand er der dannet Enge, vidtløftige Beplantninger af haardføre Træsorter (Rødgran, Bjærgfyr, østrisk Fyr o. s. v.) er mange Steder paabegyndte, og Aar for Aar trænger Kulturen i forskjellig Skikkelse sejrrig frem, saa den berømte jyske Hede tilsidst – og maaske snart– vil blive "en Saga blot."

At dette imidlertid endnu er Tid til en virkelig Hedevandring, fik vi Lejlighed til at overbevise os om hin Dag, idet vi fra Hald Sø fortsatte vor Vandring sydefter. Det varede ikke længe, før vi sagde alt menneskeligt Farvel. Det sidste, vi saa', var en ensomt liggende Kirke med tilhørende Præstegaard, omgivet af en lille Lund – saa bredte den mørke Flade sig uden Grænser foran os.

Man skulde ellers forsværge, at der kunde være noget tiltrækkende, endsige uforglemmeligt betagende ved et saadant bart og øde Lyngtæppe, der uden mindste Afvexling dækker et ligesaa ensformigt bølgende Landskab. Alligevel vil Ingen kunne færdes her uden at gribes af det sælsomme Vemod, det ejendommeligt milde Tungsind, der hviler over denne brune Ørken. Dens mørke Øde er ikke vildt og afskrækkende men byder Blikket rolig hvile i sine forunderlig bløde, langt henrundede Former; den Stilhed, disse Sletter rummer, og den Ensomhedsfølelse, de vækker, er ikke knugende og tung, men lægger sig om En næsten som Musik, med en egen sød Befrielse, der vækker alle slumrende Længsler og giver vore Drømmebørn Vinger.

Vi steg tilsidst op paa en Høj og saa' os om. Saa langt Øjet rakte, saa' vi til alle Sider kun den tavs henstrakte, fløjlsbrune Lyngflade, hvorover den skyfri Himmelkuppel hvælvede sig. Ikke et levende Væsen var at øjne, ikke en Bevægelse at spore, ikke en Skygge at finde. Kun langt ud i Horisonten steg hist og her blaalige Røgsøjler lodret i Vejret, og undersøgte vi med Kikkerten, kunde vi se smaa sorte Menneske-Prikker færdes omkring dem, og Faareflokke, der med en Hyrde drev op og ned ad Bakkerne.

Lige neden under os bugtede en Hedevej sig frem gjennem den høje Lyng – to dybe Hjulspor, der aabenbarede det hvide Sandunderlag. Idet vi lod Øjet følge den ud over Slettet, saa' vi pludselig omtrent midtvejs mellem os selv og Himmelranden en Skikkelse dukke op. Det var os i Begyndelsen ikke muligt at afgjøre, hvad det var. Vi manglede i denne endeløse Flade aldeles en Maalestok til Bedømmelsen. Det kunde ligesaa godt være en vandrende Kirke som en lille Puddelhund. Allermest syntes den os dog, efterhaanden som den nærmede sig os, at ligne en Kamel med to Pukler, og ført af en Beduin med hvid Turban, sandsynligvis fordi vi syntes, at et saadant Optog vilde passe bedst til disse Omgivelser.

Det viste sig imidlertid at være en gammel Mo'erlille, en lille, spinkel Skabning i et stumpet Hvergarnsskjørt og med mørke Stunthoser paa et Par næsten uhyggelig tynde Ben. Paa Grund af Varmen havde hun smøget Livstykket af sig, saa det hang ned bag paa, og op af den grove Særk stak den nøgne, magre, kobberrøde Hals. Mellem sine brune, knoklede Hænder havde hun en lang Strikkestrømpe, og over Armen bar hun Tøjret af en Ko, som fulgte hende i Hælene – et lille ynkeligt, indskrumpet Kreatur, ganske krøl-loddent over hele Kroppen og med vanskabte Horn. Hun flyttede Fødderne med smaa, trippende Trin og gik og smaasnakkede med sig selv, mens hun ivrigt strikkede. Naar hun ved et Ryk i Armen mærkede, at Koen under sin Søgen havde fundet sig en lille Visk ung Lyng eller en Smule Mos, standsede hun mekanisk og blev staaende saa længe, indtil Koen gav hende et lille Puf med Snuden bagpaa.

Idet hun, netop som hun befandt sig lige i vor Nærhed, fik Øje paa os, for hun sammen og udstødte et Skrig, som om hun saa Spøgelser. Saa løftede hun Armen skyggende op for Panden og saa' forvildet paa os med to smaa, sorte, paa én Gang sky og forskende Knappenaalsøjne. Vi søgte ved venlig Tiltale at berolige hende, men det var, som om selve Lyden af vore Stemmer fik hende til paany at fare sammen. Hun stod dér med sit læderbrune, af Rynker gjennemfurede og af et fedtet, stramt Hovedklæde indrammede lille Ansigt vendt imod os som Billede paa en Forstening. Selv da vi indtrængende bad hende om Oplysninger angaaende Egnen, blandt andet om Vejen til den nærmeste By, svarede hun ikke men gav sig til at fremmumle noget usammenhængende, uforstaaeligt Tøjeri, der lød næsten som en Besværgelse.

Vi opdagede da, at Staklen var gal – saadan som man velsagtens tilsidst let bliver det, naar man skal henleve sit Liv Dag ud og Dag ind alene i Selskab med en Ko paa dette øde Sted – ; og da vi derfor opgav Underholdningen, fjærnede hun sig strax hastigt med sin drøvtyggende Følgesvend, idet hun hvert Øjeblik rædselsslagent drejede Hovedet om efter os, som om hun frygtede for at blive forfulgt. I over en halv Time kunde vi med Øjnene følge hendes Gang over Heden, inden hun forsvandt som en lille Prik ude i Horisonten; og lige til det sidste kunde vi med Kikkerten se, hvorledes hun bestandig hvert Øjeblik standsede og saa' sig tilbage med Haanden skyggende over Øjnene.

Saa strakte vi os i Lyngen, i Skyggely af vore udslaaede Parasoller, lagde vore Ransler under Hovedet og tændte en Cigar … det sidste med stor Forsigtighed, af Frygt for de berygtede Hedebrande, som undertiden om Sommeren ved Uagtsomhed hjemsøger disse Egne og tit omspænder flere Mil med deres frygtelige Luer. Det var for varmt til at fortsætte Vandringen; det var i alle Fald behageligere at ligge her og lade sig gjennembage af Solen, ganske alene i dette store Øde, i denne uforstyrrelige Fred, og dysses hen af de bløde Toner fra en ensom Hjeile, der kredsede omkring os i nogen Afstand.

Pludselig blev vi vækkede af en Lyd i vor Nærhed, der mindede om knirkende Vognhjul – og virkelig! der kom et højst forunderligt Kjøretøj Skridt for Skridt paa Vejen hen imod os. Den lille lave, firhjulede Pindevogn var forspændt med en stor, langhornet Stud og et lillebitte Kræ af en Hest, der ikke tog sig større ud end en Kat ved Siden af Studen. Paa Vognen sad en mager, hulkindet Mand med denne altfor store Højre-Skulder og i det hele lidt skjæve og ludende Figur, som Folk gjærne faar efter Aaringers tungt Slid og legemlige Savn. Han havde aabenbart forlængst iagttaget os; thi da han naaede ud for os, standsede han op og gav sig strax nysgjerrigt i Snak med os, spurgte os smilende ud om vor Hjemstavn, vor Haandtering, om vore Forældre endnu levede og forskjellige andre Ting, – kort sagt, holdt et helt Forhør over os, saaledes som den forsigtige Jyde nu en Gang har for Skik overfor enhver fremmed, han møder paa sine Enemærker.

Paa Vognen befandt sig tillige en ung, kjøn Bondepige paa vel en atten Aar. Hun sad bag i, paa Vognbunden med de nøgne, af Solen brunede Ben dinglende ned mellem Hjulene. Det saa' ud, som om hun havde ligget og sovet paa den Bunke Lyng, der fyldte Vognen, og netop var bleven vækket, idet denne standsede. Fra hendes lyse, solbrændte Haar var et Hovedklæde gledet ned paa Skulderen, og hendes store, blaa Barneøjne stirrede paa os med et Udtryk af himmelfaldende Forbavselse.

Da vi velvilligt havde tilfredsstillet den videbegjærlige Bondemands Nysgjerrighed, spurgte han os til Gjengjæld, om vi ikke vilde age videre med ham, et Tilbud, vi især gjærne tog imod, da vi fik at vide, at der endnu var mindst fire Timers Marsch til nærmeste Hytte. Og idet den unge Pige bag sin Lyngbunke blev ved at stirre paa os, paa vore Støvler, vore Hatte, vore Knapper, vore Tasker og ligefrem slugte alle vore Rariteter med sine forbavsede Øjne, som var det alt sammen en Levendegjørelse af alle hendes hemmeligste Drømme, satte vi os paa Agebrædtet ved Bondemandens Side og var snart i livlig Samtale med ham, mens Vognen Skridt for Skridt droges skrumplende og skrigende frem gjennem Hjulsporenes Sand.

Da den første Betænkelighed først var overvunden, viste han sig at være en særdeles snaksom Person og blev snart meget meddelsom. Han boede – fortalte han – ude ved Hedegrænsen, hvor han ejede en Halvgaard, som han selv havde opdyrket. Han havde oprindelig kun haft en lille Boelslod efter sin Fader; men for nogle Aar siden havde han tilkjøbt for Spotpris over hundrede Tønder Land Hede, som han siden havde tumlet med. Der havde været meget at udrette. Først skulde Lyngen brændes for at første Halm kunde saaes i Asken, saa skulde Underlaget brydes, og derefter havde han hentet Løv flere Mil borte fra Skovene for at blande det i Sandet; og da Jorden saa var bleven vendt og renset og havde ligget et Par Vintre og en Sommer, og da Studen og Køerne havde gjødet den, var den først bleven gjennemgravet med Spade og saa pløjet og harvet og tromlet. "Men saa vil det ogsaa nok en Gang i Tiden blive Stadsjord," forsikrede han til sidst med et lille, lunt triumferende Sidenik til os. "Og godt er det jo da ogsaa at vide sig lidt vel forsørget, naar man har ti Knorter hjemme i Reden – og kanske flere, inden man ved Ordet af det." I det hele havde han det meget godt, fortsatte han. De manglede kun sjældent Brød i Huset, og hændte det ogsaa engang imellem, saa havde de Kartoflerne; og hans Kartofler var – det vilde han dø paa – de bedste i hele Sognet.

Mens han med veltilfreds Omstændelighed sad og fortalte os om alt dette, og om sin Tjenestetid som Soldat inde i Kjøbstaden, om sin Kone, der var et "knøv" Fruentimmer, og meget andet, kom vi uvilkaarlig til at tænke paa Forskjellen mellem Livet i de rige, østjyske Egne, hvor Velstanden saa at sige af sig selv spaserer ind ad Bondens Dør, og en saadan Hedebondes livslange Trældom. Vi behøvede blot at se paa denne høje, duvende Skikkelse, paa dette hulkindede Ansigt, disse uformelige, af Arbejde mishandlede Hænder, disse Hududslet, der talte om usund, utilstrækkelig Næring; eller vi behøvede blot at betragte de tidligt ældede Træk og det sært tunge aandsfraværende Udtryk i hans store, vandblaa, stillestaaende Øjne for at læse os til en Livshistorie, som var en eneste stor Selvopofrelse.

Modsætningen mellem de Livsvilkaar, som Øst og Vest byder Befolkningen, traadte endnu stærkere frem, da vi langt om længe kom ud af Heden og standsede foran Bondens beskedne Bolig, et lille ensomt liggende, lavt og gammelt Hus med skjæve Mure og knækket, mosgroet Tagryg, der alene syntes at vente paa at faa at vide, til hvad Side det helst maatte falde. Han bød os indenfor til en Slurk Øl, og nok saa meget af Nysgjerrighed som for at faa slukket vor Tørst tog vi imod Indbydelsen.

Først kom vi gjennem et Stykke Have, indhegnet af et Lyngtørvsdige, og hvori Rækker af halvvisne Kaalplanter og Kartoffeltoppe ragede op over Sandet. Inde i Stuen, der var klemt inde mellem Fæstald og Svinesti, var der kun trang Plads. En Himmelseng langs den ene Væg, en Kistebænk under Vinduet, en Dragkiste og et Bord optog næsten hele Rummet. De sprukne Vægge var klinet op af Ler, og paa deres af Fugt og Ælde gulnede Flader hang en Mangfoldighed af grelt kolorerede bibelske Godtkjøbs-Billeder i forgyldte Paprammer: Kristus paa Korset, i Krybben, paa Søen og siddende ved Gud Fader den Almægtiges kirsebærrøde Throne. Loftet hang, især i Midten, saa lavt, at Manden maatte lægge Hovedet helt ned paa Skuldren for at færdes under det; og gjennem Stuens eneste lille Vindue, der tilmed halvt dækkedes af Tagskjægget, sneg Lyset sig mere end sparsomt ind mellem en Kasse Reseda og en Ambra i et Lerkrus.

Henne ved Sengen rejste en lille Kone sig med Anstrengelse op og gav os undseligt Haanden. Hun havde en Tipunds-Nyfødt ved Brystet, to Aarsunger hængende i Skjørtet, og rundt om paa Gulvet og Bænken vrimlede og kravlede smaa, tykmavede, fregnede og rødhaarede Børn af alle Aldre.

Bonden, som nu var kommen i sit Es, vilde absolut have, at vi skulde blive lidt. Han saa' saa lykkelig og veltilfrede ud og kunde aabenbart slet ikke tænke sig, at andre kunde føle sig mindre vel tilpas mellem dette Smuds og denne Armod. Men, ærlig talt, vi længtes efter at komme herfra – ud til lysere Egne, hvor Livet var mindre tungt, og Lykkens Roser mindre blege.

Silkeborgegnen

Denne er det danske Paradis, en Plet af paa én Gang saa storslaaet og idyllisk Skjønhed, af en samtidig saa æventyrlig, alle Sanser betagende Pragt, og den mest blide, indsmigrende Ynde, at den ikke i hele Landet, om overhovedet noget Sted har sin Lige. Den, der træder ind i denne sydlandskyppige Langdal, der ligger Side om Side med den goldeste Hede, ligesom beregnet paa at virke overbevisende alene ved denne Modsætning, fortrylles og forkogles af den Øjenslyst, der overalt møder ham, og des stærkere og uforglemmeligere, jo længere han færdes her, jo mere han fordyber sig i dens svulmende Romantik. Og naar han tilsidst forlader den, vil det være med en fortumlende Fornemmelse, som om han vaagnede op af en sød, aarelang Drøm, i hvilken han har set gjøglende Syner ligesom af levendegjort Musik, eller som om han har gjennemvandret et Æventyrland, en Paradisets underskjønne Have, saaledes som vi i vore Barnedrømme forestillede os den.

Det er en Samling af større og mindre, indbyrdes forbundne Søer, der ligger dybt nede mellem høje Bakker og midt i store, dejlige Skove, der til alle Sider omslutter dem. Kommer man vestfra, over Heden, ser man dem ikke, før man er ganske nær; og aner man da ikke deres Tilstedeværelse, faar man som et elektrisk Stød igjennem sig ved pludselig fra en af de høje Bakketoppe at faa Udsigt over disse dybe, solbeskinnede Vande, der ligger dernede mellem de mørke, stille susende Skovmasser og ser op paa En med en egen hemmelighedsfuld Blinken.

Rolig for alle Vinde, ligesom halvt i Blund, hviler de dernede i uforstyrret Salighed; Skovkransen hænger ud over Vandene med lange, tørstige Grene og sænker i deres Skjød sine dybe, grønlige Skygger; og som et mægtigt, bævende Bladehav, Bølge over Bølge af kuplede Bøgekroner, med Bælter af Birk, og Pletter af mørke, kogende Graner, hæver Bakkerne sig stort og alvorsfuldt op fra deres Rand og lukker al Verdenslarm ude.

Kommer man her en silde Eftermiddagstime, naar Skyggerne er lange, og Solen falder fuldt over Skrænterne ovre paa den anden Side, er Indtrykket betagende; Hjærtet kommer til at banke i denne uhyre Løvgrav, mellem disse uendelige Skovbølger, der ruller op imod den blaa Himmel og stænger til alle Sider. Ikke en Lyd, uden netop dette Løv-Havs evige Brusen, naar Ens Øre. En enlig Fugl, der svinger sig ud over Vandet med en Sang, forstummer strax igjen, som blev den forskrækket ved at høre sin egen lille ensomme Stemme midt i Stilheden.

Og alt som Solen synker, og Skyggerne længes og ligesom skyder Lyset foran sig op ad alle Højene, begynder det at skumre under den hængende Skovkrans. Endnu før de sidste, solforgyldte Skovkupler er forsvundne trindt om, glider Natten sagte frem dernede fra de dybeste Kroge. Oppe bag Højdernes mørk-violette Naaletræsrand i Nord gløder Solnedgangens Guld mellem Stammerne og kaster et fint Rosenskjær ned over de blikstille Vande. Al Fuglelyd forstummer. Kun et stille, aftenligt Sus gaar igjennem Skovene og dør bort i det fjærne.

Da begynder Musvaagerne deres natlige Flugt paa de bløde Vinger. Uglen svæver ud fra de mørkeste Tykninger, lydløs som en Skygge. Alt viskes ud og toner bort. Skovene hyller sig ind i en blaalig, spøgelsesagtig Dunst; og over Søernes hvide Dampe træder Flagermusene deres Hexedans med den stive Hale stikkende bag ud som et lillebitte Kosteskaft under de udspilede Skjørtevinger. … Saa stikker Maanen sit Horn op over Skovkammen derovre; og alt som den sejler frem gjennem Nattens dybe Blaa og lægger sit Sølvslør over Skovene, synes man at gribes af et sælsomt Kogleri. Det er, som om Ens Øre opfangede overnaturlige Lyde af klingende Jægerhorn og Hundeglam fra det fjærne, og ned ved Søbredderne, hvor Skoven luder tættest over Vandet, synes man at se Grenene bøjes til Side af taagehvide, nøgne Kvindeskikkelser, der frygtsomt hælder sig frem og ser sig spejdende omkring, mens de tøvende og tavse lister frem imod Sølvbadet.

I Almindelighed kommer man dog hertil, ikke fra Heden, men med Jærnbanen sydfra, over den lille, smukt beliggende By Skanderborg ved den østjyske Længdebane. Man kjører her langs med flere af de større Søer, med smaa, forventningsspændende Udkig ud over disse, indtil man gjennem tæt Skov naar Silkeborg.

Her mærker man snart, at man er kommet til et Centrum for det danske Touristliv. Byen selv er lille og landsbyagtig. Men store Hoteller hæver sig over de lave Huse, og et broget Rejseliv udfolder sig i Ferietiden i Byens Gader, i Skovene og ikke mindst paa Dækket af de smaa Dampere, der flere Gange daglig gjennemsejler Søerne.

… Det er en tidlig Morgen. Solen er netop staaet op og har spredt sit Guldsmil ud over Landet. Den friske Morgenbrise har vækket de søvndrukne Skove og løftet Fuglestemmerne fra deres Reder. Nede over Søernes spejlblanke Flader driver Taagestumper, der hist og her bliver hængende i Skovkanten – ligesom Flosser af natlige Spøgelsers hvide Gevandter. Op over Skovene sejler en Glente. Hængende, højt oppe, paa de brede Vinger, skyder den sig rolig og langsomt frem gjennem Luften med en spejdende Dvælen, hvoraf man ligesom aner det frokostsultne Blik.

Vi sidder på Dækket af den lille Damper, magelig indsvøbte i vore Plaids, og føres langsomt frem gjennem det dugbesprængte, morgentindrende Landskab. Vi har netop forladt den lille By, der hviler for vore Øjne i en fin Rosentaage over sine Enge, og vi sejler det første Stykke Vej i et smalt Aaløb, mellem flade, lysegrønne Marker, hvorover Spindelvævene bølger som et syvfarvet, flimrende Mor. Men snart rykker Træerne ud mod Bredden, og Skovene lukker sig over os. Vi sejler ind i en lang, smal Løvgrotte, netop tilstrækkelig bred til at Skibet faar Vand nok at sejle i. Solguld ligesom risler ned til os gjennem det tætte Bladhang, og oven over dette hører vi Fuglene synge omkap, saa det næsten gjør ondt i Ørene.

Saa vælder Lyset frem igjen, og vi glider ind i den første, større Sø, Bras Sø, ganske omgivet af Skov, der stiger stejlt tilvejrs rundt om, saa vi ingen Udvej øjner. En Dis af Varme ligger allerede over dens Flade, og Højdernes Naaletræes-Rande fortoner sig som i en Soltaage. Skibet trækker to lange Bølger efter sig henover det blanke Spejl. Hist og her anløber det Broer og afsætter Passagerer, der vil op paa Højdernes Udsigtspunkter. Vi bliver roligt siddende og lader os føre drømmende videre gjennem dette Drømmenes Land.

Alligevel bliver vi tilsidst lidt utaalmodige over at være fængslet til dette Dæk. Der er saa mange smaa skjulte Kroge, saa mange dybe, hemmelighedsfulde Kløfter og henrivende Smaasøer, som Skibet ikke kan komme ind til, og som lokker og drager os fra alle Sider. Vi kigger i Forbifarten ind gjennem en ganske snever Kanal, der mellem høje, næsten lodret stigende Skrænter fører ind til en lille Sø paa Bunden af en dyb, tragtformig Skovkjedel, hvis mørke Gransider med vidunderlig Klarhed sænker deres Billede afgrundsdybt i det krystalklare Vand. Et andet Sted ser vi ind over en idyllisk Skovbugt med 5-6 smaabitte, med Træer bevoxede Øer; atter andre Steder fristes vi af Skyggen under en ludende Skovmasse, eller af en lille Bænk under et Birketræ paa en fremspringende Pynt højt oppe; – og i Stilhed gjør vi os da selv det Løfte, at vi den næste Dag vil tage en lille Robaad for os selv, saa vi kan gaa i Land, hvor og naar vi lyster, og i det hele ret fordybe os i dette Æventyrrige efter eget Tykke.

Og vi fortryder det ikke. I dagevis kan man færdes her uden at trættes, ja jo længere man bliver her, jo fortroligere man smelter sammen med denne vidunderlige Naturharmoni, des mere fængsles og fortrylles man, og des vanskeligere har man ved at løsrive sig. Thi vel møder der En overalt de samme Hovedtræk; men alligevel har hver Krog og hver Top og hver lille Sø sin egen Skjønhed, sin ejendommelige Sjæl, som af den, for hvem den én Gang har aabenbaret sig, aldrig glemmes.

Jo længere man kommer frem imod Syd, des højere bliver de omgivende Bakker. Men samtidig tyndes Skovene noget; mørke Lyngtoppe rager over dem, og nøgne eller kun med Revl og Krat bevoxede Skrænter falder ned imod Vandet. Vi glider ind over den store Juul Sø's vidtstrakte Flade og paa denne atter op gjennem den smalle Aa, der danner Forbindelsesleddet mellem alle Søerne, idet den ligesom er den Sølvsnor, hvorpaa alle disse kostelige Perler er trukne. Herfra holder saa Skovene næsten op, Engene begynder at brede sig, og lidt efter lidt skifter Landskabet Karakter.

Vil man have et fuldkomment Overblik over denne Egn – og vidt ud over den – da maa man op paa Himmelbjærget, den høje, mørke, lidt melankolske Top, der hæver sig op fra den sydlige bred af Juul-Sø med et noget plumpt Taarn paa Toppen, som vi har kunnet skimte fra mange af de nordlige Udsigtspunkter. Himmelbjærget er noget nær Danmarks højeste Punkt, henimod halvsjettehundrede Fod, Valfartsstedet for tusinde og atter tusinde Rejsende, og den historiske Samlingsplads for Folkemøder og Folkeforlystelser.

Vejen derop fra Søen er – for dem, der ikke vil give sig Tid til at følge den slangeformede Landevej – lidt besværlig, først gjennem Skov og Krat og tilsidst ad Lyngens bratte Baner. Man skal helst komme her henimod Aften, naar Solnedgangens fine, vexlende Farvespil lægger sin Glorie over det umaadelige Stykke Land, hvorover Blikket tumler sig. Man ved i Begyndelsen ikke, hvor man skal fæste Øjet i denne Uendelighed, der blænder og forvirrer, – i denne Mangfoldighed, i hvilken de enkelte Gjenstande forsvinder, og som Nedgangsskjæret ligesom fortryller. Som en Samling af Spejlstumper ligger Søerne dernede for Ens Fod mellem Skovenes grønne Tæpper. Baadene, der glider hen over dem, ligner med deres to lange Kjølbølger kravlende Myg, og Husene paa den modsatte grønne Bred minder om hyggelige Fuglereder under Græstuer. Vi ser gjennem Langdalen i hele dens Udstrækning, øjner Silkeborgs Kirke og Tegltage helt nede for Enden af den mellem Skovene. Over den rødlige Taage, der hviler over Byen, ser man en Række nøgne Højder, og paa disse andre smaa Byer og andre smaa hvidkalkede Kirker, og derfra over grønne Marker og mørke Heder og brune Moser, og endnu videre over Aaer og grønne Lunde og smaa Søer og andre smaabittte Byer og smaabitte hvidkalkede Kirker, bestandig fjærnere og fjærnere, indtil kun enkelte hvide Prikker skimtes mod de taagede Banker langt, langt borte. Det er en utrolig Forvirring. Og dog bliver man ved at stirre, og er nær ved at stirre sig Øjnene ud af Hovedet, fordi man har hørt, at man skal kunne skimte Domkirken i Aarhus som en Naal derude i Horisontens allerfjærneste Blaa.

Men det begynder af aftnes. Over vore Hoveder blegner Himlen. Dagens Herold og Nattens Bebuder, den flittige Lærke, har forlængst med sin Klokke forkyndt, at "Dagens Dronning" er gaaet til Hvile. Rundt om paa alle Bakkerne vidt over Landet, staar Hytter og Gaarde og stirrer med røde, vidt opspilede Øjne ud imod den Plet i Nord, hvor hun sank ned i sin Purpur-Alkove. Snart slukkes den sidste Skyfakkel om hendes Leje; de fjærne Højder blaaner, og hen over Søernes og de rindende Vandes Blod, begynder Englenes Alfer at væve deres lette, bølgende Taageflor.

Saa kommer Natten svævende ind paa sine tyste Flagermusvinger. Kold, ubønhørlig, som en uhyre Kjæmpevampyr, sænker den sig over den slumrende Jord, drikker de sidste Farver, suger det sidste Liv.

Fyn

Vi kommer til Middelfart ved Midnat. Over det smalle Lillebælt, der skiller Øen fra Jylland stod Maanen og gjø'd sit Fosforskjær over Vandet, forgyldte de skovklædte Skrænter i Vest, det lavt bølgende Bakkeland i Nord, og skinnede ind paa Ruderne af den lange Række smaa, højtliggende Fiskerhytter, hvormed Byen præsenterer sig fra Søsiden. Høje, stejle, eller i Sneglegang vundne Jordtrapper fører mellem hyggelige Smaahaver, Træskur, Lysthuse, Møddinger og Fiskestejler fra Strandbredden op til denne Del af Byen, der ligesom hænger ned ad den bratte Skrænt. I den yderste af Hytterne var der Lys, og Vinduet stirrede ud i den hvide Maanedis som et rødt, søvndrukkent Øje.

Inde i selve den lille By var alting stille. Den sidste Lyd, der havde forstyrret Natvægteren i hans Kjælderhals, var af Hotelomnibusserne, der var rumlet gjennem de tomme Gader med en Torden, der syntes at have kunnet vække selv de døde omkring Kirkemuren i deres Grave. Oppe paa Kirketaget sad to kjærlighedsfulde Katte og messede. En tredje stod nede paa Torvet, og saa' op paa dem, idet den misundelig slikkede sig om Munden.

Det var, som om de paa deres ejendommelige Maade vilde minde os om, at vi var kommen til Fyens Land, til Øen med det skjælmske Valgsprog: Natten er vor egen. Og Maanen, der svømmede deroppe mellem sine blege Stjærner, gled saa hyggelig frem over denne Danmarks, skjønne, yppige, i enhver Forstand frugtbare Kjærlighedshave og syntes med sær fortrolig Mine at smile ned til alt, hvad den saa' dernede mellem duftende Humlehaver og blomstrende Pilehegn – i denne Midsommernattens korte, tyste Mørkningstime, i hvilken selv Lærkerne sover. –

Middelfart har et nyt, stort Badehotel, og Byen ejer virkelig ogsaa adskillige Betingelser for at blive et Badested af Rang. Vandet er, takket være Bæltets stærke Strøm, altid frisk og klart; Byen selv og dens nærmeste Omegn er overordentlig smuk og har en passende central Beliggenhed i Riget. Endelig er her til Tidsfordriv for Yndere af Sport rig Lejlighed til lønnede [lønnende?] Sejleture, Fiskeri, Jagt paa Ænder, Hejrer o. s. v. Maaske er her til Gjængæld lidt snevert, lidt indelukket for dem, hvis Hu staar til ensomme Steder med fremmede og storladne Omgivelser; som vil gribes af Naturen i dens Vælde og kræver Plads for Blikket til at tumle sig i det uendelige Rum og tage sig sit forfriskende Bad i Himlens Blaa som Legemet i Bølgernes.

Men "stor" er ikke den Betegnelse, der passer bedst paa Naturen her. Man rystes ikke ud af sine Fuger ved Synet af dette aasmalle Bælt, af disse smaa grønne Skove, disse frodige, jævnt stigende Kyster. Alt er venligt, hjemligt, mildt, en indtagende Idyl, hvis grønne Yppighed gjør Øje og Hjærte godt: og naar Solen om Aftenen daler ned derovre bag de jyske Banker og farver Beltet som Guld og Blod, er det vidunderlig dejligt at sidde derude paa Molen eller spasere langs med Stranden og betragte, hvorledes Farverne fortoner sig over Himmel og Hav, mens Landet og Skovene rundt om hyller sig ind for Natten i blaalige, røde eller violette Dampe, indtil det alt ligesom synker ned i Sommernattens aandeagtige Dis.

Tæt udenfor Byen, paa den vestlige Kyst af en lang smal Odde, der som en Finger strækker sig saa at sige ind i den jyske Koldingfjord, ligger en Herregaard Hindsgavl. Selve Bygningen er prunkløs og uden Interesse. Det er den til Gaarden hørende Have eller Park, der har skabt Stedet Berømmelse, og som sikkert ogsaa paa Grund af sin Beliggenhed – terasseformigt ned over den høje og stejle Skrænt – hører til Landets allersmukkeste. Man finder ikke let noget Sted, hvorfra Lillebelt og dets Omgivelser tager sig mere fortryllende ud end her. Lige under En har man den paradisiske lille Ø Fænø – en svømmende Skov – der spejler sine dejlige Trægrupper i det langstrakte Sund, der skiller den fra Kysten. Alt her er omgivet af Skov, og udenfor gaar Bæltets stride Strøm med hvide Solblink og kredsende Maage- og Hejreskarer. Og bag ved – i blaalig Fjærnhed – skimtes Slesvigs Kyster, Skamlingsbanken, Koldingfjord og Ruinerne af det gamle Slot Koldinghus.

Selve Haven er – som Have betragtet – ikke noget ud over det sædvanlig herregaardsmæssige. Men man kan blive ved at gaa i disse hyggelige Gange, der snart sænker sig under skyggefulde Trækroner som mørke, svale Tunneler, snart stiger blomsterduftende op paa smaa fritliggende Højder, snart breder sig i smukke Grusplæner med Lysthuse og gjæstevenlige Bænke. Hvert Øjeblik aabner nye og overraskende Udsigter sig for Ens Blik – nu mod Nord – nu mod Syd – indtil det tilsidst oppe fra Havens højeste Punkt alt sammen samler sig i et eneste stort Rundskue, der er uforglemmeligt.

Det er en ganske tidlig Sommermorgen; Solen er endnu ikke staaet op. En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyller hele Egnen, saa det er næppe nok, vi kan se Vejen, ad hvilken vi kjører frem. Paa Grøfteskrænterne staar et Mylr af alle Slags Blomster og fryser i det høje, vaade Græs, og bagved skimter vi til begge Sider de tætte Kornagre med deres kjærnetunge Vipper. En uendelig Frodighed!

Vi kommer igjennem et Pár af disse smaa, idylliske Landsbyer, der er saa karakteristiske for Fyen, med nydelig holdte, i Almindelighed stærkt farvede Huse med duftende og skyggefulde Haver, Humleranker højt op ad Taget og et Paradis af blomstrende Potteplanter bag de spejlblanke Vinduesruder. Alt sover endnu trygt. Kun Hanerne galer med en halvkvalt Lyd inde i deres Aflukker – og højt, højt oppe over Taagen kan vi lige akkurat høre Lærken, der jublende bebuder, at Solen er i Anmarch.

Lidt efter melder den sig ogsaa selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig griber videre om sig. Vi har netop forladt en Dal og er kommen op paa Toppen af en høj Bakke, da det første Stykke Kant af dens purpurdryppende Skive dukker op over Taagehavet. Rundt omkring os – milevidt omkring os – bølger det i rosarødt og sølvhvidt som en virkelig, oprørt, fraadeskummende Sø, over hvilken blot enkelte højtliggende Punkter – et Par Skove, en Landsby og nogle Kirker – dukker op som smaa, solbeskinnede Øer. Men efterhaanden som "Dagens Øje" kommer til højstols paa den ganske skyfri Himmel, smelter Taagerne for dets brændende Blik, og ved det første Stænk af Sol over det dugbesprængte Græs, slaar Markens tusinde Blomsterbørn deres grønne Regnkapper til Side og folder de lette, gule, hvide, blaa og røde Kjoler ud i det gyldne Lyshav.

Imidlertid er vi kommen ind mellem nogle runde Bakker, der med deres ganske nøgne Toppe og deres Sidebeklædning af tarveligt Revl og Krat minder lidt om et jysk Landskab. Med nogen Forbavselse erfarer vi af vor Kusk, at vi er kommen ind i de navnkundige fynske Alper, der opfylder den sydvestlige Del af Øen. Vi ser hen ad disse store, nøgne Jordbølger og undrer os ikke lidt over den Ironi, der har givet et saa trist Bakkestrøg et saa romantisk Navn. Men vor Skuffelse varer ikke længe. Snart hører Nøgenheden op; de dejligste Skove begynder at brede sig, og jo længere vi kommer frem, des kraftigere bliver Vegetationen, desmere storslaaet de dybe Skovkløfter og Udsigten fra de imponerende Højder. For hvert Skridt bliver her mere prægtigt, mere sydlandsk frodigt og farverigt. Hist træffer vi smaa, stille Søer dybt inde i Skovene. Her falder Skrænterne vildt og sønderrevent ned i mørke Afgrunde. Gjennem dybe og snevre Dale skynder Bække og smaa Aaer sig frem, overskyggede af Hyben og blomstrende Tjørn. Her stiger Vejen besværligt op mod en solbeskinnet Top og falder derpaa strax igjen hovedkulds ned i et grønt Svælg. Det er et virkeligt lille Alpeland.

Pludselig aabner Skoven sig, og vi befinder os paa et fremspringende Punkt ovenover en lille By, ved Bredden af et blankt, smalt Sund, omgivet af Skove og grønne Marker. Det er Svendborg. Der aander i al dens straalende og yppige Pragt en Stilhed, en vidunderlig Fred op fra dette Punkt, der uvilkaarlig gjør os tavse. Vi forlader Vognen, og efter at have spaseret et Stykke op ad en Sti, sætter vi os her under et Træ og ser ned. Hvor her er overjordisk dejligt! Solen staar allerede lavt paa Himlen. Alt er stille. Sundet ligger blankt uden mindste Krusning. Himlens blegrøde Aftenskyer svømmer dybt i dets Skjød. Lige over for os paa den anden Side af Vandet ligger de to frodige Øer Turø og Taasinge, adskilte ved et ganske smalt Sund. Paa den sidste ses den berømte, højtliggende Bregninge Kirke. De grønne Skrænter, Skovene, de hvide Kirker, de smaa Hytter nede ved Stranden, Fugleskarerne i Luften og de tre-fire brogede Kvier, som derovre er soppet ud i Vandet for at drikke, alt viser sig paa Hovedet i det kobberblanke Spejl og ligesom fortrylles. Saa slaar Himlen sine gyldne Skyporte op i Vest. Den kongelige Sol er i Færd med at tage Afsked. Langsomt trækker Majestæten sig tilbage til sine Purpurgemakker, idet den i sidste Øjeblik spreder som et naadigt Smil helt rundt over den underdanigt rødmende Jord.

Vi nævnte før den højtliggende Bregninge Kirke paa den skjønne og frugtbare Ø Taasinge. Denne Kirke er ikke alene et gammelt ærværdigt Gudshus men tillige et moderne, yndet Udflugtstaarn, hvor aarligt hundreder af Rejsende stiger op for at overskue et Areal af efter Sigende over hundrede Kvadratmile Land og Sø. Fra Svendborg er der kun en lille Mil derover, og da der daglig gaar offentlig Befordring baade over Sundet og gjennem Øen til den lille By Troense tæt derved, er det ikke svært at naa hertil. Ovenpaa Kirken er der anbragt et ikke forskjønnende Stillads, og det er fra dette Skafot, man skal hengive sig til Beskuelsen.

Dette er imidlertid lettere sagt en gjort. Det første Indtryk er Forvirring. Man ved ikke, hvorhen man skal vende Øjet i denne Mangfoldighed. Det er, som om hele Verden med ét laa udstrakt omkring én med sine Lande og Have. Man kan ikke finde sig til Rette i denne Uendelighed af Øer, Skove, Bakker, Sunde, Byer, Møller, slyngede Veje og tusindtallige hvide og røde Hytter, der altsammen ligesom mylrer op af Jorden for Ens Blik. Man begynder af gammel Vane at tælle Kirketaarne, men opgiver det, inden man er kommen over et Felt, som nogle Haandflader bedækker. Man giver sig til at følge Vejene og udskiller Byer og Skove, men det løber sammen for Ens Blik og bliver borte under Ens Forfølgelse.

Først har man lige under sig til alle Sider selve Taasinges flade, grønne Land. I Øst ser man ud til den ejendommelig langstrakte og ikke mindre frugtbare Ø Langeland med alle dens Byer, Møller og Kirker, og over disse igjen til Lolland, ja over Storebælt helt til Sjællands Kyster. Imod Syd og Vest har man Udsigt over hele det øvrige fynske Arkipelag, dette Utal af lave, smaa og lidt større Øer, der svømmer om her i Østersøens friske blaa Bølger, som et Kuld af sunde, livsglade Søskende, alle bugnende af Korn og Kvæg. Over disse ser man igjen helt ud til Als og Slesvigs Kyster, ja endog Holsten dukker sydligere frem som en blaa Skybanke ude i den yderste Horisont.

Endelig har man i Nord over Svendborg Sund, hele den sydlige Del af Fyn med hele Alpelandet i et fuldendt Fugleperspektiv. Det er, som om man saa' ud over en uhyre Have, et Slags Verdenspark, et moderne Eden bestemt til en Gang at give Fred og Lyksalighed til alle hedenfarne Sjæle. Skovene, saaledes som de ligger dér mellem grønne Marker, Aaløb og blaa Søer, tager sig herfra ud som Barketter paa vide Græsplæner mellem Fiskedamme og kunstige Kildeafløb. Byer og enkeltstaaende Huse ses saa godt som slet ikke. Alt ligger skjult og overskygget af de uendelige Hegn og Havernes Træfylde. Kun de kalkede Kirker tegner sig hist og her mod det grønne som hvide Marmorstatuer i Løvgrotter.

Det hele er et enestaaende Panorama.

Og idet man endnu en Gang lader Blikket glide helt rundt om den umaadelige Horisont, ligesom for at samle det altsammen i et eneste, uforglemmeligt Billede, begynder man at falde i Tanker. Man begynder at fatte, hvor Verden dog maa være stor, idet man gjø'r sig det klart, at alt, hvad man her ser omkring sig, strækkende sig ud i det uhyre Rum helt ind i Himmelens Riger, hele den Uendelighed af Byer, Skove, Kirker, Sunde, Øer og tusindtallige hvide og røde Hytter – det er alt sammen kun en forsvindende lille Del af det ganske Danmarks Land, af et af Verdens allermindste Lande. Kun et Knappenaalsprik paa et Landkort, et mikroskopisk Fnug paa vor almægtige Moder Jord.

Og – tænker man videre – denne store, almægtige Moder Jord er selv kun en lille rullende Himmelboldt, en af Verdensaltets aller mindste, – et lille uanseligt Sandskorn, der forskræmt flyver hen gjennem Himmelrummet med sine Lande, sine "Verdenshave", sine Folkeslag og Kjæmpebyer, med sin Sum af Lidelse, Lykke, Viden, Kunst, … intet vilde forrykkes, om det altsammen pludselig forsvandt. Solen vilde lige rolig vandre hen ad sin Bane, Stjærnerne vilde blinke med deres sædvanlige, ligegyldige Ro, og kun Maanen vilde faa sig en lidt alvorligere Forskrækkelse og mulig uforvarende dumpe ned paa en eller anden stor og fremmed Kloder for dér at opbevares i et meteorologisk Musæum.

Og – tænker man til sidst – her sidder jeg, Mennesket, Skabningens Herre, oppe paa et Kirketaarn og stirrer sorgløst ud i dette Himmelrum, hvor disse vældige Kloder rullérer.

Møens Klint

Det er alt sagt, at Danmark i det hele og store ikke er noget Klippeland. Kun paa den fjærne Ø Bornholm langt ude i Østersøen naar det gamle Urfjæld op over Overfladen. Ellers bestaar denne af nyere og de nyeste Formationer, fornemmelig af Rullestenssand og Rullestensler, der sammen med Tørvedannelser dækker Landets faste Underlag af Kridt og Kalk. Disse Kridt- og Kalkformationer dannede i Glacialperioden det undersøiske Rev, der muliggjorde Landets Dannelse. Isbjærgene, der kom svømmende herned fra de den Gang evig isbelagte norske Fjælde (et Datidens Grønland) strandede nemlig paa dette Koralrev, og efterhaanden som de smeltede, sank den Mængde af i Isen indskruede Sten, Grus o. s. v., som de havde ført med sig fra deres Nedskriden gjennem Gletscherdalene, ned over Revet og ophobede sig dér. Da disse større og mindre og ganske smaa Klippestykker senere, ved Landets Hævning, en Tid kom under Bølgegangens Paavirkning, fik de mindste ved den indbyrdes Gnidning den kjendte, afrundede Form, der er Rullestenens Karaktermærke. Det er altsaa de norske Fjælde, at Danmark (og hele den mellemevropæiske Slette) oprindelig skylder sine ejendommelige Stenmasser og derigjennem – ved mekanisk Knusning – sit Sand og – ved Dekomposition – sit Ler. Endnu kan man ved Hjælp af de paa de norske Fjældrygge tilbageblevne Gletscherskurer tydeligt eftervise den oprindelige Hjemstavn for saa at sige enhver af Danmarks Sten. Gletscherskurerne, d. v. s. de Furer, som indskruede Sten i Fortidens Gletscheris ved dennes Nedskriden har dannet i Fjældsiderne, angiver nemlig den Retning, i hvilken Isbjærgene er sat i Bevægelse; og fortsætter man denne ned imod Danmark, kan man her mange Steder i Bakkerne paavise Sten netop af den for det omhandlede norske Fjæld ejendommelige Art.

Saaledes har da de norske Granitklipper frembragt det nuværende Danmark ganske paa samme Maade som Newfoundlandsbankerne den Dag i Dag dannes og omdannes af de fra Grønland kommende Isbjærge. Uden Norges Medvirken vilde Danmark sandsynligvis endnu have hvilet paa Havets Bund, eller rettere, det vilde have bestaaet af en Del i Havet spredte Kalkklipper, et Slags Koraløer omtrent af den Art, hvorpaa Sydhavene er saa rige. Enkelte Steder bryder nemlig dette ældste Kridt- og Kalkunderlag op gjennem Rullestensformationen og danner paa flere Punkter ved Kysterne Partier af en ejendommelig fantastisk Skjønhed.

Vi har forhen nævnt Bulbjærg ved Vesterhavet som et mærkeligt Punkt af denne Art. Men skjønnest og vidunderligst af dem alle, ja for mange det ypperste Punkt i hele Landet, er Møens Klint.

Det er en henimod Mil lang og indtil over 400 Fod høj Kystskrænt af Skrivekridt, der hæver sig saa at sige lodret op af Havet. Ovenover krones den af Skov, der flere Steder har skudt sig ned i de dybt indskaarne Revner, de saakaldte Fald, der overalt gjennemkløver Kridtmasserne fra oven og danner den Række af dristigt formede Pynter med sønderrevne Skrænter og slanke Spir, hvis æventyrlige, vilde Pragt disse indskudte, yppige Skovpartier yderligere fremhæver. Denne Forening af de grønne Træer, det hvide Kridt og det blaa Hav, der ruller for Foden, er af en ubeskrivelig malerisk Virkning, naar man staar oppe paa de høje Toppe og ser ned gjennem den svimlende Dybde. Og kommer man ude fra Havet, eller nærmer man sig fra Stranden, mens Solen beskinner disse blændende hvide Mure med deres Mangfoldighed af Kløfter og himmelstræbende Tinder, der kaster fantastiske Skygger ned over Fladerne, trór man at se for sig et Fépalads med Søjler, Nischer og Spir, et Drømmesyn, der vil forsvinde, idet man træder det nær.

Men det bliver staaende, og saaledes som det nu staar der, har det løftet sig over Havet i tusinder af Aar, som det danske Folks særlige Kjæledægge, besunget af alle dets Skjalde og underlagt dets mest højtidelige Æventyrskikkelse: den mægtige Klintekonge. Egentlig syntes det at burde have været en Klintedronning, der havde Bolig i dette hvide Palads, hvis ejendommelig kvindelige Skjønhed og ligesom jomfruelige Renhed og Ynde vel netop har vundet hende saa megen brændende Kjærlighed. Eller rødmer ikke dette Fjæld ret som en i Badet overrasket Jomfru, naar Solen staar op derude bag Havet? Og ruller ikke disse Skove sig ned over det hvide Legeme som et mægtigt Haar, med hvilket hun vil søge at skjule sin Nøgenhed?

Undertiden hænder det om Vinteren, at enkelte Stykker, et Spir eller en Hvælving af Klinten løsner sig og falder i Havet, som da hurtig bortskyller dem. Saaledes skete det Juledag 1868, at det øverste af den saakaldte Dronningestol med et Brag, der hørtes viden om, styrtede ned og dannede en Ø ude i Stranden paa over syvhundrede Fods Længde, som dog allerede forlængst er forsvunden. Det er Frosten, der lidt efter lidt trænger ind i Revnerne og tilsidst med Voldsomhed sprænger Blokkene og saaledes bestandig gjø'r smaa Forandringer i Klintens Form, skjøndt der er draget ligesom brede Styrkebælter af Flintknolde lagvis tværs igjennem hele Kridtmassen.

De Udskyldninger, Bølgeslaget foretager, er undertiden heller ikke saa smaa. I det hele, hvor Frost og Bølge forener deres Anstrengelser, finder der paa mange af Landets Kyster betydelige Ødelæggelser Sted. Gaar man f. Ex. op paa det høje Punkt, Aborrebjærget bag ved Klinten og Klinteskoven, ser man et Sted i det fjærne en anden betydeligere lavere Klint af Limsten, den saakaldte Stevns Klint. Kommer man med Damper fra Kjøbenhavn hertil (eller omvendt) passerer man den, og man vil da se, hvorledes Søen der har skaaret sig ind under Kalken, saa denne luder ud over den sydende Bølge som en vred Pande. Aar for Aar graver Havet sig længere og længere ind, og Blokke af Kalken sprænges bort af Frosten. En Kirke, der er bygget lige over den, synes paa Nippet til at styrte i Afgrunden; store Stykker af Kirkegaarden er allerede bleven opslugt, og naar der i Storm messes for Alteret, hører Menigheden Brændingen dundrer lige under Kirkens Gulv. Det synes et Mirakel, at den ikke forlængst er forsvundet i Dybet; men Almuen forklarer det ved, at Kirken hver Julenat flytter sig et Hanefjed ind i Landet.

Andre Steder, især ved Vesterhavet, er Havets Ødelæggelser endnu betydeligere. Ved det overfor omtalte Lønstrup f. Ex. vilde et saadant Hanefjed hver Julenat ikke længe kunne redde en Kirke med en saa yderlig Beliggenhed fra den visse Undergang. Hvert Aar forsvinder her syv Alen af den høje Kyst, og gamle Bønder kan huske, hvorledes deres Agre i deres Barndom strakte sig helt ud over det Sted, hvor nu Brændingen bruser.

Hvad nu de aarlige Ødelæggelser af Møens Klint angaar, saa er der dog næppe nogen Fare paa Færde. Der skal en forsvarlig Række Vintre og en anselig Mængde Vand til at vaske denne Kritplet af; og endnu i mange tusinde Aar kan Folket forhaabentlig endnu glæde sig over dens Skjønhed, og Digterne besynge den.

Bornholm

Denne Ø ligner kun lidt det øvrige danske Land og har i Udseende langt mere tilfælles med den skandinaviske Halvø. Den skal derfor her kun flygtig berøres.

Det er allerede nævnet, at det er den eneste Plet i Landet, hvor Urfjældet – Graniten – hæver sig op til Overfladen. Overalt er det ellers langt yngre og hovedsalig de alleryngste Formationer, der lader sig til Syne. Hele den nordlige Del af Bornholm danner et sammenhængende Granitplateau, der i Midten hvor det naar sin største Højde i Rytterknægten, (500 Fod) har en forholdsvis rolig bakket Overflade, dækket snart med Skov, snart med Muld og Lyng eller ganske nøgen; men som er de ved Kysterne mange Steder, faar et vildt og sønderrevent Udseende, gjennemfuret som Klipperne her er af dybe, lodrette Spalter og gabende Afgrunde, til hvis forvitrede Sider vilde Roser og Vedbendranker hager sig fast; hist og her ogsaa underminerede af Havet, der har dannet store Huler – de saakaldte Ovne – dybt ind i Klippemassen. Mest bekjendt er Jons Kapel, en romantisk Klipperift, gjennem hvilken en uendelig Trætrappe fører ned i Helligdomsklippen, en isoleret Fjældmasse, der med stejle Sider træder langt ud i Havet, men frem for alt Partiet ved Hammershus, de mægtige Ruiner af en gammel Ridderborg, som ligger højt oppe paa en vild Bjærgknude ved Øens nordligste Pynt, med en henrivende Udsigt ud over Klipper og Skjær til Havet. –

Sundet

Den der en stille Sommernat har sejlet over Kattegat, f. Ex. fra Aarhus til Kjøbenhavn, vil sikkert aldrig glemme Indtrykket af den underlig hemmelighedsfulde, ligesom trolddomsagtige Skjønhed, der i Midnatstimerne hviler over Vandet. Man kan ikke faa sig selv til at gaa tilkøjs, men bliver siddende paa Dækket, ligesom fasttryllet af det overjordiske Skuespil, hvortil man er det andægtige Vidne.

Det begynder allerede ved Solnedgangen, efter hvilken Havspejlet i Løbet af kort Tid kan skifte mellem de forunderligste Farvetoner. Det kan fra den dybeste indigoblaa efterhånden gaa over til rosenrød, kobberrød, irgrøn og det lyseste citrongule; ja undertiden kan det blive ganske brunt, næsten som om det var bestrøet med Bark. Tilsidst svinder dog alle Farver; kun en rødlig Dis lægger sig rundt om Himmelranden, mellem hvilken da Havet ligger som en uendelig Perlemorsflade eller – dersom alt er ganske blikstille – som et endeløst Stykke mathvidt Glas, et mægtigt Troldspejl, hvorover blege Skygger af Skyer, der driver ind under Maanen, langsomt gløder hen, mens Maanens af Kjølvandet sønderbrudte Spejlbillede forfølger Skibet som en Stime levende Guldfisk. Ovenover hvælver sig den hvidblaa Himmel svagt prikket med Stjærner, og hist og her ude i Horisonten ser man nu og da de skarpe Lys af Blinkfyr, der med ét dukker op for strax efter igjen at forsvinde. Med ét skimtes forude ligesom en stor Taageskikkelse, et natligt Spøgelse, der skrider henimod Skibet med Ild under Fodsaalen. Det voxer og voxer. Tilsidst hører man ligesom plaskende Fodtrin i Vandet – – da viser det sig at være et Skib, der for fulde Sejl glider os forbi, – underlig dæmonisk at se til med sit sorte Skrog paa det lyse Vand og med den lange, glitrende Hale bag efter sig.

… Ved Midsommertid varer denne Nattens Mørkningstime kun ganske faa Timer, og endda bliver det med skyfri Himmel aldrig mørkere, end at man tydeligt kan se paa sit Ur, hvad Klokken er. Saasnart den sidste svage Rødme har forladt Himmelranden i Nordvest, begynder det allerede at lysne i Nordøst. Snart gjærer og gløder det derude over de skummende Vande. Som en uhyre, flammende Esse, pustet op af Morgenbrisens Blæsebælg, blusser og gnister det højt op paa Himlen fra det gloende Svælg, hvori Skyerne én for én forsvinder og opbrændes som uformelige Stykker Ved. Endelig brister Himmelranden. En Ildflod strømmer ud over Havet. Og Solen – stor og nystøbt – stiger op imellem Flammerne.

Da øjner man ogsaa allerede Land i Syd; Sjællands Nordkyst nærmer sig med høje grønne og hvide Brinker, hvorunder Fiskerleje ved Fiskerleje dukker frem, beskinnede af Morgensolen. I Nordost ser man ligesom en stor mørkeblaa Sky svømme paa Vandet langt borte. Det er Kullen, et Klippebjærg paa den svenske Kyst, som nu nærmer sig forude. Det ser et Øjeblik ud, som om Landene ville mødes dér; som om der ikke fandtes Vej for Sejlere imellem dem. Da drejer Skibet umærkeligt. Og pludseligt, som om det i samme Nu var skudt op af Bølgen, dukker et knejsende Slot med Taarn og gyldne Spir op bag en Odde lige ved Havet. Bølgerne bryder sig med Skumsprøjt om dets Fod; ved dets Side vajer Dannebrog, og bagved aabner det brede Øresund sin gjæstmilde Favn, fuld af Sejlere, af gylden Sol og dejlige grønne Kyster. Med Flag og Redermærke gjør Skibet sin Honnør idet det glider ind i de stille Vande.

Slottet er den bekjendte Fæstning Kronborg, Sundets gamle, trofaste Vogter, der nu i over tre Aarhundreder har staaet her paa Post foran Porten til Danmarks vigtigste Vandvej – og til Landets Hovedstad. Det blev i sin Tid bygget for at hævde den saakaldte Sundtold, en Penge-Afgift, som ethvert Skib skulde erlægge til den danske Krone, før det fik Lov til at passere Sundet. Denne Told skrev sig fra den ældste Middelalder og er først bleven ophævet henimod Midten af dette Aarhundrede efter en Overenskomst med alle i Sagen interesserede Lande, idet disse udbetalte den danske Stat en Erstatningssum én Gang for alle for Toldens Ophævelse.

At det her ikke drejede sig om smaa Summer aarlig, kan man forstaa, naar man betænker, at Sundet er og altid har været Skibenes Alfarvej fra Østersøen til Verdenshavene. Tusinder af Sejlere og Dampere passerer aarlig dette Sund, og Antallet har vel langt fra været mindre, den Gang de nuværende store Dampfragtere endnu var ukjendte. Indtraf den Gang Modvind, kunde hundrede og atter hundrede Sejlere ankre op paa Reden her udenfor; hele Farvandet, helt over til Sverigs Kyst, var som en eneste Masteskov. Og slog saa Vinden pludselig om, og der blev Bør, – paa én Gang hejsedes alle de hvide Sejl, Flaget kom i Top, Mandskabet raabte Hurra, og som en Skare vuggende Maager forsvandt de hver sin Vej ud over Havet. –

Idet man kommer ned gjennem Sundet, sejlende tæt langs den danske Kyst, mærker man snart, at man nærmer sig en virkelig Storstad. Villa paa Villa og hele smaa Sommerbyer sees derinde paa den grønne Kyst, snart mellem Skove, snart oppe paa høje Skrænter, bestandig tættere ved hinanden, jo nærmere man kommer Kjøbenhavn. Lystslotte, Skovkapeller, store Badeetablissementer o. s. v. hæver deres Spir og Taarne over de beskedne Cottages. Mest bekjendt af Badestederne er Skodsborg og Klampenborg, begge omgivne af Danmarks skjønneste Skove og beliggende ved høje Skrænter med vid Udsigt ud over Sundet og til den svenske Kyst.

Efter henimod et Par Timers Sejlads dukker tilsidst en Samling spidse Taarne og rygende Dampskorstene op i Horisonten. Det er Kjøbenhavn.

Kjøbenhavn og Omgivelser

Det er ikke Meningen her at give en blot nogenlunde udtømmende Beskrivelse af Danmarks Hoved- og Residensstad, af dens Betydning som den centrale Handelsplads, som Midtpunkt for Landets aandelige Bevægelser, eller af dens Værd som de skjønne Kunsteres By. Dertil vilde fordres et Bind for sig selv. Her skal blot gjøres et Forsøg paa ved et Par Streger at antyde Byens Fysiognomi.

Det Indtryk, en Rejsende vil tage med sig efter et kortere Ophold i Kjøbenhavn, vil da vist i Almindelighed være det af en By, der med Rette bærer den Betegnelse, som dens egne Beboere har givet den: det "glade" Kjøbenhavn. Skjøndt Byen ejer en driftig Handelsstand, har en udbredt Skibsfart og langt fra heller er uden Betydning som Fabriksstad, spores ingen overdreven Virksomhedsaand i det daglige Røre. Selv omkring Havnene er der forholdsvis roligt. Folk synes overalt at have god Tid, og hele Byen sover længe om Morgenen.

Den, der derimod en Sommeraften træder ud paa den aabne Plads nær Jærnbanestationen, hvor saa at sige alle Byens Sommerforlystelsesetablissementer er samlede, især dersom det er en af de mange Aftener, paa hvilke det største og mest bekjendte af dem alle, det verdensberømte Tivoli, udfolder sig i hele sin æventyrlige Illuminationspragt, – han vil sikkert i første Øjeblik faa en fortumlende Fornemmelse af at være Vidne til en Hexesabbath. Man blændes af de tusinder af gasgule, kulørte og elektriske Lys, det dundrer med Musik fra alle Sider, Himlen gjennemfures af Raketter, Vogne ruller, og bølgende Strømme af Mennesker fylde alle Havens Gange, alle Koncertsalene, Restaurationsbygningerne, Ølhallerne, Jordbær-Kiosker, Ballongynger, Karusselbaner, … det er et fuldkomment Sommerkarneval.

[Det følgende afsnit er i manuskriptet overstreget diagonalt. Det er ikke medtaget i Reisebilder.]

Efterhaanden vil den fremmede alligevel vist i Almindelighed finde, at der vel er mange Forlystelsessteder men ingen tilsvarende Lystighed. Der høres ingen stærke Udbrud af Livsglæde, endog sjældent nogen højrøstet Samtale. Sligt ligger ikke for denne nordiske Race. Man spaserer fredeligt Side om Side, uden at stødes og puffes, eller sidder temmelig tavst rundt om ved de smaa Borde og drikker sit Øl eller sin Grog (Mændene bestandig rygende) og lader Musikkens Toner ombølge En. Foretrukket er især de rørende Melodier; man holder af at bevæges blidt og falder let hen i vaagne Drømmerier. Der hviler en vis ængstelig, spidsborgerlig Anstand over det altsammen og en stærkt udpræget Sømmelighedsfølelse gjør sig i det hele gjældende i Befolkningens offentlige Færden og præger overalt det Liv, der (NB: før Natten falder paa) udfolder sig paa Torve og Stræder. Bekjendte hilser hinanden over Gaden med den mest udsøgte Artighed; Mænd med lidt udbredt Bekjendtskab – maa saa at sige gaa med Hatten i Haanden gjennem hele Byen. "Tak," "Mange Tak," "Tusind Tak," og "Mange tusind Tak" er de mest anvendte Talemaader, og selv med Sporvognskonduktører og Droskekuske tager man en forholdsvis hjærtelig Afsked, idet man forlader hans Vogn.

[Slut på overstreget tekst.]

Skjøndt Kjøbenhavn baade som By og som Hovedstad har adskillige Aar paa Bagen, fremviser den ikke noget særligt Præg af Ælde. End ikke i sine offentlige Bygninger, Kirker eller Slotte, har Byen bevaret noget paafaldende gammelt Monument. Dertil har den i Tidens Løb været hjemsøgt af alt for mange og omfattende Ildsvaader, der Gang efter Gang har lagt dens skjønneste Partier i Aske. Saaledes er det store kongelige Slot Christiansborg – et enormt Bygningskomplex – to Gange (sidst for faa Aar siden) afbrændt lige til Grunden, og endnu staar kun de nøgne, skumle Mure paa Tomten og stirrer uhyggeligt frem gjennem sine tomme Vindueshuler.

Byens interessanteste Bygninger skriver sig fra den byggelystne Konge Christian den fjerde, hvis Regjeringstid faldt i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede. Der er især Rosenborg Slot og Børsen, begge opførte i den nederlandske Renaissancestil, der er karakteristisk for saa at sige alle denne Konges Bygninger. Især er Rosenborg Slot en sand Perle af yndefuld Bygningskunst, opført af røde Mursten med rige Ornamenter af udhugget Sandsten; i Udstyrelsen af dets Indre er der udfoldet en overordentlig Pragt, og dets Sales Tiltrækningskraft fordobles derved, at de afgiver Udstillingsrum for den saakaldte: de danske Kongers kronologiske Samling, et Raritetskabinet af højeste Værdi, fuld af Kostbarheder og Kunst, der blænder Øjet.

Det er i det hele mere under Tag end under aaben Himmel, at man skal søge Kjøbenhavns Skatte. Mange vilde saaledes gaa den af Ydre ikke videre bedaarende Vor Frue Kirke uinteresseret forbi og kun standse et Øjeblik og betragte Johannes den Døber-Gruppen, Indtogs-Basreliefet og de to store Statuer af Moses og David, der smykker dens Portal – ifald han ikke vidste, at Kirken indeholdt en Række af Thorvaldsens mest berømte Arbejder: hans Kristus over Alteret og de tolv Apostle langs Hovedskibets Vægge; desuden en Frise forestillende Christi Gang til Golgata og en Døbefont i Form af en knælende Engel med en Concha i Armene. Saaledes er det fortrinsvis Kunstsamlingerne og de kulturhistoriske Musæer, hvortil man i Kjøbenhavn søger hen, og som giver Byen Berettigelse til at bære Navn af et "Nordens Athen". Der er et overordentlig righoldigt etnografisk Musæum, et Musæum for nordiske Oldsager, der er enestaaende, og som man i dagevis kan fordybe sig i uden at trættes; den kongelige Malerisamling (med udmærkede Repræsentanter for gammel nederlandsk Kunst) og den Moltkeske Malerisamling, der kun er lille men saa at sige udelukkende indeholder fortrinlige Ting. Endelig er der Thorvaldsens Musæum og Ny Carlsberg Glypthotek.

Det første er et Mausoleum over den danske Mand, der vel har opnaaet den videste Berømmelse. Født af fattige Forældre kom han i en ung Alder til Italien og opnaaede her Verdensry. Intet Under derfor, at det danske Folk, allerede mens han levede, saa' op til ham som til en Halvgud, og at det efter hans Død rejste ham dette enestaaende Mindesmærke. Her findes alle hans Arbejder enten i Original eller Afstøbning, og midt imellem dem, i en aaben Hal i Bygningens Midte, hviler Mesteren selv i sin Grav.

Ny Carlsberg Glyptotek skylder ogsaa Enkeltmand sin Tilblivelse. Det er samlet af Brygger Carl Jacobsen, en endnu forholdsvis ung Mand, der har gjort sig overordentlig fortjent af Kunsten i og udenfor Danmark. Musæet indeholder fortrinlige Ting lige fra den antike til vore Dages Kunst, og er sikkert en af de righoldigste i hele Evropa.

Dog – endnu mere end baade Musæer og Kunstsamlinger er det Kjøbenhavns Omegn, der lokker den fremmede og holder ham fangen. Det er Sundet, Skovene og Søerne, der uforglemmeligst vil bevares i hans Erindring.

Tæt Nord for Kjøbenhavn ligger Dyrehaven. Det er allerede sagt, at det er paa Øerne, og især paa Sjælland, at den danske Bøgeskov udfolder sig i den største Pragt. Men af alle sjællandske Skove er igjen Dyrehaven den pragtfuldeste. Intet Sted i Verden svulmer Bøgen i en saadan Fylde som her. Disse Træer synes ikke at kunne tilhøre denne Zone men minder Én om de uhyre Stammer, man endnu kan grave op af de nordiske Moser fra den Tid, da en tropisk Vegetation dækkede disse Lande. Der er enkelte fritstaaende Træer, hvis Kroner er som en hel Skov, og i hvis Skygge en Batallion Soldater mageligt kunde finde Plads.

Som man kan forstaa, afgiver da denne Skov, der kun ligger en halv Times Jærnbanekjørsel fra Hovedstaden, om Sommeren et yndet Valfartssted for dennes Befolkning, – især naar til Stedets andre Herligheder endnu kommer det nydelige Syn af mægtige Hjorder Kronvildt, der undertiden i Flokke paa over hundrede, fredeligt græsser her mellem Bøgegrupperne. Paa smukke Sommerdage gjenlyder da ogsaa disse Skovsletter af muntre Menneskestemmer, Piskesmæld og Vognraslen. Snart er det en enlig Landauer med et fornemt Herskab, der i den skyggefulde Eftermiddagstime kjører stille gjennem Skoven for at nyde Naturen som det sig anstaar intelligente Mennesker, – snart er det lange, larmende Vogntog, der fra den tidlige Morgen holder deres Indtog med Faner og klingende Musik og spreder det glade Indhold ud over Sletterne med store Madkurve og velfyldte Flasker. Navnlig om Søndagene er Tilstrømningen overordentlig. I tusindvis vælter de herud fra Byens Støv og Kvalm – med Jærnbanen, paa Dampskibe, i Vogne og tilfods – og oversvømmer hele Egnen. Det er en fuldkommen Folkevandring.

Men paa saadanne Dage forstummer de mange Fugle, og Vildtet søger ind i Skovens Dybder og skjuler sig i Tykningerne. Spidsende de bløde Øren lytter det opmærksomt til Latter eller Skjældud fra tykke Borgermadammer, der har lejret sig i Græsset, til Skrig fra trætte Børn, til Fædrelandssange og Hurraraab, der ruller ned oppe fra Udsigtspunkterne, og til den ømme Hvisken af unge forelskede, der i skjulte Stier uforstyrret hengiver sig til deres Sværmerier.

Først naar den sidste Vognrumlen af de bortdragende har tabt sig paa de fjærne Veje, og Støvet har lejret sig sammen med Mørket under Bøgekronerne, kommer de lidt efter lidt frem af deres Skjul. Og idet Natten vælder frem, ser de sig knejsende omkring med et Blik, der ligesom paa ny tager deres skjønne, vide Herredømme i Besiddelse. –

Af en noget anden Karakter er den store Grib Skov, nordligere paa Øen. Man kommer dertil fra Byen Hillerød, ved Nordbanen, det danske Versailles, som den er kaldt. Denne Benævnelse skylder den et Slot, det vidunderlige Frederiksborg, der hviler der mellem dejlige Skove som en Juvel i sin Indfatning. Slottet er oprindelig bygget under den førnævnte Konge Christian den fjerde, altsaa i den samme skjønne, nederlandske Renaissancestil som Rosenborg, af røde Mursten med en Rigdom af Sandstensornamenter og mange Taarne. Det gjø'r et henrivende Indtryk, naar man fra den i gammel fransk Stil vedligeholdte Slotshave pludselig ser Slottet foran sig, stigende umiddelbart op af den omgivende Ringgravs blanke Vande som en Nymfe af Badet. Det nuværende Slot er imidlertid ikke helt igjennem det samme, som Chr. IV opbyggede. For tredive Aar siden gik nemlig dette op i Luer; men det er nu helt gjenoprejst i sin gamle Skikkelse, og indtager absolut den første Plads af alle Danmarks Slotte. Af dets Indre fængsler især den overdaadigt udstyrede Kirke og den store Riddersal, hvor der er ødsel med Guld og Sølv og Marmor og Alabast.

Med Indtrykkene fra denne mangfoldige Pragt er det da, man betræder den store Grib Skov. Dens store Stilhed virker derved dobbelt højtidelig, og jo længere man trænger ind i dens mægtige Dybder, des mere gribes man af dens Ensomhed og tavse Fred. Her staar Træerne ikke som i Dyrehaven gruppevis med grønne, aabne Pladser imellem sig men i tætte Masser, der stænger som en Mur til alle Sider omkring En og lukker sig helt over Ens Hoved. Man er som fanget ind af Skoven og kan ikke slippe ud. Tæt oven over En kvidrer en enlig lille Fugl, der synes at forfølge En. Man kan aldrig faa Øje paa den lille Skabning, men hører den bestandig, snart hist, snart her, flytte sig i Løvet over Ens Hoved og gjentage sit: Se-hid! Se-hid! Længere borte fra hører man en Skovdues ømme Kurren, og standser man og lytter, kan man dybt inde fra Skoven høre lønlige Kildevæld klinge. Midt i Skoven træffer man saa en lille drømmende Sø. Dens Flade er blank som et sort Spejl med hvide Solpletter fra Lysningerne i Træerne, der luder over den. De slanke Stammer, de krogede Grene, det grønne Bladmylr, Hjorten, der kommer raslende herned for at drikke, alt spejler sig deri med en vidunderlig Renhed og fortryller ved sin uforstyrrelige Ro.

Saa bryder Skoven pludselig af, og vi ser ud over en anden, men langt mægtigere Sø, den store Esrom Sø. Ovre paa dennes modsatte Bred øjner vi et Slot, omgivet af en herlig Park. Det er Fredensborg, undertiden Sommerresidens for det kongelige Hof og Stedet for de senere Aaringers bekjendte fyrstelige Familiesammenkomster, i hvilke det danske Kongepar danner den naturlige Midte. –

[Her slutter manuskriptet "Danske Billeder"]

Supplement

I Reisebilder aus Dänemark 1890 er der tre stykker der ikke findes i manuskriptet. Det drejer sig om:

1. "Vorwort"
2. De sidste 16 linier af kapitlet "Fyn", s. 78
3. Bogens sidste 26 linier (om Sjælland), s. 106-107

Disse tre stykker bringes her i Karen-Margrethe Nielsens oversættelse fra 2009.

1. Forord.

Det var ikke min hensigt med følgende blade at levere en blot tilnærmelsesvis udtømmende beskrivelse af Danmark; dertil er stoffet – trods landets lidenhed – for stort, når man kun har få ark til disposition. Jeg ville blot tegne nogle få billeder af de for Danmark så ejendommelige naturfænomener – i det håb at fremmede derved må blive i stand til at danne sig en nogenlunde forestilling om hele landets beskaffenhed.

De få lokalitetet, som her er skildrede, anser jeg for de mest typiske. Man skal derfor ikke undre sig over, at navnene på så mange andre mangler, selv om disse hvad skønhed og interesse angår, ikke står tilbage for de nævnte, men måske endda muligvis overgår dem. Således har jeg for at give læseren en forestilling om de danske klitlandskaber forsøgt at tegne et billede af Skagen. Mange ville måske – hvis det kom dertil, at man skulle gøre en rejse til sådanne egne – foretrække Fanø; her har i hvert fald både hav og klit den samme gribende skønhed –, desuden ligger Fanø for rejsende, som kommer sydfra, måske mere bekvemt, og der er udsigt til, at der bliver opført et badeetablissement umiddelbart ved strandkanten.

Der er i det hele taget mange steder, der ville have været en udvælgelse værd. Med hensyn til disse kan der henvises til Bædekers "Nordostdeutschland nebst Dänemark"; i denne rejsehåndbog er der taget hensyn til alle seværdigheder i Danmark, og samtidig finder man deri pålidelige oplysninger om alt, hvad angår rejseruter, hoteller o.s.v.; men den, som vil skaffe sig mere indgående kendskab til danske forhold, vil jeg anbefale den nyligt udkomne bog af H. Weitemeyer: Dänemark, Geschichte und Beschreibung, Literatur und Kunst, sociale und ökonomische Verhältnisse.

FORFATTEREN.

2. "Fyn", slutning, Reisebilder s. 78]

Dog, før vi forlader øen Fyn, skal vi omtale dens gamle hovedstad Odense, der er Danmarks tredje største. Vi kan ikke let overse den, når vi kører tværs over Fyn, for den velbyggede og ret livlige handelsby ligger ved hovedbanen, som gennemskærer øen fra Middelfart til Nyborg. Og når vi er der, så er det umagen værd at valfarte til domkirken, som mange fromme pilgrimme har gjort det i middelalderen for at aflægge et besøg ved det katolske Danmarks nationalhelgen, St. Knud. Denne var en konge, som levede for 800 år siden, og som blev dræbt af sine undersåtter; kort tid efter blev han helgenkåret, og nu hviler hans relikvie i det forgyldte helgenskrin, som står under alteret i krypten.

3. Bogens slutning, Reisebilder s. 106-107]

Ja, øen Sjælland tilbyder den rejsende, som i kortere eller længere tid vil søge ro og rekreation efter besværligt arbejde eller bekymringer for det daglige liv mange smukke steder i en smuk og venlig natur. Man kan nævne Sorø med dens yndige blanding af skov og sø; flere danske digtere har fundet deres hjem her, endnu flere har besunget den. Men man skal ud på landet, for byerne er små og uden betydning for de fremmede, undtagen København. Dog – der er en, som hæver sig op over de øvrige: det er Roskilde, "kildernes by"; "Danmarks St. Denis", tidligere hovedstad og bispesæde. Her lønner i hvert fald et besøg sig, og en jernbanetur på ca. en time fører den rejsende fra København hertil. Højt over den lille by hæver domkirkens to tårne sig. Denne er uden tvivl landets smukkeste gudshus og samtidig dets stolteste nationalmonument, rig på historiske minder som intet andet sted i Danmark. Den omslutter nemlig, foruden de dødelige levninger af mange store mænd, en mængde kongegrave; bl. a. hviler her dronning Margrethe, de nordiske rigers mægtige herskerinde ved slutningen af middelalderen, og de fleste konger af det oldenborgske hus.

Efterskrift

Af Einar Nielsen

Danske Billeder

Manuskriptet er et hæfte på 149 sider. Det er en afskrift med fremmed hånd af HPs ukendte manuskript med HPs egenhændige rettelser og tilføjelser. Håndskriften er meget smuk og letlæselig. Pontoppidans tilføjelser og rettelser er svære at læse. HP bruger som han sædvanligvis gør i manuskripter og breve å (og ikke aa). Jeg har valgt at bruge aa også i Pontoppidans rettelser. Stykket "Bornholm" er skrevet med en finere skrift. Her ses også å. Jeg vil dog vurdere, at håndskriften er den samme som i resten af manuskriptet.

Pontoppidans genbrug af stoffet i "Danske Billeder"

Skønt Pontoppidan ikke selv fandt sprog og stil affilet – jf. brevet til Hoffory – har han dog benyttet teksten mange andre steder. Jeg skal her nævne nogle:

• PCA 83 og HPF s. 88
  "Havet og Klitten". Illustreret Tidende 7.7.1889. Det drejer sig om s. 1-19 i Reisebilder.
• PCA 175 og HPF s. 118
  "Fra Vesterhavets Kyst. Text til et Par Billeder af C. Locher og Ch. Mølsted". Wisbech's illustrerede Almanak 1891. Dateret til 15.-21.8.1890. Det drejer sig om s. 26-34 i Reisebilder.
• PCA 176 og HPF s. 118
  "En Erindring fra Heden". Folkets Almanak for 1891. Dateret til 15.8.1890. Enkeltheder fra Reisebilder s. 46.
• PCA 214 og HPF s. 145
  "En Hederejse". Dansk Touristtidende 9.9.1895. Det drejer sig om s. 46-57 i Reisebilder.
• PCA 215 og HPF s. 145
  "Vesterhavet". To afsnit i Dansk Touristtidende 25.9.1895 og 2.11.1895. Det drejer sig om s. 26-31 i Reisebilder.
• Ung Elskov, 1885
  På s. 2 findes en beskrivelse af en sø, der svarer til s. 61 i Reisebilder. (Ahnlund s. 194 og note s. 428).
• Landsbybilleder, 1883
  "En Fiskerrede". Også her finder man materiale, der senere bruges i "Danske Billeder". (Ahnlund note s. 429)
  I min artikel "Henrik Pontoppidan og Skagen", Vendsyssel Årbog, 1999 påpegede jeg sammenfald mellem Landsbybilleder og Reisebilder (s. 57).
• "Vestfyn", 1893 (Danmark, bd. II)
  Den første side, s. 59, beskriver Middelfart næsten ord til anden som begyndelsen af kapitlet "Fyn" i "Danske Billeder" (Reisebilder, side 68).
  S. 68 genkender man også beskrivelsen af Hindsgavls park.

Nu da "Danske Billeder" er blevet tilgængelig her på netstedet, så vil sikkert meget mere dukke op. Skønt sproget i "Danske Billeder" ikke efter Pontoppidans mening er affilet, så har han benyttet materialet i mange sammenhænge.

Mig bekendt er der ikke tidligere påpeget sammenfald mellem "Danske Billeder" og "Vestfyn".

Anvendt litteratur.

• Ahnlund, Knut: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinier i författerskabet, 1956
• Andersen, Poul Carit: Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi, 1934
• Nielsen, Einar: "Henrik Pontoppidan og Skagen", in Vendsyssel Årbog, 1999
• Pontoppidan, Henrik: Landsbybilleder, 1883
• Pontoppidan, Henrik: Ung Elskov. Idyl, 1885
• Pontoppidan, Henrik: Danske Billeder (Manuskript) 1889
• Pontoppidan, Henrik: Reisebilder aus Dänemark, 1890
• Pontoppidan, Henrik: "Vestfyn", in Danmark, 1893
• Esther og Th. Skjerbæk og R. Herring: Henrik Pontoppidans forfatterskab, 2006
• Woel, Cai M.: Henrik Pontoppidan I-II, 1945