De to ensomme
Elias Bredsdorffs doktordisputats "Henrik Pontoppidan og Georg Brandes" (Gyldendal) forsvares i morgen paa Københavns Universitet. Professor, dr. phil. Paul Krüger omtaler i dag værkets ene bind, der gør rede for brevvekslingen mellem Pontoppidan og Brandes. I morgen anmelder han det andet bind, som belyser Pontoppidans forhold til Brandes og Brandes-linjen i dansk aandsliv.
Der blev ofte talt om "Hullet i Nordfronten", da man i begyndelsen af dette aarhundrede diskuterede Københavns befæstning. I den forbindelse foranstaltede man indsamlinger og udvekslede ukvemsord. Nu er baade hullet og fortrydeligheden paa begge fronter saa nogenlunde glemte. Men litteraturen har faaet sit hul, hullet i Snekkersten. Det er blevet fyldt, hvad der maa beklages.
Herom kan man læse i den ene af de to bøger Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, som lederen af det skandinaviske institut ved universitetet l Cambridge, Elias Bredsdorff, nylig har udgivet. Første del har undertitlen: En dokumentarisk redegørelse for brevvekslingen og den personlige kontakt.
I en note til det sidste kapitel meddeles det: da Henrik Pontoppidan i 1917 flyttede fra Snekkersten, kunne han ikke finde plads nogetsteds til at opmagasinere sin store bogsamling. "En meget stor del af Pontoppidans bøger (deriblandt formentlig alle dedikationseksemplarerne af Georg Brandes' bøger) blev derfor begravet i et stort jordhul i Snekkersten!"
En "militant" radikal maade at komme af med sine bøger paa. André Gide solgte i levende live de fleste af sine dedikationseksemplarer. Det vakte støjende forargelse, især blandt dem, der havde sendt ham deres skrifter med personlige hilsener.
Henrik Pontoppidans raske fremgangsmaade vil hos enkelte fremkalde skrækblandet forundring. Men naturligvis kan folk gøre ved deres løsøre, hvad de vil, naar deres madrasser og bilvrag ikke kolliderer med naturfredningsbestemmelserne eller destruktionen ikke direkte generer deres naboer. Pontoppidan havde forøvrigt en nabo, der ville have forstaaet at værdsætte bøgerne.
Det maa noteres, at Henrik Pontoppidan gang paa gang skrev til Brandes og udtrykte sin glæde og stolthed over at eje hans bøger med venlige tilegnelser. Ogsaa efter nedkulingen i hullet læste Pontoppidan en ny bog, som Brandes havde sendt ham, nemlig Julius Cæsar. Den interesserede Pontoppidan sig for. Forbindelsen mellem dem varede ved nogle aar endnu. Til et egentligt "brud", som adskillige slikker sig om munden efter, kom det ikke.
*
Ogsaa paa et andet omraade har Pontoppidan i sit forhold til Georg Brandes lagt originalitet for dagen. Det var Henrik Pontoppidan, der udkastede tanken om oprettelsen af et Brandes-arkiv, der skulle være Brandes og hans gerning et æresminde, som ville blive af betydning for efterslægten. Brandes var tilsyneladende ikke henrykt ved planen, hvad han meddelte Pontoppidan [28.12.1911]. Et saadant arkiv "er en Opfordring til Fremtidens Borchsenius'er til at sidde og snage i mine gamle Breve og Privatpapirer." Noget lignende skrev Brandes gennem aarene til flere. Han var dog ikke ukendt med de utrykte, intime papirers betydning, ja, han har endog forsikret, at han selv ikke ret kunne skrive om en afdød digter, dersom han ikke havde utrykte dokumenter at støtte sig til. Det var den saakaldte psykologiske litteraturforsknings vilkaar. Ogsaa Henrik Pontoppidan synes at have haft forstaaelse af den slags. Under et besøg i Tyskland fik han Goethes fortrolige breve og billetter i haanden. Han havde hidtil ikke kendt synderligt til Goethes indre historie, men modtog nu et uforglemmeligt indtryk. Dette fortalte Pontoppidan Brandes i et brev [17.6.1915], hvor han takkede for Brandes' Goethe-bog, som han fandt ansporende og befrugtende paa alle, der selv har blot en draabe rødt kunstnerblod i kroppen. Men han tvivlede om, at "ordinære" litteraturprofessorer og "andre literære Aadselsgribbe" ville føle sig helt tilfredsstillet af Brandes' bog, de ville rimeligvis klage over manglende arkivalier og anden ballast. Til arkivalierne hører formentlig de dokumenter af den slags, der i tilfældet Goethe havde gjort et uforglemmeligt indtryk paa Pontoppidan. De breve, Pontoppidan modtog fra Brandes, vurderede han højt, "en Brevskat, som jeg er stolt af at eje". Disse breve er i privateje. Henrik Pontoppidans breve findes i det Brandes-arkiv, som Pontoppidan selv var med til at oprette.
Og nu kommer det!
I sit testamente skal Henrik Pontoppidan have nedlagt absolut forbud mod, at hans breve nogensinde maa trykkes.
Tableau!
*
Man sætter gang i oprettelsen af et brevarkiv, bidrager selv med et stort antal breve – men disse maa aldrig trykkes! Det er imidlertid en bestemmelse, der ikke kan gælde for evigheden. 50 aar efter brevskriverens død ophører den slags strikse bestemmelser. Brevene er indgaaet i en offentlig samling, (der foreløbig ikke er offentligt tilgængelig). Vil de store personligheder undgaa, at eftertiden faar kendskab til deres breve maa de sørge for at faa dem tilbage ved brevmodtagerens død eller før og brænde dem eller lade dem forsvinde i et hul i Snekkersten eller andetsteds.
I tilfældet Henrik Pontoppidan synes der at have været den mildnelse af den rigoristiske bestemmelse om, at brevene ingen sinde maa trykkes, at de dog maa konsulteres.
Det er denne paradokse situation, der bestemmer Elias Bredsdorff's første bind, som han kalder en redegørelse for brevvekslingen. Pontoppidans breve er han tvunget til kun at referere med enkelte citater, som rigtignok giver lyst til at læse brevene i deres helhed. Brandes' breve kan Bredsdorff trykke efter tilladelse fra brevejerne, dvs. Pontoppidans arvinger og tilladelse fra den, der har forfatterretten til dem, dvs. Georg Brandes' arving, fru Edith Philipp.
Elias Bredsdorff har trods de ham paatvungne triste betingelser med snildhed formaaet at skabe en slags korrespondance, hvor den ene brevskriver ytrer sig højlydt i fuldt omfang, medens den anden mumler i baggrunden og kun kommer helt til orde i ganske faa citatstumper.
Mellem Brandes og Pontoppidan blev der mellem 1884 og 1923 udvekslet 178 breve, hvoraf der kendes 88 fra Pontoppidan, 90 fra Brandes. Flere har eksisteret, men er gaaet tabt.
Nogle af epistlerne er korte billetter med aftaler om møder, invitationer og lignende. Men en anseelig brevsamling fra 40 aars forbindelse foreligger dog. Allerede denne kendsgerning er det værd at fastholde, da det har været en udbredt opfattelse, at de to personligheder ikke havde noget videre med hinanden at gøre.
*
Pontoppidan var 27 aar og Brandes 42, da de lærte hinanden at kende. Pontoppidan var altsaa for ung til at have oplevet de store spektakler omkring Brandes' første forelæsninger i begyndelsen af 1870'erne.
Men da Brandes i 1884 kom tilbage fra sit aarelange ophold i Berlin, sluttedes den personlige kontakt imellem dem. De besøgte hinanden med mellemrum. Pontoppidan sendte Brandes sine bøger, ret hurtigt gjorde Brandes gengæld ved at forære Pontoppidan sine værker med dedikationer – og disse gaver endte altsaa som ovenfor omtalt. Mange af brevene er takkebreve for tilsendelsen af bøger, men det er ikke fade høflighedsbreve, for begges vedkommende er der kritik, forbehold og spørgsmaal.
Det gælder især Brandes' breve. Pontoppidan giver overvejende udtryk for beundring for Brandes' bøger. Ved første del af Voltaire-bogen i 1916-1917 tager han dog forbehold. Den rummer ham for mange elskovshistorier. Anden del var Pontoppidan til stor forfriskelse, omend han ikke fik stærk og varig sympati for Voltaires personlighed. Han beundrede den fart og flugt, der var over Brandes' stil, som ved sammenligning gjorde næsten enhver anden prosa firbenet og tung.
Ogsaa mange avisartikler af Brandes fik Pontoppidan til at reagere og sende Brandes en hilsen med tilslutning. I anledning af kævl i 1895 med Jonas Collin om udtalelser af Brandes om H.C. Andersen, skrev Pontoppidan:
Jeg beundrer den Taalmodighed, hvormed De forfølger og knækker de Lus, der stadig sætter sig paa Deres store gode Navn og Rygte. Men Gud ved, om det hjælper. Jeg er overbevist om, at bemeldte Jonas i Dag føler sig i høj grad beæret. Ligesom sin bibelske Navne, den hvalfiskelige Indvoldsorm, opnaar han en Slags Udødelighed ved at blive udpeget som den slimede Klump, han er. Forøvrigt har jeg indtil denne Dag intet hørt om hans Bedrift, den har næppe vakt synderlig Opmærksomhed her. Man er jo bleven vant til den Slags Angreb og ved paa Forhaand, at det er Løgn og Opspind. [3.12.1895]
Pontoppidans hvasse sprogføring med knurrende udfald mod skævmundede flyndere slaar flere steder gennem brevreferaterne. Ogsaa hans vrede over tilstandene i Danmark kommer til orde. Han skriver et sted: "Det synes, som om man aldrig skal ophøre med at maatte skamme sig over at være dansk." [18.8.1911]
Det er ytringer af denne slags, man ofte har bebrejdet Georg Brandes. Naar Søren Kierkegaard lavede inventar over de laster og skødesynder, som han mente fortrinsvis findes hos det danske folk, saa har man fundet det betydningsfuldt. Og naar Ploug betegnede det danske folk som middelmaadigt og misundelsen som dets arvesynd, har det ikke skadet hans navn som overpatriot. Naar Brandes talte og skrev om den danske misundelse, løftedes der mod ham et ramaskrig. Her i brevene til Pontoppidan er der fuldt op af stærke ord mod familiepensionatet Danmark:
Aldrig havde jeg troet, at Hysteri i Danmark kunde naa den Højde. Ikke en Sætning skrives mere naturligt; et evindeligt hysterisk Hyl, "Eventyret er over os", og en Beundring for Penge, "Fornemhed", Titler, dog især for Penge, som er i den Grad plat at jeg for min Del forfærdes. Familiepensionatet Danmark, det er Ordet. Et Familiepensionat med evig Nævnen af Privatnavne, evig Familiaritet, evig Beundring for Usselheder. Og enhver Begivenhed opfattes som af Hysteriske paa en Sindssygeanstalt. – Jeg melder mig ganske stille fra. [20.6.1910]
Dette staar i et sommerbrev 1910 fra Venedig. Udtrykket varieres de følgende aar. Brandes følte lede ved de mange omslag og omvendelser i Danmark og i Europa. Han foragtede den fjantede og løgnagtige chauvinisme, som han vidste førte til katastrofen. Da den indtraf, blev Brandes yderligere en ensom mand, der væmmedes over "den horrible Bande, man kalder Menneskeheden." [1.8.1915]
*
Næsten gennem den hele periode skriver Brandes, at han føler sig isoleret, lever ensomt i København og ikke kan overvinde sig til at opsøge nogen. Kun paa rejser i udlandet er han i kontakt med mange mennesker. Ensomheden i København blev afbrudt af de talløse, der ønskede en tjeneste af ham eller søgte en oplysning. Det er velkendt, at Brandes talte med utaalmodighed om det rend af folk, der stjal hans tid. Mangt og meget viser, at disse forstyrrelser ikke var ham til lutter fortrydelse, ja, at han savnede dem, naar folk ikke vovede sig i hans nærhed. Og det kan bevidnes, at han, naar han havde sagt ja til at modtage en besøgende, kunne modtage ham med udsøgt og fortryllende artighed, selv om det var et ganske ungt og betydningsløst menneske, der søgte ham. Han kunne da i timevis udfolde sin forbavsende veltalenhed i sætninger, der var fuldendt støbte i en sprogdragt der smagte af den bedste prosa fra 1860'erne. Stort og smaat blev meddelt i varierende tonarter i hine uforglemmelige timer.
Brandes' meddelelsestrang kommer livligt til orde i brevene til Pontoppidan. Han skriver selv om sin ustandselige sludren. Den kunne blive Pontoppidan lovlig ordrig, naar Brandes fortalte om sine selskabelige triumfer i udlandet.
Som en prøve paa Brandes' brevstil kan følgende situationsbillede tjene:
Forleden ved en Middag hos Hegels stod Johannes V. Jensen, den Sjæl, renvasket og hvidslipset og glædede sig til den gode Mad. Da jeg kom ind ad Døren, fik han et let apoplektisk Tilfælde og mistede en Del af Appetiten. (Han havde lige gjort nogle frygtelige Udfald mod mig i Riget). Men da saa Gustav Wied traadte ind, hvem han sammesteds havde overskjældt med fuld Damp og bl.a. kaldt "den lille Exhibitionist" – hvad jo ikke er pænt, skjønt Ordet er fremmed, og da Wied tog ham i Armen og sagde Goddag! – saa fik han sit afgjørende Tilfælde og forsvandt, efterladende sin blonde tykke Kone, der havde faaet Hvervet at meddele, han havde "faaet lidt Ondt og var gaaet hjem". Wied havde berøvet ham Resten af Apetiten og voldt ham Mavepine. [8.2.1911]
*
Større og alvorligere emner afhandles i Brandes' breve. Som nævnt adskilligt om Pontoppidans bøger og deres hovedpersoner, hvoraf nogle "slingrede" for Brandes. Op mod 1914 indtager den storpolitiske spænding i Europa en stor plads i Brandes' breve. Hans synspunkter er delvis kendte, men ogsaa kun delvis. Det er værd at bemærke sig en udtalelse som denne fra oktober 1914:
Mine Sympatier er for øvrigt med Belgien og Frankrig, men jeg er imod Rusland, hvad der er selvmodsigende nok. Skade, at England har vist sig under alle Forventninger. – Husker De, at jeg for to Aar siden sagde til Dem, det ville komme til Krig mellem England og Tyskland? De ville ikke tro mig, fremhævede at man saa tidt havde forventet andre Krige som den mellem England og Rusland osv. Jeg er ikke glad over at have faaet Ret. [10.10.1914]
Senere under krigen fandt Brandes Englands forbrydelser ligesaa store som Tysklands. Og her var Pontoppidan afgjort af en anden Mening:
Jeg tilstaar, at jeg hører til de Idioter, der indbilder sig, at disse Rædselsaar allerede har været gode for noget, og jeg ønsker ikke Freden, før jeg har opnaaet Sikkerhed for, at vi ikke faar Verden fortysket. [28.5.1917]
Brandes svarede 2. juni 1917:
Men De paa Deres Side gaar om i Uro for at Verden – Verden – skal blive fortysket. Tro mig, det har ingen Fare, og har aldrig været nogen Fare. Der har kun i et Par Hundrede Aar – siden den gruelige tyske "Reformation" – været en Del slattede Danske som efter Evne har fortysket Sproget og Tænkemaaden. De samme betragtede alt Fransk som Frivolt og kastede sig efter 1807, af Had til England, paa en ganske fjantet Maade i Armene paa den tyske Romantik, en af mine flere Rædsler.
Meget andet end Danmark er saamænd hidtil ikke blevet fortysket. [2.6.1917]
Efter verdenskrigen blev brevvekslingen mellem de to ældre herrer sparsommere. Det sidst kendte brev fra Brandes til Pontoppidan stammer fra februar 1923. Brandes levede endnu fem aar. Om de havde nogen forbindelse med hinanden i Brandes' sidste leveaar vides ikke.
Det var to ensomme, der i mange aar sendte hinanden budskaber, Brandes, der længe havde følt sig isoleret og uden virkelig kontakt med de yngre slægtled i Danmark, Pontoppidan, en af sygdom og mange slags bekymringer betynget mand.
Hvad der havde knyttet de to enhjørninger sammen i 40 aar er genstand for undersøgelse i Bredsdorffs andet bind.
Paul Krüger
