Henrik Pontoppidan og Georg Brandes

Gå tilbage til første kronik

I fortsættelse af Strejftoget1 i gaar anmelder professor, dr. phil. Paul Krüger Elias Bredsdorffs doktordisputats om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. – Professor Krüger er mellem de uofficielle opponenter paa Københavns Universitet i dag.

Andet bind af Elias Bredsdorffs Henrik Pontoppidan og Georg Brandes bærer undertitlen: en kritisk undersøgelse af Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes og Brandes-linjen i dansk aandsliv. Denne bog paa 306 sider med registre og resumé paa engelsk bliver i dag forsvaret paa Københavns Universitet for den filosofiske doktorgrad.

Man lade sig ikke afskrække! Elias Bredsdorffs sprog er helt fri for den fortrykte jargon, der her og der i litterære afhandlinger skal skjule armod og uvidenhed. Bredsdorffs fremstilling er rolig, klar og bred, tilegnelig for alle, der endnu kan læse dansk, og som er fængslede af idékampen i slutningen af forrige aarhundrede og i tiden op mod første verdenskrig. Perioden er paa mange maader i søgelyset i Danmark og i de andre nordiske lande, hvor især Sverige kan møde med en anseelig række gode undersøgelser, disputatser og andre afhandlinger, om skribenter efter 1870, ogsaa om danske forfattere, hvad der er meget velkomment, men en smule flovt for vor hjemlige litteraturforskning, som først sent er kommet med i dybdeundersøgelsen af denne tid. Men nu synes signalerne at forandres. Kun nogle forsinkede japper endnu med foragt om "naturalismen" uden forsøg paa nuancerede bestemmelser af dette fænomen, som muligvis afgik ved døden en gang i sidste fjerdedel af det 19. aarhundrede, hvis det overhovedet nogensinde har eksisteret.

Henrik Pontoppidans forfatterskab har i de sidste aar været genstand for flere studier, der har formaaet at rive det ud af den besnærende fortolkning, som stammer fra Vilhelm Andersens bog fra 1917, i mange aar anset for det sidste ord om Pontoppidan. Det sidste ord er aldrig sagt.

Der er grund til at nævne Karl V. Thomsens nu syv aar gamle bog, der stadig er læseværdig. Den bærer den gennemskuelige titel Hold Galden flydende, og det er ogsaa meningen med den. Bent Haugaard Jeppesen udsendte i 1962 Henrik Pontoppidans samfundskritik, en afhandling der yderligere fastholder træk i forfatterskabet som halvt om halvt var udviskede i det fastslaaende Andersenske Pontoppidan-billede og dets kopier. Den franske forsker Alfred Jolivet udsendte i 1960 et instruktivt skrift om Pontoppidan og hans tid, beregnet paa franske læsere. Denne bog har man ikke hørt et kvæk om i den hjemlige presse, saa vidt jeg véd. Men den er jo ogsaa skrevet paa et tungemaal, som kun læses af faa. Det er dog ellers ikke en dagligdags begivenhed, at en franskmand skriver om dansk litteratur. Men vi er saa undseelige og slaar bly øjnene ned, naar det ikke drejer sig om reklame for vore muldskabte produkter. Ingen litterær reklame! Vort aandsliv er ikke en eksportvare. At blive ved jorden det tjener os bedst.

Blandt bøgerne fra de sidste aar er Knut Ahnlunds Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författarskapet. Atter et svensk bidrag. Bogen, der er fra 1956, er et hovedværk i studiet af Pontoppidan. Elias Bredsdorff støtter sig til det, citerer det hyppigt og fører flere steder dets tanker videre eller reviderer dets opfattelser.

Bredsdorff viser, at den personlige forbindelse mellem Brandes og Pontoppidan gik langt ud over det "ganske flygtige bekendtskab", som Pontoppidan paa sine meget gamle dage ville reducere det til. Brevvekslingen viser jo noget ganske andet. Vil man tilsløre sandheden, skal man ikke oprette et arkiv og selv gaa i det. Pontoppidan var utvivlsomt undervejs til sig selv, men ogsaa til sandheden? Til den sandhed, han naaede til. Ikke til den, han tidligere havde været delagtig i. Han vedgik ikke hele sin arv og gæld.

Det er en anden opgave for Bredsdorff, i fortsættelse af de tidligere nævnte nyere studier, at minde om Pontoppidans nære tilknytning i de yngre aar til det, som her kaldes "den militante, radikale, individualistiske brandesianisme." Det lyder lidt haandfast, og det maa siges, at Bredsdorff nogle steder – se nedenfor – er lovlig hurtig til at trække forbindelsestraade mellem de opstillede brikker. Det er nyttigt at blive erindret om den sociale realisme i Pontoppidans første bøger, Landsbybilleder, Fra Hytterne og andre med deres harme over den sociale uretfærdighed paa landet, som Pontoppidan ikke kunne lære noget om hos Georg Brandes. Hans første bøger er kun indirekte under indflydelse af Brandes virksomhed. Men den del af hans forfatterskab, der kan kaldes "socialrealistisk" er afgjort i kontakt med den tendenslitteratur, som Edvard Brandes var talsmand for. Det var da ogsaa Edvard Brandes, der i mange aar anmeldte Pontoppidans bøger med tilslutning og anerkendelse. Georg Brandes har aldrig skrevet en anmeldelse af en bog af Henrik Pontoppidan. Det eneste større bidrag til en karakteristik af Pontoppidan, som foreligger fra Brandes' haand, er et essay fra 1911. I det og i brevene ses det, at Georg Brandes havde sans for det naturtro genremaleri, for tidsbillederne, for Danmarksbilledet, ogsaa for nogle af karaktertegningerne, men vist nok mindre sans for de personlighedsproblemer, som mere og mere blev det egentlige for Pontoppidan. Det samme gælder Edvard Brandes, der først og fremmest opfattede Pontoppidans skrifter som sanddru naturalistisk litteratur.

Det fremhæves ogsaa rigtigt af Bredsdorff, at Pontoppidan i ungdommen og meget, meget længe var en anti-klerikal skeptiker, en decideret anti-romantisk skribent, hvis oprørske aand slog igennem i bøgerne, men rigtignok paa en maade, der skabte nogen forvirring.

*

Pontoppidans evne til at se en sag fra mere end een side og hans kunstneriske samvittighed har ført til den megen tale om dobbeltsindet hos ham, tvesynet. Denne magiske formel stammer fra Vilhelm Andersen. Elias Bredsdorff viser i et særlig veloplagt skrevet kapitel, at "tvesynet" ikke kan bruges som en patentløsning, der kan forklare alle mulige problemer hos Pontoppidan, og han kalder med rette det for en tilsnigelse at paastaa, at Pontoppidan indtog en standpunktsløs holdning til problemerne. Visse tyndslidte klicheer maa herefter kastes i brokkassen. Fastslaaede lærebogssætninger vil blive erstattet af andre, ad aare.

Blandt andre kernestykker i Bredsdorffs bog er redegørelsen for det berømte portræt af dr. Nathan i Lykke Per, den dr. Nathan, der fik det degnetunge danske folk til at danse, det eneste af de mange Brandes-portrætter i skønlitteraturen, som det er værd at dvæle ved. Ogsaa andre modeller til forfatterskabets fiktive personer anføres eller drøftes, nærgaaende portrætter eller maliciøst opfattede karikaturer. Her maa jeg melde fra, den slags oplysninger forvirrer, mere end de forklarer. Modeljagten, som er saa yndet blandt folk, der skriver om Pontoppidan, underkender kunstnerens suveræne magtbeføjelser og skaberrettigheder.

Et andet afsnit, der paakalder opmærksomheden, er det om Pontoppidans digt til Brandes' 70 aars fødselsdag Den 4de Februar. Digtet er blevet fortolket paa forskellige, indbyrdes modstridende maader. Af mange blev det opfattet som en dom over Georg Brandes. "Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet, / som favned saa vidt over Fjorde og Bugter, / forgifter nu Folket med ormstukne Frugter". Der kan man se, sagde man, og optrykte digtet i landets stiftstidender, ogsaa i nærværende. Bredsdorff gennemgaar kløgtigt fortolkningsmulighederne. Han kommer til den slutning, at digtet er "et nødskrig, en fortvivlet dom over tiden, der i saa ringe grad havde evnet at modtage de gaver, Brandes havde villet skænke". Bredsdorff støtter sig til et brev fra Pontoppidan til Brandes. Af det fremgaar det, at hans tidsdom sigter paa den stærke vækst, som den religiøse reaktion mod "brandesianismen" har haft. Vilh. Beck og hans Indre Mission nævnes. Udviklingen herhjemme, finder Pontoppidan, er ikke gaaet et hanefjed fremad, men adskillige gaasefjed tilbage i aandelig kultur. Formørkelsen har bredt sig. Nu skal det af det radikaleste frisind betragtes som et lysglimt i mørket, at en præst i Folkekirken, Arboe-Rasmussen, begynder at nære tvivl om den ubesmittede undfangelse. "Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage". Det var Pontoppidans dom over tiden i Danmark i 1912.

I kapitlet "Vejene skilles" fremkommer Elias Bredsdorff med et par ytringer, som maa fremkalde lidt overvejelse. Bredsdorff nævner de to mænds forskellige indstilling til det nationale spørgsmaal (hvad det saa kan være) og skriver:

Pontoppidan havde dybest set været patriot, og hans følelse over for Danmark havde i højere grad end Brandes' baaret præg af et kærligheds-had… Han tugtede den, han elskede mest. Og for ham var der kun eet land i verden, som betød noget – Danmark. Brandes derimod yndede at rime patriot paa idiot, og det er tvivlsomt, om han med aarene havde noget tilovers for Danmark.

Pontoppidan kunne i et privatbrev skrive: "Har man dog ikke snart Lov til at blive led ved dette Land?" (1909). Brandes lede ved Danmark kom offentligt og privat til orde, men dermed er intet sagt om, at han kke havde noget tilovers for Danmark. "Gid jeg var Englænder", citerer Bredsdorff. Dertil kan bemærkes, at Brandes omkring 1905 fremsatte den tanke, at Danmark med sin udsatte position skulle søge optagelse i det engelske statssamfund. Han var bekymret for Danmarks bestaaen som nabostat til Tyskland. Det var dog ikke dette udenrigspolitiske perspektiv, der fik ham til at ønske at være englænder, som han siger i ovenanførte citat. Gang paa gang sukkede Brandes over at skrive i en dialekt, der kun blev forstaaet af nogle faa millioner. "At skrive paa Dansk er selvfølgelig det samme som at skrive i Vand." Til udenlandske venner ytrede han hyppigt, at intet af det, han skrev, var noget værd, hvis man ikke forstod dansk. Han følte sig absolut bundet af sit modersmaal og kunne klage over denne bundethed, da hans sprog havde saa ringe udbredelse.

Det danske sprog har dog ikke haft en mere svoren elsker end Georg Brandes, og faa lykkeligere. Brandes' omfattende læsning af fremmedsprogede tekster kunne af og til sætte pletter i hans prosa. Men lige til det sidste bevarede han sin eminente evne til at skrive et dansk, der har bevist sin levekraft. Uhyggeligt meget af samtidens journalistik, af polemiske indlæg, erindringer og afhandlinger virker nu jordslaaede, graa, uden nerve og uden holdning. Ogsaa mange skønlitterære værker er blegnede. Den, hvis arbejde det er at læse sligt, kan komme igennem de halvgamle papirer. Men liv er der ikke mere i dem, nok tanker og følelser, men ikke form.

Georg Brandes dyrkede sit sprog, hægede om det, var en sprogrenser om en hals, Danmarks aktiveste, helt ud i det urimelige. Han udgik som sprogkunstner fra J.L. Heibergs tradition. Med aarene indgik mange slags paavirkninger fra Søren Kierkegaard, fra M.A. Goldschmidt endog fra J.P. Jacobsen. Han søgte at udtrykke sig saa klart som muligt men forstod ogsaa at væve en hemmelighedsfuld melodi ind i sine sætningers faste rytmer.

"Og det nationale spørgsmaal"? Bredsdorff tænker maaske paa Sønderjylland, som vist altid blev kaldt vort nationale spørgsmaal inden genforeningen, skønt der var fuldt op af andre. Der blev skrevet meget om Sønderjylland mellem 1864 og 1920, sikkert ogsaa meget godt og utvivlsomt adskilligt af stor saglig bærekraft. En af de bøger, der har overlevet arkivstøvet, er Georg Brandes' Sønderjylland under prøjsisk Tryk. Brandes havde oplevet den første slesvigske krig, havde som ganske ung student besøgt Flensborg og Slesvig og oplevet smerten ved 1864. Han blev senere ven med ledende sønderjyder, deltog aktivt i det, der kaldtes den sønderjyske sag. Ovennævnte bog er sammensat af artikler fra 1899 til 1919. Et af stykkerne "Danskheden i Sønderjylland", fik overordentlig udbredelse ogsaa oversættelser. Med "Hr. v. Köller og Fyrst Imeritinski" satte Brandes sin popularitet i Tyskland over styr. Ikke patriot? Han kunne, om han havde villet, brudt sig en bane i udlandet, men han var bundet af sit sprog og af sit folk. Det var i Danmark, man havde brug for ham, derfor tog han hjem fra sin frivillige landflygtighed i Tyskland i begyndelsen af 1880'erne.

Henrik Pontoppidan ønskede efter Verdenskrigen baade første, anden og tredje zone i Slesvig "hjem" til Danmark – ifølge en kilde2, som skal benyttes med yderste varsomhed. Georg Brandes ansaa det for en lykke, at det dansksindede Sønderjylland igen vendte tilbage til Danmark. Han ønskede ikke større landafstaaelser af Tyskland. Derved var han ikke mindre "patriot" end sin ven Pontoppidan.

*

Umiddelbart efter dette stykke om patriot eller ikke patriot hos Bredsdorff følger disse linjer: "At Pontoppidans syn paa forsvarssagen og hans holdning til krigen havde været en anden end Brandes', havde før Verdenskrigens udbrud ikke været nogen anstødssten."

Syn paa forsvarssagen: op til verdenskrigen var de to skribenter nok ikke saa aldeles uenige. Brandes var maaske den mest "militante", men rigtignok ikke militant radikal, radikal i betydningen tilhørende Det radikale Venstre. Om kultur skulle være et tilstrækkeligt værn, fandt Brandes var et spørgsmaal, som kun en afsidig kunne svare ja paa. Brandes have ikke megen respekt for politikernes snak om væbnet neutralitet og deres halve foranstaltninger til landets forsvar. Han gik langt videre i sine fordringer til folkets evne til opofrelse, end det var almindeligt selv langt ind i højrepartierne. I den tale til dansk-amerikanerne, son Georg Brandes holdt den 4. juli 1909 paa Landsudstillingen i Aarhus forekom disse ord: "Naar Talen er om et Folks Selvforsvar, er der kun den ene Ledestjerne, at Folket maa gøre det Yderste, det evner. At attraa "et passende Forsvar" er komisk. I denne Sag nytter det desuden ikke at være logisk, hvis man ikke paa samme Tid er psykologisk. Og Folkesjælen tager Skade, naar den vænnes til Tanken om ethvert Forsvars Umulighed." I et optryk fra 1920 tilføjede Brandes: "Intet er mageligere end, under Form af at bekæmpe Illusioner, paa Forhaand at forkynde Selvopgivelsens triste Budskab." Brandes troede ikke paa frelsen ved at ligge død.

Man kan tænke sig, at Brandes modtog irettesættelser fra Politiken og Social-Demokraten. Han blev ogsaa irettesat i aaret 1900, da han skrev om den nationale ydmygelse, det ville være, dersom vi solgte de vestindiske øer, og i 1902, da han mødte op hos Christian IX paa Amalienborg sammen med fire andre herrer og allerunderdanigst anmodede majestæten om at gøre sin indflydelse gældende, saa vi ikke afhændede disse besiddelser, før en fri afstemning blandt øernes beboere havde tilkendegivet deres ønsker om, hvilket land de ville tilhøre. Georg Brandes var en afgjort modstander af Amagers løsrivelse, hvad I.C. Christensen takkede ham for.

Den postulerede meningsforskel mellem Brandes og Pontoppidan om nationale og forsvarspolitiske spørgsmaal var altsaa ringe. Men meget forskellige opfattelser fik de om afgørende problemer. Pontoppidan omtalte krigen som "et Foryngelsens Bad". Der kunne Brandes bestemt ikke følge ham.

Men forskellige meninger selv om store livsspørgsmaal, skulle de skille deres veje? Det er dog ikke blot meninger, anskuelser, der knytter folk sammen. De to venner var ikke længere stedt i en egentlig kampsituation, der kunne knytte sammen eller skille.

Det synes sikkert, at kontakten mellem dem gled ud i Brandes sidste leveaar. Et venskab, et godt og tillidsfuldt bekendtskab, som det her omtalte, beror ikke blot paa en vis overensstemmelse i anskuelser men paa en indre tone, der kan komme til at skurre, som det vistnok her blev tilfældet. Hvem der blev træt af hvem, fremgaar ikke tydeligt af papirerne. Det er velkendt, at Pontoppidan tilsidst søgte at lægge afstand mellem sig og Brandes, ogsaa den yngre. Georg Brandes havde det i sine unge dage med at opbruge sine venner. Naar han havde lært af dem, hvad han kunne, kølnedes venskabet. Det kunne vedvare, men mistede sin heftige karakter. Noget saadant har næppe her været tilfældet, for han lærte ikke af Pontoppidan som af sine ungdomsvenner. Pontoppidan var i Brandes' sidste leveaar tvunget til stadig større isolation. Han trak sig ind i sig selv og grublede over livsproblemer, som ikke sysselsatte Brandes i samme grad.

De holdt dog hinanden ud i nær ved fyrretyve aar. Det er en grumme lang tid. Offentligheden har hidtil ikke vidst meget derom, og det meste, den vidste, var forkert.

Nu kommer Elias Bredsdorff med sine veldokumenterede bøger, den halte brevveksling og den store redegørelse, der meget udførligt og meget klogt følger de skiftende stadier i forbindelsen mellem de to personligheder. Af og til mærkes en halvdulgt lidenskab i Bredsdorffs fremstilling. Emnet lader ham ikke kold. De to skribenter kommer ham ved, og han er personligt delagtig i meningsudvekslingen.

Elias Bredsdorffs to bøger vil blive læste og diskuterede, og de vil virke ansporende baade paa de mange, der fængsles af Henrik Pontoppidans forfatterskab, og de færre, der prøver paa at komme bag om de officielle facader i vor nærmeste fortids aandshistorie.

Paul Krüger

 
[1] Strejftog: navnet på avisens kronikserie. tilbage
[2] kilde: Niels Jeppesen: Samtaler med Henrik Pontoppidan, 1951, s. 15. tilbage