Lille Rødhætte
"Der gælder kun ét Bud for Mennesket: Hjælp Dig selv! … Alt er Krig. Og Vaabnene er brudte Løfter, falske Eder, Løgn, Forstillelse, Bedrag … Den, der ikke vil bukke under og trampes ned, maa værge sig med samme Midler som de Andre … Hvad hjælper det at ville kæmpe mod en Verden? Nej, Svig mod Svig, Ed mod Ed – saa er Spillet lige."
Denne bitre Livsanskuelse har skaaret dybe Ansigtsfurer i det "Portræt", som Henrik Pontoppidan former i sin nye Bog (Nordiske Forlag). En dump og udpræget mandig Livsforagt bor i den lille sortklædte, tidlig graanede Kvindeskikkelse. Som Barn, da hun gik med en lille, rød Kyse, bragte hun Solskin ind i Stuerne. Som Voksen forhærdedes hun over at se sig selv og sin Familje ruineret af en Slyngel til Fader, som satte hele Formuen over Styr for at klæde sine Elskerinder i Silke, og som alligevel døde hædret af Kongen og agtet af sit Land, og senere forhærdedes hun endnu mere over at skilles uforskyldt fra sin Mand efter sytten Aars Ægteskab.
Fra da af lærer hun at tage sig selv til Rette og at sætte haardt mod haardt. Hun er sig selv nok og følger kun Blodets Love. Sig selv og sit Barns Fremtidslykke værger hun som en Ulvinde, der viser Tænder mod Alt og Alle omkring sig.
Hvad der har forhærdet denne med en Mands Vilje og Trods udstyrede Kvinde, er især Forargelsen over, at Alt, hvad hun er oplært til at betragte som ubrydeligt og ukrænkeligt, i Livet brydes og krænkes, saa ofte Samfundet og dets "Love" har Lyst. Guds egne saakaldte "Bud" forhaanes i Kirken og af Kirkens egne Mænd:
Du skal ikke ihjelslaa. Nej, men naar Verden vil Krig, velsigner Præsterne gladeligt selve Mordvaabnet. – Du skal ikke sværge, din Tale skal være Ja Ja, Nej Nej. Men enhver af os kan naar som helst tvinges af en Retsbetjent til at tage den Højestes Navn forfængeligt. – Staar der ikke ogsaa skrevet, at Ægteskabet sluttes i Himlen; derfor skal du ikke begære din Næstes Hustru, og den, der tager en Fraskilt til ægte, bedriver Hor. Men hvad Gud den ene Dag har sammenføjet, det adskiller ikke desmindre en Embedsmand ved sin blotte Underskrift og for en ringe Betaling den næste.
Dette Citat viser, og utallige andre kunde vise, hvilken moralsk Rigorist der taler ud af denne Kvindes Mund; saaledes taler og ræsonnerer hun hele Bogen igennem – med stor Kraft og ægtefølt Trods. Denne Opdagelse af Hulheden i de gængse moralske Værdier, af den gabende Kontrast imellem Bud og Praksis, gør hende til bevidst Egoist og Forbryder. Hun handler ud af en Forhærdelse og Forargelse, der skyldes strengt logisk Tænkning. Her ligger Portrætets Grundfejl; thi Mennesker forhærdes sikkert yderst sjældent gennem Ræsonnementer, Mænd maaske, men Kvinder aldrig. De udvikles ubevidst og naturnødvendigt gennem en Følelseslogik, der ikke lader sig stringent opstille.
Er altsaa Drivfjedrene i Pontoppidans Portrætfigur for meget konstruerede og klarlagte som et Tandhjulsværk af Ræsonnementer, saa er til Gengæld Portrætet sat i en Række gribende Situationer, hvorover hans digteriske Kraft kaster som et magisk Lysskær. Bogens øvrige Personer – baade Datteren og den snart traditionelle Kapellan, den buttede, ordsavlende Skolebestyrer og den galante Herredsfoged – er desværre kun en svag og lidet betydelig Relief-Staffage for denne skarpt mejslede Lady Macbeth-Figur. Man ser hende rejse sig haard og uforsonlig ved sin fraskilte Mands Dødsleje, man ser hende ruge i forpinte Nætter over det røvede Testament, man ser hende løfte Haanden til den frygtelige Mened, og man ser hende kold og ubøjet gaa ind i Fængslet til et Selskab og en Omgang, der maaske bestaar af de honnetteste Mennesker i Landet, "fordi de Folk dog i Almindelighed vedstod, at de var Forbrydere".
Pontoppidan har drevet dette Portræt som i Jærn – man hører Værktøjet klirre som skrattende Lænker. Men han er i tragisk og ubønhørlig Forhærdelses-Patos næppe nogensinde naaet saa højt som her.
S. M.
