Lille Rødhætte
Nye Bøger.
Henrik Pontoppidan. Lille Rødhætte. Et Portræt 199 S. (Det nordiske Forlag).
En mærkelig Bog, saa voldsom og tung som et Kølleslag, ført af en øvet Haand. En Bog i Panser og Plade af den haardeste Støbning og den rankeste Uselviskhed. Ingensinde har Pontoppidan holdt sin egen Person, sine egne Meninger saa ganske borte fra det "Portræt" han vilde skabe. Og Portrætet har en særpræget, gammeldags Karakter. Man tænker paa sligt som mørke, spanske Billeder, hvor Lidelse og Ulykke, Trods og Forbrydelse furer og fortrækker, men ogsaa forskønner og forstørrer menneskelige Træk. Farverne haarde, Skyggerne svære, men en Flamme i Blikket og en Harme om Munden, der forvandler Forbrydersken til Hævnerske.
Et Portræt kalder Pontoppidan Bogen, og hvilket mesterligt Billede har han ikke udkastet af den haarde og ensomme Kvinde, der strider forgæves med Mennesker og deres Love! Helt ypperligt har Pontoppidan anbragt denne Kvinde i en pragtfuld Ramme af saa stærkt bevægede Optrin, at alle hendes Egenskaber springer i Øjnene – at hendes Karakter staar lysende for En. Saa dramatiske er disse Optrin, saa betydelige Afgørelser udgør de, at man næsten savner det Skuespil, som her er forblevet uskrevet. Thi Mødet mellem Ægtefællerne – de er separerede og hun kommer til hans Dødsleje; hendes Tilintetgørelse af Testamentet; Herredsfogdens Besøg hos hende i Anledning af de onde Rygter og Tumulterne udenfor hendes Slot; hendes Fremtræden i Retten og falske Edsaflæggelse; Forholdet mellem Kapellanen og Datteren; dennes Opdagelse af Moderens Forbrydelse; Moderen, der vil fri sig for den ubelejlige Frier ved at sende ham til Sumplande, hvor han i Begejstring ønsker at virke som Missionær; Kapellanens Angivelse og Herredsfogdens ny, fældende Besøg – alt er i brillante Optrin saaledes tilrettelagt og samstillet, at Pontoppidan blot havde behøvet at nedskrive Samtalerne, dér hvor han nu fortæller i sin fine og klare Stil. Selv en Biting, som at Herredsfogden viser sig som Slotsfruens beskedne og tavse Ungdomsbejler, hører med i Skuespillet og giver fornøden Anledning til, at Forhistorien kan fortælles, saa meget det behøves i et Drama.
Her i Bogen behøvedes det noget mere, end sket er. Godsejer Engelstoft har ladet sig skille fra sin Hustru, hvis haarde Sind og menneskehadske Ufordragelighed i mange Aar har gjort ham Livet uudholdeligt; da han skønt ældre pludselig forelsker sig i en ung Pige, bryder han rned Hustru og Barn. Hvorfor har nu hans Hustru pint ham saaledes, og hvorfor har den forelskede og fornøjede Brud forvandlet sig til en Megære, en skrækindjagende Xantippe, en "Tudse", som Egnens Folk kalder hende? Oprindelsen, forklarer hun og Pontoppidan, ligger langt tilbage, fra den Gang Ægtefolkene efter et Par Maaneders forelskede Samliv havde deres første ægteskabelige Strid i Anledning af en Ubetydelighed. Fruen fortæller saaledes:
(…) ved Frokostbordet gjorde du en Tilnærmelse, som jeg vistnok har afvist. Du sagde da (…) at vi nu burde glemme, hvad der var sket, og tilføjede – læg vel Mærke dertil! – for at trøste mig, at vi jo ikke heller var uløseligt bundne til hinanden, og at dersom det virkelig skulde vise sig, at vi ikke passede saa godt sammen, som vi havde troet og endnu haabede paa, saa behøvede derfor Livet og Lykken ikke at være helt forspildt for os. – Jeg kan vist endnu daarligt forklare, hvad jeg følte ved de Ord. Det var, som om Solen paa Himlen pludseligt viste sig for mig med et forvrænget Ansigt. Hvad der for mig var urokkeligt som selve Verdens Grundvold, det var i dine Tanker et Arrangement, der kunde ændres efter vort Forgodtbefindende.
Fortællingen er usandsynlig. For det Første: vil en forelsket Ægtemand efter en ubetydelig Scene trøste sin smukke Kone med, at de jo mageligt kan skilles, naar de ikke gider mere slaa Følge? Dernæst: vilde en forelsket Kone, der følte Trøsten som den dybeste Krænkelse, ja som Alverdens Sammenstyrtning, ikke straks belært sin Mand om Trøstens Mangelfuldhed og derved vist ham paa rette Vej til Forstaaelse af hendes Karakter – saa meget mere som Fru Engelstoft in casu er godt skaaren for Tungebaandet? Endelig: hvorfor rokkes Verdens Grundvold for Fruen, fordi hun hører sin Mand tale om, at et Ægteskab kan opløses? Hun lever nutildags her i Danmark som Guvernante, efter at hendes Fader, en rig Herremand, har forarmet hendes Moder og hende, fordi han1 vilde "klæde sine Elskerinder i Silke". Hun kalder selv denne Fader "en Slyngel", og dog bevarer hnn en saa klippefast Tro paa Ægteskabets Uopløselighed! Vilde hun anset sin Moder far lastefuld og nederdrægtig, om hun havde begæret Skilsmisse fra denne Slyngel? Hvorfra har hun faaet denne Tro, tilmed da hun er et fritænkersk Menneske, der ikke anser Ægteskabet for et Sakrament, og da hun er et oplyst Menneske, som véd, at Ægteskaber sluttes og opløses i en Uendelighed hele Jorden over, saa at Verdens Grundvold umuligt kan rystes, om der gaar ét i Løbet oppe i Jylland.
Saadanne Spørgsmaal paatrænger sig, og vi maatte hare Forhistorien anderledes klar og nærværende, om vi let skulde komme udenom den. Men ét skal indrømmes. Selve Ordet Skilsmisse, sagt for Alvor i et Ægteskab, er som Øksen lagt ved Træets Fod: der ventes bare, til Hugget falder. Men saa maa Ordet siges betydningsfuldere end efter en Scene i Honningmaanederne, og en Væsensaarsag maa begrunde dets Fremkomst.
Ser man bort fra Forhistorien, kan man blot beundre selve Novellens Opbygning og Optrin. Hvor er ikke Indledningen fortrinlig! Nogle Bønders Samtale i en Ventesal, inden Toget bringer Fru Engelstoft tilbage til det Hjem, hvorfra hun er dreven. Naturligt og ejendommeligt og pudsigt taler Bønderne uden Gnist af Karikatur'1. Og selve Portrætet! Saa stort og stærkt med den velbegrundede kvindelige Trods mod Lovene og Samfundet. Det føles som selvfølgeligt, at Fru Engelstoft stjæler Testamentet, som selvfølgeligt, at hun aflægger falsk Ed; maaske som mindre selv følgeligt, at hendes Samvittighedsnag antager saa melodramatiske Former. Men hun virker som en Sibylle – en Dommedagsdame rned det mørke Aasyn og den løftede Haand, høj og stærk, overfor den dueblide Kapellan og hans forkrøblede Brud.
Pontoppidan har skrevet et saare interessant Arbejde, hvis digteriske Magt griber og fastholder.
E. B.
