Lille Rødhætte
Henrik Pontoppidan: Lille Rødhætte (Det nordiske Forlag)
Gustav Wied: Det svage Køn (Gyldendalske Boghandel)
Bogmarkedet tegner ualmindelig flovt i Aar. Tilbudet er rigeligt, men Kvaliteten ærlig talt ikke opmuntrende.
De Unge – hvor spores de Løfter, som skulde vise Væksten og lade Fremtiden ane? Jakob Hansen og M. Andersen Nexø har hævdet deres Talent langt interessantere end i "Menneskenes Døtre" og "En Moder", og Edv. Egebergs "Helligbrøde" synes kejtet moraliserende, naar man mindes hans dybt alvorsfulde Fortælling "Ved Dødens Port". Debutanterne viser sig endda ringere. Carl Thalbitzer opnaar helt net i Romanen "Slægtens Sidste" at kalkere over en Række kendte Mønstre, medens Dr. Emil Rasmussen med "Anita" lader sin fængslende Fortælle-Evne og sit klart iagttagende Lune falde planløst i Stumper og Stykker og munde ud i Vaas.
Saa vender man sig i Haab til de lidt Ældre, som uden endnu at indtræde i Hædersgubbernes Laug har tilkæmpet sig Mester-Sikkerheden og Magten over Læserne. Med Interesse griber man Henrik Pontoppidans "Lille Rødhætte", med hvilken han hviler ud under Lykke-Pers lange Rejse. Hvilken overlegen Fortæller han dog er. Herman Bang kan være mere impulsiv og malende, Karl Larsen detailsikrere i sin næsten videnskabeligt gennemarbejdede Prosa. Men ingen Forfatter i Norden ejer Pontoppidans faste, klare og stærke Sprog. Man maa helt til Maupassant for at finde Sammenligningen – og det vægrer man sig endda uvilkaarligt ved, fordi Pontoppidan er saa dybt bundende dansk. Hvor lyslevende er ikke Begyndelsen med Landstationen, hvor Bønderne sidder og venter, nysgærrige efter at se "Tudsen", der var saa led og arrig en Kvind, at Herremanden maatte lade sig skille fra hende. Nu ventes hun tilbage til hans Dødsleje. Og saa Scenen med den Døende, hvor hun røres et Øjeblik, men stivner i Had overfor Testamentet, der skænker den ene Gaard som Mindelegat til Ære for den unge Kvinde, han skulde have været gift med, og hvis Død blev ham en dræbende Sorg. Naturligt, næsten nødvendigt kommer det, at hun fjærner Testamentet, trodsende Had og Rygter, indtil Folkesnakken tvinger hende til Mened, Fald og Fængsel – røbet af sin egen Datter.
Som disse Mennesker plastisk staar overfor hverandre! Det haarde størknede Racemenneske – det blege, skælvende Pigebarn – den brave Teolog, Datterens Udkaarede, hvem "Tudsen" koldblodigt sender i Døden til en giftig Missions-Egn – og saa den embedssikre Herredsfoged med sin gamle Forelskelse i Herremandsfruen, hvem han kendte som den indtagende "lille Rødhætte".
Og alligevel vil denne Bog ikke længe blive regnet mellem de betydende i Pontoppidans Forfatterskab. Thi – "Tudsen" kommer os jo i Grunden slet ikke ved. Vi har ikke forelsket os i hende, da hun var "den lille Rødhætte", vi ved ikke noget om hende fra den Gang og forstaar eller tror ikke paa hendes Livs Udvikling. Resultatet bliver da en beundringsværdig fortalt Kriminalhistorie, som rigtignok ved sin Slutnings Spænding med bleg Anger og Nattevandren i Borgsalen minder en Smule om de bedre engelske Dame-Romaner. Et brillant gjort Portræt … men hvorfor har Pontoppidan malet det?
Saaledes kan man umuligt falde paa at spørge overfor Gustav Wieds "Det svage Køn". Han kan længe nok med et Smil forsikre, at Kvinderne er ubetinget det bedste, man har af den Slags – han finder nu en Gang, at de er urimelige Væsner, som man bliver rasende over, selv om man ikke kan lade være at elske dem – og som i Grunden kun fortjener Satyrens allersomskarpeste Skyts.
Imidlertid har han taget sine Kønsfjender en Smule for let. Den ægteskabeligt upaalidelige "Naade" i de første Satyrspil er ikke bleven meget andet end løs Studie, hvor endda Tjeneren med sin Nakkeskilning er nok saa morsom gjort som selve Hendes Naade, og hvor en drastisk, fed, halvtysk Ritmesterfrue ved Navn Sara er den eneste rigtig morsomme. Den lille, sødt uartige "Fru Mimi" med sin utroligt kedsommelige Mand rangerer som Menneskeskildring ikke meget over Gennemsnitsfarcen. Og hverken "Frøken Mathilde"s barokke Udyd eller "Ane-Marie"s Husmands-Erotik er det mindste mere end en Pointe i Staffage.
Hele det svage Køn har Wied altsaa ikke gjort det af med. Men hvilket ufortrødent Humør ejer den Mand ikke. Han kan i sine Selskabssale undertiden søge sine Mønstre hos Bang og i sine Bønderstuer hos sig selv – i hvert Tilfælde ikke i det Landsens Liv, hvor Bønderne gaar paa Højskole og sidder i Rigsdagen og har Tæppe paa Gulvet. Han kan ogsaa falde over i en og anden Plathed, hvor han mente en Morsomhed. Gotte sig maa man dog, enten han saa slaar sig til Taals med at være Humorist, eller med et lykkeligt Spadestik naaer ned til den store Humors ædle Aare.
Og selv om hverken Pontoppidan eller Wied har egentlig beriget Nationalliteraturen med disse deres Bøger, faar vi dog være glade for dem. De fængsle, hver paa sin Maade, ved deres utvivlsomme Kunstnerævne. Til en vis Grad havde jo Carl Ewald Ret, da han nylig skrev: Man skal bare ikke tage Bøger altfor højtideligt.
Chr. G.
