Thora van Deken
Dagmartheatret
En Digter og en Dramatiker har forenet sig om at skrive det Skuespil, "Thora van Deken" af Henrik Pontoppidan og Hjalmar Bergstrøm, som i Aftes blev spillet paa Dagmartheatret; og efter al den megen ligegyldige Munterhed, der længe har hersket paa de københavnske Scener, hørte man endelig igen Alvorsord fra en af dem.
Der blev virkelig opført et Stykke, som ikke havde til Hensigt at adsprede Tilskuernes Tanker, men tværtimod forlangte, at de samlede dem – et Stykke, de fulgte med anspændt Interesse, som de i Mellemakterne drøftede saa ivrigt, at de glemte at forlade deres Pladser, og som endnu i Dag vil give dem Stof til Samtale.
Thora van Deken, den Kvindeskikkelse, som fylder hele Skuespillet, er taget lige ud af Pontoppidans Roman "Den lille Rødhætte", der ikke havde stort andet tilfælles med Eventyret end dets Begyndelseslinie: Der var en Gang en lille Pige, som alle Folk i Byen holdt meget af.
Denne lille Pige, Thora, gør Livet til en haard, trodsig Kvinde, en af den Slags, man læser om i de gamle Bøger fra Hexernes Tid. Hun kommer ligesom hin Tids Kvinder til at træde op paa et Baal af Lidelser, og da Flammerne omspænder hende, ser man, at al hendes Haardhed og Trods kun var en ydre Skal, der dækkede over et ømt Moderhjerte.
Før Thora var voxen, maatte hun forlade sit gode Hjem, som hendes letsindige Fader havde sat over Styr. Hun blev, som hun selv siger, smidt ud paa Landevejen. I en Stilling, der ydmygede hendes stolte Natur, som Lærerinde, maatte hun kæmpe for Brødet. Saa kom Oprejsningen for hende. Hun blev gift med Godsejer Engelstoft og Frue paa en stor Gaard. Efter nitten Aars Ægteskab blev hun for anden Gang kastet ud paa Vejen, fordi Godsejeren, der var lige saa holdningsløs og letbevægelig, som hendes Fader havde været, vilde skilles og giftes med en anden.
Denne Forhistorie fortælles i Skuespillet – den første Del af den af Bipersonerne i en lidt mat Indledningsscene ved den dødssyge Godsejers Seng og Resten, mere virkningsfuldt, af Thora selv. Stykkets Handling drejer sig om hendes sidste store Kamp for at redde Lykken, ikke for hende selv, thi hun har mistet alle sine Illusioner, men for sin Datter. Med den Spøgelsesfrygt, hun har for Fattigdommen, betragter hun Magt og Velstand som Livets Klenodier; og for at skaffe sin Datter dem stjæler hun sin Mands Testamente i hans Dødsværelse og sværger senere falsk, da der rettes Mistanke imod hende.
– Vi er, hvad Vind og Vejr gør os til, siger hun; og hun har været ude i saa strengt et Herrens Vejr, at hun er bleven til en Furie.
Hun vilde være hæslig, frastødende, afskrækkende, hvis Skuespillet ikke, ligesom Romanen, tilsidst førtes til den Opløsning, at Thora van Deken midt i alle sine Forbrydelser – eller Lovovertrædelser – er et Ideal af en Moder. I samme Nu, som hun faar at vide, at hendes Datter forlader hende og ikke kan komme til at nyde godt af de Ofre, hun har bragt, giver hun frivilligt det stjaalne Testamente tilbage. Hun har ikke mere Brug for det. Og hun tilstaar uden Tøven, at hun har svoret falsk, og er rede til at tage Straffen for sin Mened. Hun behøver ikke mere Friheden. Hun staar tilbage som det nøgne Moderhjerte i Andersens Eventyr, om hvilket Digteren sagde, at der var saa varmt ved det, at den frosne Tjørnebusk, der blev trykket ind imod det, smeltede og skød grønne Blade i den kolde Vinternat.
Bergstrøm har med sin sikre Dramatikerhaand ikke alene overflyttet den mærkeligt stærke og skønne Skikkelse, der har en Storhed, som minder om de Ibsenske Heltinder, fra Romanen til Scenen; han har med den mest indtrængende Forstaaelse af, hvad en anden har skrevet, omformet det fra Grunden uden at forandre det i dets inderste Væsen.
Det mørke Skuespil ejer en Spænding, som rundeligt holdt Tilskuerne skadesløse for den tilvante Humor, de maatte savne. Fra Scene til Scene fører Forfatterne, som blev fortrinligt understøttede af de Spillende, Thora van Deken imod Stykkets Udgangspunkt, stadigt stigende opefter, saa der snart var lydløs, lyttende Tavshed i Salen og snart denne bølgende, hviskende Bevægelse, som er Tegnet paa, at alle er med. Det betyder kun lidt, at Handlingen et Par Steder standses af nogle gammeldags Monologer, som man ikke skulde tiltro en saa erfaren Dramatiker som Bergstrøm, og at der i sidste Akt er en for stærk Understregning af Thoras Pengekærhed. Den er et Øjeblik ved at blive dreven ud i Karikatur. Men det sætter sig strax igen.
Fru Betty Hennings er Thora van Deken. Forfatterne har tænkt paa hende; medens Rollen blev til. Og der var heller næppe nogen anden Skuespillerinde, som kunde have spillet den.
Siden Fru Hennings i "Gengangere" var Fru Alving, der har flere Træk tilfælles med Thora, har hun ikke ydet saa fremragende Kunst som her. Alle Karakterens Sider belyste hun; og med blændende Virtuositet samlede hun tilsidst Træk for Træk og viste, at denne mangesidige Kvinde kun var et eneste: Esthers Moder, ligesom Fru Alving var Osvalds Moder. Et dristigt Optrin, der meget let kunde vække Forargelse, Retsscenen, hvor Thora sværger falsk, gennemfører hun med en højtidelig Alvor, som afvæbner. Og med hele sin Personlighed illuderer hun som den handledygtige Godsejerinde. Hun har den Rankhed, der, selv om hun ikke har Nøgleknippe ved Bæltet, vilde lade Tilskuerne forstaa, de havde en Borgfrue for sig.
I Datterens Rolle virkede Fru Bodil Ipsen med sit yndige Smil, der skælver mellem Graad og Latter, som et Solstrejf; og Herrerne Johannes Nielsen, Peter Nielsen og Malberg var udmærkede – Hr. Peter Nielsen især som en snogeagtig, sødlig og upaalidelig Realskolebestyrer, et slaaende rigtigt Portræt af dem, Thora van Deken kalder "de lovbeskyttede Skurke". Denne stilfærdige Skuespiller har et skarpt Blik for den Art Typer. Tæppet maatte mange Gange tilvejrs efter sidste Akt. Direktør Johannes Nielsen takkede paa Forfatternes Vegne. Og Fru Betty Hennings blev fremkaldt med Bravoraab og et Bifald, hvori man kunde høre Tilskuernes Glæde over at gense hende i en ny Rolle, der var hendes Kunst værdig.
H. F.
