Lille Rødhætte

Et Portræt

Af Henrik Pontoppidan. (Nordiske Forlag)

Henrik Pontoppidan har i denne Bog, som udkom i Gaar, skildret et stærkt, særpræget Menneske, som – ene – sætter sin Personlighed mod Lovens og Teologiens Skræmsler.

Det er en Kvinde, en jysk Herremandsfrue, der altid har ført et haardt Regimente paa sit Gods og af Egnens Befolkning kaldes "Tudsen" dels for hendes Kivagtigheds Skyld, dels paa Grund af hendes vortede Ansigtshud. Efter sytten Aars Ægteskab lader hendes Mand sig skille fra hende for at ægte en zigøjnerskøn ung Pige fra Købstaden; hun faar da overdraget en ensom Gaard oppe i Vendsyssel, hvortil hun menneskefjendsk trækker sig tilbage med sin Datter; men hendes Mand opnaar ikke den attraaede Lykke, hans Brud forkøler sig og dør, og kort efter kastes han selv paa Dødslejet.

Under hans Svaghedstilstand overtaler man ham til at opsætte et Testamente, hvorved Godset – Sofiehøj – omdannes til et Kvindehjem med adskillige vellønnede Sinekureposter for de Interesserede. Men før han lukker sine Øjne, vil han se sin Hustru og sit Barn. Hans Hustru kommer alene. Hun bebrejder ham i bitre Ord, at han først har forstødt hende, dernæst tilsidesat sin Datters Ret, kastet hendes Arvegods hen til Udplyndring for en Bande Tyve og Bedragere; hun forlanger, at han skal brænde Testamentet, og hendes Ord gør et saa stærkt Indtryk paa ham, at han maaske vilde have fulgt hendes Opfordring, hvis ikke Sindsbevægelsen i det samme havde overvældet ham. Han faar Krampe og dør.

Men hans Enke skjuler Testamentet, erklærer det tilintetgjort efter den Afdødes Vilje, og indsætter sig selv og sin Datter som retmæssige Arvinger paa Godset. Hun føler sig overbevist om, at han selv vilde have indset sin Uret, hvis hun havde faaet Tid at tale til ham. Hendes Samvittighed bebrejder hende intet. Hendes Kærlighed til den Døde var forlængst udslukt, takket være hans egen Troløshed. Nu gælder det hende selv og hendes Barn. Hun vil kæmpe som et Rovdyr for at værge sin Datters Arvelod:

Livet var ikke anderledes. […] Hun vidste det godt: hun var et Menneske som de andre, skabt i en ukendt Dæmons Billede, en Tumleplads for onde og gode Drifter, hvoraf de sletteste altid sejrede. Det var, hvad hun havde lært i de atten Aar, […] at Ondskaben var den egentlige Drivkraft i Verden; at som Mennesket allerede i Fostertilstanden havde sin Plads mellem Skarnet, trivedes det ogsaa siden bedst i Smuds og Fordærvelse. Hun havde lært, at kun det forhærdede Hjerte havde Livskraft, at enhver, der bevarede den ringeste Rest af Kærlighed, Hjælpsomhed eller blot Overbærenhed overfor Medmennesker, var viet til Undergang. Naar hun tænkte paa dem, hun havde haft kær i Livet for deres Godheds og Trofastheds Skyld, hendes Moder, hendes Broder, et Par Barndomsvenner - hvad var der bleven af dem? Traadt ned! Tilintetgjort! - mens alle de, hun fra sin Ungdom havde afskyet og foragtet for deres Falskhed, deres Frækhed eller Fejghed, nu bredte sig til Højbords som Samfundets ledende Mænd, betitlede og bekransede som en Hæder for Land og Folk. […] Der sad næppe nogetsteds i Landet en Mand i en anset eller fremskudt Stilling, uden at han havde naaet den ved en eller anden Troløshed, ved at forraade Venner, svigte Anskuelser, fornægte Moder eller Broder. Intet var for godt til at ofres, naar det kunde hjælpe fremad. Forældre ofrede deres Børn, Kvinder deres Ære, Fyrstedøtre deres Tro. Hele det kristne Evropa saae med Ligegyldighed paa de umenneskeligste Massemyrderier af Troesfæller, naar der ikke var Udsigt til at tjene noget ved en Indblanding, mens der rustedes en Hær for at hævne Drabet af en eneste Missionær, saasnart der bød sig en Lejlighed til at plyndre. - Men det nyttede ikke at raabe Ak og Ve og vride sine Hænder. Livet var engang ikke anderledes. Mennesket vilde sin egen Skænsel. Selv paa Evropas Konge- og Kejsertroner sad der overbeviste Forbrydere, Menedere og Kvindeskændere, Mordere og Falskspillere; og Kirkens Præster velsignede dem som Herrens Salvede, og Folket hyldede og tiljublede dem som Menneskehedens Velgørere og Forbilleder.¹

Paa denne Baggrund har Henrik Pontoppidan tegnet sin rovdyragtige og stolte Kvindeskikkelse. Hun er i Slægt med visse Ibsen'ske Figurer, en John Gabriel Borkmann f. Eks., men hun er stor i Stilen næsten som en græsk Tragedie-Heltinde.

Og Pontoppidan sætter hende nu paa Prøve i den alvorligste Konflikt, der i den givne Situation kan forekomme imellem hendes Samvittighed og de forenede verdslige og borgerlige Love. Nemlig den, at hun skal aflægge Ed paa Testamentets Omstødelse. Thi Folkesladderen, Mistænkeliggørelsen, Misundelsen, spinder deres slimede Traade om den haarde Herskerinde paa Sofiehøj. Rygterne bliver tilsidst saa nærgaaende, at Øvrigheden nødes til at tage sig af Sagen. Herredsfogden tror ganske vist ikke, der er Gran af Sandhed i Bagvaskelserne. Han har kendt Fruen paa Sofiehøj, fra hun var lille Pige og gik med sin Broder ved Haanden – Folk kaldte hende den Gang for den lille Rødhætte, fordi hun altid havde en rød Fløjlskyse paa – og han har senere, da hun voksede op til en smuk og fornem Herregaardsfrøken, været hemmelig forelsket i hende. Nu nødes han imidlertid alligevel til at bede hende ulejlige sig ind i Retten.

Hun tager sig hurtig sammen, beredt paa Forsvar til det yderste. Er hun ikke selv bleven sveget af en hellig Ed, som Kirken har velsignet! Hun vil sætte Svig mod Svig, Ed mod Ed. Verden er Krig. Hun møder i Retten, gendriver med Aandssnarhed Vidneforklaringerne. Saa kommer Edsaflæggelsen. Og de højtidelige Ord, som indeholder den højeste Trusel, Mennesker har kunnet opfinde, læses for hende:

[…] dersom han sværger falskeligen, har han frasagt sig Gud Faders Naade, Beskærmelse og Velsignelse; han har fornægtet Verdens Frelser, og kan ikke søge Tilflugt hos ham i Livets Angester eller paa Dommens Dag; han har tillukt Vejen for Guds Aand, og opgivet al Trøst af Guds Ord i Livets og Dødens Nød […]²

Et Øjeblik svimler det for hende. Saa aflægger hun Eden. I de nærmestfølgende Dage søger hun at bedøve sig i rastløst Arbejde. Undertiden gribes hun af Rædsel; hun tør ikke se paa sin højre Haand; det forekommer hende, at de tre Fingre, hun har rakt mod Himlen, visner hen. Man erindrer maaske, at Pontoppidan en Gang har skrevet en lille Novelle "Arv", hvori en overtroisk Bondekone, som har aflagt falsk Ed, ligeledes sér sine Fingre visne bort og røber sig ved sin afsindige Angst. Heltinden her i Romanen har større aandelig Styrke – og dog: helt stærk er hun ikke. Hun har ikke kunnet bekvemme sig til at tilintetgøre det røvede Testamente. Hun har skjult det under en Vindueskarm i Riddersalen, og Dag og Nat drages hun derind for at læse det.

En saadan Nat er hendes Datter listet efter hende og har set hende staa med et stort Dokument i Haanden. Og i sin enfoldige Sjæls Forskræmthed betror Pigebarnet sig til Kapellanen, med hvem hun hemmeligt har forlovet sig. Hendes Moder ser i denne Kapellan den værste Fare for sin Datter og skænker Hedningemissionen en stor Pengesum med det udtrykkelige Formaal at faa ham sendt til en Egn af Verden, hvorfra ingen vender levende tilbage. Men det er allerede for sent. Kapellanen har fortalt Herredsfogden om Nattevandringen i Riddersalen og det store Dokument, Herredsfogden maa meget imod sin Vilje tage Affære – og Moderen ser sig forraadt af sin egen Datter, som hun har næret med sit Hjærteblod, og for hvem hun har kæmpet som en Tigerinde.

Saaledes rammer Skæbnen hende tungt. Hun kastes i Skarnet af sit eget Barn. Livets Skaal er tømt til Bunden. Men hun vil ikke selv tage sig af Dage. Hun vil ingen Forsoning, ingen Medlidenhed. Hun foragter de Taarer, der udgydes ved et Lig, og den Anger, der kommer for silde. Og hun føler Modbydelighed ved at lægge Haand paa sig selv. Hun væmmes ved sin egen Person, ved dette visne Legeme, der for hver Dag tydeligere aabenbarer sin Kærne: Dødens grinende Benrad. Et Selvmord er altfor latterlig højtideligt for noget saa usselt som Resterne af et Menneskeliv.

Saa gaar hun da som Menederske i Tugthuset. Hun dør kort efter. "Hun blev sig selv lig til det sidste og forlangte at blive begravet i sin Fangedragt og uden Præst eller Klokkeringning." – Det er Enden påå lille Rødhættes Saga – hende, som Herredsfogden endnu husker fra den Gang, hun som lille Pige kom gaaende i Solskinnet over de store Snemarker med sin lille Broder saa trofast i Haanden. Hvis Livet havde taget blidere paa lille Rødhætte, var hun maaske ikke bleven den onde Tudse paa Sofiehøj. Hun kom Livet kærligt og tillidsfuldt i Møde som alle smaa Menneskebørn, men Livet var en rivende Ulv, der aad alt det Gode i hende op med Hud og Haar.

Det er vel omtrent den Idé, Forfatteren har villet lægge ind i Bogens Navn. Og der er sagtens ogsaa noget af hans egen Anskuelse i de Ord, han lader den ellers halvlatterlige Herredsfoged sige, idet han fordømmer Skilsmisseretten, fordi den rokker ved Samfundets Grundvold, det ægteskabelige Hjem:

Er det underligt, at et Hus vakler, naar man Aar for Aar udhuler Grunden under det? … Men vort Samfund vil ogsaa styrte i Grus en Dag. Intet er vissere! En Tilbagevenden til de gamle Ægteskabsformer er nu en Umulighed. Det maa være det kommende Aarhundredes Opgave at lægge Grunden til en ny Samfundsbygning paa bredere Basis og med friere Udsigt.³

Ægte Pontoppidan'sk er Bogen i sin Skildring af Heltindens trodsige Stolthed, hendes oprørske Kamp mod verdslige Fordomme og gejstlige Spøgelser, som hemmeligt sniger sig ind i hendes egen Sjæl. Der er noget storladent over Skikkelsen, fremstillet som den er i enkle Linjer, i Pontoppidans klare, plastiske Stil.

C. E.