Dagmarteatret: Thora van Deken
Det man først skal sørge for, naar man vil føle noget som helst i et Teater, er at sidde godt, det vil sige ensomt, mellem fremmede, ikke lige op ad trætte Anmeldere eller blaserte Venner. De virker altid paa En, og det selv uden at de hvisker eller sukker og stønner; baade Stemning og Mangel paa Stemning mærkes gennem Albuerne.
Til Premieren paa Thora van Deken kom jeg til at sidde ved Siden af en klog Dame, ogsaa en yndig Dame, men –. Hun havde overværet Generalprøven, tilmed i udsøgt, sagkyndigt Selskab, hun havde allerede siddet forkert til det Stykke. Jeg følte straks gennem min højre Arm, der vendte imod hende, at Skuespillet var for tungt og tørt og Gæstespillet for haardt og koldt.
For en Gangs Skyld kom Stemningen alligevel. Jeg mærkede snart, at der sad tæt med Mennesker omkring mig, som lyttede, fordi det var Forfattere af den rette Slags, som talte til dem, med rigtige Digter-Ord, der sætter Fantasien i Bevægelse, saa man gider tænke videre, saa man uvilkaarlig digter med. – Men det nytter ikke at nægte det, Stykket har Fejl. I Romanen, hvoraf det er kommet, glæder man sig over den gennemførte, jærnhaarde Thora van Deken. Ansigt til Ansigt med hende vil man ikke finde sig i for mange Ubehageligheder.
Hendes første Scene indtager imod hende. Vi har overværet, at hendes fraskilte Mand ligger paa sit Dødsleje og tæller Minutterne til, at hun skal komme rejsende med deres Datter, deres eneste Barn, saadan som han har bønfaldet hende om – hun kommer ene. "Hvor er Esther?" stønner han. Vi haaber, at Svaret maa blive: "Esther kommer, naar vi to har talt sammen." Men den forstødte Frue svarer: "Esther er hjemme!" – Hvordan skal man tilgive hende en saadan Hjerte-Raahed?
Man forsoner sig med hende, fordi det er virkelige Kunstnere, som har formet hende fra først til sidst.
Da Thora van Deken i Fru Hennings myndige og alligevel fine Person staar der i sin Mands Sovekammer, som ogsaa var hendes, indtil hun blev forsmaaet for en anden, overvældes hun af Minder. "Det var dog engang mit Brudekammer," siger hun sagte med sin smukke Stemme. Manden hører ingen Ømhed, han taler videre om det, der ligger ham paa Sinde. Af den heftige Bevægelse, hvormed hun tager sig sammen, forstaar man, hvor ofte hun er blevet saaret.
I saadanne smaa Scener faar man Forklaringen paa, at denne haarde, bitre Kvinde er blevet som hun er, man faar hendes Forhistorie i korte Udbrud … hele Stykket igennem, hvad man bare glæder sig over, fordi det er saa lidt traditionelt og falder saa naturligt.
Men naar vi har forstaaet hende, og hun skal til at handle lige for vore Øjne, haaber vi, at hun maa have mere Ret end de andre. Saa snart man mærker, at hendes egenkærlige og smaalige Fjender skal have den Triumf, at hun maa tilstaa sin Mened og sin Forbrydelse, at have stjaalet sin Mands Testamente, beder man til, at hendes Motiv ikke ogsaa maa være egenkærligt og smaaligt. Men egenkærligt og smaaligt synes det os, selv om det er for Datterens Skyld hun stjæler og sværger falsk.
Forfatterne burde tydeligere have vist os hendes Kærlighed til den Datter, eller hendes Hjælpeløshed, fordi hun ikke kan faa sin Kærlighed frem. Hvor ønskede man ikke et Udbrud af Smerte over at hun, som har gjort sig til Forbryder for sit Barns Skyld, forlades saa villigt af dette Barn, fordi hun savner den smilende Ømhed, som gør de overfladiske Mødre saa elskede. – Eller Forfatterne kunde, uden at have syndet imod Romanen, her have givet hende en anden ædel og stor Bevæggrund.
Netop fordi Thora van Deken er et betydeligt Menneske, som siger saa mange stærke og kloge Ting om Samfund og Religion og Skilsmisse, forlanger vi, at hun skal have Ret til at gøre, hvad hun saa end gør. Det vilde ogsaa have givet Stykket en Moral, det nu savner.
Og fordi Fru Hennings blev os saa sympatetisk, forlanger vi saa meget mere, at hun skal have Ret. Rollens Strenghed passede hende. Hun virkede netop paa Grund af den Strenghed saa kvindelig, hendes Stemme var saa naturlig og smuk. Hun interesserede hele Tiden, endogsaa naar hun i sidste Akt havde Scener med nye Personer. Hele Skikkelsen var saa stolt, at ens Hjærte bankede ved Tanken om at denne Thora van Deken skulde til at fortryde. – Mit Hjerte bankede saa stærkt, at Damen til højre hørte det og sukkede med.
Som Stykket var og som alt i det var stemt sammen, var det den interessanteste Forestilling i denne Sæson.
Man var kun ked af, at den ellers saa betydelige Fru Bodil Ipsen ikke var saa betydelig som ellers. Hun syntes trykket af en uheldig Maske. – Gid hun aldrig vilde tage Paryk paa sit unge Hoved.
Rollen var ogsaa paa een Gang lidt ubetydelig og ikke saa lidt fordringsfuld. Aldeles som Adam Poulsens. Forfatterne havde gjort mindst ud af det unge Par. Men Adam Poulsen lagde selv Poesi over deres smaa Scener. – Og den Gang han forstod, at den Elskede skulde blive hans og pludselig vendte sit lysende Ansigt imod hende og begyndte at tale med sin Kærligheds-Stemme, da var det min Dame til højre, hvis Hjerte det var galt med. Jeg følte det og hviskede: "Ja hvor det er smukt".
Jeg maa slutte med denne Dame, siden jeg begyndte med hende. Tilsidst stod hun, som var kommen kold og kritisk fra Generalprøven, og klappede. Efter min Teori kom denne Forandring af, at hun ved Premieren havde en saa fortræffelig Plads. Hun raabte endogsaa Bravo, hun var langtfra den eneste, der gjorde det, men hun var den eneste Dame. Hun stod virkelig der … yndig og varmhjertet og raabte Bravo op imod de Spillende.
Agnes Henningsen
