Ciceros trahimur
Det latinske ord trahimur (vi føres el. trækkes) som forekommer i en bestemt passage i Pontoppidans selvbiografi har givet navn til et begreb "Trahimur-forestillingen", eller ligefrem "Trahimur-filosofien", hvori nogle har ment at finde essensen af Pontoppidans livsopfattelse. Passagen optræder første gang i Drengeaar (1933), kap. 6, og lyder:
Det Ord Trahimur, som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sit Signet, kendte jeg naturligvis ikke den Gang, og jeg vilde vel heller ikke have forstaaet den Erfaring om Livet, som det udtrykker. Vi føres. Stik imod vore egne Ønsker og Forhaabninger, ja mangen Gang paa Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje, narres eller nødes vi Skridt for Skridt til at opfylde vort Livs Bestemmelse, som maaske først bliver os aabenbar ved Vejens Ende.
Hvis vi for en stund holder fast ved den påstand at disse sætninger udtrykker den livserfaring som den 76-årige Pontoppidan ønsker at videregive som en almen leveregel for andre, så er der en række ting der springer i øjnene.
For det første forekommer den såkaldte trahimur-filosofi at være så uspecifik og udflydende at den nærmer sig det intetsigende. At vi mennesker "føres", kan med samme styrke hævdes af den troende muslim og den overbeviste materialist, forskellen er blot at i det første tilfælde er det Allahs vilje der fører os, i det andet naturlovene. Er det virkelig alt hvad forfatteren vil fortælle os?
For det andet må man undre sig når Pontoppidan skriver at han som dreng ikke forstod den erfaring om livet som "trahimur" udtrykker. Trahimur-passagen er i Drengeaar anbragt på det sted i erindringerne hvor der skal tages bestemmelse om den 15-årige Henriks uddannelse og fremtidige levevej. På det tidspunkt kan han umuligt have været uvidende om hvad man skal forstå ved at vi "føres". Det var hans forældres faste tro at vi føres af Gud. Den opfattelse må han have fået indpodet fra barndommen. Henriks mor udtrykker denne tro i sine breve til børnene, typisk i en formulering som: "vi maa lade Tiden skride og Vorherre raade" (27.10.1874 til Margrethe) eller "Gud føre Dig ved sin gode Haand" (24.6.1876 til Henrik) eller "Gud see i Naade til Alle dem, der trænge saa haardt til hans stærke Haand og gjøre det Alt saaledes for os, at vi bæres igjennem." (1.7.1887 til Margrethe). Der er for moderen ingen tvivl: Vi føres, vi bæres igennem af Herrens stærke hånd.
For det tredje forbavses man over at Pontoppidan overhovedet skulle have åbenbaret os sin livsfilosofi. Ganske vist udstyrer han sine romanfigurer med meninger om livet og dets problemer, men spørgsmålet "Hvad mener De selv om livet, hr. Pontoppidan?", som interviewere og anmeldere1 fristedes til at stille ham, har han aldrig villet besvare. Og det ville heller ikke ligne ham at fortælle os det i en bog. Han var digter – ikke filosof eller prædikant.
Hele historien bliver ikke mindre gådefuld af at der, som diskussionerne her på netstedet viser, intet belæg har kunnet findes i kilderne for at Augustin brugte ordet trahimur som sit motto.
Har vi ladet os føre på vildspor af Pontoppidan? Og hvordan kommer vi så ud af blindgyden?
Jeg tror der er inspiration at hente i et brev af 4.4.1943 som professor Vilh. Andersen sendte Pontoppidan som tak for modtagelsen af bogen Undervejs til mig selv, den omarbejdede og forkortede udgave af erindringsværket som netop var udkommet nogle få dage før. Vilh. Andersen skrev:
For at forstaa Schaffs Betydning for Dem ret maa man vist ogsaa ty til den tidligere Omtale af ham2. Han hører ogsaa med i det Trahimur, som jeg nu takker for at have faaet at vide, ikke er af Horats, men af Augustin.
Vilh. Andersens må have overset eller glemt at Pontoppidan allerede i Drengeaar havde henført trahimur til Augustin. Er det Vilh. Andersens instinkt der har forbundet trahimur med en hedensk forfatter som Horats (65-8 f. Kr.) snarere end med den kristne kirkefader Augustin (354-430)?
Det er interessant at Vilh. Andersen knytter Trahimur sammen med figuren Schaff, som Pontoppidan indfører i Hamskifte, hvor figuren bedst forstås som det personificerede imperativ: "Du skal skabe!" Schaff er Pontoppidans version af Nietzsches Zarathustra der lærte sine disciple3: "... sollt Ihr schaffende sein!"
Schaff havde længe været en gåde, indtil Moestrup genkendte hans navn i det første ord af det Goethe-citat Nietzsche brugte som indledende motto i bogen Die Geburt der Tragödie:
Schaff, das Tagwerk meiner Hände, / Hohes Glück, daß ich's vollende!
"Han [Schaff] hører ogsaa med i det Trahimur..." skrev Vilh. Andersen. Skulle en del af samhørigheden mon være at trahimur er det første ord af et længere citat – akkurat som Schaff er det første ord af et digt?
Blandt kendte latinske citater der indeholder ordet trahimur er der først og fremmest dette:
"Trahimur omnes laudis studio, et optimus quisque maxime gloria ducitur" (Vi føres alle af begær efter berømmelse, og de ædleste er de mest begærlige). Citatet er af Cicero (106-43 f. Kr.) og stammer fra en af hans taler.4
At stræben efter hæder og berømmelse driver mennesker til store bedrifter er velkendt. Undertiden udvikler denne higen sig til en besættelse, en kamp på liv og død, som dengang Scott og Amundsen kappedes om at være den første på sydpolen. Ikke blot opdagelsesrejsende og naturforskere, men også forfattere og digtere kender til en sådan stræben, som vi gerne nedladende betegner som ærgerrighed og forfængelighed. Pontoppidan nævner selv H.C. Andersen og Georg Brandes som særlig angrebne af forfængelighedens syge.5
En kunstners begær efter berømmelsen er sammenvævet med skabelsen af kunstværket akkurat som den elskendes kødelige lyst til den elskede er uadskillelig fra den æteriske kærlighed.
Forfængelighed anses for en synd, men i Lykke-Per lader Pontoppidan Jakobe tage den i forsvar. Hun skriver i et brev til Per om "Forfængelighedens højt udskregne Last":
Dersom jeg var Digter, vilde jeg skrive Sange til dens Pris. Og dersom jeg var Præst (med eller uden Præstekrave), vilde jeg udslette den af Menneskenes Synderegister, der jo er tilstrækkelig langt endda.6
Vel er Jakobes meninger ikke Pontoppidans, men han har altså tænkt tanken.
Erindringsbøgerne handler om en forfatter ved navn Pontoppidan. Titlen Undervejs til mig selv signalerer at det er fortællingen om hvordan han fandt sig selv og blev kunstner. Undervejs hertil er han blevet klar over at der er forfængelighed med i spillet. Trahimur-passagen i Drengeaar er et koncist udtryk for netop den erkendelse. Pontoppidans Trahimur-forestilling handler ikke om en almen livsfilosofi, men viser hen til noget personligt og meget privat. Det er et forsøg på en beskrivelse af det ubeskrivelige: hvordan jeg, Henrik Pontoppidan, blev til det jeg er, hvordan mit livs bestemmelse opfyldtes, skridt for skridt, stik imod mine ønsker og forhåbninger om at blive ingeniør og opfinder.
Et brev som Pontoppidan sendte til den norske litterat Dina Lea 6.8.1931, altså samtidig med eller kort før han begyndte at skrive Drengeaar, peger i samme retning. Han skriver i dette brev:
Hvad ved vi, når det kommer til Stykket, om os selv udover, hvad vi har tilstræbt med den enkelte Bog? Sammenhængen aner vi som Regel kun lidt om før bagefter, når Sandheden af Augustinus' Valgsprog, Trahimur, "vi føres", går op for os. Dog tror jeg det rigtigt, når De antyder i Deres Dom over mig, at det mere er Personlighedens Udvikling end Digterevnens, der karakteriserer min Betydning.
Trahimur er ganske klart knyttet til Pontoppidans egen kunstneriske udvikling og er ikke ment som en almindelig leveregel.
Når Pontoppidan fortæller os om sin oplevelse af trahimur bruger han lideform. Han undgår derved omhyggeligt at sætte navn og adresse på det subjekt der fører ham. Det vil han ikke ind på.
Som Børge Kristiansen har påvist7 findes der i fortællingen Ung Elskov. En Idyl (1906) en passage der forudgriber trahimur-stykket i Drengeaar (1933). Her ræsonnerer jeg-fortælleren:
Mens vi indbilder os at styre selvraadigt mod vort lysende Maal, leder dunkle Magter os ad dunkle Veje nedad eller opad efter vor Bestemmelse.
I modsætning til hvad der er tilfældet i erindringsbøgerne tales der her om "dunkle magter" der leder os. Så vidt går Pontoppidan netop ikke når han taler om sig selv (i Drengeaar og Undervejs til mig selv), han vil tydeligvis ikke nagles fast til en så håndfast fortolkning af sine private trahimur-fornemmelser. Som altid må vi trække en tyk steg imellem hvad Pontoppidan meddeler os af refleksioner i sine skønlitterære værker og i sine selvbiografiske bøger.
Hvis vi godtager at Pontoppidans trahimur er en del af et Cicero-citat, hvordan forklarer vi så at det er Augustin han forbinder med trahimur i såvel erindringsbøgerne som overfor Dina Lea og Vilh. Andersen? Havde Augustin et signet med dette ord indgraveret?
Vi kan ikke udelukke at der eksisterer et signet med netop denne indskrift og at en afstøbning endda befinder sig i København. Gennem hele den klassiske græsk-romerske oldtid var det almindeligt at eje en seglsten ("gemme") indfattet i en fingerring. Der er bevaret i titusindvis af dem, og en gemme var på en gang en prydgenstand og et stempel til at signere dokumenter med. En gemme er en ædelsten der er kunstfærdigt indskåret med et billede eller en indskrift, som i seglaftrykket kommer til at stå med ophøjet relief. Gemmer blev tidligt samlerobjekter, således ejede Cæsar og Augustus store samlinger, kaldet daktylioteker. I renæssancen blev kunstformen genopdaget og midt i 1700-tallet opfandtes en metode til at tage aftryk af de originale gemmer i en hærdende cement. Herefter kunne aftrykkene masseproduceres. Flere af den slags daktylioteker indeholdende mange tusinde gemme-aftryk fandt vej til både Det kgl. Bibliotek, den kgl. Antiksamling (nu Nationalmuseet) og Thorvaldsens museum. Op gennem 1800-tallet fungerede de i kraft af aftrykkenes store holdbarhed som studiesamlinger for kunstnere og kunsthistorikere fordi de ofte var miniaturer af større skulpturer som enten var vanskeligt tilgængelige eller forlængst forsvundet. Interessen for daktyliotekerne aftog hen imod år 1900 og er nu et forskningsområde for specialister.8
En undersøgelse af katalogerne på disse danske museer må kunne bidrage til opklaringen af om en gemme med en indskrift trahimur virkelig findes.
