Marie Oxenbøll til Henrik Pontoppidan
24. juni 1876

Du maa være ganske fremmed for Dig selv

[24.6.1876]

Kjære Henrik!

Dit Brev, som vi modtog imorges, var meget kjærkomment og længselsfuldt ventet, thi det stod for mig som et heelt Eventyr, at Du var draget til fremmede Lande. Det er jo egentlig ikke noget saa mærkeligt i vore Dage, men det kom saa overraskende for mig. Gud føre Dig ved sin gode Haand paa disse underlige vildsomme Veie og give Dig Udbytte og Opmuntring deraf. Vi ere da nu igjen i vort gode, gamle Hjem og have forefundet alt i god Stand; endogsaa Julie er ret rask og kjører dagligt ud; men jeg kan nok mærke jeg er blevet vant til en sjelden Stilhed og Ro, thi den Tummel og Kjøren her er paa Gaden, piner mig meget og man er nødt til at have Vinduerne aabne, da her er en schweitsisk Varme. – Vi fik ikke Knud med hjem, da han først vilde gjøre nogle Smaa-Udflugter i Sjælland; i disse Dage vilde han og Erik gjæste Nykøbing. Det var jo 2 meget fornøieligt at baade Knud1 og Rohde2 fik saa godt Udfald af deres forskjellige Examiner; Thaarup3 naaede nok kun til 2den Karakteer.

Med Embedsexaminerne gaaer det meget simpelt, især for Theologerne; Idag seer jeg at Evaldsen har faaet haud 2de. Her er man ogsaa opfyldt af det Samme, da Steen med Hjælpere er her i disse Dage; der haabes paa et Udmærket for Pedellens Søn4, de Andre vente Laud, men Frederik Jacobsen5√ naaer det nok knapt. Hans Peter er jo ogsaa oppe under de sammen Censorer og staaer endnu jevnt godt, saa det har vel ingen Nød for ham med at komme op. – Mortens Udnævnelse er endnu ikke kommet; det er en Taalmodigheds Arbeide at vente derpaa, og før man har seet Sort paa Hvidt som Stadfæstelse, kan han jo ikke handle. Vi haabe, at han kan blive ordineret den 12te Juli i Viborg.

Jeg vilde nok ønske at jeg kunde see Dig vandre om paa Eventyr og hvorledes Du bjerger Dig igjennem under de mangeslags Forhold; jeg synes Du maa være ganske fremmed for Dig selv. Og hvorledes mon det gaar Dig med Varmen; maaskee har Du ikke saa meget af den, som vi. Fru Duus fortalte, at der var næsten altid Regn om Sommeren i de Egne. Jeg haaber paa at vi snart hører fra Dig igjen. – Laurits reiste til Stubbekjøbing og Lolland strax efter Onklens Begravelse; hans Fader var ganske rask, da vi forlode Byen, og naaede at overvære Begravelsen.

3 Rigsdagen er nu sluttet, men er endt i fuldkommen Vrøvl, saavidt jeg kan skjønne. – Heri Byen er alt ved det Gamle; det eneste, der falder i Øinene er en interimistisk Banegaard, hvor man har ondt ved at finde sig tilrette. Den egentlige Banegaard bliver nemlig betydeligt udvidet. Sønder ude er kommet en kjøn lille Stationsbygning, og Vorup Kirke begynder ogsaa at presentere sig, saa der seer dog noget forandret ud; ellers bygges her overordentlig lidt. – Paa Skovbakken musiceres Dag ud og Dag ind, saa der kan man egentlig ikke komme om Eftermiddagen og paa Skydepavillonen og i Morskabstheatret gaaer det saa lystigt til, at man nærmer sig de kjøbenhanvske Modeller. Men vil man ikke med der, maa man holde sig til Hjemmet, thi for øvrigt er her stille. Her er endnu stadigt mange Syge i Byen og til dem er kommet Fru Martens, der er meget slet. Fru Rosenørn og Hedvig slæbe Livet hen, men befinder sig dog begge ret vel ved Varmen. Julie og Hedvig have gjort hinanden Følgeskab paa adskillige smaa Kjøretoure.

Kampmanns med deres 3 søde Børn har det rigtig godt; Etatsraadens kom hjem Aftenen før os.

Naar vi nu have seet en Deel Mennesker ved et kirkeligt Møde paa Onsdag og have haft Provstesyn paa Fredag, saa venter jeg at have Knud her til Søndag. Jeg har en Fornemmelse som om Sommeren snart var til Ende, men herovre skal den jo egentlig først til at begynde, saa for mig bliver det en god lang Sommer, og meget meget uvant efter de mange 4 Aars Ro. Mathilde var tilsidst saa indtaget i Kjøbenhavn, at det slet ikke smagte hende, at skulle hjem.

Nu har jeg givet Dig en heel Deel Besked om os Alle og har kun at tilføie mange kjærlige Hilsner, især fra Fader, der følger Dig med megen Interresse og Glæde. Gud give Dig at reise og vende hjem under gode og lykkelige Kaar.

Din trofaste
Moder

 
[1] Knud: Knud Pontoppidan blev cand.med. sommer 1876 med karakteren laud. tilbage
[2] Rohde: enten er der, som for Thorups vedkommende, tale om filosofikum eller medicinstudiets forberedelseseksamen, "Kantussen". tilbage
[3] Thaarup: må være Valdemar Thorup (1857-83), HPs og Rohdes ven fra latinskolen. tilbage
[4] Pedellens Søn: Johan Meilby (1858-77) blev student med udmærkelse fra latinskolen. tilbage
[5] Frederik Jacobsen: fik ikke udmærkelse til studentereksamen. tilbage