Randbemærkninger om Trahimur

Af Morten Sebber

I det følgende har jeg forsøgt mig med en besvarelse af den tænkte prisopgave efter mine egne kætterske principper. Som det fremgår, er der ikke tale om analyse, således som prisopgaven lægger op til, men alene om nogle randbemærkninger.

1. Trahimur i Henrik Pontoppidans erindringsbøger. En fortolkning.

Henrik Pontoppidan elskede at udtrykke sig i aforismer. Hans udlægning af Augustins valgsprog Trahimur – vi føres – er et eksempel på en sådan pontoppidansk aforisme. Dybsindig. Gådefuld. Provokerende.

Den forekommer to steder i Henrik Pontoppidans erindringsbøger. Første gang er i Drengeaar (1933) og siden i Undervejs til mig selv. Et Tilbageblik (1943). Konteksten er i de to værker indbyrdes vidt forskellig, og i sidstnævnte er der tale om en væsentlig tydeliggørelse af forfatterens mening med citatet.

I Drengeaar er scenen præstegårdshjemmet i Randers. Anledningen er Dines Pontoppidans beslutning om at sende den ca. 16-årige Henrik til Helsingør for at hans evner som handelslærling kan blive afprøvet i farbrorens rederivirksomhed.

Det forslag siger drengen hverken ja eller nej til. Han har i stilhed truffet sin egen beslutning. Han vil være polytekniker. Opfinder.

Aldrig skulde jeg lade mig hverken lokke eller true til at blive andet, end hvad jeg selv følte Lyst og Kald til.¹

Men sådan gik det jo ikke. Han blev forfatter i stedet. Kunstner i stedet for industrimand. Hvordan kunne det ske?

Det ord "Trahimur", som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sit Signet, kendte jeg naturligvis ikke dengang, og ville vel heller ikke have forstået den erfaring om Livet, som det udtrykker. Vi føres. Stik imod vore egne Ønsker og Forhåbninger, ja mangen Gang på Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje narres eller nødes vi Skridt for Skridt til at opfylde vort Livs Bestemmelse, som måske først bliver os åbenbar ved Vejens Ende.

Uden digterisk omskrivning kan meningen formuleres således:

Den unge Pontoppidan havde – set i bakspejlet – udsat sig for et selvbedrag. Han havde skudt sit virkelige Selv til side til fordel for et stolt, narcissistisk Jeg.

Det hævnede sig. Hans eget virkelige Selv lod sig ikke levende begrave, men tog føringen i det skjulte og brød til sidst igennem overfladen.

Dette forekommer ofte her i livet. De virkelige motiver til menneskets tanker og handlinger er oftest ubevidste og danner et skjult handlingsmønster, som man måske først sent i livet kan erkende, og som kan kaldes for dette menneskes skæbne (fatum). Men Pontoppidan går et skridt videre. Vi føres til at opfylde vort livs bestemmelse. Det kræver en nærmere forklaring, jvf. nedenfor.

Næste gang, vi finder citatet, er i den 10 år senere i Undervejs til mig selv. Et Tilbageblik i en karakteristisk pontoppidansk omarbejdelse.

Scenen er atter Randers, men tiden er nu henlagt til efter det politiske systemskifte – altså efter år 1901 – , hvor forfatteren besøger sine forældres grave og reflekterer over de planer, han som dreng havde for sin fremtid og som han nu har svært ved at vedkende sig:

Var det virkelig mig, der i de dage havde spankuleret rundt her med et tildrømt Fremtidsbillede af mig som Byens rige Mand, den gamle Handelsstads Nyskaber og Genrejser? Nu gik jeg her med ganske andre Tanker og Forhaabninger. Hvordan var det gået til?

Jeg kendte endnu ikke^'1 det Ord "Trahimur", som Augustin lod indgravere i sit signet og gjorde til sit Valgsprog. Og om jeg ogsaa havde kendt det, vilde jeg ikke dengang have forstaaet, hvilken Livserfaring, det rummer. Vi føres. Ofte stik imod vore hedeste ønsker, ja på Trods af den selvherligste Vilje opfylder vi, hvad der er bestemt for os og maaske ikke bliver os klart, før ved Livets afslutning.

Dernæst følger en tilføjelse, som ikke findes i Drengeaar og som virker overraskende:

Nietzsche må åbenbart ogsaa have kendt noget dertil. I Fortalen til hans store Værk: "Menschlisches, Allzumenschlisches" hedder det: "Vor Bestemmelse regerer over os, før vi kender den. Det er Fremtiden, der uden vort Vidende styrer Øjeblikkets Liv".

Det er såre svært at tage Henrik Pontoppidan (og Nietzsche) på ordet her. Prædestination og fatalisme er uforenlige med den sunde fornuft, som Pontoppidan (men ikke Nietzsche) satte sin lid til og kæmpede for. I menneskeåndens evige frigørelseskamp.

Men på den anden side: Pontoppidan var digter først og fremmest. Gudskelov.

Nogle definitioner

Ifølge Ahnlund bruger Pontoppidan i sine erindringer udtrykket skæbne både i betydningen fatum (handlingsmønster) og fortuna (tilfældet) og det nærmest i flæng.

For klarhedens skyld kan det være nyttigt at sondre. Iflg. Seneca er fatum "ikke andet end rækken af indbyrdes sammenhængende årsager, den er den første årsag, som alle de andre følger af". Heroverfor står fortuna, som betyder tilfældet og lykke og held og med tiden også rang og stand og formue. (Villy Sørensen: Seneca, Humanisten ved Neros hof, 1976, s. 209).

En passus fra Lykke-Per (1. udg. bd.VII, s. 92-93) kan tjene som eksempel på fatum, og det fremgår, at det er faderens straffeprædiken, der er den første årsag, som de andre følger af:

Det var den samme Ensomhedsfølelse, han havde kendt allerede som Dreng. Kun rejste den nu ikke længer Oprør i hans Sind. Trodsen i hans Hjerte var forstummet. Han anklagede Ingen, ikke sine Forældre, ikke Tidsaanden, ikke Slægtsarven. Ikke heller sig selv. Som alt, hvad |93| der levede, havde han vel kun virket efter sin forud satte Bestemmelse. De uopsporlige Magter, der sammenvævede de menneskelige Vilkaar, havde mærket hans Liv allerede ved Fødslen. Kains Skæbne hvilede over ham. – Det hørte til hans allerførste Erindringer, hvorledes Faderen engang i en af sine Straffetaler til ham havde anvendt den bibelske Forbandelse: "Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, der trodser Herrens Bud."^'2

24.8.2001