Novellen som genre –
et litteraturhistorisk perspektiv
Jeg har med dette foredrag pålagt mig selv opgaven at give jer det introducerende foredrag om novellegenren, dens kendetegn og dens historie i store træk. Jeg vil indimellem komme ind på Henrik Pontoppidans noveller, men formålet vil være først at diskutere hvad novellen egentlig er for en størrelse, og dernæst at give et kort rids af genrens historiske uvikling. I det teoretiske afsnit vil jeg bruge danske noveller som eksempler. I den litteraturhistoriske halvleg drejer det sig om verdenslitteraturen – men ud fra et stramt udvalg af de allervigtigste novelleforfattere.
Teorierne
Indledningsvis vil jeg røbe, at jeg – ligesom Jørgen Dines Johansen – mener, at den eneste definition af novellen, der stort set dækker samtlige typer, er denne yderst lakoniske: "en novelle er en kort episk tekst" (en kort fortællende tekst). Man kan endog sætte tal på. En angelsaksisk tommelfingerregel siger, at en short story er på indtil 4000 ord, en novelette på 4000 til 40.000 ord, og a novel, en roman, på over 40000 ord.
En sådan kvantitativ definition lyder jo ikke spændende. Grunden til at mere udbyggede teorier kan virke flotte, men aldrig viser sig dækkende, skyldes imidlertid, at litterære genrer er historiske produkter. Nogle endda mere end andre, og novellen har vist sig at være ualmindelig foranderlig, f.eks. sammenlignet med visse klassiske lyrikformer eller tragedien. Når man opstiller regler for en genre, opstiller man dem på baggrund af analyser af et udvalg af tekster, man finder repræsentative. Dette udvalg er begrænset i tid, men ofte også af nationalitet og også påvirket af egne kvalitetsmæssige præferencer.
Ofte viser det sig, at forskerne ser genremæssige karakteristika i træk, som i virkeligheden findes i alle en epokes dyrkede genrer. Når man f.eks. hævder, at novellen beskæftiger sig med mødet med det irrationelle, som flere indflydelsesrige tyske novelleteoretikere har gjort, så glemmer man, at denne novelleopfattelse primært bygger på læsninger af den tyske romantiske novelle. Irrationaliteten genfindes imidlertid i de fleste af epokens tekster, f.eks. romaner og digte, mens man fra andre perioder både før og efter kan finde talrige noveller, der er yderst rationelle i deres tematik. Endelig gælder det, at al litterær udvikling opstår ved, at nye forfattere gør oprør mod dominerende genretyper og genrehierarkier. Teorier om genrer er derfor altid uundgåelige ofre for historiens bagklogskab.
Søren Baggesens teori
Alligevel vil jeg dvæle ved en novelleteori, som i hvert fald de tilstedeværende dansklærere kender lidt til, nemlig den der fremlægges i Søren Baggesens bog Den Blicherske novelle fra 1965. Det er for øvrigt en fremragende bog, der kaster lys over Blichers forfatterskab, men den opstiller også en generel novelleteori, som er stærkt inspireret af den tyske novelleforskning. Den er pædagogisk set god at diskutere med.
Baggesen opstiller på baggrund af tre novelleanalyser (Boccaccio, Kleist og Jeremias Gotthelf) – vi vender tilbage til de to første – tre særlige karakteristika for novellen: 1) den styrende fortæller, 2) begivenheden og 3) pointen. Novelledefinitioner underforstår stort set altid novellen som modsætning til romanen.
Omkring fortælleren hævder Baggesen, at novellen adskiller fortællertid og fortalt tid. Det der sker i novellen, ligger tidsligt forud for selve fortællehandlingen. Det foregives, at handlingen allerede har fundet sted, og at dens slutning allerede er kendt af fortælleren. I fortælleteorien kaldes det at fortælleren har bagudsyn, og det passer med, at novellen faktisk udspringer af den mundtlige fortælling, og at den i sin opstart og langt hen ad århundredernes vej har foregivet at være en mundtlig fortælling. Jvf. f.eks. begyndelsen på Blichers "Sildig Opvågnen": "Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation end min mangeårige Ven Doctor L*s i R*". Fortælleren tilkendegiver, at handlingen ligger tilbage i tid, at han tager udgangspunkt i en sen hændelse i forløbet, og tilsløringen af navnene på lægen og byen giver illusion af fortællerens diskretion i forhold til en "virkelig hændelse".
Starten på Pontoppidans "Nådsensbrød" fra Fra Hytterne lyder således: "Der stod en Eftermiddag et stort Spektakel omme i Smøgen bag Gadekæret, hvor fire-fem sorte Indsidder-Rønner ligger sammenbyltede under Skolebakken./ Anledningen var vægtig nok; det var Stine Bødkers, der skulle på "Kassen"1. Her foregiver fortælleren også, at novellen handler om en virkelig hændelse, som udspiller sig i en nær fortid.
Adskillelsen mellem fortællertid og fortalt tid hænger sammen med en ret fast fortællerstrukturering. At man kan overskue historiens forløb giver en fast styring fra fortællerens side, uanset om novellen er fortalt i tredje person, eller som det ofte sker hos Blicher, af en eksplicit jeg-fortæller: "Stundom når jeg har vandret ret ud i den store Alhede". Fortællerstyringen betyder at læseren sjældent er i tvivl om novellens morale eller tematiske pointer.
Baggesens teorier om novellens særlige fortælleteknik passer givetvis på mange noveller. Problemet er, at den ikke passer på flere andre noveller, overvejende af nyere dato, og at den tidsmæssige adskillelse og den autoritative fortællerstyring vil findes lige så ofte i romaner og eventyr og andre prosaformer. Formularen "Der var engang" gælder for mange prosaformer.
Det andet centrale punkt hos Baggesen var begivenheden. Ved begivenhed forstår han noget "som kommer til mennesker udefra", altså noget der sker med passive personer i modsætning til handlinger, som udføres af aktive figurer. En voldtægt over for en besvimet kvinde som i Kleists "Marquise von O" er set fra hendes synsvinkel, som er novellens, i høj grad en passiv begivenhed, og det tragiske der sker med Cecilia i Blichers "Hosekræmmeren" er hun i høj grad uden indflydelse på, offer som hun er for den patriarkalske fadervilje. På baggrund af denne definition af begivenheden slutter Baggesen:
Novellen er en form, som beskæftiger sig med det irrationelle i menneskenes tilværelse, opfattet som begivenheder samlet i et forløb, snarere end med menneskers aktive, rationelt motiverede handlinger. (s.42f)
Det fremgår flere steder, at i modsætning til novellens begivenhed står romanens (række af) handlinger med aktivt agerende mennesker.
I Blichers noveller er det oplagt, at personerne er passive figurer i tidens ubønhørlige vold. "Ak hvor forandret-temaet" går jo igen i hans noveller, allerstærkest i hovedværket, "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog". Derfor kan man med god grund sige, at der er en form for metafysisk irrationalitet på spil i Blichers noveller, farvet som de er af et pessimistisk kristent forgængeligheds-tema. Jf. Landsbydegnens sidste smukke ord i novellen, et citat fra Davids Salmer: "Anlangedes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Vejret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed".
For øvrigt foretager Baggesen både en såkaldt romanlæsning og en novellelæsning af "Brudstykker…" Han hævder, at læser man den som en roman, handler den om Morten Vinges udvikling fra (næsten) vugge til grav. Læser man den som novelle, bliver Jens og Sophies historie den centrale (altså Marie Grubbe-historien) som et billede på hvordan tiden nedbryder alt i tilværelsen, også kærlighed og skønhed. Det lyder meget forførende med denne todelte læsning, men genretilkoblingen er efter min mening en ren cirkelslutning. Hvis man definerer romaner som udviklingsromaner, ja så passer det, og definerer man noveller som irrationelle magters styren af passive mennesker, ja så passer det.
Hvis man tager Pontoppidans Fra hytterne (1887), kan man godt tale om at hovedpersonerne, for det meste husmændene og specielt kvinderne, er ofre for begivenheder, som de intet kan stille op over for. Men denne determinisme er overhovedet ikke irrationelt defineret, men tværtimod yderst materialistisk med bønderne som de nye herremænd og grundtvigianismens bragesnak og præsternes indspisthed med bønderne som ideologiske drivkræfter. Men det passer, at husmændene, specielt kvinderne, er passive skikkelser, som begivenhederne sker med. Helt ned i de fysiske beskrivelser med de tomme øjne eller hoveder, er figurerne gjort passive af undertrykkelsen.
Går man til Skyer (1890), er det imidlertid tvivlsomt om selve begivenheds-begrebet overhovedet kan anvendes. Hvad handler alle disse noveller om provisorietiden egentlig om? Den manglende begivenhed – vil jeg mene – nemlig det manglende oprør med Estrup og provisorierne. Tydeligt i "To Gange mødt", hvor Reinald kampberedt vender hjem til København for at deltage i revolutionen og skuffes bitterligt over, at modstanden mod diktatoren kun er verbal. I "Ilum Galgebakke" – efter min mening Pontoppidans bedste novelle – sker der heller ikke noget, og mandslingen forlader illusionsløst Ilum og det Danmark, som mangler det revolutionære krapyl. I "Den første Gendarm" bliver begivenheden en farce. Kun 'skrædderens mops' tør tage til genmæle i den ellers førhen så verbalt oprørske landsby, og det fald, gendarmen udsættes for, har næppe langtrækkende politiske konsekvenser. Begivenheds-begrebet er altså lige så lidt som det deraf afledte møde med det irrationelle til stede i alle noveller. Omvendt afsluttes f.eks. kriminalromanen som regel med en opklaring af mordgåden, det kan vel godt kaldes en begivenhed, selv om der selvfølgelig er større chancer for flere begivenheder i romanen.
Baggesens tredje karakteristika er pointen, som han i sine tre indledende analyser deler i to: 1) determinationspunktet, og 2) tolkningspunktet. Determinationspunktet er pointen i handlingen, klimaks, f.eks. at de elskende får hinanden, eller skurken får sin fortjente straf. Fortolkningspunktet er det sted i teksten, hvor novellens mening åbenbares, "den enhedsskabende faktor i teksten". I forholdsvis enkle novelletekster, hvis primære mål er at underholde, falder de to punkter som regel sammen, som hos Boccaccio, mens de ofte adskilles i mere komplicerede finlitterære tekster. Baggesen viser således, at tolkningspunktet i "Marquise von O." er det tidspunkt i novellen, hvor det går op for at markisen, at den der var hendes redningsmand, og som elsker hende, også havde voldtaget hende, da hun var besvimet. Determinationspunktet er slutpunktet i handlingen, da hun alligevel tilgiver ham og begynder at leve normalt sammen med ham i ægteskabet. Det er rigtigt, at de fleste noveller, specielt af lidt ældre dato er kraftigt pointeret. Det gør dem mere spændende, og det er ofte forbundet med en tilværelsestolkning. Men også romaner kan være stærkt pointerede eller dramaer eller film.
Efter at have gennemgået og fremanalyseret disse tre novellekarakteristika, hvor novellen pædagogisk modstilles romanen, opsumerer Baggesen kontrasten mellem roman og novelle på denne måde:
Den enhedsskabende faktor i novellen er begivenheden, i romanen er den mennesket. Og mens forløbet i novellen opfattes som irrationelt, som liggende uden for menneskets kontrol, opfattes det i romanen som rationelt motiveret gennem en psykologisk forståelse af de impulser, der driver mennesket til handling (s.45).
Og så vender Baggesen fuldstændig på en tallerken og introducerer et nyt novellebegreb short story’en, så vi får tre prosaformer (vi ser lige væk fra versnoveller og versromaner). Med rette gør Baggesen opmærksom på, at novelle-begrebet – både videnskabeligt og i daglig tale kan jeg tilføje – har to betydninger. Novellen fungerer både som overbegreb for alle korte episke prosaformer, og som synonym med den klassiske novelle i modsætning til den moderne short story. Novelle er det tyske ord, short story det angelsaksiske. Hos Marie Lund Klejuff bliver short story identisk med den amerikanske novelle (over for den europæiske). Som Baggesen og jeg ser det, så er forskellen snarere tidsmæssig, således at short story’en er modernitetens dominerende novelleform. Han nævner linien Turgenjev, Tjekov og Hemingway, forfattere jeg alle vil komme ind på i mit historiske afsnit.
Hvad kendetegner så short story'en? Ja, faktisk er den kendetegnet ved, at alle de tre hovedbegreber der karakteriserede novellen, kan være fraværende. 1)short story'en begynder ofte in medias res uden en oplysende forhistorie. Fortælleren kan være næsten fraværende, hvis f.eks. novellen er domineret af dialog, 2) den er ofte begivenhedsløs, jf. min problematisering af begivenhedsbegrebet i Skyer. Og ofte er short story'en uden pointe og ender fuldstændig åbent med en stor del af fortolkningen overladt til læseren. Baggesen udtrykker det på denne måde: at denne genres enhedsskabende faktor er "situationen". Her kunne man referere til den berømte slutning på Herman Bangs novelle "Irene Holm": "Frøken Irene Holm havde indbudt til et "Foraarskursus i den moderne Selskabsdans" i en nær Flække./Der var tegnet seks Elever./ Dér drog hun hen – for at fortsætte det, man kalder Livet". Her ingen begivenhed, her er ingen forløsende pointe, kun den trøstesløse situation i al evighed (næsten).
Kortprosaen
Man kan se udviklingen af novellen (i dens brede betydning) som en udvikling fra novelle (i dens mere snævre klassiske betydning) til short story. Denne udvikling kan føres endnu videre, som Bo Hakon Jørgensen gør det i antologien Fortællinger og kortprosa 1877-1907, hvor han ser short story'en som et led i de danske forfatteres vej væk fra den klassiske novelle over mod flere forskellige former for kortprosa, hvoraf short story'en kun er én mulighed. Andre former for kortprosa, der skrives i dansk litteratur fra denne periode er: skitsen, stemningen, prosadigtet, allegorien, lignelsen, fablen og den journalistiske reportage med litterære virkemidler, det man i nyere tid har kaldt New Journalism.
I den glimrende efterskrift fremhæver Bo Hakon Jørgensen, at det der er fælles for alle disse forskellige kortprosaformer, inkl. short story'en, er sansningen og subjektiviteten. Den forudgående større fortælling bryder sammen og forfatteren er primært overladt til sine egne sansninger og stemninger. Stilen bliver impressionistisk, og den faste episke struktur med en begyndelse, en midte og afslutning afløses af en række situationer og stemninger. Han nævner også, men punktet kunne være uddybet, sammenhængen med at forfatterne i tiden ofte ernærer sig ved siden af som journalister. Det gjaldt Bang, det gjaldt Pontoppidan, og det gjaldt i høj grad også Johs. V. Jensen, hvis myte-begreb hang sammen med den journalistiske opdagelse af den moderne industrialiserede verden. Forfatterne færdedes på samme tid i flere forskellige skriftlige universer, og grænserne mellem skøn- og faglitteratur blev mere udviskede.
Henrik Pontoppidan er i antologien repræsenteret med novellen "Den Kongelige Gæst" fra 1902, der som flere af Pontoppidans krøniker ligger midt mellem realismen og den fantastiske fortælling, mellem kronikken og den frie fantasi. Et landsbylægepar modtager besøg af en mand, der præsenterer sig som en ungdomsbekendt af den lokale præst. Han får som en anden Prins Karneval sat en lille fastelavnsfest i gang i lægehjemmet og tør måske ægteparret op i dets småborgerlige stivnen. Ikke meget tyder på, at prins Karneval er præstens ungdomsbekendt. Måske er han heller ikke nogen levende person, men blot en agent fra en fantasiverden, der peger på muligheden for en mere lystfuld tilværelse.
Om kortprosaen skriver forfatterne Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen i efterskriften til deres Antologi af dansk kortprosa (Dansklærerforeningen, 1998), at "Kortprosaen er en blandingsgenre, stærkt præget af episke/fortællende træk, men også af lyriske, reflekterende, private og journalistiske. Måske er det i virkeligheden mere rimeligt at kalde den et genrefelt end en genre, dvs. et felt hvor forskellige litterære kvaliteter kan modstilles for at samordnes eller kontrastere. Man kunne se det som en slags valgfrihed mellem forskellige "hovedformer". Og så opstiller de denne model, som jeg har forstørret op og kopieret:
fortælling
eventyr/fabel novelle
allegori prosadigt
causeri lyrisk digt
essay skitse
reportage privat note
dokument
Modellen viser de forskellige genrer, der kan være på spil i kortprosaens genrefelt.
Kommentarer hertil: skønlitteratur de øverste lag i modellen,ældre former til venstre, der genoptages. De faglitterære nederst og de journalistiske nederst til venstre. "Novellen er typisk baseret på sin fortælling, sit forløb, mens kortprosateksten – selv om den åbenlyst lever af sine episke/fortællende rytmer – ikke har til hensigt at udfylde nogen narrativ komposition (som i en afrundet psykologisk personportrættering eller opfyldt handlingsgang," skriver Brixvold og Laugesen.
Henrik Pontoppiddans Krøniker fra 1890 bruger flere af disse genrer fra modellen. "Ørneflugt" er en fabel og et eventyr. "Menneskenes børn" en slags legende. Det samme er "De vises sten" med erkendelsens bitre ord: "den dybe tavse, menneskeforagt ". Det gælder for flere af novellerne, at de meget gerne vil slå et standpunt fast og egentlig ret let kunne skrives tilbage til kronikker eller essays. "Digterliv" kunne f.eks. være en morsom kronik, om hvor svært det er at leve op til de litterære moder, som en forlægger gerne vil profitere af.
Kortprosaen har trivedes i det 20. århundrede og op til i dag blandt visse af vore forfattere. De store inspirationskilder har været Per Højholdts blindgyder og Peter Seebergs forskellige former for kortprosatekster. De tager form af: fødselsdagsartikler, gravskrifter, årbøger, bønskrifter, gavebreve, telefax, reportage, højtalersnak. Seeberg lægger sprogtonen fuldstændig op ad disse korte og trivielle tekster fra hverdagen og giver dem et lille episk tvist, som er rørende og morsomt. "Titelnovellen" i Argumenter for benådning (1976) består af en række bønskrifter om en benådning, tilsyneladende sendt til domstolene på forskellige historiske tidspunkter og i forskellige lande. I den første bønskrivelse foreslår en række landsbyboere i Tyskland i det 18. århundrede dommeren at frikende et af deres bysbørn, til trods for at de erkender han har myrdet en række kvinder i nabobyerne. Da han imidlertid er bas i det lokale kor, kan han umuligt undværes, og fremover vil de gerne holde øje med ham. "Om fjorten dage" indledes af følgende to timeplaner. Timeplan for en gammel gud: Mandag: sove. Tirsdag: sove, Onsdag: blunde. Torsdag: Lege og senere ;sove dybt. Fredag: Sove, og senere: vugge verden lidt om aftenen. Lørdag: sove dybt. Søndag: Sove og om eftermiddagen: se efter den eenbårne søn en times tid. Derefter følger blot timeplan for en snegl: den er ikke udfyldt.
Seeberg har været den store faderfigur for de unge kortprosaister som f.eks. Christina Hesselholdt, Katrine Marie Guldager, Merete Pryds Helle og Peter Adolphsen.
Uden at der er forsket så meget i det, bliver sammenhængen altid nævnt mellem på den ene side novellens renæssance og kortprosaens opkomst i 1800-tallet, på den anden dagspressens og tidsskriftets og ugepressens opkomst. Der er ingen tvivl om at sammenhængen er stor. Det samme kan nok ikke siges om kortprosaen i dag, som til gengæld i Danmark er blevet forbundet med Forfatterskolens opkomst (i 1987). Ligesom jeg har set argumenter for sammenhængen mellem den amerikanske novelle og creative writing classes, så har den danske forfatterskole haft en tendens til at fremme korte former.
Novellen og verdenslitteraturen
Boccaccio
Italieneren Giovanni Boccaccios (1313-1375) Decameron fra c. 1350 er den første betydelige novellesamling i den europæiske litteratur. Den skaber traditionen for at en samling noveller skal have en fiktiv ramme. I dette tilfælde er det den hærgende pest, som får syv adelige kvinder og tre mænd til at drage uden for Firenze og i en underskøn have at divertere sig med at fortælle historier. Titlen betyder 10 dage, så det giver 100 fortællinger. Kontrasten mellem den alvorlige historiske ramme, som beskrives meget dramatisk og malerisk af Boccaccio i bogens indledning, og så den lette og frivole tone, der slås an i fortællingerne, er slående. Ordet novelle kommer godt nok af det franske nouvelle og det italienske novella og betyder nyhed, men de nyheder, Boccaccio ønsker at videregive, skal være underholdende og opmuntrende. Her er novellens sammenhæng med den gode saftige, mundtlige fortælling tydelig, selv om den reelt var inspireret af de franske middelalderlige fabiliau'er, som var versfortællinger med et letfærdigt grovkornet indhold.
Når man læser Decameron i dag, overraskes man af dens stadige friskhed og glade sanselighed og har umiddelbart svært ved at se forbindelsen til den senmiddelalder, som Boccaccio skrev novellen i. Litteraturhistorikernes forklaring på novellernes store frimodighed er dels, at senmiddelalderen i Italien har flere træk der peger frem mod renæssancen. Og dels at de norditalienske bystaters økonomiske boom skabte en vis åndelig frihed, først og fremmest i forhold til kirken, og at det læsende publikum blandt adel og handelsborgerskab nød denne opsætsighed mod kirkens repræsentanter.
Middelalderlig er novellernes manglende interesse for psykologi. Mennesket som et stort psykologisk problem var ikke et tema. F.eks. er alle 10 fortællere totalt uindividualiserede. Man kan ane, at de mest saftige historier fortælles af de tre mandlige fortællere, men langsomt får de syv kvindelige fortællere overvundet deres blufærdighed. Typisk middelalderlig er sammenhængen mellem novellefigur og social stand. De personer der narres på grund af en brist, er ofte bønder eller gejstlige. De liderlige og gerrige er som regel munke eller (i nogle tilfælde) nonner, mens de adelige er helte. Holdningen til erotikken er positiv, den er som en mark der skal pløjes, og hvis ægtemanden ikke passer sin unge varmblodige kone, vil han uundgåeligt blive bedraget. Alle fortællerne er adelige, og selv om kvinderne fniser over historierne, er der ikke lagt op til, at de skal miste deres dyd.
De fleste dage har et fælles tema for de 10 fortællinger, men temaerne ligner ofte hinanden til forveksling. Anden dag handler "om personer, der gennem mange trængsler og imod al forventning til sidst kommer lykkeligt i havn". Tredje dags tema er "personer, der ved dygtighed får et inderligt ønske opfyldt eller generhverver noget, de har tabt". En fast formel for historierne kunne være: den kloge narrer den mindre kloge. Boccacios noveller er korte, begivenhedsrige, med en slagkraftig intrige og stærkt pointerede. 10. dags emne er "personer, der har handlet ædelt og højsindet i kærlighedssager eller andre forhold". Ved siden af den erotiske livsglæde og direkte sanselighed spiller andre noveller på den høviske kærlighed og det sentimentale. Det var trods alt ikke det ulæsende folk, men de højere klasser, der var Boccaccios publikum.
Det var også i 1300-tallet, at Tusind og én nats eventyr blev udsendt på arabisk for første gang. Flere af de eventyr, vi kender, er kommet til senere. Først i 1700-tallet blev den kendt i Europa via en fransk oversættelse. Også Tusind og én nats eventyr er rammefortællinger. Den berømte ramme med kvinden Shahrazad, der fortæller eventyrerne til en grusom konge der hver nat har henrettet en elskerinde, og dermed udsætter sin egen død, stammer fra et indisk eventyr.
Boccaccios noveller dannede skole i lang tid, specielt i Frankrig. Kong Francois den 1.'s søster Marguerite af Navarra udsendte således i det 16. århundrede Heptameron, altså de 7 dage, hvor et adeligt rejseselskab var strandet i Pyrenæerne og fortæller historier. Chaucers Canterbury-fortællinger skrevet i slutningen af 1300-tallet er trods verseformen også rammefortællinger fortalt af pilgrimme på vej til domkirken i Canterbury. Også de tænker mennesket middelalderligt, altså mennesket som et produkt af sin stand og sit erhverv, men ved at gøre de forskellige pilgrimsvandrere til fortællere, bliver det sociale billede bredere og mere litterært givende. Der er f.eks. ridderens, møllerens, tiggermunkens, købmandens, lægens og afladskræmmerens historier, og de er meget forskellige. Særlig berømt er fortællingen om "Konen fra Bath", som har overlevet fem ægtemænd og som har haft yderst stor fornøjelse af dem i sengen. Hun taler lige ud af posen og er i sin blanding af komik og sanselighed en forløber for portrættet af Molly Bloom i slutkapitlet i James Joyce's Ulysses.
Cervantes
Et andet spor i novellens historie indtræder med spanieren Cervantes Eksemplariske noveller fra 1613. De udkom, i ny oversættelse ved Rigmor Kappel Schmidt, på dansk i 2008. Hun har for øvrigt også har oversat Cervantes store, berømte roman Don Quixote. Faktisk arbejdede Cervantes på novellerne samtidig med romanen, idet første del af Don Quixote kommer i 1605, og anden del i 1615. Der kan også med god grund argumenteres for at Don Quixote er novellistisk i sin struktur, dvs. at den adderer fortælling på fortælling omkring de samme få personer, men at hvert kapitel i sig selv er en afsluttet fortælling, f.eks. kampen med vindmøllerne.
Cervantes' noveller adskiller sig meget fra Boccaccios. Cervantes regnes litteraturhistorisk til barokken. Hans noveller varierer i længde, men er generelt længere. De spænder i den danske udgave fra 12 til 68 sider. Den enkelte novelle rummer tit mange begivenheder, og retorisk er de mere svulmende, end det langt mere formelagtige hos italieneren. Cervantes' noveller er ikke placeret i en fiktionsramme, men er yderst forskellige. De mimer derfor ikke den mundtlige fortælling, men er tydeligt litterære. De afspejler ikke et relativt lukket univers, men en bred, globaliseret verden, hvor en sigøjnerpige og en sympatisk islamisk tyrk optræder som sympatiske novellepersoner. Cervantes var bl.a. lejesoldat og tilbragte nogle år som fange i Algeriet.
Det eksemplariske ved novellerne lægger sig op ad en sydeuropæisk tradition for at litteratur kunne gengive eksemplariske moralske handlinger. Det kan være lidt svært at få øje på det eksemplariske hos Cervantes, men efterskriften af oversætteren hjælper. "Blodets kraft" handler således om en pige der efter en voldtægt og deraf følgende fødsel først får charmeret voldtægtsmandens forældre og til sidst får ham til at gifte sig med hende. "De to jomfruer" handler om hvordan man kan bringe orden i sit liv, hvis man bliver forført.
Cervantes’ noveller kan være meget kulørte med sørøvere og skibbrud. Personerne taler ofte i ridderlige tirader, men novellerne rummer også megen erotisk ligefremhed og folkelig snusfornuft. Her vil jeg specielt fremhæve den fabelagtige "Hundenes samtale", hvor hunde (=tjenestefolk) beretter om sociale erfaringer fra deres liv hos forskellige korrupte og skurkagtige herskaber. Pragtfuld og modig satire. Cervantes’ noveller peger i mange forskellige retninger, men også fremad i novellens historie på grund af den mere udbyggede psykologi.
Det 18. århundrede
Det 18. århundredes novelleproduktion har ikke efterladt sig mange spor i litteraturhistorien. Man kan diskutere, om Diderots og Voltaires filosofiske fortællinger er romaner eller noveller eller noget midt imellem, men normalt regnes de for romaner. I England og i Danmark er der en novelleproduktion i relation til fremkomsten af de litterære tidsskrifter, men i Danmark bliver den moralske fortælling mønstret og får ikke noget langt efterliv i nyere tid. I England drukner novellen i romanens gennembrud som borgerligt massemedie. I Tyskland interesserer Goethe og Schiller sig for novellen, men det bliver først den egentlige romantiske novelle, som indleder det 19. århundredes novelle-renæssance, og her står den tyske novelle stærkt. De danske forfattere var fra starten af århundredet indtil 1870’erne primært tyk orienteret. Kierkegaard læste f.eks. Shakespeare på tysk.
Heinrich von Kleist (1777-1811) begik allerede som 35-årig selvmord, så hans novelle- og dramaproduktion er begrænset. Allerede nævnt er fortællingen "Marquise von O". Mindst lige så berømt er den i størrelse næsten romanagtige "Michael Kohlhaas" om en tysk bonde, der i forbindelse med en hest han vil sælge, ydmyges og snydes af en adelsmand. Kohlhaas kan ikke få rettens opbakning og starter så et hævntogt, der ender som en mindre krig og ødelægger alt omkring ham. Som type på den retfærdige hævner, der mister sansen for proportionerne og blive krigsforbryder, er "Michael Kohlhaas" næsten profetisk. Kleists’ interesse ligger generelt i sammenstødet mellem individets retfærdighedsfølelse og en samfundsmæssig stiv orden, og han udvider novelle i eksistentiel-pskologisk retning.
Den tyske romantik
Ellers udvikler den tyske romantiske novelle sig egentlig mere i retning af det fantastiske og det eventyrlige, som hos forfatterne Ludwig Tieck, Joseph von Eichendorff og Adalbert von Chamisso, Chamisso er i Danmark er mest kendt for novellen "Peter Schlemihls vidunderlige historie" om manden der sælger sin sjæl til djævelen. Den blev inspirationen for H.C. Andersens måske bedste novelle "Skyggen". Kendtest blandt de tyske romantikere er imidlertid E.T.A. Hoffmann (1776-1822), hvis novelle "Sandmanden", jeg vil dvæle lidt ved. Den kan bruges til at karakterisere særlige romantiske novelletræk, og Sigmund Freud har i sit spændende essay om det uhyggelige, "Das Unheimliche", leveret en fortrinlig analyse af den.
I "Sandmanden" møder studenten Nathanael en optiker Coppola, som vækker erindringen om en række ubehagelige barndomsoplevelser. En række aftener fik faderen besøg, og moderen fortalte drengen, at det var sandmanden der kom. Hos tjenestepigen fik Nathanel at vide, at Sandmanden kommer, hvis børn ikke vil gå i seng, og stjæler deres øjne og giver dem til føde for sine fugleagtige børn. Da Nathanael en aften skjuler sig, finder han ud at "Sandmanden" i virkeligheden er den ubehagelige advokat Coppelius. Nathanael afsløres i sit gemmested, og Coppelius truer med at rive hans øjne ud. Faderen lægger sig imellem, men overraskende vagt. Det præciseres ikke hvad Coppelius og faderen foretager sig, men det er noget med ild, sandsynligvis alkymistiske forsøg. Senere omkommer faderen ved en frygtelig brand.
I byen går han til forelæsninger hos en professor Spalanzi, der har en smuk, men noget livløs datter Olympia, som Nathanael betages så meget af, at han afbryder sin forbindelse med sin forlovede Clara. Det afsløres imidlertid, at Spalanzi i ledtog med Coppola/Coppelius har skabt en kvindelig robot, og at optikeren/Sandmanden har leveret de smukke øjne. Spalanzi fyres fra universitetet, Coppola forsvinder, og Nathanael helbredes og vil gifte sig med Clara. Glade stiger de op i et tårn. Da Clara henleder Nathanaels opmærksomhed på en busk, trækker han refleksagtigt en kikkert frem, som han har tidligere har købt af Coppola. Da han retter den mod Clara, forvandles hun i hans øjne til en trædukke, og han forsøger at smide hende ud fra tårnet. Claras bror redder hende, Coppelius dukker op blandt mængden neden for tårnet og forudsiger det der så sker: Nathanael kaster sig ud fra tårnet.
Det, Freud ser i Sandmanden/Coppelius/Coppola er en fordobling af faderskikkelsen. Coppelius er den onde far som kan legitimere sønnens angst for faderen. Angsten for at miste øjnene er i virkeligheden en kastrationsangst, og novellen handler i virkeligheden om ødipus-konflikten. Det er på baggrund af denne læsning, at Freud konkluderer, at det uhyggelige – i livet og i litteraturen skabes ved at noget fortrængt vender tilbage. Det fortrængte kan både være noget individuelt fortrængt og noget kollektivt fortrængt, f.eks. skikkelser der har været forbundet med tidligere tiders overtro: hekse, trolde, djævlebesatte børn etc.
Romantikken kan være flere ting i litteraturen. I den tyske romantiske novelle og hos Hoffmann møder vi ikke harmoni og panteisme, men splittelse og dæmoni. Menneskets indre er en valplads mellem guddommelige og dæmoniske kræfter. En række temaer hos Hoffmann bliver almindelig udbredte i litteraturen fremover og er ofte derfor forbundet med det uhyggelige og gyset: 1) splittelsen (Dr. Jekyll/Mr. Hyde), 2) mennesket som robot (Frankenstein), 3) dobbeltgængertemaet.
En dansk forfatter, der var meget påvirket af Hoffmann, var B.S. Ingemann. Hans Fjorten Eventyr og Fortællinger kredser om det dæmoniske, Faust-temaets forskriven sig til djævelen og hypnosen, (mesmerismen), der også var meget oppe i tiden. Fortællingen Sphinxen fra 1820 bærer undertitlen "et eventyr i den callot-hoffmannske maner".
Poe
Edgar Allan Poe ses som skaberen af den amerikanske novelle. Samtidig er han også tydelig inspireret af den engelske gotiske roman og den tyske romantiske novelles interesse for det dæmoniske. I en anmeldelse af en novellesamling af Nathaniel Hawthorne fremlagde Poe sin æstetik for novellen. Novellen er den mest udfordrende genre, fordi den svarer til én koncentrertet læsning på 1-2 timer. Det kræver fuldstændig intensitet, "the unity of effect", og en meget bevidst kalkulation omkring hvilke følelser enhver begivenhed i novellen kan udløse.
Den meget bevidste brug af effekter kendetegner Poes noveller, specielt inden for horror-genren. Poe bruger middelalderlige slotte, den øde natur og labyrinter og gange til at skabe uhygge. Og han bruger en række temaer, som blev klassiske i gyserlitteraturen: 1) den levende begravede, 2) grænsesituationer omkring liv/død, 3) hypnose, 4)dobbeltgængertemaet, døden som levende person, 5) incestuøs kærlighed.
Jeg har altid syntes at det var lidt af et paradoks, at Poe udover at være gysernovellens mester også regnes for den klassiske detektivhistories fader med de tre noveller med mesterdetektiven Auguste Dupin. Den kendteste er "Mordene i Rue Morgue". Her skabes mesterdetektiven, der via sit intellekt løser den gåde, politiet ikke kan løse. Typen lever videre hos Conan Doyle, Agatha Christie og Dorothy L. Sayers. Gyset er irrationalitetens genre, detektivromanen rationalitetens. Men de kan forenes hos Poe, fordi konflikten er oppe i tiden, fordi Poe var begge dele, og fordi han han også behandlede det irrationelle rationelt og analytisk. Med Poe knyttes novellen både til finkulturen, tidsskriftet og populærkulturen. Hans fortællinger blev forlæg for mange film, og i litteraturen har han inspireret både Stephen King og Paul Auster. I By af glas bruger hovedpersonen Daniel Quinn William Wilson som forfatterpseudonym for sine kriminalromaner. "William Wilson" er Poes kendte novelle om en dobbeltgænger.
Russerne
Russisk litteratur bliver som bekendt toneangivende i det 19. århundrede. Nogle af jer kan måske huske, at Pontoppidan netop i sin selvbiografi nævner sin interesse for den. Også inden for novellen er russisk litteratur central i det 19. århundrede. I begyndelsen af 1830'erne slår Nikolaj Gógol igennem med noveller fra Ukraine, mens hans berømteste noveller blev St. Petersborg noveller, hvoraf "Næsen" (1836) og "Kappen" er de mest berømte.
I "Næsen" finder barberen i sit brød en morgen en næse. Kort efter ser den indbildske kollegieassessor Kovaljov sig i spejlet og opdager, at hans næse mangler. Kort efter ser han sin næse i ansigtet på en statsråd fra Undervisningsministeriet. Kovaljov forsøger at melde den forsvundne næse til politiet og indrykker en efterlysning af den i avisen. Hans anstrengelser virker forgæves, men en morgen dukker næsen op igen i Kovaljovs ansigt. Novellen er primært vidunderlig farce, med veloplagt satire over det zaristiske bureakrati. Humoren ligger både i persontegningen og i fortællerens afsluttende refleksioner over om der overhovedet er nogen mening i den fortalte historie.
"Kappen" beskriver en lille embedsmand, hvis eneste glæde er at kopiere skrivelser. Da hans overordnede forsøger at ændre ordlyden for at glæde ham, bliver han fortvivlet. For ikke at dø i vinterkulden må han investere i en ny kappe. Hans kolleger afholder en fest, han beruses let, og på vejen hjem frarøves han kappen. Da han opsøger først en politikommissær og dernæst "en meget indflydelsesrig mand", overfuses han og jages ud i kulden og dør snart efter. "Kappen" ender som dobbelt spøgelseshistorie. Både offer og tyv går igen i St. Petersborg. Novellen rummer både satire, social medfølelse og rablende humor, primært knyttet fortællerens kommentarer til fiktionen. Gógol var en ener i samtiden, men peger tydeligt frem mod det 20. århundredes sære og absurde fortællere. Den, Gógol måske inspirerede mest, Franz Kafka, kommer vi til.
I Turgenjev i dansk åndsliv nævner Johan Fjord Jensen om Pontoppidan, at han bestemt ikke – som så mange andre danske forfattere – var inspireret af adelssønnen Turgenjevs romaner, dens vege mandlige figurer og dens impressionistiske stemningsmættede stil. Til gengæld mener Fjord Jensen, at Pontoppidan var inspireret af en anden side af russerens forfatterskab, nemlig den socialkritiske tendens i hans novellesamling En jægers dagbog (1852). Fjord Jensen påviser ligheden mellem Turgenjevs novelle "Den levende relikvie" og Pontoppidans afsluttende novelle i Fra Hytterne, "En vandringsmand". I begge finder en vandringsmand i en rønne et levende skelet – en gammel kvinde, der i årevis har ligget dér. Hos T. er hun en blid kvinde, der stadig nyder fuglene, livet og Gud, men hun beder dog om nedsættelse af forpagtningsafgifter for sine børn. Hos Pontoppidan er kvinden et rent offer og bruges polemisk mod myten om det sociale fremskridt. En delvis forklaring på forskellen kan være Turgenjevs problemer med den russiske censur.
Flere af novellerne i En jægers dagbog kritiserer livegenskabet og adelens despoti. En tjenestepige må ikke gifte sig med den hun elsker, fordi hendes adelige frue er så glad for hende som arbejdskraft. En forpagter for en adelsmand afsløres som diktator på sin egn. En tjener forlader skånselsløst en ung forelsket bondepige. En jægers dagbog rummer ved siden af de mange lyriske jagtbeskrivelser en modig politisk kritik. Dens emne og virkning er blevet sammenlignet med Onkel Toms hytte. Sine sidste år tilbragte Turgenjev i Vesteuropa.
Med Anton Tjekov kommer vi op om omkring århundredeskiftet, hvor realismen for længst har fået mørkere toner og påvirkes af en mere naturvidenskabelig orienteret naturalisme. Tjekov var læge udover at være forfatter. Ikke alene blev Tjekov en af verdens store dramatikere, men også en af novellegenrens fornyere. Tjekov er vel den første store skaber af den moderne short story.
Novellen "Bruden" (1903) kan tjene til eksempel. I den forlader en ung kvinde den stillestående landsby for at studere, inspireret af en ung slægtning, en tuberkuløs revolutionær student. Med dette opbrud bryder hun sin forlovelse med en kæreste, som hun står foran at skulle giftes. Den korte novelles sidste sætninger lyder således: "Hun gik op på sit værelse for at pakke, næste dags morgen tog hun af sted, og glad og let til mode forlod hun byen – for bestandig tænkte hun". Specielt de sidste fire ord rummer en lang fortsættelse i læserens bevidsthed. Typisk for Tjekov er denne fantastiske sprogbeherskelse. Hans short story’er leverer korte billeder med langt efterliv: Hendes drømme vil sikkert strande, og hun vil vende tilbage til byen. Det sker i flere af hans andre noveller. I "Jonytj" afslår en ung pige spottende et frieri fra den noget ældre læge for at forfølge drømmen om en pianistkarriere. Nogle år senere vender hun tilbage og byder sig til som hustru for lægen. Han er blevet rig, fed og vil ikke giftes.
Scenen for Tjekovs noveller er – ligesom i skuespillene – den russiske provins. Det sociale billede er undertiden bredere i novellerne og grummere, "Søvnig" (fra 1888) er en barsk historie om en pige på 13 år, der er ansat som barnepige, men også sættes til alt mulig andet, og aldrig har fri. I overanstrengelse og søvnløshed kvæler hun barnet. "I dalen" er nærmest en novella i længde, et bizart familiedram, hvor en svigerdatter dræber en svigerindes nyfødte barn ved at skolde det ihjel og fuldstændig ustraffet overtager magten i familien.
Der er i skildringen af "stille eksistenser" og i udviklingen af impressionistiske fortælleteknikker et slægtskab mellem Tjekov og Herman Bang. Når Bang er bedst, forener han det sentimentale og det ironiske i en vellykket blanding. Hos Tjekov er ironien mere stille, smerten dybere og det sociale billede bredere.
Under naturalismen bliver interessen for fransk litteratur i Danmark stor. Naturalismens store franske novelleforfatter er Guy de Maupassant. Hans noveller kan i enkelte tilfælde være reflekterende essayagtige eller lyriske, men i de fleste tilfælde skriver han klassiske noveller med en ofte sort, barsk pointe. Han har et skarpt blik for tilværelsens uretfærdighed og ironi. Berømt er novellen "Smykket", hvor en ung almindelig kvinde til en fest låner et smykke af sin veninde. Hun gør stor lykke til festen, men taber smykket. Hun gældsætter sig totalt for at erstatte smykket uden at veninden opdager det og knokler i mere end 10 år, så al kvindelig skønhed forlader hende. Da møder hun veninden, der ikke kan genkende hende, men fortæller, at det lånte smykke var falsk og højst 500 francs værd.
I "Juvelerne" efterlader en kvinde ved sin død den sørgende ægtemand en række smykker, han tror er simili. De viser sig at være ægte. Uden at tænke over hvordan den elskede kone har erhvervet disse smykker, bliver han glad og tilbringer natten "med letlevende damer./ Et halvt år senere giftede han sig igen. Hans anden Kone var Hæderligheden selv; men hun havde en yderst vanskelig karakter. Hun gjorde ham meget ulykkelig".
Amerikanerne
Tjekovs udvikling af novellen i retning af short-story'en videreføres i det 20. århundrede af den amerikanske novelle. De to største fornyere er efter min mening Ernest Hemingway og Raymond Carver. De har begge anerkendt inspirationen fra Tjekov. I Poul Borums danske oversættelse af Noveller finder man Hemingways tre novellesamlinger fra 1925, 1927 og 1933 samt nogle af de længere og kriseprægende noveller fra midtrediverne som f.eks." Kilmanjaros sne".
Det man kan se, Hemingway gør ved novellen, er den stadig mere radikale udryddelse af forhistorie og pointeret afslutning, således at novellerne bliver mere og mere situationsbeskrivende. Fortælleren forsvinder næsten; enkelte noveller som "Bjerge som hvide elefanter" er næsten ren dialog. Selve dialogerne slibes ned til ganske enkle hverdagsord. Hvis I tænker tilbage på Baggesens tre hovedpunkter i en novelledefinition: 1) den styrende fortæller, 2) begivenheden og 3) pointen, så er Hemmingways noveller ofte uden nogle af dem.
I vor tid indleder hver novelle med en kort tekst, der refererer til 1. verdenskrig. Hemingways holden sig til helt enkle ord og undgåen retoriske guirlander kobles sammen med erfaringerne fra krigen. Hemingway var berømt for sit macho-image, den maskuline dyrkelse af jagt, fiskeri og tyrefægtning, men i udpræget grad handler hans noveller om (maskuline) følelser og umuligheden i at finde ord for dem. Man har talt om Hemingways isbjergsteknik, at 9/10 af det teksten handler om, ligger under vandet.
En række noveller har Nick Adams som hovedperson. Gennem dem oplever Nick for første gang døden, kærligheden, jagten, naturen, krigen og volden. Her er nok en del selvportræt, men disse førstegangsoplevelser hænger også fint sammen med det helt enkle sprog. En af de bedste Nick Adams-historier er "Morderne", også næsten ren dialog. Et par gangstere ankommer til et cafeteria, hvor Nick arbejder. De venter på at en svensk bokser Ole Andreson vil dukke op. De tvinger cafeteriaets ejer, kok og Nick ud i køkkenet, mens de venter. Svenskeren kommer ikke. Da gangsterne er gået, sendes Nick over til svenskeren for at advare ham. Nick synes, han skal forlade byen. Svenskeren vil ikke flygte mere: "Der er ikke noget at stille op nu." Nick vender tilbage til cafeteriaet og synes, det er forfærdelig tænke på, at svenskeren vil blive skudt. Lad være med at tænke på det, tilråder ejeren. Næsten alt foregår i denne understatede dialog, intet ekspliciteres, og læseren må selv arbejde videre med historien.
Med Raymond Carver springer jeg lidt i rækkefølgen men han er så tydelig både Tjekov og Hemingway-elev, at det føles naturligt. Carver var autodidakt, vokset op i en arbejderfamilie i det vestlige USA. Tidligt gift og børn og alkoholiseret. Først med den anden kone, lyrikeren Tess Gallagher, rettes han op, får styr på forfatterskabet og livet. Modsat Hemingway er han ren novelleforfatter (minus lidt lyrik). Han har selv sagt, at hans liv ikke levnede tid til romaner. Modsat Hemingway skulle han heller ikke leve op til macho-rollen. Tværtimod har han en fantastisk forståelse for mandlige tabere. Carvers persongalleri er overvejende, men ikke udelukkende white trash, folk fra små flækker i det vestlige USA i skurvogne eller faldefærdige huse, mænd der er ved at blive arbejdsløse og skilt fra deres koner. Dette forbundet med en fantastisk lydhørhed over for sprog, folk taler og ikke taler, gør ham til en inspiration for en stor række af unge danske novelleforfattere. Carvers knappe stil, hvor så meget er underforstået, kaldes som regel minimalisme. Også den norske novelleforfatter Kjeld Askildsen har været en stor inspiration for den danske minimalisme, f.eks. Helle Helle.
Den typiske Carver-historie er bygget således op: begyndelse midt en i en situation, en ulykke bliver manifest, en åben slutning og megen undertekst. Et eksempel er novellen "Konservering". En mand bliver arbejdsløs, konen har stadig job, han tilbringer dagene på sofaen. Konens irritation vokser. Hun kommer hjem og finder køleskabet brudt sammen, varerne er rådne. Hun vil købe et nyt på auktion, han vil ikke uden for døren. Hun branker svinekoteletter til middagen, han står i vandpytterne midt på gulvet. Novellen slutter: "Hun tænkte, at hun hellere måtte tage noget læbestift på," hente sin frakke og komme af sted til auktionen. Men hun kunne ikke få øjnene fra sin mands fødder. Hun satte tallerkenen på bordet og kikkede, indtil fødderne forlod køkkenet og gik ind i dagligstuen igen".
En anden yndlingsnovelle "Populær mekanik" på to sider. Han og hun skal skilles. Han pakker, de råber af hinanden. Han kommer i tanker om barnet og erklærer, at han vil have det med. Hun griber fat i det. Han gør det samme fra den anden side. Novellen slutter: "Nej skreg hun, idet hendes hænder åbnede sig./Hun ville have det, dette barn. Hun greb efter den anden arm på barnet. Hun fik fat i barnet ved håndleddet og lænede sig tilbage. Men han ville ikke give slip. Han følte barnet glide ud af sine hænder og han trak meget hårdt igen./ På denne måde blev sagen afgjort".
En række Carver-historier flettet sammen lå bag filmen Short Cuts af Robert Altmann.
Kafka
Et andet og mindst lige så vigtigt spor i det 20. århundredes noveller er den fantastiske, den sære fortælling. Dens to centrale skikkelser er Franz Kafka og Jorge Luis Borges. Kafkas samlede fortællinger kom i 2008 på dansk. Det første bind indeholder dem der blev udgivet i Kafkas levetid, det andet de upublicerede. Mange af novellen er berømte. Kendtest måske "Forvandlingen", hvis begyndelseslinier ofte citeres: "Da Gregers Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb." Novellen videreudvikler fuldstændig cool denne forvandling af et menneske til en bille, hvorved en familie berøves en søn og en bror og sin primære indtægtskilde, idet Gregers Samsa var handelsrejsende. Billen bevarer til sin død en menneskelig bevidsthed, mens familiens reaktioner forvandles fra sorg og medfølelse til lede. Novellen er blevet læst som et billede på menneskelig fremmedgørelse, som en beskrivelse af Kafkas anstrengte forhold til sin far, men der er aldrig nogen måde at udtømme tekstens betydning på. Den forbliver dybt gådefuld.
I "I straffekolonien" drejer det sig om et absurdt henrettelsesinstrument, der passes af en gammel officer, som skal forklare dets betydning til en yngre forsker. Instrumentet skriver dommen ind i kroppen på den der henrettes. Hvad der står, bliver ikke oplyst for den dømte, og der er i det hele taget ingen forudgående retssag. Da officeren forstår, at man vil tage instrumentet fra ham, bruger han det til selv at begå en slags harikiri. Officerens begejstrede, men fuldstændig nøgterne beskrivelse af denne maskine er for mig en præcis forudsigelse af nazismens banale ondskab. Flere noveller handler om dæmoniske fædre. En af de bedste noveller fortælles også i romanen Processen. Et menneske befinder sig foran en dør for at få forkyndt, hvilken lov der gælder for ham. En dørvogter forhindrer ham år efter år i at komme ind. Da han er ved at dø, spørger han, hvorfor han aldrig har set andre mennesker, der ville ind, og dørvogteren svarer: "Her var der ingen andre der kunne få adgang, for denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den." Kafkas univers er tillagt mange betydninger af både eksistentiel, religiøs og politisk art. Hans indflydelse i Danmark var stærkest i den modernistiske prosa i 50'erne og 60'erne. Specielt i Villy Sørensens Sære fortællinger er den tydeligt stede, og Sørensen skrev da også en bog om Kafka.
Borges
Argentineren Borges’ centrale skikkelse i det 20. århundredes novellistik baserer sig på to korte novellesamlinger, Fiktioner (1944) og Alef (1949). I prologen til Fiktioner skriver Borges:
Et slidsomt og udmarvende vanvid at skrive tykke bøger, at bruge fem hundrede sider til at forklare en tanke, man kan gøre mundtlig rede for på få minutter. Den bedste fremgangsmåde er at foregive, at sådanne bøger allerede eksisterer, og tilbyde et resumé, en kommentar.
At karakterisere sine noveller som et resumé eller en kommentar af allerede eksisterende store bøger er et meget præcist signalement af hvad der karakteriserer Borges' historier. Dem, jeg bedst kan lide, er dem, hvor han tager en given genre og på genrens præmisser fortæller en ultrakort, næsten mytisk historie. Berømt i denne sammenhæng er novellen "Den døde", hvor en slyngel fra Buenos Aires bliver gaucho og smugler på pampasen og ender med at ville overtage lederens stilling og elskerinde. Da han skydes ned, forstår han først, at både hans storhed og fald var programmeret af lederen. Historien er både islandsk saga og latinamerikansk cowboy-historie. I "Syden" udspilles cowboy-historien sig primært i en sygs feberfantasier. "I Døden og passeren" skrives kabbalistiske og hinduistiske tanker ind i en Chesterton-agtig kriminovelle.
Andre typer Borges-noveller er 1) den filosofiske diskuterende, 2) den falske leksikon-artikel, 3) det litterære essay om en ikke-eksisterende forfatter. Læseren er ofte usikker på, hvor seriøst man skal tage Borges' filosofier og esoteriske spekulationer. Som regel er de både seriøse og spøgefulde. Gennemgående hos Borges er tanken, at fiktive og levende personer er drømme eller fortællinger i andre menneskers universer. Forestillingen kulminerer i "Biblioteket i Babel", hvor hele universet anskues som et uendeligt bibliotek.
Borges er i høj grad en "writers' writer". Hans indflydelse på, hvad vi ofte kalder postmoderne litteratur eller metafiktion, er enorm. Umberto Eco (den blinde bibliotekar i Rosens navn), Paul Auster. Og i dansk litteratur hele den skriftbevidste litteratur fra Svend Aage Madsen og Per Højholt til den yngre med Peter Adolphsen.
I Borges' er der jo en række elementer af kortprosa, f.eks. de falske leksikonartikler, de falske forfatterportrætter, de filosofiske afhandlinger. Men de skrives ind i en fiktionsramme. En kortprosa der blander næsten alle genrerne i genrefeltet, er Günter Grass’ Mit århundrede, hvor der til hvert år i det 20. århundrede er knyttet en historie. Historien kan være selvbiografisk, politisk artikel, fiktion, fiktion med fiktive personer og fiktion med historiske personer. Nogle baseret på kendte hændelser, andre på opdigtede osv. Men ellers bliver kortprosaen nok altovervejende uoversat. Læserne vil gerne have historier med en begyndelse, en midte og en slutning, og en styrende fortæller, en eller flere begivenheder og nogle eksistentielle, psykologiske eller sociale pointer.
Litteraturliste
Det genreteoretiske oplæg er primært baseret på:
Baggesen, Søren: Den Blicherske novelle, Gyldendal 1965
Johansen, Jørgen Dines: Novelleteori efter 1945. En studie i litterær taxinomi, Munksgaard 1970
Baggesen, Søren og Jørgen Dines Johansen: Novelle og kontekst, Gjellerup 1972
Rømhild, Lars Peter: Novelle. I Den store danske Encyclopædi, Gyldendal 1999
Jørgensen, Bo Hakon: Efterskrift til Fortællinger og kortprosa1877-1907, DDSL. Borgen 1991
Brixvold, Jeppe og Hans Ottto Jørgensen: Efterskrift til Antologi af dansk kortprosa, Dansklærerforeningen 1998.
Klejuff, Marie Lund: Novellen, struktur, historie og analyse, Gads forlag 2002
Det litteraturhistoriske oplæg er primært baseret på læsning af:Boccaccio Giovanni (1313-1375): Decameron (c. 1350), Nyt Nordisk Forlag 1960
Cervantes, Miguel de (1547-1616): Eksemplariske noveller (1613), Husets Forlag 2008
Kleist, Heinrich von( 1777-1811): Samlede fortællinger, Rhodos 1982
Hoffmann, E.T.A (1776-1822): „Sandmanden“ (1815). Læst i Romantiske fortællinger, Dansklærerforeningen 1988.
Poe, Edgar Allan (1809-1849): Samlede fortællinger, Klim 2007 (baseret på noveller fra 1830’erne og 1840’erne).
Gogol, Nikolaj (1809-1852). "Næsen" (1836) og "Kappen" (1842). Læst i St. Petersborg noveller, Borgen 1970.
Turgenev, Ivan (1818-1882): En jægers dagbog (1852), Carit Andersens Forlag 1958.
Tjekkhov, Anton (1860-1904): Andres ulykke. Et udvalg af Fredrik Dessau af noveller fra 1888-1903, Gyldendal 1998.
Maupassant, Guy de (1850-1893): Juvelerne og andre noveller, Hasselbalch 1967.
Hemingway, Ernest (1899-1961): Noveller, Lindhardt og Ringhof 1981. Baseret på noveller fra 1925 til slutningen af 1930’erne.
Kafka Franz (1883-1924): Fortællinger og Efterladte fortællinger, Gyldendal 2008
Borges, Jorge Luis: Fiktioner (1944), Gyldendal 1998
Borges, Jorge Luis (1899-1986): Alef (1949), Centrum 1983
Carver, Raymond (1938-1988): Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, Gyldendal 1985
Grass; Günter (1927-): Mit århundrede (1999), Gyldendal 2000
Pontoppidan, Henrik: Fra hytterne (1887).
Pontoppidan, Henrik: Skyer (1890)
Pontoppidan, Henrik: Krøniker (1890).
Alle tre læst i Sandinge Menighed og andre Noveller og Skitser, Gyldendal 2002.
De tre karakteristiska for novellen iflg. Baggesen:
1. Den styrende fortæller – forskel mellem fortællertid og fortalt tid – eksplicit fortæller
2. Begivenheden
3. Pointen - a) determinsationspunkt, b) fortolkningspunkt
Centralt i de tre genrer iflg. Baggesen:
I novellen: begivenheden
I romanen: mennesket
I short story’en: situationen
