En klassiker
Et par bemærkninger om Henrik Pontoppidans Isbjørnen
I
Isbjørnen er en klassiker – uanset hvilken definition man bruger. Den har fat i nogle alment gyldige problemstillinger, og den finder stadig nye læsere. Oplag efter oplag, gerne sammen med en anden af Pontoppidans små romaner Nattevagt, har den fundet vej til danskundervisningen, som jo bl.a. har den funktion at sikre nationallitteraturens liv. Men modsat andre læsebogsklassikere har Isbjørnen samtidigt kunnet leve et liv uden for skolestuen –, og det er vel her den opnår sin egentlige klassikerstatus. Samtidig er den (og hele forfatterskabet i øvrigt) levende som genstand for læsning, fortolkning og omfortolkning i litterære fortolkningsmiljøer – med begyndelse allerede i 1917 hvor Vilhelm Andersen skrev sin bog om Pontoppidans forfatterskab frem til i år hvor 150-års dagen vil blive fejret på forskellig og behørig vis.
Isbjørnen kom først som føljeton i Morgenbladet i januar/februar 1884, den blev skrevet løbende og Henrik Pontoppidan var ikke tilfreds med den, selv om Georg Brandes faktisk roste den. I et brev til sin forlægger skrev han:
Jeg bekjender med Sorg at dette løse Udkast er kommet alt for tidlig ud i Verden. Men en gang i Tiden tror jeg, der kan komme noget godt ud af det.
Pontoppidan ændrer, han tilføjer og stryger og gør det sin vane tro igen og igen, først til en bogudgave i 1887 og endelig til samlingen af fortællinger i 1899, og det er denne udgave der er grundlaget for de mange senere (skole)udgaver, så klassikeren er altså langt fra den originale første udgave. Om ændringerne får man god besked i Flemming Behrendts udgivelse af Smaa Romaner 1885-1890 (1999).
Bogen blev ikke modtaget som en født klassiker. Anmelderne var temmelig kølige da Isbjørnen kom som bog i 1887. For eksempel skriver Niels Møller at bogen ikke kan "maale sig med Fra Hytterne i Vægt og Virkning. Den griber ikke saa dybt og almenmenneskelig, og den bygger ikke over saa bred og øm Sympati som Forgængeren". Sammenligningen med tekster som f.eks. "Ane Mette" og "Knokkelmanden" kan forekomme uretfærdig, her er Pontoppidan virkelig ude med den allermest barske og hjerteskærende, socialrealistiske rive – og det er jo ikke helt det der er ærindet i Isbjørnen.
Den eneste rigtigt begejstrede er Politikens Edvard Brandes (bror til Georg), han kalder den "fortrinlig" og nævner bogens humor og lystighed. Det er for den radikale Edvard Brandes kritikken af den officielle kristendom der er central – og rigtig. For Berlingske Tidende ser det selvsagt anderledes ud: "Som ved alle lignende Tendentsskildringer med polemisk Braad mærker Læseren snart Hensigten og mister Tilliden til Fortællingens Sanddruhed".Det der for anmelderne synes at være et problem er at Pontoppidan skriver om noget (Grønland og grønlændere) han "kun kender paa anden Haand, gennem fremmed Beretning"'1. Altså et krav til forfattere om kun at skrive om det de selv har oplevet. Besynderligt forlangende, må man sige. Hvis kun den litteratur der var førstehåndsoplevet skulle accepteres, så ville der blive god plads på bibliotekerne.
II
Men hvad havde Pontoppidan adgang til af "fremmed Beretning".
Han nævner i sine erindringer selv H. Rinks "Grønland og dets Beboere" (titlen er Grønland, geographisk og statistisk beskrevet, 1857) som han havde læst i forbindelse med en mulig deltagelse i en ekspedition til Grønland som hans geologilærer på Polyteknisk Læreanstalt skulle forestå. Han blev skuffende nok ikke udtaget til ekspeditionen. Siden kan han jo (ekspeditionen var allerede i 1876) sagtens have læst både flere titler i Rinks store forfatterskab (f.eks. Om Grønlændernes gamle Tro fra 1868) og fulgt med i rejseskildringer og illustrationer i f.eks. Illustreret Tidende.
Men det er nok først og fremmest Rink der har inspireret. Nogle forskere har ment at kunne høre den "samme tone" hos Pontoppidan og Rink. Prøv at høre Rink:
Vestkysten af Grønland udmærker sig ved talrige og dybe Indskjæringer af Havet, ved Fjorde og Sunde, som sondre det ydre Bælte af Land i Halvøer og Øer. Paa den foreliggende Kyststrækning naae disse indre Farvande 10 á 20 Mile op Østen for de yderste Pynter og Øer, hvorpaa det sluttede Fastland begynder, hvis Grændser vi først møde igjen et Par hundrede Mile længere østlig i den, under disse Bredegrader saa lidet kjendte Østkyst. Hiint Bælte af Halvøer og Øer, som vi ville kalde Yderlandet, er paa Grund af de Veie, som Havet har lagt igiennem det, den eneste beboede og tilgiængelige Deel, og skal derfor i det Følgende være Hovedgjenstanden for disse Betragtninger; men det sluttede Fastland, som vi i det Følgende ville kalde Indlandet, er paa Grund af de overordentlige Iismasser, det avler og aarligen udsender gjennem de indre Farvande til Havet, skjøndt i og for sig ukjendt og utilgjængeligt, af stor Betydning for Polarhavet overhovedet, og for denne Kyst og dens Beboere isærdeleshed. Naar man forfølger de dybere Fjorde, f. Ex. Omenaks-Fjordens Forgreninger, saa langt man kan mod Øst, da finder man de Dale, der ligesom skulde danne Fjordenes Fortsættelse ind i Landet i østlig Retning, samtligen fyldt med Iis. Bestiger man en Høide i Nærheden, da seer man en saadan Iisdal, som hæver sig jævnt fra Havet af, i Baggrunden gaa over i en eensformig Iisslette, som udbreder sig bag det Land, der indeslutter Dalen.'2
På denne baggrund kan Pontoppidan brodere videre og indsætte de steder, rekvisitter og personer, fortællingen kræver. Man har påvist hvorledes han ikke helt har styr på fakta, han er f.eks. helt uden for korrekt historisk fornemmelse, når han lader et gevær være en nyhed – der er han ca. 100 år for sent på den. Og der er flere af den slags smuttere.
Men måske er dette i virkeligheden ikke så interessant. For hvad er det Pontoppidan vil med Grønland, når det kommer til stykket? Han har brug for et modbillede til det Danmark som hans hovedperson vender ryggen, og det skal ikke være hvad som helst. Det skal først og fremmest være NATUR og den skal være u-civiliseret, dvs. løsrevet fra (danske) normer som invaliderer (stækker plejer det at hedde hos Pontoppidan) friheden hos individet. Der er med andre ord brug for et sted der viser grundmodsætningen natur/kultur – uanset at modsætningen ved nøjere eftersyn viser sig at være falsk; menneskets natur kunne jo tænkes at indbefatte kultivering af naturen.
Han kunne have en (måske uerkendt?) inspiration fra faderen Dines Pontoppidan der som ung skibspræst foretog en rejse til Sydamerika og skrev en bog om det – dette er måske lige søgt nok, for i virkeligheden ligger Grønland lige for: Pontoppidans eget fantasibillede af Grønland som eventyrrige der blev installeret i hans bevidsthed i forbindelse med lysten til at komme med på ekspeditionen, arbejder fint sammen med den lokalitet der tilbød sig i bøger og billeder. Han kunne strengt taget (i 1876) have set den selv samme ekspeditions beretning '3 som blev "meddelt" af lederen Knud Steenstrup der i sin tid havde fortalt Pontoppidan om turen. Beretningens medforfatter og illustrator er oven i købet en vis A. Kornerup – den mand der fik pladsen for næsen af Pontoppidan. Måske er det bare fordi Grønland nu engang er der og i den almindelige bevidsthed er stedet for eventyr, oprindelighed og ægte menneskelighed. Forestillingen om den ædle vilde er på Pontoppidans tid fuldt færdig og spiller i fortællingen sammen med forestillingen om en personlighedskerne der kan frigøres eller undertrykkes. Grønlandsbillederne som funktioner i teksten har Jon Helt Haarder gjort præcist rede for (Kultur og Klasse nr. 102, 2006), og i den forbindelse er det værd at gentage en af hans pointer: Pontoppidan er ikke en imperialistisk, småracistisk over-dansker. Hans billede af Grønland og grønlændere er et han deler med tiden (ligesom hans vurdering af Georg Brandes som jøde også er tidens). Pontoppidans beskrivelse af grønlænderne som "vraltende" "skindbylter" med deres "sælhundemyrderier" osv. baserer sig på de forhåndenværende søms princip og er hverken resultatet af research eller nedladenhed. Det er fælles gods i tiden og står i fortællingens tjeneste.
III
Men hvorfor er Isbjørnen blevet så udbredt og populær? Der er selvfølgelig en praktisk dimension: det er på flere måder en håndterlig tekst i klassen. Men både læreren og den almindelige læser er, tror jeg, optaget af bogens drøm om Det Gode Liv og måske især af satiren og endelig et moment af selvpinerisk godten sig over at vi har de tyranner vi fortjener. Dertil kommer nok også en særlig veloplagt sproglig udformning. Alt sammen kvaliteter man gerne vil dele med andre.
Den ovenfor omtalte anmelder Niels Møller synes ikke satiren er så farlig:
Der er gjemt en Del Satire i denne Beretning, der ligger maaske ogsaa Harme bag den, men Behandlingen er saa lethændet, at ingen kan saares. Spotten kildrer mere end ætser, saa legende stryger den forbi paa Pontoppidans udmærket bløde og fintfarvede Sprog.
Måske er der en pointe her: læseren bliver ikke for alvor rystet og vred, og hvis denne virkning er tilsigtet så er Pontoppidan måske blødere eller mere tvesynet end vi normalt ser: han vil ikke den store konfrontation, han vil måske resignationen. Det er som om at han ved Isbjørnens venden tilbage (må vi som læsere tro) til Naturen opgiver at gøre noget ved den civilisation han har prøvet at modificere – ikke som bevidst projekt, men fordi hans natur nu engang er sådan.
Men satiren – der som så ofte hos Pontoppidan går ud over forvaltere af religionen – er, som Møller bemærker det, først og fremmest morsom. Det er lystspillet, ja farcen der er på spil, f.eks. i skildringen af kapellanen. Og her skal man huske at det ikke er religion eller kristendom som sådan, Pontoppidan er ude efter. Pastor Müller, Isbjørnen selv, viser jo i sin præstegerning, både i Grønland og ved hjemkomsten, at der findes måder at være religiøs på og funktioner af religion som er gode for mennesket. Og den side af Det Gode Liv er jo vældig tiltalende.
Satiren rammer især det samfund der ikke sætter pris på den ægte, naturlige menneskelighed og en befolkning der retter ind efter autoriteterne og ikke kender sit eget bedste.
Men Isbjørnen er ikke farlig, resignationen og trodsen bliver iscenesat så læseren ikke har andet valg end at trække først på smilebåndet og så på skulderen og beklage denne enkeltstående fantast og vildmands skæbne.
Vi kan have sympati med ham, og vi kan drøfte på hvilken måde bogens afsluttende fanfare skal forstås – også aktuelt! – men udvejen, den enkeltes flugt, er om ikke en blindgyde, så dog ikke farbar som strategi for ændring af tyrannernes fremfærd.
Men 150-års jubilarens måske mest læste tekst efter "Ørneflugt" holder og finder stadig nye læsere som veloplagt påpegning af det fremmedes og den ægte naturligheds trange kår i et småligt og ængsteligt samfund.
