næppe dybtgaaende og omfattende nok
Literatur.
—
Henrik Pontoppidan:
Isbjørnen.
Et Portræt
(Gyldendalske Boghandels Forlag)
Bogen bereder Yndere af Henrik Pontoppidans Kunst nogen Skuffelse; den griber ikke saa kraftigt ind i Nutidsliv og almene Tilstande, som man er vant til af Arbejder fra den Haand; den gaar ikke saa angrebsvis frem, og den hverken oprører eller saarer. Det er for saa vidt en stilfærdig Bog. Men heller ikke som blot Studie staar den paa Højde med Forfatterens dygtigste Ting. Man har gennemgaaende ikke saa fast Bund under Fødderne, som Tilfældet plejer at være, hvor Pontoppidan er Vejviser.
Isbjørnen er en gammel Landsbypræst, som Forfatteren præsenterer os i første Kapitel, og hvis Forhistorie fylder omtrent Resten af Bogen. Thorkild Müller hedder han, og et sært Skumpelskud har han været lige fra Fødslen. Der er Vildmandsblod i Aarerne paa ham. Farfa'eren har været saadan noget som Krybskytte, en Kæmpekarl, en Slagsbroder og Drukkenbolt, om hvem der berettes allehaande æventyrlige Bedrifter. Det er hans plumpe Lemmer og tunge Krop, som gaar igen hos Thorkild, og det er hans ubændige Lidenskaber, som stikker Sønnesønnen i Blodet. I det fattige Hjem i en lille jydsk Landsby er han, fra han saa Dagens Lys, bleven behandlet som en besværlig Skifting, og da han omsider blev Student og kom til København, færdedes han stille og forknyt blandt Kammeraterne som en stor, svær og kejtet Fyr, der var til Latter overalt og af alle blev anset for en Umulighed.
Nu eksisterede der den Gang og eksisterer muligvis endnu (Pontoppidan har ikke fundet det Umagen værd at skaffe sig Oplysning derom) en Anordning, et Reskript eller lign., i Følge hvilket fattige teologiske Studerende, der vilde forpligte sig til efter endt Eksamen i et længere, forøvrigt ubestemt Tidsrum at virke som Præster oppe i vore grønlandske Besiddelser, af Staten kunde erholde en aarlig, ikke ganske ubetydelig Understøttelse til deres Studeringers Fortsættelse. Der var alligevel ikke mange, som tog sig dette menneskekærlige Reskripts gode Raad til Følge, og de, som gjorde det, var mest havarerede Eksistenser, for hvem denne Forskrivning paa Livstid var en sidste Redningsplanke. Pontoppidan skildrer, med Farver, som fremkalder en ejendommelig Følelse og Atmosfære af Studenterlivet paa de Tider, disse "grønlandske Studenter"s besynderlige, lyssky Tilværelse i Smøger og Kælderbeværtningers Bagstuer ... indtil de en Aften, naar de kommer hjem paa deres tomme Kvist og faar tændt Spiddelyset, blegner ved Synet af et stort, blaat Brev, som indeholder Anmodningen om hurtigst muligt at indstille sig til den teologiske Eksamen for med det første Skib at drage op til – "Syndernes Forladelse, Kødets Forsagelse og den evige Is", som det hedder mellem de ulykkelige.
Thorkild Müller er blandt disse "grønlandske Studenter" og lever deres skumle Svireliv med, kluntet og sløv drivende omkring. Indtil han en Nat hjemme paa Kvisten finder sit "blaa Brev" liggende paa Bordet. Fuldkommen blank indstilles han til teologisk Eksamen. Han sætter sig for, paa Trods ikke at ville besvare ét af Spørgsmaalene, for muligvis paa den Maade at undgaa Kaldelsen. Men skønt Eksaminationen er en komplet Skandale for det teologiske Fakultet, faar Thorkild Müller sit Præstebevis og sendes "pr. omgaaende" til det nordligst tænkelige Præstkald i den vide Verden.
Fire Kapitler beskriver hans Tilværelse i Grønland, Naturen og Folkelivet deroppe. Det er et Maleri udført med den nydeligste og mest bestikkende Kunst – men er det fuldtud ærligt af Henrik Pontoppidan at beskrive Landskaber og Mennesker, som han kun kender paa anden Haand, gennem fremmed Beretning? Er det i stræng Forstand Naturalisme? Skildringen gør et utvivlsomt vederhæftigt Indtryk, og den har Berettigelse, for saa vidt som den tjener til nødvendig Forklaring af Hovedpersonens Karakterudvikling – men det forekommer os, at Forfatteren i Tillid til sin sikre Sprogkunst her er kommet ind paa et Skraaplan, som ikke er uden Betænkelighed.
Heroppe i den styrkende Isluft mellem de djærve Naturmennesker, som trodser Fjældjagtens og Sælhundfangstens Farer, vaagner Thorkild Müller op paany. Vildmandslysterne, som lurer i hans Blod, tager en skønne Dag Magten fra ham og lader ham afkaste Præstens Hværv og Værdighed for at følge Kolonien til Fjælds. Han bliver snart en af de dygtigste og dristigste Fangere, lever fuldtud Koloniens Liv med og bliver almindelig afholdt; han gifter sig med en smuk Grønlænderinde og avler en talrig Børneflok. Han bliver en gammel Mand der oppe. Men saa en Sommer griber Længslen efter Danmarks milde Natur og de gamle Ansigter ham, og den vokser sig saa stærk og uimodstaaelig, at han omsider til Koloniens Bedrøvelse bryder op og rejser hjem.
"– – Og saaledes gik det da til, at "Bjørnen" en Dag i Eftersommeren uforvarende dumpede ned som en Forskrækkelse i Søby og Sorvads blideligt henslumrede Menigheder".
Bispen fik nær et af sine apoplektiske Anfald den Dag da Thorkild Müllers Kæmpeskikkelse med de store, stirrende Øjne, den tykke, blaanende Næse og med Skægget hængende som Istapper ned over Brystet, traadte ind ad hans Dør og nævnte, hvem han var. Og hans Bestyrtelse blev ikke mindre ved den uforbeholdne Tiltale: "Nu har jeg mine Bukser fulde! ... er det Dig, Du gamle Stoffer, der er bleven Bisp!" – hvormed Thorkild Müller hilste ham, da han i Højærværdigheden genkendte en gammel Skolekammerat. Rygtet om den frygtelige "Isbjørn" bredte sig snart over Herredet, og Forargelsen over den ny Kollega blev almindelig blandt alle Præsterne. Den aller første Dag, da Thorkild i sin Hundeskindskabuds og med sine store trannede Søstøvler fra sin Præstegaard vandrede gennem Landsbyen, var baade Børn og Fruentimmer flygtet for ham ind i Husene, og en gammel Mand var af Forfærdelse gaaet halvt fra sin Forstand, da Præsten pludselig var standset og havde tiltalt ham.
Men efterhaanden er Thorkild Müllers Sognebørn kommet til at holde af Bussemanden. De har set, at der bag hans mærkværdige Ydre og forbavsende Væsen skjuler sig en Mand, der forstaar dem, føler sammen med dem, og til hvem de derfor kan henvende sig med deres smaa Bekymringer og store Sorger som til en af deres egne. Han kan sidde som en Ligemand ved deres Bord, æde sig mæt ved deres daglige Retter, drikker en Snaps med dem og gaar ind paa selv den saftigste Spøg. Der er ikke Spor af gejstligt ved ham. Med de syge og døende taler han jævnt og beroligende og søger paa bedste Maade at mildne deres Smærter. Sognets Kirker har da heller aldrig været saa godt besøgt, som siden han er begyndt at præke paa sin ligefremme og joviale Maade; undertiden bliver han saa humoristisk, at Folk sidder i højlydt Latter over hele Kirkegulvet. Men for hans Medbrødre i Herren er hans Færd en uhørt Skandale, som der snarest maa sættes en Stopper for.
Bispen sender til en Begyndelse Isbjørnen en lille bleg, bebrillet og salvelsesfuld Kapellan paa Halsen – "Snigmorderen" kalder Thorkild ham. Han flytter ind i den tomme og tilsneede Præstegaardshule, hvor Ædderkopperne spinder tykke Væv og Rotterne vrimler – og begynder saa smaat at bearbejde Stemningen i Sognet. Isbjørnen har først sin Moro af Kapellanen og driller ham dygtig paa sin grove Maade. Men efterhaanden vinder den gejstlige Reaktion selv hos de fornuftigste Elementer Overhaand over den sunde, folkelige Kristendom, som Thorkild Müller forkynder. Paa en Foraarsvandring grubler han over den Situation, hvori han befinder sig. Han føler sig som Midtpunkt for en mægtig Kamp, støttet af det store, underkuede Folk, der vilde samle sig om ham i stedse større Flokke, medens en Vrimmel af smaabitte, pudsige Præsteskikkelser skreg og raabte op mod ham, – og han ser hele den sorte, pibekravede Sværm blive trykket længere og længere ud mod Havet dèr foran ham, og der kommer samme Glød over hans Kind som i gamle Dage paa Renjagten deroppe paa de store Høsletter under Indlandsisen.
Kapellanens Mistænksomhedsgift har virket paa Menigheden; den er mere og mere faldet fra Thorkild , og da Bispens Ankomst meldes, er alle klare paa, at de har ladet sig forlede.
Det bliver en forsigtig Trækken-sig-tilbage over hele Linien, og Thorkilds Overtalelser og vilde Trusler forøger kun Frafaldet. Nu er med ét alle visse paa, at Præsten er gal. Thorkild Müller føler sin Afmagt. Og den Søndag, Bispen kommer for at irettesætte den stædige Præst, og Menigheden sidder højtidsfuldt ventende – da har "Isbjørnen" forladt Sognet. Og paa sin Dør har han skrevet med Kridt og store Bogstaver sin Afskedshilsen:
I har de Tyranner, som I fortjener.
Man faar – som sagt – ikke Greb om, hvad Pontoppidan har villet med Bogen. Portrætet fremtræder gennem den udsøgte og fint sammenstemte Stilkunst med ejendommelige og livfulde Træk, men man bevarer Indtrykket af, at Forfatteren har tilstræbt at give en Repræsentant for Kampen mod den officielle Kristendom her til Lands – og for saa vidt savner Bogen den Rammekraft, som f. Eks. udmærker Pontoppidans Studier af Almueliv og Fattigforsørgelse paa Landet. En Særling som "Isbjørnen" repræsenterer, saa vidt vi skønner, intet som helst Fremskridtsarbejde. Skildringen af hans Livsførelse faar derfor ingen agitatorisk Betydning – den er næppe dybtgaaende og omfattende nok til at have en selvstændig kulturhistorisk-kunstnerisk Værdi.
