Venskabet med Henrik Pontoppdan

En særlig Glæde beredtes mig i disse Aar 1908-141 gennem Venskabet med Henrik Pontoppidan. Min første Oplevelse med ham var dog en Afvisning. Der var bleven dannet en Forening af Randers-Studenter, i hvis Bestyrelse baade min Ven Carl Dumreicher og jeg havde Sæde, og det blev nu besluttet, at han og jeg skulde vandre ud til vort berømte Bysbarn og indbyde ham til en beskeden Fest i vor Kres. Det var i Vinteren 1899-19002, jeg var lige bleven Kandidat, mens Dumreicher endnu var 229 Student, og fulde af Spænding ringede vi paa Pontoppidans Dør. Hans statelige Frue lukkede op, hørte paa vor Anmodning, der vistnok blev fremsat med let sitrende Røster, smilede og erklærede det for udelukket, at Planen kunde realiseres.

En tre Aar senere, da Romanen Lykkeper forelaa afsluttet3, var vi en Kres af Unge, der gennem Erik Henrichsen forespurgte, om Pontoppidan kunde tænke sig at være Midtpunkt ved en Festmiddag, vi vilde afholde for at takke og hylde ham. Atter mødte vi Afslag. Intet Under, at Forestillingen om Pontoppidans Utilgængelighed syntes os vel funderet.

To Aar senere, i Marts 1905, skrev jeg en Artikel i "Tilskueren", i hvilken jeg anmeldte tre religionshistoriske Skrifter, bl.a. gamle Pastor H.F. Fejlbergs Bog om Julefesten. Artiklen slutter med følgende Ord:

Og i samme Aar har H. Pontoppidan i "Lykke-Per" forkyndt et Naturevangelium af en Dybde og Skønhed, som havde Tankerne fra Halvfjerdserne først her (med Aristoteles' Udtryk) "fundet deres Natur". Han fører med fast Haand Livet tilbage i dets Skranker, blotter det for al Tro om Guds Styrelse og Retfærds endelige Sejr med en Konsekvens, der minder om Sofisterne og Thukydid, og saa lidt som de forfalder han derover til Mismod og Lovløshed. Thukydid skaber sit Historieværk som en Lærebog for kommende Slægter til at styre gennem Livet, som det nu engang er, med klog Iagttagelse af Vind og Strøm. Pontoppidans Moral er – ægte dansk – mere passiv, men han taler dog tydeligt nok om Naturens Miskundhed, om Menneskets Evne til at klamre sig til Jorden, selv om Rødderne synes faa og svage. Tag al Tro, ja al Sundhed og Lykke fra Mennesket, han vil gribe om det, der er tilbage, med alle Fibre vil han leve. Dette er Tanker, der ikke blot afslutter en Udvikling, men bereder Jordbunden for en ny, det er en Røst ude fra det levende Liv, der gaar sin Gang, ubekymret om al Grublen, og dog øger den Sjælelivets Rigdom, der aldrig faar Ende.

En Aften i Vinteren 19084 talte jeg i "Græsk Selskab", en lille 230 Forening af Venner af græsk Kultur, om Propylæerne paa Akropolis5. Det var en udsøgt Forsamling med Georg Brandes som aarvaagen Tilhører paa første Række. Efter Foredraget var der Diskussion, og Maleren Zahrtmann opponerede kraftigt mod det Billede, jeg havde givet af Akropolis paa Perikles' Tid.

"Jeg kan ikke tænke mig andet", hævdede Zahrtmann, "end at Parthenon har ligget omgivet af yndige Træplantninger og de skønneste Blomsterbede. Men Fanden tage Arkæologerne, det faar man dem aldrig til at indrømme."

Jeg trak smilende paa Skuldrene, men Georg Brandes blev saa forarget over den Galimatias, at han rejste sig og gik sin Vej.

Men at det ikke var den rene Daarskab, blev Arkæologerne selv klar over nogle Aar senere, da man paaviste Spor efter rigelig Beplantning af de attiske Gravsteder og begyndte at indse, at Antikens Templer havde ligget i skyggende Lunde ligesom Indiens og Kinas buddhistiske Templer i vore Dage. Kunstneren Zahrtmann havde intuitivt foregrebet Sandhedserkendelsen.

Da Aftenen næsten var forbi, nærmede en mørkhaaret, mørkskægget, statelig Herre sig Foredragsholderen og forestillede sig:

"Henrik Pontoppidan".

"Nejda!" svarede jeg overvældet. "Saa fik jeg Dem alligevel at se i dette Liv".

Ja, han vilde gerne takke mig for nogle Linier, jeg nogle Aar tidligere havde skrevet i "Tilskueren".

Jeg var baade rørt og bedrøvet. Saa lidt Opmuntring bød dengang dansk Kritik vort Lands første Forfatter, at han tre Aar senere huskede nogle Linier, der var ment som en Parentes i et andet Sammenhæng.6

Smilende hørte han paa min Beretning om Afvisningen, kaldte paa sin Hustru, der fuldkommen havde glemt Episoden, og passiarede i øvrigt interesseret om Foredraget.

Kort efter fik jeg en Indbydelse til en L'hombreaften sammen med en Række stoute Skikkelser af hans egen Generation: Oberst Rist, Redaktør Galschiött, Raadmand Gustav Philipsen.

231 Senere mødtes vi i Erik Henrichsens Ungkarlehjem, eller Pontoppidan og Frue var vore Gæster7, og da han blev gammel og ikke længere gik ud, indbød han ofte Dumreicher og mig, de to udstødte Randrusianere fra Trappeafsatsen, til stilfærdige Middage i sit Hjem.

Pontoppidan var en mærkelig Mand. Religiøst var han fuldkommen frigjort fra Slægtens teologiske Arv og Barndomsaarenes gejstlige Opfostring, men hans Moral var strengere end de fleste Præsters. Naar han sporede den mindste Smartness i Forretningsspørgsmaal, blev han iskold, ja, jeg har endog hørt ham hævde, at det var umoralsk at spille i Lotteriet og modtage en Gevinst, thi den var altfor let tjent og i Realiteten et Rov af andres Penge. Hans Foragt for Penge og for alleslags Stræbere var lige udpræget. Han fortalte gerne om de gode gamle Tider, da han, den unge Forfatter, havde boet i et Husmandshus og betalt otte Kroner aarligt i Skat. Da han flyttede til Hillerød og fik en beskeden Lejlighed, gik der et halvt Aar, førend en Mand fra Ligningskommissionen indfandt sig.

"Ja, vi skulde jo ha' sat Dem i Skat, Pontoppidan".

"Ja, det skal De vel".

"Hvormeget skal vi sige?"

"Ja, det maa De vel bestemme".

"Hvad betalte De derude i den anden Kommune?"

"Otte Kroner om Aaret".

"Jamen, saa siger vi otte Kroner".

Da jeg første Gang var til Middag hos Pontoppidan, ved det omtalte L'hombre-Gilde, var Datteren Else i Backfischalderen8, og jeg fortalte hende, da vi mødtes igen mange Aar senere, og hun var blevet en værdig Professorfrue9, at hun dengang virkeligt havde været Verdens nydeligste Backfisch. Ved Bordet løftede jeg skæmtende mit Glas og hilste paa "Verdens nydeligste Backfisch". Professorinde Else Thomsen lo, men den gamle Herre saa lidt stram ud. Et saadant plaisanterie laa hinsides god Tone, maa han vel have ment.

232 En Dag10 besøgte Dumreicher og jeg ham paa vore Cykler i en Villa, han havde lejet nær Snekkersten11, og ved Afskeden holdt jeg, med Foden paa Pedalen, en Lovtale over Cyklismen. Pontoppidan nikkede og svarede stilfærdigt:

"Jeg tror Dem gerne. Men i min Ungdom havde jeg ikke Raad at købe en Cykle. Og da mine Børn voksede til, var det jo saa rimeligt, at de fik Cykler, saa heller ikke den Gang havde jeg Raad. Og nu er jeg for gammel".

Saa himmelsk var det dengang at være banebrydende Forfatter.12

I 1911 sendte jeg Pontoppidan min lille populære Bog: Kristus-billedet i den første Kristentid. I et Brev fra Wiesbaden, hvor han gennemgik en Kur, drøftede han Problemerne:

Det er den Slags Bøger vi trænger til, bl.a. for at det kan blive forstaaet, at en kirkelig Renovation ikke er gjort med, at man berøver den hellige Maria hendes Jomfrudom eller Kristus hans Himmelfart. Der er adskilligt mere, der skal skovles ud af den Stald.

Hvor De omtaler de ældste Korsfæstelsesbilleder, gør De opmærksom paa, at Kristus ikke hænger paa Korset, men staar ret frit paa et Fodbræt, og De vil heri se et Vidnesbyrd om, at de Kristne endnu dengang krympede sig ved at fremstille deres Gud i den fornedrende Situation, som de siden svælgede i. Men mon dette er rigtigt? I saa Tilfælde vilde dog i hvert Fald Røverne ses hængende, og det gør de jo ikke. Er det ikke snarere saadan, at man dengang var Virkeligheden nærmere og vidste, hvorledes en Korsfæstelse praktiseredes i Jødeland, og hvad Straffen gik ud paa, nemlig at lade Ofrene, udsatte for Solen, dø af Tørst og Sult.

Jeg lever for Tiden i Wiesbaden, tiltrukket af de varme Kilder, som jo skal have øvet Barmhjertighed mod selve Cæsars Levemandsgigt. Jeg begræder her min tabte Galdeblære, som forresten efter Sigende skal være en af de mange indvortes Ting, Vorherre har besværet os med ganske uden Grund. Dersom alt, hvad vi Mennesker kan undvære, blev taget ud af os, vilde der nok ikke blive synderligt tilbage. Herom kan jeg fortælle en lille Historie. En engelsk Admiral, der havde været med i mange Søslag, kom en Aften hjem fra et Middagsselskab. Hans Tjener, der hjalp ham med Afklædningen, hægtede først begge Benene af ham og stillede dem hen i en Krog, derpaa den venstre Arm, der ligeledes var gjort til Selskabsbrug, hvorefter den høje Herre ladede sit Vand gennem en Gummislange, der var forsynet med en Aftapningshane. Efter at være bragt hen i Sengen tog Admiralen selv sit højre Øje ud foruden sine Tænder og anbragte begge Dele i et Glas Vand, foldede derpaa sin Haand over Tæppet og sagde:

"Saa, nu er det godt, John - - - Giv mig saa min Grog!"

Trods tiltagende Døvhed var Pontoppidan lige til det sidste levende interesseret i alt, hvad man fortalte fra den Yderverden, han allerede havde taget Afsked med, og naar man sendte ham en ny Bog, var hans smaa Takkebilletter stadig fulde af Charme og Venlighed. En Gang skrev han i Anledning af en af mine Rejsebøger:

Universitetet burde udsætte som Guldmedalje-Opgave en Afhandling om dansk Rejselitteratur fra Baggesens Labyrinten til Deres Skildringer.

Det vilde selvfølgeligt være utænkeligt, at Professorerne optog en endnu levende Forfatter i Studierammerne, men om 50 Aar kan man vel finde Forslaget antageligt.

 
[1] disse Aar 1908-1914: d.v.s. de år bogen omfatter, se undertitlen. Venskabet mellem de to var efter alt at dømme livslangt, jf. brevvekslingen. tilbage
[2] Vinteren 1899-1900: Fra slutningen af oktober boede Pontoppidans i Snertinge, så mon ikke besøget har fundet sted før – i Bakkegaards Allé? Kandidat blev FP sommeren 1899. tilbage
[3] afsluttet: Sidste bind af LPs førsteudgave udkom i dec. 1904, og i denne måned aflagde EH Pontoppidan et besøg i Hillerød hvorunder de unges anmodning kan have været fremført. tilbage
[4] Vinteren 1908: må være vinteren 1907-08; det har så enten været før 22.2 eller efter 4.3 (Brandes var bortrejst i mellemtiden), da nok snarest før 22.2. tilbage
[5] Græsk Selskab: blev stiftet i begyndelsen af 1905 af J.L. Heiberg, Georg Brandes og Harald Høffding. tilbage
[6] Denne oplevelse formulerede FP allerede til en opsats i den (af Carl Dumreicher redigerede) "Programbog" for Bogudstillingen i Industriforeningen i sept. 1922:

I "Tilskueren"s Martshæfte 1905 havde jeg sluttet en religionshistorisk Artikel med nogle ærligt følte, beundrende Ord om Henrik Pontoppidans "Lykke-Per".

Saadan noget som 5 Aar senere traf jeg for første Gang Forfatteren Selv, og hans første Ord til mig var en Ihukommelse af det Par Linier. Saa sjelden sagdes der dengang vore betydeligste Skribenter Tak for lødigt Arbejde, at saadan en lille Venlighed mindedes.

tilbage
[7] vore Gæster: FP var i april 1908 blevet gift med Ellen Nonny Ørting Møller (1885-1979). tilbage
[8] Backfischalderen: Else Thomsen var født i juli 1894. tilbage
[9] Professorfrue: Einar Thomsen var professor ved Tandlægehøjskolen fra 1937. tilbage
[10] En Dag: Iflg. brev 19.8.1917 fra FP til HP skulle besøget finde sted 26. august 1917. tilbage
[11] Snekkersten: Pontoppidans boede i Snekkersten okt. 1913-sept. 1918. tilbage
[12] Også denne episode omtalte FP i sin opsats til Bogudstillingen:

Nogle Aar senere besøgte jeg sammen med en Ven Pontoppidan i Espergærde. Jeg vil altid mindes den lyse Sensommerdag i den lille Villahave, hvor vi to Unge lyttede til hans kloge Ord og glædede os over hans stille, ofte lidt sarkastiske Smil. Pontoppidan er Olympieren blandt vore Digtere, i Skikkelse, i Stemme, i Holdningens Mandighed og Ro. Hans Stemme skælver ikke hverken af Vrede eller Bitterhed, han tager sig Tid til at trække Vejret, naar han fortæller, og han kan tie og lytte, hvilket er en Sjældenhed i Aandfuldhedens højere Luftlag. Maaske lidt for fjern fra Livet Kævl, men ikke fra dets Sorger!

En Oplympier i Ydre, men ikke i Lykke!

Ved Afskeden holdt jeg, med Foden paa Pedalen, et lille Foredrag om Cyklens Poesi. Han forstod mig og beklagede, at han aldrig havde haft Raad til at købe en Cykle.

Saa gode var danske Digterkaar dne Gang. Aaret efter fik han Nobelpræmien, men da var han for Gammel til at begynde at cykle.

tilbage