Henrik Pontoppidan

Grand homme peut-étre, – mais poète? Non pas!1
Musset.

Pontoppidan tilhører en Slægt af Lærere og Præster, af Bogens og Ordets Mænd, – og denne Afstamning kommer paa skæbnesvanger Vis til at præge hele hans Forfatterskab.

Da den socialpolitiske og litterære Bevægelse i Halvfjerserne brød ind over Landet og bemægtigede sig dets Skribenter, paavirkede den ogsaa de fleste af dem i Overensstemmelse med sin inderste Hensigt: som en Frigørelse. Pontoppidans Forgængere, Jacobsen, Drachmann og Schandorph ikke mindre end hans Samtidige, Bang, fandt ved Hjælp af den deres helt forskelligartede digteriske Personligheder.

Pontoppidan derimod blev bunden af dens Theorier.

Skønt han opfødtes paa Landet og tog sine Emner herfra, blev det ikke Naturen selv, der kom til at præge hans Arbejder, – det blev Læren om Naturen. Skønt han – følgende den litterære Parole – søgte at skildre Menneskene som han saa dem, blev det ikke Livet selv, der kom til at bevæge hans Forfatterskab, – det blev de forskellige Meninger om Livet. Han mangler al digterisk Oprindelighed, og hans Personlighed rører sig fra først af saa svagt, at han i lange Tider intet selvstændigt formaar at skabe, hverken med Hensyn til Fortællemaade eller Mennesketegning.

I den Tid støttes han af Bevægelsens kritiske Penneførere, der med Rette finder Agitationsværdi i hans theoretiske Virkelighedstroskab. Efterhaanden som hans Emner og deres Behandlingsmaade udvider sig, bredes i samme Grad hans Indflydelse over Publikum og Kritik. Nu staar han – navnlig paa Grund af sin Aands Ligevægt – som vor eneste digteriske Autoritet.

Men er han Digter?

Selv kalder han sig – med en Beskedenhed, som de allerfleste af hans Læsere sikkert finder urimelig – for slet og ret en folkelig Skribent.

Hensigten med denne lille Undersøgelse skal da være at vise, at hans Selvvurdering er ligesaa klog som den er skarp, – og til syvende og sidst den eneste rigtige. Hans Skribentvirksomhed er folkelig i sin Art, fordi den helt og holdent er bygget over tillærte 474 Begreber. Hans Maal er Tendens. Og enten han støtter sine Idealer, eller – hvad han snart lærer – han bekæmper dem eller endog ironiserer over dem, – han naar aldrig ud over en Forestillingskres og en Betragtningsmaade, som hans specielle Læsere (den solidt oplyste Middelstand i Land og By) ikke var fortrolig med, før de stiftede Bekendtskab med ham.

Han er ingen Skaber af Nyt.

Det er ikke digterisk Drift, der gør ham til Forfatter, – det er Lærenemhed.

I.

Fra først af lærer han, hvordan han skal se – og i Landsbybilleder og Fra Hytterne viser han Prøver derpaa.

De er gjorte uden Fejl.

Smaa, klare Billeder fra de Ringestes Liv, smaa, jævne Tildragelser, smaa typiske Skæbner – grammatikalsk udadleligt skrevne, og satte frem netop i det Lys, som Realismen dengang krævede det: dæmpet og roligt, dirrende af en ganske svag Følsomhed, men uden Besmykkelser og uden skærende Aabenbaringer. Paa den behageligste Maade faar Læserne af hver Historie bekræftet, hvad han ved i Forvejen.

I den lille Maupassantske Pointe-Skitse Hans og Trine fortælles saaledes om den rige Karl, der forstøder den fattige Pige, men atter tiltrækkes af hende, da hun vender hjem fra Hovedstaden med et mægtigt Alimentationsbidrag. En Bonde beretter paa sin Zola'sk om en Gaardmands tunge Kamp for at bevare sin Ager mod sine Børns Gridskhed. Han besejres, og "endelig forbarmede Døden sig over ham og han blev givet tilbage til den Jord, hvoraf han var runden.2"

I Et Grundskud behandles et helt Schandorphsk Motiv: Et Par Husmandsfolk mister deres Fedegris: "Det syntes fast ubegribeligt, at Vorherre skulde kunne nænne det. Saa maatte han dog – naar ondt skulde ske – hellere have taget et af Børnene."

Hist og her viser Ironien sig tydeligere, men derfor ikke mere personligt. I "En stor Dag" fortælles med en Goldschmidtsk Stilfærdighed om en lille forvokset Dreng, der bliver Dagens Helt blandt sine Kammerater, fordi hans Fader just har hængt sig. Og En Vandringsmand, der skildrer en ældgammel, halvgal Kones Kamp med Rotter paa sit usle Leje, slutter med det Drachmannske Udraab: "Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede !"

I en enkelt af Skitserne – "Knokkelmanden" – høres dog ligesom en Tone af Pontoppidans egen Røst. Skildringen af Bondekonen Anes tavse Lidelser giver en – endnu ufuldkommen – Forestilling om, hvad det er, han har Respekt for i den menneskelige Natur, – det er vel endogsaa det eneste, han helt beundrer. Senere faar det ofte Skikkelse, saaledes som Hansine i Det forjættede Land eller som Lykke-Per under hans sidste Kamp.

Er Indholdet af disse Fortællinger i Almindelighed ganske upersonligt og tillært, er Stilen det næsten i en endnu højere Grad, – og i uløselig Harmoni giver de en typisk Forestilling om den Egenskab hos Naturalismen, der fremfor nogen anden voldte dens hurtige Død: Dens Selvtilfredshed. Uden at være meget andet end en kruset Overflade giver den sig Udseende af at vide alt til Bunden. Ved sin korrekte Anskuelighed, sine velberegnede 475 Valeur'er, sit hele borgerligt solide Præg, stænger den for Synet, lukker den al Perspektiv ude.

Stilen ser typisk saaledes ud (Begyndelsen til "Hans og Trine"):

Der laa tre gamle, brøstfældige Rønner i en Smøge – "Smutten" kaldet – omme bag Byens store Gadekær, i hvis Møddingebrune Vand deres skæve Mure spejlede sig. De laa dér – den ene mindre end den anden – med sammenbyggede Gavle i et stinkende Søle fra de omkringliggende Bøndergaarde og don mindste, der laa nærmest Gaden, var saa lille, at man næppe vilde have antaget den for andet end et Fæhus eller en Tørve-Lade, ifald ikke en Stump sodet Skorstenspibe over Tagryggen havde fortalt, at den tjente til Bolig for menneskelige Væsner.

Læs til Sammenligning, hvorledes en senere Skribent behandler et Motiv af lignende Art (Johs. V. Jensen i Himmerlandshistorier):

De fire skumle Længer laa dér langt ude paa den aabne Mark som fire Dyr, der vil varme hverandre og har faaet sig lagt kejtet og kantet tilrette. Der var ingen Lys i Ruderne, det var en underlig Ting, naar man er vant til at se Lys i en Gaard om Aftenen. Den Gavl, der vendte mod Byen, havde to Glugger for oven og en Lem paa Midten, den lignede et Ansigt og havde til Stadighed et smærteligt blindet og bedøvet Udtryk som efter et Spark i Næse og Mund. Hver eneste Aften laa dette jammerfulde Ansigt ude i Skumringen og stirrede ensomt og stædigt ind mod Graabølle By.

Det er som et Billede af Tom Petersen ved Siden af et af Jul. Paulsen: Prosa ved Siden af Poesi. Men just saadanne Skildringer, der ved Hjælp af et indre Syn bliver til digterisk Virkelighed, mangler Pontoppidans Stil her, – og den kommer altid til at savne dem.

Thi de kan ikke læres. –

Men som man kan lære at se, kan man lære at tænke og ræsonnere, – og i sine Krøniker viser Pontoppidan hvad han i den Periode har tilegnet sig af Visdom.

Det er sandt at sige ikke saa grumme meget, – og hvad han lærer, udstykker han ogsaa her som Formler og Theorier, uden nogen Undergrund af individuelt Liv.

Den menneskelige Natur betragter han endnu stadig i Overensstemmelse med Realismens Recept som en Maskine, der regulerer sig selv, – nøjere betegnet: som en Art Barometer. I Almindelighed hviler den uforstyrret i sig selv, men under Paavirkning af de forskellige Lufttryk uden om den forandrer den sig efter ganske regelmæssige Love.

Tag saaledes "den agtværdige Mand Adolf" (i "Naar Vildgæssene trækker forbi"). Han fører den københavnske Bourgeois' normale Liv, og da det Usædvanlige nærmer sig ham i Form af en Ven, der bryder ud af Samfundet sammen med sin Elskede, faar han selv en dirrende Uro i Kroppen; men saasnart Lufttrykket er forsvundet, glider han atter tilbage i sin uforstyrrede Spidsborgertilværelse: "fornylig er han da ogsaa bleven forfremmet og det er hans Haab, at han inden ret længe vil kunne overraske sin Kone ved at møde med den længselsfuldt ventede lille Roset i Knaphullet."

Eller tag "Den kloge Mand", der under almindelige Forhold foragter 476 alt, hvad der hedder Snobberi og Kongedyrkelse, men som under Paavirkning af Mængdens Festdelirium bliver ligesaa vanvittig som alle de andre.

Den samme Ide varieres i "Muldskud", hvor to agtværdige Ægtefolk bringes fra Sans og Samling, fordi en fattig Vagabond har hængt sig i deres idylliske Have. Eller i "Havfruens Sang", hvor et Selskab Herrer og Damer en stille Sommeraften paa Søen fortrylles og forfærdes ved Lyden af mystiske Klange som af en fjærn Harpe, indtil det viser sig, at Lyden skyldes en spøgefuld Herre, der har knipset til sin Hattesnor. Eller i "Ørneflugt", der skildrer, hvorledes den stækkede Kongeørn pludselig en skønne Dag føler Trang til at forlade sit Hjem blandt Præstegaardens Høns og Ænder; men efter en besværlig Flugt mod Snebjærgene vender den atter tilfreds tilbage til det hjemlige.

Nu og da udvides denne stereotype'1 Forestillingskres, men Ideerne bliver derfor ikke mere dybtgaaende.

I "Menneskenes Børn" doceres gennem en Fabel, at Jordens Befolkning snarere vender sit Blik mod det Overnaturlige, naar den lider Nød, end naar den lever i Velstand. I Digterliv belæres Læseren om, at Publikums vekslende Luner kræver at underholdes paa forskellige Maader af Poesien: efter Pessimismen følger Optimismen, efter Optimismen Pietismen. Endelig indskærpes, at "De Vises Sten", der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter, hverken er Elskov eller Tro eller Lærdom, – det er "den dybe, tavse Menneskeforagt".

Som man ser: Ganske faa og klare, næsten firkantede pædagogiske Begreber, der stilles op mod hinanden og belyser hinanden i en jævnt anskuelig, en Smule gammeldags farvet Prosa. Fortællingerne kan i sig selv være mer eller mindre tiltrækkende – Skalaen strækker sig fra den næsten fornærmeligt banale Skitse: "En lille By", der kunde være skrevet af salig Dilling3, indtil den overmaade smukke Fabel "Ørneflugt", som Anatole France vilde vedkende sig, – men tilfælles med Landsbybillederne har de som oftest, at de lukker og stænger for Synet i Stedet for at aabne; og jo mere abstrakt de præsenterer sig, des ringere er, karakteristisk nok, deres Rækkevidde. Saaledes "Digterliv", hvor de forskellige poetiske Retninger skematiseres paa den trivielleste Maade for at en – ovenikøbet usand – ironisk Virkning kan opnaas, og endnu mere "De Vises Sten", hvor Tilværelsens stærkeste Magter fremmanes blot for at danse med i den ligegyldige og frivole Ordleg, som Forfatteren her behager sig i.

Pontoppidan er nu en udlært Skribent, men under den klare Form rører sig stadig intet personligt Liv.

Skal der da aldrig mærkes noget?

II.

Endnu længe – ikke.

Thi den tillærte og begrænsede Idekres, som kom til Orde i Krøniker overføres direkte til Virkelighedsskildringerne i Skyer, "en Samling Fortællinger fra Statsomvæltningens Dage", der vel ogsaa er blevne til omtrent samtidig med de foregaaende.

Overføringen foregaar uden Vanskelighed, – selve Tidsaanden befordrer den. Under Provisorismen opstod hist og her og skød sig frem noget 477 haardt og klingende i det bløde danske Gemyt: det var Anskuelser, Meninger, Overbevisninger, der tørnede mod hinanden for Politiks Skyld. Og Pontoppidan, hvem Menneskers Meninger altid har interesseret mere end Mennesker selv, fandt i disse Aars Begivenheder en Art Bekræftelse af, hvad han indtil da havde lært sig til og spekuleret ud. Han fik her konkret Anvendelse for sine Theorier, idet han saa dem blomstre omkring sig.

I "To Venner" skildrer han – endnu ganske objektivt – hvorledes to Mænd, en Præst og en Postrevisor, der har levet det lykkeligste og inderligste Ungdomsliv med hinanden, en Dag mødes som forbitrede Partigængere: den ene Højre, den anden Venstre; og de skilles i en bedrøvet Forstaaelse af, at Partivæsnet har udslukt deres Venskab for altid. Ikke mindre troværdigt fortæller han i "Et Offer" om en sølle Socialist af en Skomager, der pludselig finder sin Regning i at optræde ved Højres Grundlovsfest som fanatisk Overløber; han tages til Indtægt af Partiet og anvendes som Agitator, men han passer ikke i dette Selskab og da han efterhaanden bliver besværlig, skydes han atter ud; han ender i en Daarekiste. Og i den fine Fortælling: "I Kongens Kjole" beretter om, hvordan en kgl. Embedsmand – den svage, rettænkende Birkedommer Hammer – paa Grund af huslige Forhold og fordi han nu engang bærer Uniform, bringes til at gøre Ting, som i Grunden er ham modbydelige, – i dette Tilfælde: Udpantning hos Skattenægtere.

Disse Historier skriver Pontoppidan efter de samme naturalistiske Principer, som behersker hans første Landsbybilleder; men Rækkevidden er her betydeligere, fordi selve Emnerne ligger ham langt mere nær. Og efterhaanden som han lever sig ind i denne bevægede Tid og tager Del i dens Kampe, sprænges Objektiviteten og Tendensen træder nøgen frem.

I "Tro til Døden" skildrer han saaledes med Sympathi en lille uanselig Bondemand, der, skønt dødssyg, lader sig slæbe til Valgbordet for at afgive sin Stemme for Sagens Skyld, medens hans Partifæller tildels svigter den til Fordel for deres personlige Ærgærrighed. Endnu stærkere træder Tendensen frem i "To Gange mødt": i Beretningen om den lange, underlige Bogbindersvend, der ved Lyden af Skuddet mod Estrup melder sig med Kniven i Ærmet og "parat til alt" ved det liberale Hovedkvarter, hvor han naturligvis afvises af en forskrækket Fører i Selskabsdragt. Og med revolutionær Voldsomhed bryder den frem i "Illum Galgebakke", hvis Helt "Mandslingen: en lille koboldagtig Skikkelse, bredskuldret og tyndbenet, med stridt graat Haar og et stort, gulblegt, skægløst Ansigt" udslynger den helt anarkistiske Lære: "Spark Ungerne ud af Reden saa snart de er store nok til at stjæle! Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed! Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem vokse op i Drukkenskab og liderligt Levned! Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne! … Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler! … Leve Krapylet!"

Rent historisk set kan det jo ikke nægtes, at Pontoppidan har faaet Ret i sin Betragtningsmaade. De Mænd, som han haanede som Frasehelte og 478 tomme Spektakelmagere paa en Tid, da det øvrige Demokrati fulgte og støttede dem, har jo senere vist sig at svare til hans Forventninger. Men iøvrigt turde det være et Spørgsmaal, om Frelsen skal komme fra de Samfundslag, som han i disse Skildringer skænker en saa aaben Sympathi. Vi faar næppe nogensinde en Revolution fra neden her i Landet, og selv om vi fik den og den førtes igennem, var vi vist lige nær, fordi Krapylet just har Bourgeoisnatur i sig og kun venter paa en Lejlighed til at kunne udfolde den. Jeg for min Part tror snarere paa Folk som Birkedommer Hammer (fra "I Kongens Kjole"). Endnu er de tavse og passive, – for Uniformens Skyld. Men kommer de engang saa vidt, at de lægger den fra sig, vil de med det samme være parate til at gennemføre den Omvæltning, som vi andre længes efter og som vi alle kan være tjent med. –

I kunstnerisk Henseende betyder disse Skildringer for Pontoppidan, at han faar fastere Jord under Fødderne. Skønt han endnu ikke er trængt ind til den egentlige menneskelige Natur, har han dog været saa optaget af disse Skikkelser og Emner, at de ligesom har aabnet hans Blik for Virkeligheden: han ser fra nu af paa Tingene med sine egne Øjne.

Men underlig abstrakt bliver han ved at være, og sine Theorier kan han ikke slippe. Mindst da nu, da de synes beviste af hans personlige Erfaringer.

Og vi ser da nu, hvordan den Ide, der beskæftigede ham i overvejende Grad i hans Krøniker og som han saa' legemliggjort omkring sig i Landet i Skyernes Dage, nemlig: Modsætningen mellem Fantasi og Virkelighedssans hos Menneskene, – hvordan den udmyntes af ham i en Række Smaa Romaner.

I dem alle behandler han vore Fantasterier. Snart de religiøse, snart de kunstneriske'2, snart de sociale, snart de erotiske.

III.

Omtrent samtidig med Skyer skriver han Isbjørnen, "et Portræt", – den første mere gennemførte Menneskeskildring, han leverer. Der er heller ikke meget ved den: Skønt Bjørnen formelig bugner af animalsk Styrke, staar den dog paa meget svage Fødder.

Isbjørnen er en naiv theologisk Student, der paa Grund af Fattigdom og Uvidenhed bliver sendt op til Grønland som Præst. Her lever han en Del Aar udenfor Civilisationen paa Jagt med sin Menighed, og vender saa, fuld af ukuelige Naturdrifter og dejlig fordrukken tilbage til Moderlandet. Her faar han, ubegribeligt nok, et Kald i Jylland, men kommer naturligvis øjeblikkelig paa Kant med Omegnens Velærværdigheder. Det trækker op til en offentlig Afstraffelse, men da forsvinder Isbjørnen – efter med Kridt at have skrevet følgende Afskedshilsen paa sin Dør: I har de Tyranner, som I fortjener, – atter op til de store Jagtmarker.

Kun tror man ikke paa noget af dette, – Skikkelsen virker som et ubevist Postulat.

Han er omgivet af nogle blege Naturskildringer fra Grønland, – og senere af et lille, ganske haandgribeligt Galleri af danske Præster. Her ligger da ogsaa Bogens Hensigt: den vil vise Vorherres usminkede Natur i Opposition imod den vanemæssige, frasefyldte 479 Theologi. Men da Naturen ikke virker naturligt nok og Theologien ikke tilstrækkelig theologisk, bliver Konflikten til ingenting.

En Del Aar senere tager Pontoppidan atter Skikkelsen frem til Eftersyn, og denne Gang faar han den ganske anderledes sikkert stablet paa Benene. Den bliver til Jørgen Hallager i Nattevagt.

Ogsaa han søger tilbage til Naturen, – nemlig i sin Kunst. Han er Maler, – og midt i Renaissancens hellige Rom opsøger han de skumle Gyder, hvor Fattigdommen og Lasten viser sig utilsløret. Her er Motiver! Han hader den gamle italienske Kunst som en lyrisk Drømmesyge, en Pest, der endnu den Dag i Dag forgifter vor Sundhed. "Det hele Smørsammen har ikke saa megen Værd for Menneskeheden som bare en eneste af vor Tids videnskabelige eller tekniske Opdagelser, end sige en eneste af dens sociale Reformer!"

Her staar dog et Slag. Men skønt han dræber sin Hustru ved sin Voldsomhed og selv glemmes og forsumper, trækker han sig tilsidst uovervunden ind i sin Hule. Her sidder han og skælder over alle Idealister og tomme Frasemagere, kun optaget af at holde Krudtet tørt og Galden flydende.

Med denne Lyrik synes Pontoppidan at have udtømt sin Bitterhed over de lyriske Drømmerier paa det kunstneriske Omraade ; han vender sig nu – i en anden Stil – mod de erotiske Fantasterier.

Den gamle Adam og Højsang handler herom.

I Den gamle Adam skildres – i en lunefuld og ironisk spillende Fortælleform, der for Forfatteren er en stilistisk Triumf – Kærlighedslegen mellem Gamle og unge i et dansk Sommerpensionat. Den udsmykkes med alskens ideelle og fantastiske Betegnelser, men efterhaanden afdækkes den og viser sig mere nøgent som det, den er: en naturlig Drift. Tilsidst skaber den Død og Ulykke og Skænsel omkring sig.

Som Bogens Ræsonnør siger: "I vor Tid vil vi ikke være vore Instinkter som saadanne ærlig bekendt, ikke aabent nok anerkende dem som Menneskenaturens Grundpiller, men vi forklæder dem poetisk som Lidenskaber, Længsler eller "Sjæleattraa", formummer dem i al Slags fantastisk Udstaffering paa samme Maade som den middelalderlige Gothik skjulte en Bygnings sande Karakter under et uroligt Krimskrams af symbolske Rosetter, Liljer og Fabeluhyrer."

Og Ræsonnøren i Højsang fortsætter Tankegangen: "Jeg drømmer om en ny Tid og en ny Slægt, for hvem Lidenskaben er som et helligt Igenfødelsens Bad, der adler Sindene, staalsætter Viljerne, udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og stolt og roligt sejlende Flugt," –

Men samtidig med at denne Polemik, der giver fuldgyldige Udtryk for hans daværende Tankeliv, fremsætter han to – betydelig magrere – Idealer. Man kunde maaske kalde dem hans positive og hans negative Ideal.

Det første gives i Det ideale Hjem, det andet i Lille Rødhætte.

Det ideale Hjem, der synes fremstaaet som en nøjere Udvikling af en sideordnet Idé i Det forjættede Land, vil løse Ægteskabets Problemer ved en glimrende, men uholdbar Paradox. Under den rigtige Forudsætning, 480 at to Ægtefolk i Reglen bliver ved at være fremmede for hinanden, foreslaas det, at de hellere skal holde sig hjemme hver i sin Familje, og at de Børn, som de muligvis faar, skal tilfalde Moderens Slægt. Meget andet kunde fremsættes med samme Ret, – og under de Anstrængelser, som det øjensynligt volder Forfatteren at bevise sin Paastand menneskeligt, ribbes Fremstillingen kummerligt nøgen.

Mere Kød og Saft er der unægteligt i Skildringen af Lille Rødhætte, den gamle Herregaardsfrue, der forbryder sig mod Loven for at frelse sit Gods for sin Slægt mod Egnens griske Gavtyve. Hun er dog lidt i Slægt med de trodsige Anarkister, han før har skildret med Sympathi. Men over dem var der tillige kastet et let ironisk Skær – og Pontoppidan kan endnu ikke undvære sin Ironi som Middel til at give sine Figurer Farve. Fru Engelstoft er for mørk og monoton til ret at virke levende.

Thi det er Ironien, der giver Pontoppidans Fortællemaade den Ejendommelighed, den har. Medens Stilen i de fleste af hans smaa Romaner: Isbjørnen, Nattevagt, Rødhætte og Det ideale Hjem (ligesom i de tidligere Kirkeskuden, Sandinge Menighed og Ung Elskov, der ikke er omtalte her, fordi de ikke belyser deres Forfatters Personlighed paa nogen ny Maade) glider klar og rolig fremad, som en logisk uangribelig Sætningsbygning, men ganske stemningsforladt og i sit egentlige Væsen banal, kruser den sig i Bøger som Minder og navnlig Den gamle Adam i mange smaa sære og lunefulde Hvirvler, helt gennemtrængt som den er af Ironi. Fortælleren har nemlig her formummet sig i en lille paa én Gang naiv og eftertænksom Bibliotheksassistents Skikkelse, og igennem hans forundrede og bebrillede Øjne ser Læseren Begivenhederne. I Minder har Pontoppidan endnu ikke ret formaaet at frigøre ham fra sig selv, men i Den gamle Adam er han bleven et helt lille ejendommeligt Menneske, – det ejendommeligste, Pontoppidan hidtil har skabt.

Men unægtelig er Menneskeskildringen hans Svaghed, og i sig selv det sikreste Vidnesbyrd om, at han ikke er Digter.

I hans Smaafortællinger og Skitser (Landsbybillederne, Krøniker, Skyer) lykkes de ham bedst, thi her behøver han ikke andet end en Pen og lidt Tusch. Et Par skarpe Rids er tilstrækkeligt, saa staar Figurerne i Billederne og virker efter hans Hensigt: som Staffage i Naturomgivelserne eller hyppigere som legemliggjorte Beviser for Rigtigheden af den Tendens, han hver Gang vil fremsætte. (Man huske saaledes "En Bonde", "Naar Vildgæssene trækker forbi", "To Gange mødt", "Et Offer"). Men skal Skikkelserne fyldes ud som uvilkaarligt menneskeligt Liv og skal de stilles frit frem i Rummet og ses fra alle Sider, da svigter hans Evne ham.

Bedst lykkes Mandsfigurerne for ham, fordi det som oftest er dem, der bærer hans Meninger frem og derigennem virker med en vis Tyngde og Kraft. Men hans Kvinder bliver til ingenting, fordi de ikke har noget at skulle have sagt. Ursula i Nattevagt, Eleonora i Minder, Margrethe i Det ideale Hjem eksisterer egentlig slet ikke som levende Væsner. De forflygtiges i en enstonig og 481 passiv Liden, de virker som svage Toner, der skal fremhæve Mændenes bevidste Tale, som Supplementsformer til dem, eller ogsaa som en Slags abstrakte Modbeviser mod den Lære, de fører frem.

Og om Menneskeskildringen i al Almindelighed gælder det, at Pontoppidan ikke har formaaet at smælte de fremsatte Anskuelser organisk ind i de Figurer, der skulde personificere dem, saaledes at de kommer til at leve og virke med Uvilkaarlighedens Magt. I alt, hvad han hidtil har skrevet findes der næppe et eneste Tegn paa, at han har været digterisk grebet og henført af en Skikkelse eller en Situation, som han selv har manet frem. Alt er lagt anskueligt til Rette fra først af og det føres igennem, som man venter det.

Derved viser hans Aand sin "Folkelighed", og derved forklares hans Popularitet, – thi intet frastøder Gennemsnitslæserne mere end det Overraskende.

Men derved forklares ogsaa den ringe Erindringsmagt, hans Arbejder besidder. Der er intet i dem, der prenter sig dybt og uvilkaarligt ind i Læseren, mens han sidder over dem, – og har han først faaet dem paa Afstand hører han heller ikke fra dem det fjærne Klokkespil, der lyder fra al Poesi, og som kalder ham tilbage til den.

(Fortsættes i næste Hæfte med en Skildring af Det forjættede Land og Lykke Per.)

489

IV.

Samtidig med de smaa Romaner og i Fortsættelse af dem udgiver Pontoppidan nu – stykkevis – sine to store: Det forjættede Land og Lykke-Per. Han har heri medtaget alt, hvad han ved om de aandelige Tilstande i Land og By i Slutningen af det nittende Aarhundrede, og han har i begge Bøger samlet det i Skildringer omkring en central Mandsskikkelse. Bøgernes ledende Idé er den samme som den, der har behersket hele hans Forfatterskab: Om Modsætningen mellem Fantasi og Virkelighedssans i Mennesket, om vore Illusioner og vor Afmagt, men han har bestræbt sig for – maaske under Følelsen af, at Idéen i hans tidligere Arbejder i altfor høj Grad bar Præget af abstrakte Theorier – her i sine Hovedværker at lade den springe direkte ud af selve den menneskelige Natur og dens Skaber. Han er kommet dette Maal nærmest i Det forjættede Land.

Og dog ser Romanens Grundplan ret skematisk ud:

Hovedpersonen – Præsten Emanuel Hansted – kalder sig selv for et "Kulturmisfoster", – thi to modsatte Magter strides i hans Sind: en aandelig Drift og en kødelig. Den første fik han i Arv fra sin Moder, der tilbragte en Del af sit Liv i folkelig grundtvigianske Krese og døde sindssyg; den anden arvede han efter sin verdsligsindede Fader, Departementschefen.

Han kommer ud paa Landet som Kapellan hos en højkirkelig Provst, og tiltrækkes – noget modstræbende – af hans elegante Datter Ragnhild med de smukke Skuldre. Men snart faar den aandelige Drift Herredømme over ham: han bryder med Provstens, gifter sig med en grundtvigiansk Bondepige, den stilfærdige og faste Hansine og tilhører fra nu af en Stund de folkelige Retninger i Sognet, hvis Præst han bliver.

Imidlertid vender Fristeren Ragnhild tilbage og bosætter sig hos en fritænkerisk Læge i Nabolaget. Emanuel træffer hende og under hendes Paavirkning faar den verdslige Aand igen Magt over ham. Han skilles fra Hansine og flytter ind til sin aristokratiske Familje i Hovedstaden.

Men heller ikke her finder han Ro, og et Par Aar efter vender han tilbage til den Egn, hvor han tidligere har virket. Ragnhild "hans onde Aand" er med ham og hidser ham stadig ved sine Ynder, men ikke langt borte bor "hans gode Engel" Hansine, mod hvem hans Sjæl drages. Under Paavirkning fra disse to, der repræsenterer de to modsatte Drifter i hans Natur, hvirvles han efterhaanden op i en Slags sanselig religiøs Extase, og dør sindssyg, – som Moderen.

Dette ret magre Skelet har Pontoppidan imidlertid klædt i Kød og Blod, – et langt fyldigere og mere uvilkaarligt Liv end han før har formaaet at mane frem. Alene Fortællemaadens Fasthed og Bredde vidner om, hvor lykkeligt han har grebet sit Stof an, hvor det optager ham og hvor sikkert 490 han hviler i Emnet. Og igennem udmærket anskuelige Situationsbilleder og en upaaklagelig Redegørelse for Hovedpersonernes sjælelige Udvikling føres man mod Bogens Slutning uden at man paa noget Punkt føler Trang til egentlig Protest. Pontoppidans Overlegenhed i den vanskelige Kunst at sætte Figurerne paa deres Plads i Milieu'et og lade dem virke præcist i Overensstemmelse med hans Hensigt, har ikke før vist sig saa slaaende, og i en enkelt Episode – Skildringen af Emanuels lille Søns Sygdom og Død – aabenbarer han endog en Følelsesstyrke, en anspændt Bevægelse i Fortællemaaden, der er enestaaende i hans Forfatterskab, og som hæver Skildringen op i Højde med den tilsvarende i Bjørnsons Paa Guds Veje.

Ogsaa i Menneskeskildringen mærker man noget nyt, – navnlig i Tegningen af Kvinderne, der jo før var Pontoppidans Svaghed. Hansine er saaledes et helt Fund, set for første Gang og baaret frem af sin Skabers kærlighedsfulde Beundring – men ogsaa den mere komplicerede Ragnhild er udmærket lykkedes. Pontoppidan har i intet af sine tidligere Arbejder fremstillet en saa nuanceret Skikkelse tilnærmelsesvis saa sikkert og fast, saa uvilkaarligt levende i hver en Bevægelse.

Ogsaa Hovedpersonen selv, den svage, godlidende Emanuel, følges med Interesse, skønt han er saa sølle, – thi man venter sig fra først af ikke noget af ham. Hans Karakter er strax anskueliggjort, og han bliver nu modstandsløs baaret eller vugget frem af Begivenhederne gennem den Bølgelinje, som hans Skæbne kommer til at følge. Og skønt han – ligesom Pontoppidans Figurer i Almindelighed – er helt opfyldte af Begreber og Theorier og skønt han efterhaanden drives ud i den fantastiske Abstraktion, hvor Pontoppidan ynder at placere sine Personer, naar han paa en eller anden Maade vil sætte dem til Vægs, er hans Tankebevægelser stedse underbyggede med solide, menneskenaturlige Motiver. Med andre Ord: han lever.

Og Romanens Ræsonnør, Pastor Petersen, giver ham denne Gravskrift:

Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen: som regelmæssig forfuskede hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desto mindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet udvalgte, der skulde berede Tusind- aarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.

Læser man denne Epitafion bagfra vil det vise sig at den saa nogenlunde skildrer den sjælelige Udvikling hos Lykke-Per.

Han begynder med Hovmodet, der hos ham er af verdslig Art: – han har "en Gudeskrift paa sin Pande"4, men hans Gud er Skæbnen.

Ikke desto mindre forfusker han – som Emanuel – hvad han faar mellem Hænderne; som Følge deraf opstaar der hos ham – som hos Emanuel – en Kamp mellem to modsatte Magter: en verdslig og en aandelig; begge er de – som hos Emanuel – legemliggjort i Kvindeskikkelser.

Som Emanuel forlader han nu Konerne og vanrøgter Børnene, og han 491 ender som Emanuel begynder: som en skikkelig Kapellan.

Saa lidt nyskabt er Figuren, om end Klæderne er vendte paa ham og hans Milieu tildels er et andet.

Men heller ikke Milieuskildringerne opnaar noget egentligt nyt.

Handlingen foregaar for en stor Del i København, og da Pontoppidan ikke tidligere har skildret københavnske Forhold, imødeser man med Interesse hans Opfattelse.

Men snart mærker man, at han ikke er saa meget hjemme her som paa Landet. Ikke at Fortællemaaden bliver usikker: Pontoppidan er saa forfaren en Skribent, at hans Stil bliver ligesaa rolig og klar hvor han maa gætte sig frem som dèr, hvor han helt mestrer sit Stof. Usikkerheden røber sig kun ved en vis Tyndhed i Fortællemaaden: Skildringerne naar ikke stort dybere end til det Papir, hvorpaa de er trykt. Men den viser sig ogsaa derved, at Pontoppidan i endnu højere Grad end sædvanlig har Tilbøjelighed til at samle sin Viden om Mennesker i typiske Figurer.

Af det mangfoldige og levende Stof, som København giver den poetiske Betragter, af det næsten helt uudforskede Stof, som København endnu er, har han indskrænket sig til at give nogle ganske traditionelle Billeder fra Almuelivet (en Nyboderfamilje), suppleret med en Del Interiørskildringer fra det højere Bourgeosi (Familjen Salomon). Disse er i ydre Forstand korrekte nok, og paa en vis Maade endogsaa levende: Enhver vil, naar han tænker sig om, huske, at han har truffet Folk, som ligner disse to stilfærdige Forældre, den ivrige Søn, Døtrene, Onkelen og Svigersønnen, den mondæne Journalist. Men de overrasker ikke, de griber ikke med det Uvilkaarliges Magt, man ser ikke deres Blik, man hører ikke deres Tale, man mærker ikke deres levende Aande, – og snart forstaar man, at de er sat ind i Handlingen som Typer: for at frem­me dens hele typiske Idé.

Og København bliver ligesaa uudforsket som det var før. – Resten af Handlingen foregaar paa Landet og blandt de Præstefolk, som Pontoppidan er saa fortrolig med, - men heller ikke her giver han noget nyt. Ingen Steder har han vel endog med større Klarhed vist, for hvilken Læsekres han skriver: Disse omstændelige religiøse Redegørelser hen­vender sig til Folk, der har Tiden for sig, og som foretræk­ker de hundrede Siders theoretiske Forklaringer af aandelige Tilstande fremfor den ene Sides eller den ene Linjes instinktive Sjæleskildring. Thi han skildrer sine Figurer ved hvad de siger, ikke – som Livet gør — ved hvordan de siger det. Derfor kommer de alle til at tale saa nogenlunde ens, – de taler som han skriver.

Men blandt de tusind Sider Livløshed, som udgør Lykke-Per rører sig enkelte Episoder med et dulgt Liv. Det er dels dem, som Pontoppidans mere personlige Forhold til Emnet besjæler (Barndommen i Hjemmet, Faderens Død og Moderens Ligfærd), dels dem, i hvilke hans Aand fæstner sig som Beundring (Lykke-Pers sidste Kamp og Død.) Alene disse giver Bogen Værdi.

Thi Skildringen af Per Sidenius selv gør det ikke.

Det har øjensynlig været Pontoppidans Hensigt i ham at give Typen paa et ungt dansk Geni fra vore Dage, – en Type, der sammenfatter de to store 492 kontrære Skikkelser fra forrige Aarhundrede: Aladdin og Adam Homo.

Han er genial, fordi han allerede i Tyveaarsalderen faar Idéen til at omregulere og forbedre hele Landets materielle Existensbetingelser.

Han er ung, fordi han i Virkeligheden betragter dette Arbejde som en Leg i Forhold til hans fremstormende Erotik, der er Alvor.

Og han er dansk, fordi han snart lader alt dette falde igen. Og efterhaanden smælter Minderne om hans Ungdom og hans Geni sig sammen til en Skyldbevidsthed, der driver ham ud i Anger og Længsel efter Ensomhed og Død.

Som Tankeexperiment er Skikkelsen sikkert nok fuldkommen korrekt; den er eftertænksomt begrundet og sindrigt ført igennem, – og for saa vidt berettiget til at træde i sine to Forbilleders Fodspor.

Men da den er blottet for Poesi bliver den aldrig andet end et pædagogisk Paradigma.

Efter Fuldførelsen af Lykke-Per har Pontoppidan udgivet en lille Roman: Borgmester Hoeck og Hustru, hvis hundrede Sider efter mit Skøn ejer mere Værdi end de tusind Sider om Per Sidenius.

Her findes ingen Polemik med tillærte Idealer, og Pontoppidan er nu naaet saa vidt, at han ikke længer behøver Ironien som et Middel til at give sine Figurer kunstnerisk Kulør. De to Menneskers Natur og Skæbne er skildret ganske ligetil, og med den ordknappe Deltagelse, hvoraf Poesien og de store Perspektiver stilfærdigt fødes. Han er her endelig kommet paa Højde med sit Ry hos Publikum.

Maaske da hans digteriske Gerning begynder med denne lille Fortælling.

 
[1] Det korrekte citat lyder: "Grand homme, si l´on veut; mais poète, non pas", og stammer fra Alfred Musset (1810-57): Nouvelles poésies (1852), digtet "Après une lecture" fra 1842, strofe XV. tilbage
[2] forbarmede Døden: Citatet er fra Fortællinger, bd. I, 1899, s. 100. I originaludgaven (Natur, 1890, s. 219), lyder sidste afsnit:

Endelig forbarmede Døden sig over ham, og han fik Fred.

tilbage
[3] Dilling: Lars Dilling (1848-87), norsk forfatter med novellesamlingerne Hverdagsmennesker I-III (1879-81) og Gennem Lorgnetten I-III (1882-84). De "vant en stor Læsekreds ved deres harmløse Satire og deres humoristiske Blik for Smaaborgerlivets Ejendommeligheder, hvilke han tegnede med et rask Fortællertalent, om end ikke altid med god eller fin Smag og undertiden lidt sentimentalt" (Salmonsens Konversationsleksikon, bd. V, 1896, s. 261.) tilbage
[4] AI, s. 52. tilbage
['1] stereotype rettet fra: streotype. tilbage
['2] kunstneriske rettet fra: kunsteriske. tilbage