Henrik Pontoppidan
Jeg ved det! Undergangens Angst er gaaet mig i Blodet.
"Tilstaaelse", 1923.
I den urgamle konflikt mellem mennesket og de skjulte magter er Pontoppidan dødsensangst for udfaldet. Angst fordi han kender danskerens svaghed uden at vide noget sted, hvorfra modet kan hentes. Denne angst er det, der skjuler sig bag overlegenheden, den er ilden, der ulmer under vulkanens tilsyneladende roligt størknede overflade. For denne angst flygter Pontoppidan ind i sig selv og bliver en ensom trods trang til fællesskab, et stridens tegn trods "Trang til Fred i Sindet", en revser trods kærlighed til land og folk. Men fordi angsten er så dominerende, bliver han frygtløs over for de mindre onder: folks dom og verdens tilskikkelser.
I den lille fortælling "Ørneflugt" har Pontoppidan givet sit svar på, hvad der har størst betydning for et menneske, arven eller omgivelserne. Nogle drenge finder en ørneunge og bringer den ind i den gamle præstegård, hvor den vokser op "mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar". Den trives godt, bliver stor og tyk, men der er i den længsel efter et liv, der stemmer mere overens med dens natur, og da der en dag viser sig en hunørn over præstegården, vågner den nedarvede |69| natur i "Klavs", som ørnen er blevet døbt, og den hæver sig på de store vinger. Men da den kommer op i højderne, bliver den træt og angst. "Klavs" sakker bagud "gumpetung og stakaandet", og til sidst vender han tilbage til den lune, hyggelige præstegård, hvor avlskarlen antager ham for en hønsetyv og skyder ham ned, "og som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen", "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i en Andegaard". Med ordet "alligevel" stiller Pontoppidan sig i bevidst modsætning til H. C. Andersen, der i "Den grimme Ælling" forkynder sin og romantikkens tro på, at "det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg".
Lad os se på Pontoppidans arv - på "ørneægget". Slægten er af gammel dansk rod, og navnet har vundet dansk hævd, selv om det er latinsk. Herom fortæller Pontoppidan i erindringsbogen Drengeaar:
Det gyselige Navn Pontoppidan hørtes første Gang her i Landet henimod Midten af det 17. Aarhundrede. Fem Sønner af en Mand, der hed Erik Knudsen og var Forvalter og Ridefoged i Broby paa Fyn, fik den daarlige Idé efter lærde Folks Skik at stadse det gode danske Navn op med en latinsk Adrienne, en naragtig Paafugleham.
I skolen blev Henrik drillet med navnet, Pop-pitopi-popdan kaldte man ham, men det lå ikke til slægten at lade sig noget sige på, så navnedrillerierne forskaffede Henrik navn af slagsbroder. I Tyskland blev han kaldt von Toppidan, og denne tillagte adelstitel var ham lige så meget imod som drengenes spot.
Efter at det første Kuld Pontoppidan'er var spredt omkring i Landets Præstegaarde, varede det ikke længe, før Navnet blev saa almindeligt knyttet til Kirken, at det næsten var enstydigt med en Gejstlig. Allerede Hundredaaret derefter kan Stamtavlen anføre 300 Præster, der har baaret Navnet eller giftet sig ind i Slægten, deriblandt syv Bisper, mange Provster og Jubellærere.
"Ørnenaturen" går igen i slægten. Pontoppidan'erne flyver ikke i flok, de er ikke bange for at gå ene op mod stormen.
Henriks far, Dines Pontoppidan, gik også sine egne veje. Som ung rejste han som skibspræst på orlogsfregatten "Bellona" syd [om] Cap Horn. Derpå var han kapellan i Ribe, senere præst i Fredericia, hvor Henrik fødtes. 1865 forflyttedes han til Randers. I den rige købmandsby blev han alt andet end populær, han gik tarveligt klædt med mørkeblå briller for sine svage øjne, holdt aldrig selskaber og savnede i det hele alle de egenskaber, som de randersborgere forventede af deres præst. Først da |70| han døde, værdsatte man de egenskaber, man tidligere havde foragtet ham for: nøjsomheden og strengheden. Han regnede sig for grundtvigianer, men i sønnen Henriks øjne og beskrivelser i Drengeaar og Lykke-Per fremtoner han mere som streng pietist.
Endelig skal nævnes Henriks seks år ældre broder Morten, der i sin præstegerning og i sit forfatterskab også fulgte slægtens ørnenatur.
Det var nogle af de "kromosomer", der gennem århundreder var nedlagt i det ørneæg, hvorpå Henrik Pontoppidan den 24. juli 1857 slog hul.
Hvordan så så "andegården" ud? Ja, den i Fredericia hører vi som rimeligt er ikke noget om. Pontoppidans barndomsby er Randers. Som en andegård opfattede Henrik sit hjem. Småkravl var der nok af: 16 børn i alt, og der blev lukket tidligt for hønsene om aftenen. Henrik deltog kun modvilligt i hjemmets andagter og salmesang, ejheller tiltalte det ham at skulle læse højt for faderen af Martensens etik, som udkom i disse år. Religiøst udbytte har drengen næppe fået, derimod kan det have haft sproglig betydning for ham, "for Far tillod ingen Sjuskeri med Udtalen, Han havde en udviklet Sans for Sprogets Nuancer, i det hele for en Tankes klassiske Iklædning". At dømme efter skildringen i Lykke-Per gik det dog Henrik som byens borgere; da Dines Pontoppidan døde, aftvang den måde, hvorpå han gik døden i møde, respekt. Skildringen af dødslejet er nænsom og smuk, og trods alt, hvad der var fader og søn imellem, sænker sønnen her fanen: "Saaledes dør altsaa en troende Kristen".
Den eneste i hjemmet, der virkelig betød noget for drengen, var moderen, Marie Oxenbøl1. Hun var trods sit svage helbred den stærke i hjemmet. Den skildring, sønnen giver af hende i Drengeaar, er ikke blot et smukt minde over hende, men en æresstøtte for alle mødre, til hvem der stilles så store krav, at de må udføre tre-fire ting på een gang.
Med Foden paa Vuggegængen, et Strikketøj mellem Hænderne og en opslaaet Bog foran sig paa Bordet læste hun højt for ham, men havde samtidig et vaagent Øre for alt, hvad der foregik i Huset. Saalænge vi Børn støjede og sloges, var hun tryg, men opstod der Stilhed, blev hun urolig og afbrød Læsningen for at se, hvad der var i Vejen.2
Også i Lykke-Per opgør Pontoppidan moderens værd. Som en hemmelig æresvagt følger sønnen moderens kiste på dampskibet over Kattegat, han gennemgår i tankerne, hvad hun har måttet igennem. Da preusserne i 1864 drog ind i Randers, og en del af præstegården var blevet beslaglagt, ventede hun sit 12. barn, samtidig med at en pige på tre år døde i hendes arme. Da |71| ser han moderen i et nyt lys.
I en gammel værkbruden Præstekones Lignelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars Vælde nu syntes ham fattig og ringe, – en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelse.3
Også skolen opfattes af drengen som en "andegård", men "man skal nu altid være varsom med at dømme om sine Ungdomslærere. Navnlig naar man ikke har hørt til Fløjmændene ..."4 Alligevel tager Pontoppidan ikke i betænkning at sige om latinskolens lærere, at "deres Kvalificationer som Ungdomsopdragere ikke var til mere end tg÷." Som eksempel anfører han historielæreren, der lod børnene ramse op af lektien; når en var hørt, fik han som bevis et brændestykke, tavlesvampen eller ildklemmen at holde i hånden resten af timen eller, hvis præstationen havde været dårlig – nøglen til gården. "Disse Løjer var Skolens Bidrag til Forstaaelse af vor Fortid, af den Spøgelseskrift, det truende Mene, Mene, Thekel, der kan læses mellem Linjerne paa saa mange af Krønikens Sider." Dog havde skolen også lyspunkter; i matematik, fysik og astronomi hørte Henrik afgjort til "fløjmændene", og det var da også på matematiklærerens anbefaling, at faderen gik med til, at Henrik efter realeksamen fik lov at tage til København for at læse til ingeniør. En bane, der lå fuldstændig uden for den af slægten befarne.
Men uden for skolens og hjemmets indhegning lå for drengen den egentlige verden: den gamle historiske købmandsby, Randers, der ganske anderledes end historielæreren evnede at sætte drengens fantasi i bevægelse. Her lå endnu det hus, hvor Niels fra Nørreris huggede hovedet af den kullede greve. "Vi syntes i Stilheden at kunne høre Suset af det historiske Sværdhug og se det kullede Hoved rulle hen ad Gulvet med en Blodstrøm efter sig."5
Det blev gadens og købmandsgårdenes folk, der blev hans egentlige omgangsfæller. En situation fra Lykke-Per giver modsætningen mellem præstegårdslivet og gadens liv. Mens Lykke-Pers forældre og søskende forbereder sig på natten, forsamlede i den lune, mørke stue til salmesang og orgelspil, suser Peter Andreas (Lykke-Per) ned ad den forbudte kælkebakke på sin slæde: "Blodørnen", der er købt på kredit, med en lang tatertøs foran og med vinterens pragtfulde stjernehimmel over sig og det åbne snelandskab om sig. Dette er "andegård" og "ørneflugt", modsætningen i Henrik Pontoppidans drengeår i Randers.
Da Henrik er 16 år og har "faaet fremplejet lidt Overskæg", lukkes der op for "andegården", og den unge ørn flyver ud. København er målet, |72| hvor han skulle læse til ingeniør. Havde påvirkningen været ensidig i barndomshjemmet, bliver den rigt afvekslende i hovedstaden. Den kirkelige linje føres kun vanemæssigt videre. Indstillingen afskærer ethvert udbytte.
[J]eg gik til Højmesse i Slotskirken, naar Biskop og kongelig Konfessionarius Martensen stod paa Prædikestolen i Fløjlsornat med Kors og Stjerner, som jeg gik i Zoologisk Have for at se Næsehornet.6
Polyteknisk Læreanstalt har hans forhåndssympati, men virker alligevel lidt for meget à la andegård, når en gammel professor omstændeligt står og forklarer selv de simpleste redskaber som økse og trillebør. Et nyt og efter hans ungdommelige, livslystne sind bedre afstemt hjem får han hos et par herlige gamle ægtefolk af "Holmens faste Stok"7 ude i Nyboder. De er begge over 80, men "tømte uden Anfægtelser Nydelsernes Bæger lige til Grumset"8. Endvidere kommer han i berøring med jødiske familier, ikke ortodokse, som han havde kendt dem fra Randers, men af en fordomsfri indstilling, som tiltaler den oppositionslystne yngling. Størst betydning får dog en halvgammel, velbegavet, lidt forpjusket student ved navn Schaff. Han er "Kierkegaardianer" og i sin kirkefjendskhed og menneskeforagt måske ikke just den frugtbareste omgang for Pontoppidan. Schaff lærer ham vovemodets betydning; engang havde han sagt, "der er altid flere, der forspilder Lykken og lægger Livet øde af Mangel paa Mod end ved Dumdristighed". Det er også Schaff, der udvikler og skærper Pontoppidans medfødte evne til at se gennem ydre glans, således delte Schaff ikke tidens begejstring for Georg Brandes, han sammenlignede det røre, han havde vakt, med "den Sensation en Handelsrejsende i Damekonfektion kan foraarsage i Lemvig med Parisermoder fra i Forfjor".
Når Pontoppidan selv skal nævne, hvad der gjorde en skribent af ham i stedet for en ingeniør, nævner han i Hamskifte en række tilsyneladende små begivenheder. Den første var en skuffelse over ikke at komme med på en grønlandsekspedition, tanken om de vældige snemarker havde sat hans fantasi i bevægelse. I stedet rejser han til Schweiz for sin "Bikubebog" på 392 kr. og 37 øre, som han havde fået lov at hæve. Her i Schweiz oplever han sit første alvorlige kærlighedseventyr, der dog ikke, som han en tid drømte om, fører til den unge ørns redebygning i idyllisk bjergensomhed, men som giver digterfølelserne overtag over ingeniørforstanden. Kort tid efter hjemkomsten indtræder en lille tilsyneladende ganske ubetydelig begivenhed, der afslutter de forudgående oplevelser med en beslutning om et endeligt brud med de hidtidige fremtidsdrømme. Han ser en dag en lille stumprumpet køter, der med tungen ud af halsen |73| løber efter sin herre på en sporvogn, hunden har kun øjnene fæstede på målet, og den ænser ikke den fare, den stærke trafik byder den. Denne målbevidsthed i forbindelse med Schaffs ord om at forspilde lykken af mangel på mod, gør at Pontoppidan henter sine bøger og smækker porten til Polyteknisk Læreanstalt i bag sig, skønt han efter vel tilendebragt 1. del stod umiddelbart foran den afsluttende eksamen, som alle havde regnet med, at han ville tage med glans. Nu kaster han alle broer af. Hamskiftet er sket. Da han ikke har noget at leve af, modtager han et tilbud fra broderen Morten om at komme ud på hans højskole i Hjørlunde som lærer. Men det gik ikke. Det var ørnen, der frivilligt havde ladet sig indespærre i andegården igen, afskrækket af den store verdens hårdhed, lokket af denne andegårds lysere og rummeligere præg. På skolen holder han sig meget for sig selv, "den uforanderlige Søndagsstemning og evindelige Lovsang faldt mig ogsaa mangen Gang for Brystet ved Sammenligning med den Virkelighed, der mødte mig rundt omkring". Det var på sine vandringer i omegnen, at Pontoppidan fik øje på den sociale nød og uretfærdighed, der rådede mange steder på landet. Enden på historien bliver, at Henrik forlader skolen og slår sig ned i et lille hus, hvor han allerede i nogen tid havde haft en husende til leje. I julen 1881 gifter han sig med Mette Marie Hansen, en gårdmandsdatter fra Østby i Horns herred, hvortil han selv flytter for nu at bo mellem bønder og udelukkende leve af sit forfatterskab. Han indsender nogle fortællinger og kommer derved i forbindelse med københavnske litterære kredse. Det er også i denne periode, at Henrik Pontoppidan træffer tidens enevældige litterære fører, Georg Brandes. Trods dennes imødekommenhed og anerkendelse bliver Pontoppidan dog snart færdig med ham, fordi han gennemskuer ham som menneske og ser hans selvoptagethed og latterlige forfængelighed.
Her i det første hjem er det, at Pontoppidan får sin største menneskelige oplevelse: han bliver fader; mens fødslen står på, går han ude i haven og graver kartofler op, time efter time, kun afbrudt af forespørgsler om, hvordan det står til. Endelig kaldes han ind, hans første barn er født. Det er i anledning af denne begivenhed, han skriver slutningsordene i Arv og Gæld:
Ak, fortjent eller ufortjent! Hvor vilde vi Mennesker ikke alle være ilde farne, dersom vi altid skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv de af Skæbnen mest begunstigede, endogsaa Verdens rigeste og mægtigste Mænd gaar ud af denne Tilværelse som insolvente Skyldnere. Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes |74| vi allesammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.
I længden blev dog modsætningen mellem "bondelivet" i Østby og "litteratlivet" i København for stor. Efter fælles overenskomst opløses ægteskabet (1890). Kort tid efter gifter han sig med Antoinette Kofoed, datter af en kontorchef. Nu har ørnen fundet sin mage. De "sænker sig, hvor de lyster"9 og bygger rede – og selv de nysgerrige gråspurve skal nok lade ørnen i fred. Ørneungen har nu helt løsrevet sig fra andegården, men selv på sin stolte og høje flugt kan den ikke lade være med at kredse om de hjemlige egne.
Af Pontoppidans mægtige forfatterskab, der i tid strækker sig fra 1879-1940 og tæller over 50 bøger, er der naturligvis en del, der så stærkt er præget af tidens aktuelle problemer, at den i dag kun læses som historiske dokumenter eller af dem, der gerne vil læse alt, hvad Pontoppidan har skrevet. Hertil må henregnes Pontoppidans indlæg i "sædelighedsfejden" i 80erne, Det ideale Hjem'1, og Mimoser. Om disse bøger skriver Pontoppidan i et privatbrev:
Flere af de Skitser og Forsøg fra min første Forfattertid, som De nævner (Mimoser f. Eks.), havde jeg totalt glemt, og jeg kan just ikke sige, at det har været mig en Plasér at blive mindet om dem.
Mere almenværdi har de bøger, der har social eller politisk uretfærdighed til ophav. Som nævnt havde Pontoppidan allerede i sin højskoletid i Hjørlunde fået øje for husmændenes elendige kår, og det lå ikke til ham og hans slægt at lade iagttaget uretfærdighed upåtalt. Allerede 1883 udgiver han en samling fortællinger, Landsbybilleder, der 1887 efterfølges af Fra Hytterne, tilegnet "Venner i Østby". Pontoppidan er således den første husmandsdigter, selv om det blev Skjoldborg, der med En Stridsmand 1896 og efterfølgende værker kom til at bære navnet. I forordet til udgaven af Fra Hytterne 1905 fortæller Pontoppidan om den forargelse, disse fortællinger vakte ved deres fremkomst, "kuldskære Folk som Dr. Vilh. Andersen holdt sig klogt og forsigtigt under Dynen", og "Borgerskabets statsanerkendte Smagsdommer paa den Tid, Erik Bøgh, anbefalede mulige Læsere paa Forhaand at forsyne sig med en Lugteflaske". Selv nævner Pontoppidan medfølelsen som det væsentlige i skildringerne. Modsvarende er der bidende udfald mod "undertrykkerne": herremænd, bønder, præster og fattighusforstandere. Naturligvis er skildringen af husmændenes nød og bøndernes vellevned ret agitatorisk; men siden da er vi jo blevet vant til en del, så flere af fortællingerne nu virker mere hjertegribende end forargende. Som eksempler kan nævnes |75| "Naadsensbrød", der handler om en fattig, gammel kone, der med magt slæbes på "mønster"-fattiggården uden medfølelse fra noget hold. Hendes jammer og skrig forklares således: "Det var bare Stine Bødkers, der kom paa Kassen". Mest hjertegribende og skarp er dog fortællingen "Ane-Mette". Her fortælles om en husmandskones stumme kamp for at holde sammen på hjemmet med fire børn og en fordrukken mand. Da manden har et deliriumsanfald, dør et af børnene, en 3 års pige, uden at nogen lægger ret mærke til det, og hun bliver straks begravet næste dag i al stilhed. Tilbage i moderen sidder dog en følelse af at have svigtet det lille barn. Et år efter er moderen på kirkegården. Et par rå karle er ved at grave en grav; under saftige vittigheder smider de forskellige knogler op til husmandskonen, der med en anden lille pige ved skørtet står og samler spinkle knogler op i forklædet; det er resterne af hendes døde pige, der nu må vige pladsen, da en rig gårdmands lille pige skal hvile der. Pludselig lyder klokkerens ophidsede stemme: "I maa skrubbe jer – nu kommer de!" – og mens konen i et hjørne af kirkegården graver Ane-Mettes små knogler ned under en græstørv, hører man tonerne af "den store Dødsklemten til fire Mark og otte Skilling", og man ser det lange vogntog med den blomstersmykkede kiste i spidsen bevæge sig mod kirken. "Præsten holdt en Tale paa en stiv Klokketime foran Kisten, og efter Jordpaakastelsen ude paa Kirkegaarden blev han ved at tælle helt op til Hundrede under den "stille Bøn" bag ved Hatten." Bagefter er der stor middag hos gårdmanden; mens husmandskonen går hjem "med det trøstefulde Haab, at Vorherre nu ogsaa nok engang vilde tage godt imod hendes lille Ane-Mette."
Skyer 1890, der skildrer de bevægede år under Estrups diktatur, er stadig læseværdig, fordi bogen ikke nøjes med at være et indlæg i den politiske debat, men er et til alle tider gældende angreb på danskerens mangel på mod og handlekraft. Typisk er her fortællingen "Den første Gendarm". Gendarmen ventes til Lillelunde by, og beboerne har højlydt forsikret hinanden om, at "Blåmanden" ikke skal slippe helskindet gennem byen, den ene er mere kamplysten end den anden. Da kommer gendarmen ridende, høj og flot i en strålende uniform. Ved gadekæret gør han holdt og lader hesten vade ud i vandet for al drikke. Fra døre, porte og vinduer følges enhver af hans bevægelser. Nu var det tiden at indlede demonstrationen med et kraftigt "Ned med Estrup" – men ingen begynder. Et par piger hvisker deimod til hinanden: "En flot Karl er'et ligegodt, hva'!" og nogle af karlene falder i beundring over den flotte hest – |76| og uden at nogen har krummet et hår på hans hoved, rider gendarmen ud af byen. – Men et øjeblik efter ser de lidt slukørede lillelunder gendarmens hest stejle, og lidt efter ligger rytteren i støvet. Det er skræderens lille køter, der er faret i koderne på hesten. Senere brovter man af "bedriften". Gendarmen var ikke kommet helskindet gennem byen.
De fleste andre af Pontoppidans små-romaner og fortællinger lader sig stadig læse med udbytte, de har ofte en lille oplevelse, et psykologisk problem, en menneskelig naragtighed, et menneskeligt martyrium eller blot en dunkel stemning til ophav.
Her skal blot omtales de tre hovedværker: Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Disse bøger har ofte været genstand for fortolkning, men nogen endelig "forklaring" vil næppe nogensinde kunne gives, fordi Pontoppidan aldrig udtaler sin mening utvetydigt og aldrig bedømmer sine personer ensidigt. Akterne fremlægges, læseren må afgive sit svar: "Skyldig" eller "Ikke skyldig". Som hovedsynspunkt skal her anlægges Pontoppidans egne ord fra et privatbrev 1935.
Den Opfattelse af min Person og mit Forfatterskab, De har mødt hos nogle af Deres unge Venner, kender jeg naturligvis godt. Den har fra visse Hold forfulgt mig fra den første Begyndelse og synes at skulle opretholdes indtil Enden og udover den. Det kommer velsagtens af – hvad De jo ogsaa antyder – at jeg har set det som min Opgave efter Evne at skildre mine Medmennesker, saadan som Tiden og Forholdene har formet dem, ikke som de selv mener at være eller ønsker at se ud. Og saadanne Portrætter, der ikke direkte forskønner, holdes10 jo gerne af de Paagældende for Vrængebilleder. Selv en Oehlenschläger kunde ikke tilgive Thorvaldsen, at han ikke lod sig overtale til paa Bysten af ham at fjerne den lille Vorte, som Digterkongen vitterlig havde paa den ene Kind. Ærbødigheden for det skabte11 er kun de færreste i Stand til at begribe. Derfor mistydes den ofte saa skammeligt.
Pontoppidan harmes over at se den enkelte og folket løbe fra deres naturgrundlag, derfor revser han, men han synes ikke at se resultater, derfor er det, at han til sidst, og med ham hans hovedfigurer, vender sig fra omgivelserne til sig selv. De fire små erindringsbøger: Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld og Familieliv gav han fællestitlen Undervejs til mig selv. Da troen på noget udenfor ham selv svigtede, blev der kun tilbage at trænge ind i sig selv og nå "selvforløsning". Pontoppidan blev da den store ensomme, stolt i sin ensomhed, tragisk i sin forladthed, elsket af nogle, hadet af andre, misforstået af de fleste. Disse hovedlinjer vil kunne følges i de tre hovedværker.
|77|
Det forjættede Land kom oprindelig i tre bøger: Muld 1891, Det forjættede Land 1892 og Dommens Dag 1895. Alle tre med undertitlen "Et Tidsbillede". Det er da også i virkeligheden et bredt malet stykke Danmarkshistorie, forfatteren vil give ved som ringens ånd i Aladdin at føre os, hvorhen han lyster. Typisk er kapitel 7 og 8 i Muld. Dér giver Pontoppidan os så at sige et tværsnit af landsbyen ved at lade os kigge ind og se, hvad der samtidig foregår i de forskellige hjem. Vi overværer en hjemmealtergang ved en sygeseng og et l'hombreparti hos sognerådsformanden for bagefter at få lov at følge kortspillerne hjem og blive præsenteret for deres koner og daglige forhold. Det forjættede Land frembyder et galleri af landboere og enkelte købstadsfolk, der for kortere eller længere tid blander sig i de fastboendes liv. Men Pontoppidan nøjes ikke med at være portrætmaler, han ønsker også at gengive tidens åndelige strømninger, her især grundtvigianismen: dens vårbrud og kamp, dens glansperiode og derpå indre forfald, indtil Pontoppidan med bitter ironi skildrer dens udvanding, kulminerende i skildringen af mødet på højskolen, hvor man ender med at sætte Vorherre under afstemning. Tiden er 70erne og 80erne med perspektiv bagud og frem. Hovedpersonen er Emanuel Hansted, søn af en velhavende, konservativ, københavnsk etatsråd. Emanuel er familiens sorte får, han befinder sig ikke vel i den fast afgrænsede selskabelige fold. Halvt ubevidst følger han sin afdøde mors spor, idet han bliver kapellan netop på den egn, hvor hun havde levet sine lykkeligste dage optaget af det liv, der samlede sig om højskolen. Emanuel tiltræder sit embede med hellig kaldsfølelse og håb om blandt de sunde naturlige bønder at finde den muld for sin åndelige vækst, som det københavnske etatsrådshjem ikke havde kunnet give ham. Til at begynde med møder der ham kun skuffelser. Hans foresatte, provst Tønnesen, er højkirkelig og stokkonservativ, han betragter det grundtvigske røre som oprør og uorden. Hans datter, frøken Ragnhild, er just den bytype, som Emanuel var flygtet fra, hun betragter Emanuels "tilbedte" bønder som en slags ildelugtende dyr. Men hvad værre er, Emanuel evner ikke at vinde bøndernes fortrolighed. Skønt han med flid forbereder sine prædikener, når ordene ikke ind.
Med Fortvivlelse hørte han sine Sætninger klinge hule og tomme hen under de gcnlydende Hvælvinger, mens han mærkede en bestandig tungere Døsighed sænke sig over hele Forsamlingen. Det var, som om der mellem ham og Menigheden aabnede sig et bestandigt bredere Svælg, hvorover hans Stemme ikke kunde naa.
Da sker der pludselig en forandring. En af menigheden, føreren for den |78| folkelige bevægelse i sognet, væver Hansen, opfordrer Emanuel til at komme og tale i forsamlingshuset og der fortælle noget om sig selv. Mødet ordnes, og i den overfyldte sal aflægger Emanuel sin bekendelse: Jeg forsager byen og alle dens gerninger og alt dens væsen, jeg tror på bonden, naturen og det legemlige arbejde12. Forsamling og taler overbyder hinanden i lytten og talen. Nu tager begivenhederne fart. Emanuel forlover sig med en af menighedens egne, husmandsdatteren Hansine; det kommer til voldsomt opgør og brud med provsten. Ved bispens indgriben ordnes forholdene således, at provsten bliver "forfremmet" til seminarieforstander, og Emanuel rykker ind i den herskabelige præstegård. Vennerne har illumineret huset og haven, det ser da ud for Emanuel, som de bagliggende muldhøje stod på glødende pæle. Nu havde han fundet det trylleord, der kunne bringe muldhøjene til at åbne sig for ham. "Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjerget". Emanuel er nu kommet ind i sit forjættede land; han vil være bonde blandt bønderne. Han dyrker selv præstegårdsjorden, vil leve af den uden at modtage nogen løn for sin præstegerning. Præstegården åbnes; alle sognets fattige har adgang til hans bord, og om aftenen holder han "højskole". Man samles i den store stue, der er udstyret med bondemøbler. Emanuel fortæller eller læser højt, og ind imellem synger man.
Alt synes at være idyl, men naturgrundlaget mangler, det ses stadigt på Emanuels spinkle skikkelse, at han ikke er den fødte bonde, og selv om han indtil latterlighed søger at efterleve bøndernes skikke, er han uudsletteligt præget af sin opdragelse, han er stadig den fremmede og ensomme, selv om alle siger du til ham på opfordring. Han glemmer, at bønder vel kan respektere folk af andre samfundslag i andre stillinger, men nødigt anerkender en fremmed i deres eget erhverv, om han end er lige så dygtig som de, mens en udygtig fremmed kun vækker foragt, og Emanuel er udygtig, som åndsmenneske regner han ikke med de ting, der for bønder er grundlaget for vurdering af deres medmennesker. Præstegården forfalder, gårdspladsen flyder med alt, haven gror til. Emanuels økonomi er elendig. I tro til samme fællesskabets offervilje, som han selv udviser, låner han korn og halm uden at betale tilbage, og han mærker ikke, at fjendskabet mod ham vokser. Hansine mærker det og græmmes over hjemmets forfald, men hendes velovervejede indvendinger skyller Emanuel bort med sin ordstrøm. Og Hansine lukker sig igen ind i sit mutte, tavse væsen og redder, hvad reddes kan. Værst er det, at der inden for selve menigheden er opløsning. Væver Hansen spinder |79| sine intriger, hvis formål er i folkesagens navn at tilfredsstille sit private sociale had mod gårdmændene. Udefra samler uvejrsskyerne sig også. Den gamle højskoleforstander, frihedens forkæmper, alle folkevennernes fader, dør. Estrup fuldfører sit statskup, hjemsender rigsdagen, udsteder "af egen Magtfuldkommenhed" love og udskriver skat. Men alle disse ydre vanskeligheder ville Emanuel utvivlsomt kunne have klaret, hvis ikke der var sket et skred i hans eget sind. En dag møder Emanuel et selskab, som viser sig at bestå af lægen, dr. Hassing, et par pjankede københavnske feriegæster og frøken Ragnhild Tønnesen. Emanuel reagerer først voldsomt og vil straks forlade dem, men overtales til at følge med, ja, endog til at spise til aften sammen med dem. Hans farisæiske dømmende holdning forvandles lidt efter lidt. Frøken Ragnhild og han finder hinanden igen i den evindelige diskussion, der dog ikke er uden erotisk spænding. Doktorens fornemme lejlighed, den gode mad, vinen og ikke mindst den sensation, han vækker med sin person og sine meninger, gør ham opstemt og veltalende. Han tror at kæmpe for Guds sag i Sodoma og forstår ikke, at det er hele hans barndom og ungdom, han er vendt tilbage til. Det er Agnete, der på havsens bund hører "Engellands klokker de klang" og må følge deres kalden. Fra den dag er hans hjertefred forbi. Hansine forstår hans tilstand og årsagen dertil, og da samtidig stemningen i menigheden bliver åbenlys fjendsk, foreslår Hansine, at han foreløbig skal rejse til sin familie og tage børnene med. Emanuel klynger sig til tanken om det foreløbige – Hansine ved, at det er for bestandig. Med blødende hjerte, men med rolig selvbeherskelse ordner hun alt til opbruddet, fordi hun ser, at det er bedst sådan for Emanuel og børnene. Endnu ved afrejsen holder hun sig stiv, men da vognen med de rejseforventningsfulde børn og Emanuel er forsvundet for hendes syn, synker hun sammen og sidder ubevægelig med hovedet i hænderne en hel time på den lille udsigtshøj i haven. Først ved solnedgang går hun ind, henter en lille bylt klæder og forlader præstegården.
Det er ikke svært at se, at det er Henrik Pontoppidans egne oplevelser i første ægteskab, der er virkelighedsbaggrunden for skildringerne i Muld og Det forjættede Land, men man må vel vogte sig for at læse privatliv ud af digtningen, han vil blot udtrykke den livslov, at lige børn leger bedst. Naturmenneske kan man ikke blive, det er man, eller man er det ikke. "Andegården", som man ikke kan løbe fra, er her bykulturen og civilisationen. Men med de to første bind standser Pontoppidans personlige baggrund for værket. Her sprang han selv fra og reddede sig i |80| land. Emanuel derimod fortsætter sin bane. Følgelig må tredje bind, Dommens Dag, blive "tænkt" og derfor svagt i forhold til de andre.
Emanuels fantasteri holdes nu ikke mere i tømme af Hansines nøgternhed, i stedet for omgås han en beundrende søster og styrkes mere og mere i sin selvoptagne yndlingside, at han er en Guds profet. Han vender tilbage til landet, deltager her i et stort vennemøde, flakker om i den øde egn, gør "mirakler", får tilbedere, men bryder til sidst sammen og dør og bliver begravet på den øde kirkegård, betragtet af nogle som gal, af andre som en helgen. Emanuel har spillet fallit, men om Hansine hedder det smukt:
Hun havde lært, at Lykken her i Livet bestod i at have sin Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel - hvor lav og trang og solforladt denne end var.
Dommen over Emanuel fældes af pastor Rüdesheimer.
Med fuld Ret kunde der engang, naar han dør, skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen.
Det forjættede Land er Pontoppidans skuffelse over frugterne af Grundtvigs og højskolens virke. Men det må ikke glemmes, at alle Pontoppidans domme er appellable. Selv er han både forsvarer og anklager, han lægger sagens akter på bordet og lader så læserne "komme i Haar sammen" om den endelige dom.
Efter Det forjættede Land kommer en del småromaner og fortællinger; men allerede i 1898 påbegynder Pontoppidan sit andet hovedværk, Lykke-Per, der oprindelig kom i 8 bind, det sidste i 1904, et vældigt værk, der selv i den forkortede to binds udgave er på 758 sider. Med ikke ringe ret anses Lykke-Per for Pontoppidans betydeligste bog. Som omtalt i levnedsskildringen er begyndelsen af Lykke-Per, hvad erindringsbogen Drengeaar beviser, en temmelig nøjagtig beskrivelse af forfatterens barndom. Resten er som i Det forjættede Land levendegjort ved den personlige oplevelse, der ligger til grund. Det er blot problemet med andegården i en ny udgave. Også Lykke-Per giver et meget levende tidsbillede med hovedvægten på livet i København i 80erne og 90erne. Kulturbilledet er det af Georg Brandes fremkaldte frigjorte liv i modsætning til præstegårdskulturens bundne religiøse livsform. Lykke-Per er mere positiv end Det forjættede Land, idet hovedpersonen her gennemgår en udvikling, der ikke som Emanuels ender i vanvid, men i den livsopfattelse, at menneskets indre er tilværelsens mål, en opfattelse, som Pontoppidan selv synes at hylde, idet han har givet beskrivelsen |81| af sin egen udvikling fællestitlen Undervejs til mig selv. Det er utvivlsomt rigtigt, at Pontoppidan har tænkt Lykke-Per som et modstykke til Adam Homo, de stræber begge mod ydre glans, men medens Adam Homo forbliver i højheden, men går i stå i indre udvikling, går det i ydre henseende tilbage for Lykke-Per, medens hans personlighed modnes og hærdes.
Da Per er kommet tit København og har fået logi hos højbådsmand Olufsen i Hjertensfrydsgade i Nyboder, kender hans frihedsfomemmelse ingen grænser, han føler sig ikke skabt for "Hverdagsliv og Godtkøbslykke". Han føler herskerblodet i sine årer og kræver plads "til Højbords ved Livets Taffel". Han har ungdommens charmerende selvtillid og dens forståelige selvoptagethed, men først og fremmest dens umættelige ærgerrighed. Disse egenskaber i forbindelse med et flot maskulint ydre og en struttende sundhed, der lægger ham "teglstensrødt" på kinderne, imponerer mange; på hans søskende virker hele hans fremtræden udfordrende, og de følger ham på afstand med bekymring. Vi følger nu hans fremmarch, hvor alt og alle betragtes og udnyttes som midler; men hver gang, han er ved at lette på sin ørneflugt, trækkes han ned af hjemmets ånd. Den systematiske undervisning på Polyteknisk Læreanstalt har han ikke tålmodighed til at følge, i stedet arbejder han på egen hånd på et vældigt kanalprojekt, der med eet slag skal gøre ham berømt. Per kommer i forbindelse med kunstnerkredse, hvor han træffer den syge digter Enevoldsen (J.P. Jacobsen) og saltvandsmaleren Fritjof Jensen (Drachmann), "en bredskaaren Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgende Haar og Skæg – en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende Broder lystig ved et skummende Ølkrus, men holdningsløs og upaalidelig som en Dreng i Overgangsalderen". I Fritjof tror Per at finde fremtidens mand, der tør kaste al fordom over bord og udelukkende leve på menneskets natur. Men Per skuffes. Efter et vældigt drikkelag sidder Fritjof og han alene tilbage, og Per får nu en anden Fritjof at se.
Stille, Menneske! Lad os ingenting forsværge … I unge Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent, til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres velplejede Person engang skal anrettes til Festmaaltid for nogle hundrede sultne Maddiker.
Lykke-Per bliver forfærdet; "sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser, mens Livet rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem. Han kendte det jo altsammen derhjemme fra". Han føler sig nu som en undtagelse, han alene har evnet at |82| sprænge lænkerne. "Det gjaldt blot om at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære – og alle Livets Herligheder skulde blive ham til Del!"13 I første omgang praktiserer Per sin teori på det seksuelle område. Efter forskellige småerobringer stifter Per bekendtskab med en noget tvivlsom dame, fru Engelhardt, hvis tidligere elsker, den degenererede Neergaard, erkender Per som sin overmand, testamenterer ham sin formue og tager livet af sig. Efter nogen vaklen modtager Per pengene, hans lidt anfægtede samvittighed får luft, ved at han bryder med fru Engelhardt for nu helt at hellige sig sit arbejde, det store projekt. En lille, rørende latterlig jøde, Ivan Salomon, hvis drøm er at opdage et geni, kaster sig over Per, der villigt lader sig hylde. Gennem Ivan får Per adgang til det rige salomonske hjem. Snart står målet ham klart: han må blive svigersøn af huset. Først "forelsker" han sig i den livslystne, blomstrende Nanny for senere at slå sig på hendes søster, den højt kultiverede, sygeligt forfinede Jakobe, bogens mest sympatisk skildrede skikkelse. Større modsætning end Per og Jakobe kan ikke tænkes; men de er fælles om ulykkelige barndomsoplevelser og hadet til kristendommen. Hvad Per erhverver af kultur, skylder han Jakobe. Per har store rejseplaner, og af frygt for at andre skal flyve bort med guldfuglen i hans fravær, aftvinger han Jakobe et ja, som hun straks efter bittert fortryder. Kynisk udnytter han sin "sejr", han forsømmer Jakobe, "med Sult skal de stridige tæmmes". "Det skulde nu vise sig, om han havde Magt til at herske over Mennesker og gøre sig deres Vilje underdanig". Tryg i sin sejr påbegynder han sin udenlandsrejse for svigerfaderens penge. I Berlin kommer han, takket være Salomons anbefalinger, til selskab hos en mangemillionær, og straks undfanger han planer om at blive svigersøn der. Han går fra selskabet i en let champagnerus med store planer om, hvad de mange penge kunne udrette i Danmark. Dette er hans ørneflugts højdepunkt. Men samme nat får han de første hagl i kroppen, der tynger ham nedad. "Skuddet" kommer fra præstegården. På hotelværelset ligger et telegram fra den ældste broder, Eberhardt: "Fader døende". Et par timer efter kører Lykke-Per nordpå.
Efter mange års fravær genser Per sit barndomshjem. Indtrykket er større, end han bryder sig om. Han overværer faderens død i familiens midte. Hovedsummen af dødsscenen bliver for Per, "saaledes dør altsaa en troende Kristen". Kommen op på sit værelse nedskriver Per sine indtryk til Jakobe, men river brevet i stykker, forfærdet over sin egen grebethed og meddeler derpå i tørre ord de stedfundne begivenheder. Og fastholdende denne stemning forlader Per sit hjem for at genoptage den |83| afbrudte rejse. Turen går nu til Schweiz, hvor den vilde natur og bjergensomheden slår sig sammen med oplevelserne i hjemmet og hidfører religiøse spekulationer, som ikke lader sig kvæle ved et lille kærlighedseventyr. I denne kritiske situation overraskes han af Jakobe. De oplever nu sammen en virkelig forelskelses lykke. Per lærer for første gang at holde af et menneske for dets egen skyld. Under en vandring i bjergene får Per øje på et krucifiks; og i sit overmod affyrer han sin revolver imod det, idet han råber: "Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind." Hans sind er dog ikke så stærkt som hans ord og handlinger. Der er kommet skygge over dagen. Jakobe rejser hjem; Per fortsætter sydpå til Italien, hvor han møder den nygifte Nanny, forelsker sig i hende og bestemmer at bryde med Jakobe, idet han besmykker sin utroskab med, at Nanny var bedre egnet til at stå ved hans side i den kommende kamp. "Han maatte nu vise, at han ikke havde siddet forgæves ved Cæsarernes Fødder, men lært at gaa Mandsviljens lige Vej over Tvivlraadighedens plumrede Rubicon med et trøstigt: "Jacta est alea"."
Hermed ender 1. del, der som de fleste værkers første bind er stærkere både i indhold og form end 2. del.
Handlingsgangen i 2. del er kort fortalt en stadig nedgang i Pers ydre kår på grund af et skred i sindet, der får ham til at tvivle på sig selv. Da Lykke-Per kommer hjem, har Nanny forlængst glemt den lille oplevelse i Rom. Jakobes og Pers forlovelse deklareres. Doktor Nathan (Georg Brandes) er med til festen (og vi får en blændende skildring og vurdering af tidens åndsfører). Ved mangel på forhandlingsevne og psykologisk vurderingsevne forspilder Per selv chancerne for at få sit store projekt gennemført. Dog vinder han en gammel autoritet, oberst Bjerregrav, for planen. Men da Per igen begynder at "lette", får han en ny ladning bly i kroppen. Han hører tilfældigt, at moderen er død. Som en æresvagt følger han hemmeligt moderens kiste over Kattegat. Da han nu er i Jylland, aflægger han Neergaards søster, hofjægermesterinde Prangen, et besøg på hendes gods, Kærsholm. Hofjægermesterinden påvirker Per religiøst, bistået af den grundtvigske pastor Blomberg, hvis sunde, naturlige, men hjerteligt ubetydelige datter, Inger, Per forelsker sig i og bliver gift med, efter at han pr. brev har slået op med Jakobe, udsmykkende sin svig med allehånde talemåder. Per tager landmålereksamen og nedsætter sig på egnen. Årene går, de får børn, men Per er en ensom og fremmed i sit hjem; han beslutter da at opløse ægteskabet. På kierkegaardsk vis lader han den anden part bryde ved at bekræfte fejlagtige beskyldninger mod |84| sig. Nu bliver Per vejassistent i Thy. I forhold til sin høje himmelflugt er han endt på møddingen, men han når frem til den form for hedensk menneskelighed, som er det eneste "ideal", naturalisten Pontoppidan véd at tegne for sine læsere: selverkendelsen og selvforløsningen. Per passer sit arbejde, holder vejene i fineste stand, er til opmuntring, omend ofte til forargelse for skolelæreren, lider af frygtelige kræftsmerter til sidst, men ligger efter anfaldene med et forklaret udtryk i ansigtet og dør endelig "stående" som nogen "helt" hos J.P. Jacobsen. I nogle optegnelser finder man summen af hans livsvisdom:
Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa.14
Udtalelser fra Inger og Jakobe viser, at de trods alt har meget at takke Per for. Jakobe har født Per et barn, som døde, men hun har omsat sin hjemløse moderkærlighed i et mønsterbørnehjem, som hun selv har bekostet. "Det Ansigt, som hendes Beundrere i sin Tid havde kaldt et Ørneansigt, hendes Uvenner et Papegøjefjæs, var nu ubestrideligt rovfugleagtigt."15 Jakobe har Pontoppidans sympati så udelt, som han nu evner at ytre den. Ørnemærket er hans blå stempel.
Efter Lykke-Per følger igen nogle småromaner, noveller og et enkelt skuespil. Der er grund til at fremhæve Borgmester Hoeck og Hustru 1905, en blændende psykologisk skildring af den tragedie, der kan skjules bag et tilsyneladende lykkeligt ægteskab, og Den kongelige Gæst 1908, der handler om, hvordan eventyret gæster og bringer uro ind i et lægehjem, der er ved helt at gro til i kedsommelig idyl. Foruden at være forstudier til næste hovedværk er disse småfortællinger en skarp protest mod brandesianismens alt for tankeklare forklaringer på alle livets foreteelser, som Fritjof Jensen i Lykke-Per udtrykker det: "Maaske findes der alligevel mere ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer om."16 Som Drachmann ikke kunne nøjes med tidens "fastespiser"'2, men måtte tro på de gamle eventyr, kunne Pontoppidan aldrig forlige sig med det tamme, med andegården, hvad slags fjerkræ det så end var, der førte det store ord. Men tiden fra århundredskiftet og til verdenskrigen var ikke indstillet på eventyret, men på "den lille glade lykke", men netop af angst for at miste lykken opnår man den aldrig, fordi man ikke tør tage livets risiko. Sundhedssystemerne florerer, kroppene dyrkes. Det er den tilstand, Pontoppidan kalder de dødes rige.
Bogen af dette navn, De Dødes Rige, er Pontoppidans tredje hovedværk, oprindelig en romanserie, der udkom i årene 1912-16, nu |85| foreligger værket i en udgave på to bind. Bøgerne kan læses som ren underholdning, let tilgængelige på grund af den klare stil og den fremragende fortællekunst, de kan også læses for tidsbilledets skyld. Her er et tværsnit af hele landet og dets befolkning, foruden let kendelige historiske skikkelser, optræder der over 100 individuelt skildrede personer. Der er præster og provster, læger, professorer, bønder, direktører, redaktører, politikere, kunstnere, lærere, grosserere, militærpersoner, håndværkere, sygeplejersker, tjenestepiger, varietésangerinder, skøger o.s.v., kort og godt et udsnit af hele befolkningen. Med enestående indfølingsevne har Pontoppidan skildret enhver ud fra vedkommendes egne forudsætninger. Endelig kan man læse værket som et tidløst symbol på danskeren set i undergangsangstens lys. Hele bogens grundsyn er udtrykt i Jytte Abildgaards ord: "Saa dør jeg og har dog aldrig levet."
En gengivelse af handlingsforløbet er nogenlunde uoverkommeligt; selv kalder Pontoppidan værket en fortællings-kreds. Helhed er dog opnået, ved at alle hovedpersonerne er sat i forbindelse med hinanden enten familiært eller bekendtskabsmæssigt. Hovedfigurer er der dog: Torben Dihmer og Jytte Abildgaard samt politikeren Enslev, som man oftest ser udlagt som Hørup, mens Pontoppidan selv skal have sagt, at Enslev er tegnet efter den norske politiker Johan Sverdrup. I anden række kommer vandrepræsten Mads Vestrup og brødrene Gaardbo. Jytte Abildgaard, ministerdatteren, og godsejeren, Torben Dihmer, er som skabt for hinanden. Torben, hvem alle spåede en politisk karriere, er syg, men mangler vilje til at ville komme sig. Jytte, hvem alle beundrer for hendes skønhed, intelligens og formsikre væsen, er angst for selve livet, derfor flygter hun, hver gang der skal tages en afgørende beslutning. Hun er som et "halvtamt Raakid (…) der flygter, saasnart man nærmer sig, men følger efter, naar man gaar bort"17. End ikke hendes kloge, omsorgsfulde moder, fru Bertha, har hendes fortrolighed. Kun hos klaveret føler hun sig tryg; med lukkede øjne synker hun hen "i den Følelse af blidelig Selvudslettelse, af Hinsidighed og Glemsel, der var hendes eneste Fornemmelse af Lykke." Blandt mennesker føler hun, at hun er den eneste, der lever med åbne øjne. Hun ser venindernes mere eller mindre mislykkede ægteskaber og tør derfor ikke binde sig til noget menneske af skræk for, at det skal gå hende lige sådan. Efter således i årevis at have undgået den mand, hun inderst inde føler alene af alle forstår hende, kaster hun sig af desperation, medlidenhed og resignation i armene på skørtejægeren, proletarbarnet, modemaleren Karsten From, der ikke regner livet for |86| mere, end nydelsen af det er værd. Hun dør efter en fødsel med de før citerede dødsens triste ord: "Ja, nu dør jeg, og saa har jeg dog aldrig levet!" Skulle man nævne en skikkelse, hvori Pontoppidan har nedlagt flest sider af sin sammensatte natur, må det blive Jytte Abildgaard. Hun er stolt, hun er ensom, hun er overlegen på overfladen og misforstås af mange, men inderst er hun angst "som en lillle Pige i en Troldeskov"18.
Torben Dihmer er i slægt med vejassistenten, Lykke-Per. Han helbredes for sin sygdom ved mirakelpiller, men efter skuffelsen med Jytte og en rejse i Europa ophører han at tage pillerne, selvom han ved, at det vil koste ham livet, han har set en sygdom, der var værre end døden.
Hvad jeg i disse ti Maaneder har været Vidne til i tre Verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige Rastløshed, hvormed en gal Mand arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Jeg er overbevist om, at vi staar foran en Verdens-Katastrofe.
Torben vender frivilligt tilbage til sin sygdom og det forglemte liv på sit forfaldne gods, han vil ikke "skulke sig fra en Time i Lidelsens Skole." Han hengiver sig til sin skæbne; og livet giver ham trods alt sin løn, "som er skjult for de robuste og geskæftige", en lykkefølelse over småtingene, over "et Støvfnug, der sejler en forbi i Solskinnet, mere behøves der i Virkeligheden ikke." Det er den samme hedenske skæbnehengivelse, som blev Lykke-Pers livsvisdom: selverkendelse og selvforløsning. Torben har været i de dødes rige; han dør som et levende menneske.
I de dødes rige er der dog endnu naturkræfter tilbage, ætlinge af Søren Smed. Der er politikeren Enslev, der med mægtig naturkraft og intelligens ofrer alt på magtens alter. "For Mennesker af min Art findes der ingen Lykke. Vi er ligesom spedalske fordømt til Isolation." Atter en ensom, men dog en mand, der havde et værk at overgive til historien. Han havde levet en slags liv og havde måtte betale, hvad det kostede. Også de tre hovedpersoner i anden række: Mads Vestrup og brødrene Gaardbo er levende blandt de døde, holdt oppe hver af sin lidenskab. Mads Vestrup bliver afsat som præst på grund af en sædelighedsaffære, han bliver nu vandrepræst og opofrende storstadsmissionær. Johannes Gaardbo bliver morder på grund af sin fanatiske, måske lidt farisæiske tro. Broderen Poul bliver martyr for sin umoderne opfattelse af lægegerningen, han vil ikke give patienterne bedøvende midler, han vil ikke ved den slags "tilsløre de Livets sande Vilkaar og franarre Menneskene den Anledning til sund og nøgtern Eftertanke, som Sygelejet var, og som de fleste havde haardt fornøden."
|87|
De eneste måske helt levende i de dødes rige er Poul Gaardbos kone, Meta, den eneste af Jyttes veninder, der var blevet lykkelig, "fordi hun var den eneste, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne"; og så den unge juridiske student Kjeld Borgen, der hellere ville spille på fløjte end læse, og hvis skalmejetoner lyder forjættende om en "Nytids Morgenrøde" oppe fra skovhytten på det gamle Favsingholm, hvor Torben har givet den unge naturglade mand lov at bo med sin unge kvinde. Der er dog håb om liv, selv i de dødes rige.
Verdenskrigen 1914 udslukte dog også dette spinkle håb for Pontoppidan. I Mands Himmerig, 1927, Pontoppidans sidste roman, overgives så at sige det i De Dødes Rige dødsdømte folk til bøddelen, idet bogens hovedperson, Thorsen, der forgæves har søgt at råbe folket op, ender med at ønske Danmark Belgiens skæbne.
Fra nu af blander Pontoppidan sig ikke mere i tidens rørelser, men skuer tilbage, idet han i sin alders 76. år påbegynder sine erindringer og afslutter dem i 1940, 83 år gammel. Den 21. august 1943 døde han.
Som en Heimdal på regnbuen stod han et liv langt og spejdede efter tegn på det danske folks opvågnen, men mente sig skuffet gang på gang, og gjallerhornet forvandlede sig til en domsbasun. Kun een gang så han et utvetydigt tegn: sønderjydernes udholdenhed og offer, og da udbryder han hjertevarmt og taknemligt:
Det lyder som et Eventyr,
et Sagn fra gamle Dage,
en røvet Datter, dybt begrædt,
er kommet frelst tilbage!
Hans beundring kommer stærkest til orde i linjen: "du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder."
Henrik Pontoppidan var alle dage og er stadig et stridens tegn. Hans storhed som digter og skribent vil kun de ukyndige bestride. Hans værd som dansk og menneskelig forkynder vil blive forskelligt bedømt efter bedømmerens eget stade. I kredse beslægtet med hans eget barndomshjem vil man måske udtrykke hans livs tragedie med Johannes Jørgensens ord "Jeg har brudt med Dagen og er blevet bedraget af Natten". Eller for at blive i ørnebilledet kunne man sige: Han var selv en ørn, men fordi han fæstnede sin opmærksomhed på sine medmenneskers fremtrædelsesform og ikke på deres bestemmelse og muligheder, så han fortrinsvis "anden" for "ørnen" i mennesket. Som Grundtvig talte han |88| den tugtende kærligheds ord til sit folk, men hans ord blev forbitrede af tvivl, hvor Grundtvigs blev formildede af håb:
Saa er vi alle Kongebørn,
skønt fattige og ringe,
og højere end nogen Ørn
sig Haabet kan opsvinge. . .'3
E. Dahlerup-Petersen.
