Tilstaaelse I

I et Eksemplar af mine Romaner og Fortællinger

Hvad jeg fra Dreng har set og hørt
og hvad jeg selv har levet
paa Alfarvej og ensom Sti –
her staar det alt nedskrevet.

Der er lidt mer end Skæmt og Spot
i denne Billedrække
om Danskens træge Folkesind,
som ingen Gud kan vække.

Der er et Angstens Raab fra en,
som under Middagsluren
et Mene Mene Thekel saae
i Flammeskrift paa Muren.

Et Mareridt. Nu vel – maaske!
Vist ingen lod sig skræmme.
Men dette onde Varseltegn
gik aldrig mig i Glemme.

Det førte Pennen, mens jeg skrev
om levende og døde;
det lyste ad den mørke Vej
til ny og gammel Brøde. –

Vist er jeg selv en sindig Fyr
med Trang til Fred i Sindet;
men denne onde Varselskrift
har brændt sig ind i Mindet.

I Solens Lys, ved Lampens Skin
den spøger mig i Hodet.
Jeg veed det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.

1923