Valdemar Rørdam
Valdemar Rørdam (1872-1946) var, som Henrik Pontoppidan, præstesøn, og måske havde Pontoppidan det med ham som han havde det med præstedatteren Inger Holt, til hvem han i 1931 skrev: "jeg føler mig slægtsforbunden med enhver, der er udgået fra et dansk Præstehjem, – og i Grunden ikke med andre."
Rørdams far var, som Pontoppidans, grundtvigsk præget og havde otte præster i lige linje som forfædre. Men af fattigdom fik Rørdam selv ikke nogen akademisk uddannelse efter studentereksamen (1890) og filosofikum (1891). Fra 1894 gjorde han dog spredte studier i moderne sprog, engelsk især, mens han ernærede sig som huslærer og senere ved sletlønnede undervisningstimer. Gennem præstefamiliens omflytten havde han et bredt kendskab til det østdanske landskab; det udbyggede han senere med stadige rejser landet rundt1. Efter sin mangeårige hustrus død i 1937 blev han året efter tysk gift – men i 1940 separeret.
Som lyriker debuterede Rørdam i 1895 i guldaldertraditionen, skønt han i moralsk og religiøs henseende var under stærk indflydelse af Georg Brandes' forfatterskab. Fik efter Tre Strenge (1895) det Anckerske legat, og under en årelang rejse til Tyskland, Italien og Korsika kom han sig helt efter et alvorligt tuberkuloseangreb. Hans "særegne tone" karakteriseres som en "rungende Malmklang" (se f.eks. Hymne) og hans "poetiske bekendelse" som det "standpunktløse Mangesind"2. Men der går også "Civilisationslede, Nirvanalængsler og Selvfordybelse" igennem forfatterskabet der vel ikke er ubeslægtet med lignende strømninger hos Pontoppidan. Fælles var de også om en positiv holdning til "Forsvarssagen". En holdning der til sidst drev Rørdam i armene på Hitler-Tyskland og, efter krigen, ud af Forfatterforeningen, ind i noget der i dag ligner evig glemsel.
Som medarbejder ved dagbladet København anmeldte Rørdam Hans Kvast og Melusine, (1907) og Den kongelige Gæst (1908).
Den personlig forbindelse mellem de to var endnu ikke etableret i 1916 hvor Pontoppidan skriver til en brevbekendt:
Rørdam [...] kender jeg [...] slet ikke uden gennem hans Digtning, som jeg holder så meget af. Han bliver slet ikke skattet efter Fortjeneste. Af alle vore Sangere er han dog den eneste, der virkelig har Strube.
