Mands Minde

Hornsherred hedder den smalle Halvø mellem Roskilde Fjord og Isefjord, der med Lejre ved Foden skyder mod Nord og har Jægerspris som søgt Tilflugtssted paa Vejen mod Kulhus i Toppen. Her er rigt paa historiske Minder og uberørt Idyl, Ensomhed for den, der søger det – uforstyrret af den værste Turisme, Elektriciteten er endnu ikke naaet ud til Herredets yderste Kanter. I Afsondretheden finder man Pletter af en ellers døende Almuekultur; Folk, der har deres Sted og har slaaet Rod. Det høres paa Sproget og kendes paa Blikket. Saaledes f. Eks. med Per Smed i Østby og hans Kone Karen. Navnene lyder, som var de hentet fra en Idyl af Christian Winther, men deres Tilknytning er nu til Henrik Pontoppidan, hvis realistiske Skrivemaade ofte var i direkte Polemik med Christian Winther. Begge Digtere havde en Tid deres Tilhold i Hornsherred, og man har ment, at "Hjortens Flugt" blev skrevet her, men nyere Forskning – som det vist hedder – hælder til en anden Teori, og lad det være. Tilfældigt er det i hvert Fald næppe, at Pontoppidan i sine Erindringer og Omtalen af Stedets Natur udtrykkeligt hentyder til Idyllens Lovpriser, og det er nok muligt, at en Fortælling som "Vildt" – skrevet i Langtved Færgekro paa Halvøens Vestside og en Satire mod de sværmeriske Byboers kødløse Naturlængsel, den luftige Søndags-Rytter-Lyrik og Tilbage til Naturen med Returbiletten i Lommen – ogsaa i Titel polemiserer med Winthers dejlige, klassiske Digt, den obligatoriske Konfirmations-Overraskelse Hjortens Flugt.

Hvad der ligger fast er, at Hornsherreds Natur, specielt Egnen omkring Selsø, danner Rammen om en Del af Pontoppidans Forfatterskab, og at flere af hans Personer er hentet direkte ud fra Virkeligheden, saaledes som han oplevede den i Østby. Et Bind Fortællinger "Fra Hytterne" er tilegnet Venner i Østby, og man skal ikke have kørt Turen fra Selsø Kirke mod Østby-Skuldelev mange Gange, før man bliver klar over, at det er ad denne Vej, Emanuel Hansted – Hovedpersonen i "Det forjættede Land" – foretager sin sidste Rejse mod Næssekirken derude og den muromhegnede Kirkegaard, et Sted, der har sin udførligt og ofte beskrevne Plads i Fortællingerne og ogsaa i Erindringerne. Pontoppidans egen lille Pige blev begravet paa Selsø Kirkegaard.

Vejlby-Skibberup Sogn hedder Stedet i Romanen, i Fortællingerne optræder det som Lillelunde, og Beliggenheden beskrives saaledes: Fjorden i Øst og Hovedstaden 4 Mil borte, Bakker og Havet længere borte i Vest. Paa den anden Side Fjorden ligger i Fiktionen Sandinge By med Højskolen – i Virkeligheden ligger der Hjørlunde med Højskolen, som Pontoppidans Broder, Morten, var Forstander for, og hvor Henrik underviste et Par – for hans senere Udvikling afgørende – Aar, og hvor han traf sin Kone, Mette Marie Hansen fra Aaskildegaarden i Østby.

Husker man Skildringen af Emanuel Hansteds Bryllup med Hansine, den tavse, mutte Bondepiges Formæling med det forfinede, forvildede Bymenneske, der saaledes realiserede en Del af sin Drøm om et Møde mellem By og Land? Gør man det ikke, kan det slaas efter, men hvor mange i Landet husker mon, da Henrik Pontoppidan, cand. math. – som han tituleres i Borchsenius' første Anmeldelse i "Ude og Hjemme" – ægtede sin Bondehustru i Selsø Kirke 1881? Mon det huskes af flere end to: Per Smed i Østby og hans Kone, Karen?

Per Smed er 85, og de har lige haft Krondiamantbryllup. 65 Aar har de boet i samme Hus, lidt uden for Byen op mod Aaskildegaarden; Pontoppidan, der jo selv havde studeret Smedevidenskab, kom ofte ned i Smedien og fik sig en Sludder, som han gjorde det med Egnens jævne Folk, og Per Smed var – som Smede var – en klog Mand. Hans Tanke er klar endnu, Hukommelsen kan undertiden svigte, men Detaillerne myldrer frem, naar Stikordet gives: "Brylluppet – "; han stammer af Iver, det slaar Sludder for ham lidt; men saa fatter han sig og fortæller, idet han peger ud ad Vinduet mod nogle Træer ved Vejen, der fører mod Øst – mod Fjorden:

"Den Dag, han blev gift, stod jeg her udenfor – det var i Middagsstunden, og der sad et Par Skader ude i Pilene. Jeg tog Bøssen og gik efter dem, men de flyttede sig, saa jeg ikke kunde komme paa Skud. Jeg blev ved at følge efter, op bag Gaarden, ud i Mosen, og paa Vejen hjem skød jeg saa en Hare, kan jeg huske. Det var i Middagsstunden, og jeg vilde hjem, til de kom fra Kirken, og jeg naaede lige at se dem komme. Der var Folk alle Vegne fra."

"Ja," sagde Karen, "du stod hele Natten deroppe ved Gaarden og hørte dem spille. Han er ud af Musikerfamilie", forklarer hun.

Inde ved Gadekæret, under Byens laveste Tag, slog Pontoppidan sig ned nogle Aar efter, "da min Tilværelse i Hjørlunde og Forholdet til Højskolen dér blev mig for broget"1. Huset ligger der endnu, en hvidkalket Længe, der bruges til Lade, en Brandstige hænger paa den blinde Mur – saa lidet romantisk er Mindet om ham, og saa virkelighedsnær var ogsaa hans Tilværelse i Østby, og hvad han skrev herfra.

Selv om Fortællingerne – en Fortsættelse af "Landsbybilleder" – i Forhold til, hvad der senere fremkom under Etiketten: social Realisme, var ret spagfærdige, vakte de dog Forargelse; man fandt dem, skriver P. i Forordet til 2. Udgave "anstødelige af Form, uappetitlige af Indhold". Det var før Sartre!

I alt, hvad Pontoppidan skrev, var han realistisk, det var den nøgne Virkelighed, han vilde skildre, ikke Fantasi-Figurer. Overalt i hans Værker finder man da ogsaa Portrætter, mere eller mindre polemiske i Stregen, af virkelige Personer: Brandes, Drachmann, Cavling, Hørup, Berg, I.C. Christensen – et Skyggerids af J.P. Jacobsen. Karakteristisk er det, at selv den perifereste Person, der blot strejfer Handlingen, staar klart og skarpt – saaledes skrives der, naar Figuren er set. Saaledes ogsaa med Persongalleriet i Østby-Bogen "Fra Hytterne", og naturligvis vilde det være paafaldende, hvis disse pinligt realistiske Landsbybilleder ikke ogsaa i Personvalg var motiveret i Virkeligheden.

Per Smed har ikke læst noget af Pontoppidan – "mærkeligt nok," siger han, "men jeg er aldrig faldet over noget af hans. Jeg tror ellers nok, der staar noget om mig". Det stemmer: i den første af Fortællingerne "Naadsensbrød", der beskriver Stine Bødkers Afgang til Kassen, d.v.s. Fattighuset, høres – midt under Skriget og Skraalet fra det genstridige Fruentimmer en Stemme fra Tilskuerne: "aa, lad hende være, du." "Sognefogeden vendte sig ikke. Han havde formodentlig genkendt lange Zacharias Smeds Stemme." – Stine bindes, hvorefter Fogeden gaar, og "han vekslede i Forbifarten et Øjekast med den lange Smed". Man fornemmer i denne, som i de øvrige Fortællinger, den truende Undertone, det var dette ulmende sociale Opgør, Pontoppidan vilde skildre, og som han selv nemt kunde være blevet impliceret i, hvis ikke hans Tanker brat var blevet kastet ind i andre Baner.

Hvilket Spand af Tid er ikke forløbet, en Epoke, hvis Væsen og Indhold "for den arbejdende Del af Befolkningen" er kendetegnet ved Billedet af Staunings trygge Skikkelse paa Væggen hos Per Smed. Hvem sagde Oprør?

"65 Aar2 har vi boet i Huset her," beretter Karen med sprød Stemme paa sit halvt syngende Maal, det kønneste sjællandsk, jeg har hørt. Hun repeterer de mange ægteskabelige Milepæle, der er lagt bag. "Sølvbryllup, Guldbryllup, Diamantbryllup, Krondiamantbryllup – jo, vi holder det jo gerne ovre i Forsamlingshuset, for Familien er blevet stor." Med langsom Andagt fatter man Dybden i dette "gerne". Et langt Livs taalmodige Rytme, Tiden, der drager hen over deres Sted, og de er endnu –! Det har ingen Jag. Naar vi andre har udført samme Handling i 14 Dage, siger vi, at det gør vi gerne!

*

"Henrik var jo et Hverdagsmenneske", siger hun senere. "Saadan ligetil". Javist, der er ikke meget Søndag i ham, heller ikke i Fortællingerne fra Østby.

Stine Bødkers Søn brød ikke om at se sin Mor skildret som sket var. Han gik til Forfatteren og truede med at anlægge Sag, men det afficerede ikke Pontoppidan, der ellers nok kunde have faaet et Rend i Retten. Sagen var nok den, at Stine Bødkers hed saaledes i Virkeligheden3. "Kathrine Bødker eller Kage-Kathrine", husker Per Smed. "Hun gik med Brød". Ogsaa Sognefogeden var en historisk Person, som huskes levende. En utaalelig Herre, kan man forstaa, der satte Pris paa at regere og blande sig i alt, hvad der foregik i Byen, "og han kunde faa det med Politimester Brix i Frederikssund, som han vilde." Stadig denne Stemning fra Provisorie-Tiden.

Ogsaa Beretningen om den gamle Fattigmandskone paa Kirkegaarden i Selsø faar jeg. "Hun sad under Hyldetræet paa Kirkegaardsmuren – De kan se det endnu – da Skorstensfejeren kom forbi og spurgte, hvad hun lavede der. "Jeg sidder og venter paa, de skal blive færdige med at grave. De er ved at grave min lille Anne-Lise op, for Gaardmand (X) skal have Stedet til sin Familie – men jeg vil gerne have Benene med." Det er jo Synopsis til Fortællingen "Anne-Mette", der her fremlægges, og et Øjeblik mindes man den gamle Tvivl, om det er Kunsten, der efterligner Naturen, eller Naturen, der efterligner Kunsten.

Fattighuset, "Kassen", gaar der stadig Frasagn om paa Egnen. Det var den berygtede Arbejdsanstalt i Skibby, et Par Kilometer herfra. Kabudsen kaldtes den af uvisse Grunde, og der stod Skræk om dens Navn. "Den har nok mindet meget om Hitlers Koncentrationslejre," fortæller en anden Meddeler i Byen. "De tog Livet af dem, saa hurtigt, de kunde. De skulde koste saa lidt som muligt, og de døde rask væk eller tog Livet af sig, naar de fik at vide, de skulde derud. Jeg har set Ligkasserne derfra – Kister kan det ikke kaldes. De lignede Violinkasser, lavet af helt friske Brædder, slaaet groft sammen, saa man kunde se igennem, Lig og det hele. Billigt skulde det være."

Saaledes lever endnu den sociale Baggrund for Pontoppidans "uappetitlige" Landsbybilleder fra 80'ernes Danmark i Østby i Folkets Erindring. Ogsaa Fattighuset er skildret i "Fra Hytterne".

Sin egen Person har Pontoppidan altid holdt i Baggrunden, Begrebet publicity har været ham modbydeligt. Hvad han selv i sine Erindringer forbigaar, bør ogsaa andre respektere, saaledes Opløsningen af Ægteskabet med Mette Marie, den kønne Højskolepige fra Østby. "De sagde, det var Religionen, der skilte dem ad." Det er troligt!

"– han var jo Fritænker, han troede hverken paa det ene eller det andet." Man stejler lidt ved at høre Udtrykket – tidligere saa smeldende fuldt af Fanfare og trodsigt Oprør, nu en trist og vedtagen Ting, en tandløs Konveniens. "Men de siger, han blev religiøs til sidst." Man nikker tænksomt, da jeg benægter dette – i Slutningen af Erindringerne gentager han netop og bekræfter udtrykkeligt sin Fornægtelse, det mest "positive" han drev det til, var at omtale den skabende Kraft. Pontoppidan svigtede ikke sin Troskab mod Støvet, selv om han vel nok kan have følt sine Tvivl paa den sunde Materialisme, han i sin første Ungdom saa udfordrende gik ind for. Han var jo for øvrigt en Mand, der mere gik imod end for, hans Angreb paa den hule Aandelighed, der skal tjene som Alibi og Dække for den fede Jordbundethed underneden, har vel stadig national Gyldighed. Enkelte husker maaske Besættelsen endnu.

Noget andet, nok saa vigtigt, er det, at Pontoppidan saa ofte forsikrer om sin Vantro, at det er tilgiveligt, hvis nogen faar Mistanke om, at han vil overbevise sig selv, og at meget af Voldsomheden i hans antikirkelige Polemik skyldes en indre Uafgjorthed, noget han stadig vil kaste af sig. Det er ejendommeligt, men der er jo en stadig Kimen af Klokker gennem dette hedenske Forfatterskab og ikke blot som Lydeffekt, der skal gøre Helhedsbilledet troværdigt: han baade drages og afskrækkes, ligesom Klokkerne baade kalder de troende og driver Troldtøjet væk. Denne Dobbelthed, dette fascinosum et terrendum betinger den Ironi, hvormed Pontoppidan nærmede sig Tilværelsen, og som han brugte saa dygtigt og farligt. Splittet ned til Roden maa han have været, men med Karakter og Vilje til at bære det uden at fortvivle. Hvor ofte beundrer man ikke ogsaa hans Kunnen, hvilken Ro i Stilen, dette lange Aandedrag – men hvor meget af det, man nu kalder hans mandige Blufærdighed, den fornemme Tilbagetrukkenhed, dækker over en elementær Uklarhed, et langt udtrukkent, med Aarene mere og mere smertefuldt Opgør med de uafrystelige Forudsætninger? Et Tvesyn, en Sygdom, der lindres – ved at skrive!

Pontoppidan beskæftigede sig ofte med Døden, det fremgaar ogsaa af Erindringerne; nogle Steder er det, som om han forsætlig svælger i den, to Steder i "Hamskifte" skildrer han makabre Maader at dø paa, som om han vil forcere noget frem. Og intet Sted i de dæmpede Erindringer bruger han saa stærke Udtryk, som da hans lille Pige dør. Hun døde i Østby, og det gjorde et voldsomt Indtryk paa den familieglade unge Far, ja, ledte hans Udvikling ind i andre Baner end den, der saa smaat aftegnede sig for ham som Leder af Egnens Oprørsbevægelse. "Der indtraf noget, der lukkede Munden paa mig, for en Tid gav mig ganske andre Ting at tænke paa og grunde over – – – ".

"Jeg husker det saa nøje," siger Per Smed, "for han mistede sin Datter samtidig med, at jeg mistede min Mor. Han kom ned til mig den Nat, hans lille Pige døde, og snakkede med mig. Han sagde, det var Skik, at Smeden skruede Kisten til, men det brugte vi ikke mere, sagde jeg, ved det, at Skruerne er lavet anderledes nu, saa man selv kan skrue dem i. Han spurgte ogsaa, om hun ikke kunde komme i Graven uden Præsten, men det gik vist ikke, sagde jeg. Saa blev det vist til, at der bare blev kastet Jord paa og bedt en Bøn! – – Hele næste Dag sad jeg deroppe hos ham, mens Kisten stod der – der var rullet ned overalt!"

*

Mands Minde! Saa fornemt et Begreb er gamle Folks Hukommelse, at den ellers saa forsigtige Jura betjener sig af den: Alderstid, det vil sige, saa langt tilbage gamle Folk paa Egnen kan huske. – Kinderne er rynkede som Gemmeæbler paa disse Gamle, der er en fin Duft over Erindringen, men Hukommelsen er dyb og klinger som Krystal, naar man rører ved den. Det sidder i Øjnene, de er hverken milde eller haarde, det er blot gamle Folks Øjne! De ved!

Nordenvinden blæser skarpt ned over den store Bakke ved Hellesøe. "Der stod han altid og kikkede, Pontoppidan – han sagde, det var det flotteste, han i sit Liv havde set." Det er sikkert den, han taler om i "Ilum Galgebakke":

"Man kommer derop ad en smal Sti – og naar man til sidst Højens skallede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine Øjne – til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvor Bølgehære skimtes i det fjerne. Der hviler en inderlig Enfold over det kønne frodige, tæt befolkede Landskab. Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft, naar Kirkerne rundt om Bakkerne begynder at kagle [som] Høns – kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og Lykke."4

Hvis man talte moderne, kunde man maaske sige, at Pontoppidan havde Blik for det dæmoniske i den danske Idyl.

Længere ude trækker de sjældne Graagæs Kiler gennem Luften over Selsø Kirkegaard. En Gren af Fjorden jager som en blinkende Kniv ind mellem de fede Agre, op mod den lave Kampestenskirke, men naar den ikke! Rækker Tunge i Stedet!

 
[1] for broget: citat, ikke fra Smeden, men fra Familieliv (1940), kap. 1. tilbage
[2] 65 Aar: D.v.s. smedens er flyttet ind i 1884. tilbage
[3] i Virkeligheden: Clausen er ikke opmærksom på at personen i førstetrykket i Morgenbladet hedder Trine Bødkers og først i bogudgaven får navneforandring til Stine Bødkers. tilbage
[4] Ilum Galgebakke: Citatet er sammentrængt og hentet fra udgaven i Noveller og Skitser, 1922. tilbage