Henrik Pontoppidan og Horns Herred
Henrik Pontoppidan er kendt som et af dansk litteraturs store navne. Horns Herred er den sjællandske halvø mellem Roskilde Fjord og Isefjord.
Horns Herred er nu kendt især af malere, der i herredets landskabelige skønhed har hentet inspiration til billeder i mængde. Men da Henrik Pontoppidan for omkring 80 år siden fandt herredet, var det ukendt for de fleste på den anden side fjordene. Jo, Henrik Pontoppidan havde som student sammen med en ven besøgt præsten i Kr. Hyllinge og besøgte ham også siden. Han havde fundet Chr. Winthers "Dejligheden" og den gamle færgekro Langtved. Men det er egentlig ikke Horns Herred. Dettes sydgrænse går lige syd om Skibby og altså nord for Hyllinge og "Dejligheden" ved Isefjord-siden. Det var imidlertid fra Langtved, Pontoppidan opdagede det egentlige Horns Herred. Han boede på færgekroen og skrev her Ung Elskov og Vildt. Kromanden havde en sejlbåd, som Pontoppidan fik lov at låne. Han sejlede da i Isefjorden og gjorde ofte landgang på vestsiden1 af Horns Herred-kysten, fortæller han selv i Arv og Gæld.
Henrik Pontoppidan havde været på vej til at blive ingeniør. Men han brød af og blev højskolelærer hos sin broder, Morten Pontoppidan, i Freerslev ved Hillerød. Her kom han altså i berøring med højskolekredse, og der blev også forbindelse til den del af Horns Herred, der kom til at betyde så meget for hans senere forfatterskab.
På Freerslev højskole havde Henrik Pontoppidan en medlærer, Lars Nielsen hed han, der i 12 år2 havde været friskolelærer i Sønderby i Selsø sogn, det sydøstlige hjørne af Horns Herred mod Roskilde Fjord. Hvordan det gik til, at der netop her blev en fri- og højskolebevægelse er uvist. Frøken Signe Thomsen3, fhv. forstanderinde for Sønderby Børnehjem, fortæller, at hendes fader, gartner Jens Peter Thomsen4, Selsø, oprettede friskolen. Han var bornholmer, en levende og interesseret personlighed og 30 fra sin fødeø religiøst påvirket. Han havde læst bibelen to gange, sagde han. Han blev gift med en Sønderby-pige. Og da de i midten af tredserne skulle have deres førstefødte i skole, kunne de ikke tænke sig, at det skulle være i den "åndløse" kommuneskole. Gartneren selv var fattig. Men unge bønderfolk i Sønderby og Østby klarede den økonomiske side af sagen. En gårdmand gav hus og grund, og andre støttede på anden vis. Småt var det. Huset, hvor friskolen havde til huse, findes endnu på Sønderby Bro. Om friskolen stod en grundtvigsk vakt kreds, bønder og småkårsfolk. Lars Nielsen var en ægte discipel af Grundtvig og Kold. Børnene i friskolen og forældrekredsen holdt af ham for hans evne som fortæller, for hans naive idealisme og for hele hans færd imellem dem.
Lars Nielsen var imidlertid blevet lærer hos Morten Pontoppidan5. Og når Henrik Pontoppidan så drog til Horns Herred (Kr. Hyllinge), fik han hilsen med til vennerne der. Gartneren fra Selsø havde også plads på Egholm. Og der var knyttet bånd mellem højskolefolkene tværs gennem herredet. Så hændte det en grundlovsdag6, at Henrik Pontoppidan traf sammen med en flok unge fra Selsø sogn. De var til grundlovsfest, antagelig i Svanholm-skoven, der var samlingssted for herredets venstrebønder og husmænd. Socialister var der ikke mange af. Gartneren var en af de første på egnen. Hans venner var ikke helt glade for det. Og en højregårdmand i Sønderby ville af "politiske hensyn" ikke sælge ham en pattegris, sådan var hans sindelag over for de nye bevægelser.
Ved hin grundlovsfest var han vel så et par og tyve. Han kom med hilsen fra Lars Nielsen, der havde været en afholdt lærer for nogle af disse unge karle og piger, og han blev hjertelig modtaget i kredsen. I denne var der en ung bondepige, som straks fangede Henrik Pontoppidans opmærksomhed. Mens flokken morede sig ved festpladsens attraktioner, gik hun og han sammen ad skovens stille stier og talte om – ja, om hvad? Det ved vi ikke. Men billedet af "den kønne bondepige fra Østby" (Vilh. Andersen), der talte så forstandigt og var så tilforladelig af væsen, fulgte Henrik Pontoppidan til Freerslev. Her kunne Lars Nielsen fortælle ham, at hun tilhørte en af Horns Herreds ældste og mest ansete bondeslægter og havde været en af hans kæreste elever, et usædvanligt vågent og tænksomt barn. Hun hed for øvrigt Mette Marie Hansen – blev kaldt Marie – og var datter af gårdmand Hans Nielsen. Henrik Pontoppidan var kommet ud for det tilfælde, som han i Ung Elskov lader Grete betegne som "det her fjamskeri, som de kalder for kærlighed".
Højskolen flyttede til Jørlunde, Henrik Pontoppidan med. Ved højskolens efterårsmøde7 traf han igen Marie Hansen, der ikke havde været meget 31 ude af hans tanker siden deres første møde ved grundlovsfesten i Horns Herred. Hun var sammen med andre unge fra Selsø sogn. Om aftenen gik de til Jyllinge, hvorfra de sejlede over til Østbys lille anløbsbro. Henrik Pontoppidan fulgte med dertil. Det var første gang, han kom til denne del af Horns Herred. Mens de unge syngende drog ad Østby til, sad han i båden og tænkte på Marie. Endnu var der ikke sket noget mellem dem. Henrik Pontoppidan var blevet 24 år. Han blev klar over, at han og højskolen ikke passede sammen, og flyttede til et hus uden for skolen. Han fik sin første bog trykt. Det var Stækkede Vinger. Og da han så igen traf Marie, der var kommet i huset hos hans broderkone, blev sagen klaret. En dag fulgtes de to igen til Jyllinge og sejlede over fjorden til Hammer8. Derfra fulgtes de ad ensporvejen til Maries hjem. På marken gik hendes yngste broder, Christian9, og harvede. Da han så de to, vendte han lidt fra vejen. Han var genert for den mærkelige mand, der ikke ville bestille andet end skrive bøger, og som nu skulle være hans svoger. Han kørte dog heller ikke helt ned til markens anden ende, for han ville ikke lade noget gå fra sig. En dag i begyndelsen af november sagde Hans Nielsen så til Christian: Du kan køre for os til Skuldelev. Som det var skik og lov dengang, skulle brudgommen og hans forlovere møde hos præsten for at begære lysning i kirken, før brylluppet kunne finde sted. Det kaldtes, at de blev sammenskrevne10. Forlovere var gårdmand Hans Nielsen og højskoleforstander Morten Pontoppidan. Med dem og svogeren Henrik rullede Christian da ind i Skuldelev præstegård. Det var et godt læs at age i gård. Men det var – og er – også en flot gård, de kørte ind i. Det var vel første gang, Henrik Pontoppidan så den. Men den dag fik forfatterens underbevidsthed et sådant indtryk af den, at det en dag længe efter kom til orde i hans roman. Skuldelev præstegård er bygget af ejeren af Krabbesholm og Lindegaarden ved Skibby, direktør for Øresunds toldkammer Nikolaj Abraham von Holten til sønnen, sognepræst, senere provst Hans Chr. Holten, Skuldelev-Selsø. Han døde 1873.
Gården ligner mere en herregård end en præstegård, og når Henrik Pontoppidan i Muld ser "– det bagved liggende præstebjergs mørke, tunge, masse – på luende ildsøjler", da er det Skuldelev præstegårds pompøse stuehus, der menes. Der var den ene af Det forjættede Lands hovedpersoner, fantasten, drømmeren, den til sidst sindssyge kapellan Emanuel Hansted hjemme. Der "kørte han med sin bondebrud ind i bjerget". Men på denne dag, "sammenskrivningsdagen", var det altså Henrik Pontoppidan, der kørte ind. Folk, der havde tjenstligt ærinde til præsten, kom ind ad en beskeden dør i østre sidefløj. Og op til den kørte Christian. Han 32 sad og gjorde sig sine tanker om, hvordan dette besøg ville spænde af. Provsten hed nu Thorup. Han var vistnok ikke som provst Tønnesen i romanen "kæmpebygget", men en myndig prælatskikkelse var han, af højkirkelig åndsstatur. Over for sine konfirmander og andre havde provst Thorup stærkt polemiseret mod Morten Pontoppidans stilling til dåben. Det havde den opvakte Christian hørt megen tale om. Hvad ville der nu ske, når de to herrer stod ansigt til ansigt? Ja, allerførst skete der det, at provst Thorup, som vel ikke var ganske uforberedt på besøget, åbnede et vindue og smilende råbte: Kør dog derhen! Så kørte Christian hen for "den store dør", der er som en portal. I den tog provsten hjerteligt mod de tre mænd. Og så var Christian afskåret fra at se og høre mere. Han måtte blive ved hestene.
Henrik Pontoppidan og Marie blev viet i Selsø kirke den 2. december 1881. Ved det påfølgende gilde i Maries hjem var slægt og venner samlet. Det var et rigtigt bondebryllup. En af bryllupsgæsterne, der forlængst er død, har fortalt mig, at Hans Nielsen i sin tale til brudeparret brugte netop de ord, som Else Anders Jørgens siger til Emanuel Hansted, da han i Muld holder bryllup med Hansine: Lige børn leger bedst. Men når det nu engang er blevet sådan … Så kan man jo kun bede Vorherre lægge sin velsignelse dertil. Det unge par fik deres første hjem i Jørlunde. Men i 1883 flyttede de til Østby11. Henrik Pontoppidan kom til at bo under "byens laveste straatag", siger han selv. Altså i en hytte mellem hytterne. Huset findes ikke mere. Det er opslugt af en af Bavnehøjgaards udlænger.
Henrik Pontoppidan havde sagt højskolen farvel. Men hans hustru var "højskolepige", og hun havde slægten og meningsfæller både inden- og udensogns. De kom sammen. Og det er da derfra, forfatteren har sit indgående kendskab til sproget og tonen i disse kredse, sådan som vi finder det gengivet i romanen Det forjættede Land.
Men først var det nu hytterne, der havde fanget Pontoppidans interesse. Han, polyteknikeren, ætling af gammel præsteslægt, havde fattet interesse for samfundets småkårsfolk. Deres kår tog han sig først for at skildre. Og han burde aldrig glemmes, når husmændenes og arbejdernes fortalere nævnes. Henrik Pontoppidan var før Skjoldborg, Aakjær, Nexø o. a. Og i Landsbybilleder 1881 og Fra Hytterne 1883 taler han hyttefolkenes sag, alvorligt og ætsende. Der er ingen eller næsten ingen smil i disse fortællinger. De er anklage mod det samfund, der holder en stand eller klasse nede i så umenneskelige kår, som de fandtes her. I Østby var der 7-8 gårde og en hel del husmandssteder. Husmændene var alle afhængige af herregården Selsø, der ligger i det sydvestlige hjørne af Selsø sogn og 33 ejes af den holstenske slægt Scheel Plessen. På Selsø var i Henrik Pontoppidans tid en forpagter12, der også havde Eskildsø, Torp Ladegaard, Skuldelevgaard og Jægerspris Hovedgaard. Husmændene arbejdede på disse gårde. I deres fritid måtte de passe deres 4-5 tdr. land. De havde derfor næsten aldrig en fridag, og de var fattige. Men fattigere endnu var indsidderne, husmændene uden jord. De fik 1 krone om dagen i løn, og konerne fik 25 øre om dagen for to gange malkning, der tvang dem hjemmefra klokken 3 om morgenen, altså en ugeløn, der ikke er så stor som udgiften til mangen en husmandskones daglige forbrug af cigaretter nu om stunder. Sognet havde også en del fiskere, der ikke var meget bedre stillede end de fattigste husmænd. Hvad der gjaldt Østby, gjaldt også sognets anden landsby, Sønderby, bebyggelsen Hellesøhuse, udmarkens hytter i Lollikevangen og andre steder. Selsø sogn, der er det sydøstligste hjørne af Horns Herred, var muligvis fattigere end nabosognene. I alt fald kaldte skibbyerne dette Skættefalds Sogn – skættefald er affaldet fra hørren under tilberedningen – mens de kaldte Skibby for Fløjls- eller Silkesogn. Henrik Pontoppidans Østby-hjem var en hytte. Men han siger selv, at hans svigerforældre stillede en stue til hans rådighed på gården. Denne hedder nu Aaskildegaard og ejes af en sønnesøn af Hans Nielsen, proprietær Hans Aaskilde, navnet Aaskilde tog Hans Nielsens søn, den før nævnte Christian. En af de gamle har fortalt, at Henrik Pontoppidan desuden havde "salen" på Rosendalsgaard som arbejdsværelse. På denne gård var en søster13 til fru Marie Pontoppidan kone. Naturligvis vakte den fremmede fugl røre i andedammen. Han siger selv, at bønderne advarede mod ham, blandt dem sognefogden, en broder14 til Hans Nielsen. De to kom dog ikke sammen. Heller ikke småkårsfolkene var meget indladende overfor Henrik Pontoppidan.
Selsø sogn var i gammel tid en ø. Og helt op i nutiden har man hos befolkningen kunnet mærke noget af den forbeholdenhed over for fremmede, som er adskillige øboeres. Et lille træk viser, hvor lidt der skal til for at blive lagt mærke til. Den nævnte stifter af Sønderby Friskole, gartner Thomsens datter fortæller, at hun som en pige i konfirmationsalderen så Henrik Pontoppidan og Marie gå gennem Sønderby til Bredviggaard, hvor et par unge folk15 af Maries slægt havde deres hjem. Og Henrik Pontoppidan og hans kone gik arm i arm. Det var noget aldrig før set på disse egne, hvor konen ellers altid gik tre skridt bag efter sin herre og mester. Var det underligt, at gartnerdatteren og den øvrige flok på gaden måbede?
Der lever ingen nu, som husker, at Henrik Pontoppidan i købmand Mørchs16 lokale i Østby mødtes med husmænd og fiskere og læste op for dem eller forsøgte at oplyse dem om vejen frem mod bedre kår. Men en 34 af de ældste har fortalt, at Pontoppidan gik ind til alle. Især kom han meget hos et par unge smedefolk, der var naboer til Aaskildegaard. Per Smed17, der er død, var en efter tidens forhold oplyst mand, og der er ikke tvivl om, at han og forfatteren var enige om, at sognet trængte til politisk oplysning og social reformation. Henrik Pontoppidan arbejdede. Stoffet var lige for hånden. En novelle som "Naadsensbrød" er udpræget østbysk. Ved Skibby oprettedes 1869 Horns Herreds Arbejds- og Forsørgelsesanstalt med 100 pladser. Deraf sikrede Skuldelev-Selsø kommune sig de 34 – efter provstens initiativ, siger de gamle. Det tyder jo også på, at kommunen har haft mange fattige. I novellen skildrer Pontoppidan "anstalten" så besk og bittert, som han kan. Hør: "Kassen" … er den folkelige betegnelse for Herredets store, nyopførte fattig- eller arbejdshus, der er egnens stolthed. Helt kongeligt ligger "anstalten" … med spir på gavlene og majestætens navnetræk funklende i guld på blå grund over indgangsdøren. Fremmede, der kommer forbi på vejen, vil sikkert ikke anslå det til mindre end et kgl. tugthus eller lignende … Det er de udslidte kræfter, de forkomne eksistenser fra herredets hytter og huler, der samles herinde imellem disse mure, når hånden bliver for svag og ryggen for kroget til længere at bære livets byrder. Besynderligt nok synes nu herredets fattigfolk slet ikke taknemlige for dette palads, hvormed man så rundhåndet har betænkt deres gamle dage. Det er endda næppe for meget sagt, at dets blotte nævnelse kan få den stærkeste pundtærsker18 til at blegne af skræk … I Østby var en kone19, som kaldtes Stine Bødkers. Henrik Pontoppidan brugte navnet og skildrer, hvorledes hun tog situationen, da hun skulle føres bort. "Det var et ynkværdigt syn" … Hun skreg … et skrig, der syntes at måtte nå ud til verdens ende og helt ind i himmelens riger … Så var det forbi … Fogden og den lange Zakarias Smed vekslede blot i forbifarten et øjekast. Derpå gik de hver til sit. Men provsten skal med. Lidt efter kom han kørende gennem byen i sin nye landauer, og da han standsede og spurgte skolebørnene, hvad der var på færde, så svarede de "som med en mund og med huen i hænderne i deres uskyldighed: Det var bare Stine Bødkers, der kom på kassen". Det var nu ikke i virkeligheden Stine Bødkers, der kom der. En af de gamle siger, at Stine var en rapmundet kælling, som havde været temmelig grov mod Pontoppidans svigerinde. Og så sagde forfatteren hende tak på denne måde. Det får stå hen. Men Stine Bødkers søn blev meget fornærmet på moderens vegne og lovede Pontoppidan øretæver. Også sognefogden blev gal i hovedet, fordi han "var med". Men han var "und" i forvejen. Hvad provsten mente, forlyder der intet om. Men det var i alt fald ikke den provst, som havde været med at skaffe 35 kommunen de mange pladser på anstalten, der nu er afløst af et moderne "De gamles Hjem". Som de gamle kendte Stine Bødkers, sådan kendte de også personerne i adskillige af de øvrige noveller, f. eks. Hans og Trine og Ane-Mette. I denne sidste er Selsø Kirke tegnet: Den ligger oppe på den nøgne pynt mellem rævehuler og lærkereder og synger daglig sine morgen- og aftensange med en klar røst, der i stille vejr kan høres ind til byen. Hyldebusken, under hvis tynde krone "Niels Nilens Brud" havde søgt skygge, stod der endnu som et mægtigt træ til for kort tid siden. Mens kirken ved plantning omkring den er kommet til at ligge hyggeligere end på Pontoppidans tid. Fjorden er der som dengang, og Selsø Sø "over hvis bølgende flade der i det sildige efterår lægger sig de vidunderligste toner af guld og rødt og orange, og hvorfra der navnlig ved aftenstid stiger et næsten øredøvende spektakel af fugleskrig, et virvar af pibende, snadrende, fløjtende og skræppende stemmer", er der som dengang. Ingen tager fejl af billedet. Og mange, mange nyder, som Pontoppidan gjorde det, stedets vekslende skønhed i årets skiftende tider.
I Idyl er Pontoppidan rimeligvis rykket ind over sognegrænsen. Mikkelsgildet står på kroen. Men hyttefolkene kan ligeså vel være fra Hellesøhusene, Lollikehusene som fra Svineholm. Det kunne vel en og anden gang hænde, a t en og anden af disse hyttefolk, der i mørkningen våd og foraset slæbte sig hjem til sin nøgne stue, følte det værke inde i sit tomme hoved af stridbare tanker eller stemme for brystet med noget ubestemt noget – en nagende smerte – et skrig, der ville frem. Men det kom ikke frem, det kom aldrig frem. Ynksomt skildrer Pontoppidan den gamle, forkuede husmand, der er så ydmygt-taknemlig for mikkelsgildets nådegaver af mad og medlidenhed. Og igen har Pontoppidan Hans Højærværdighed provsten med. Han holder den samme tale, som han i ti år har holdt ved denne lejlighed, og slutter: Jeg har hørt, har ladet mig fortælle, at man, at visse folk holder af at betegne dette sted som et af landets døde pletter … Kære venner … dersom dette er død, da Gud fri os fra liv! Men er det liv, da Gud fri os fra død. Det er højst sandsynligt, at Pontoppidan har været til stede ved et sådant mikkelsgilde. Og harmen har brændt hans sjæl, når han så tilhørerne "stirre saare opbyggede mod gulvet", mens provsten gik med bønderne ind til "Andesteg, kolde kyllinger, rødvin og svedsketærte".
De gamle fortalte om et hus, hvor en mand havde hængt sig og ligefrem tabt hovedet, og de viste stedet. Henrik Pontoppidan har historien i En stor dag. Og i En vandringsmand skildrer han herregården Selsø og stedet, hvor bondebyen Vestby har ligget, før den blev sløjfet af herremanden Erik 36 Krag. Landsbybillederne er for de flestes vedkommende nemme at stedfæste. Også romanen Det forjættede Land har for størstedelens vedkommende Horns Herred som baggrund. Gennem sin hustrus slægt og venner mødte han stadig højskolefolket, og der er nok lighed mellem "gardeneeren" på Selsø og væveren i romanen. Romanens provst hedder Tønnesen. Men det er de tre efter hinanden følgende provster i Skuldelev-Selsø, der er blevet til een. I romanen hedder pastoratet Vejlby-Skibberup. Skibby er nabosogn. Vejleby ligger på herredets vestside. Den rige provst Holten, som folk kaldte ham, byggede præstegården, "der mere mindede om en storproprietærs herresæde end om en bolig for kirkens tjener". Efter Holten fulgte Tidemand, der 1878 blev udnævnt til forstander for Jonstrup Seminarium. I romanen hedder det: "Efter sikkert forlydende er hr. provst Tønnesen, præst for Vejlby og Skibberup, udset til at beklæde posten som forstander for det nyoprettede statsseminarium i Søborg ved København".
Den tredje er provst Thorup, i romanen kaldes han amtsprovst. Og det er vel nok ham, der er prælatskikkelsen, der ivrer mod "de saakaldte grundtvigianere" og "friheds- og lighedsbestræbelserne stegne op fra folkedybet", og som nu har fundet vej ogsaa til kirkens hellige haller … og ikke alene ved enkelte ungdommelige brushoveder, men … desværre! – i den sidste tid endog ved kirkens højeste tillidsmænd". Det ligger nær at antage, at dette spørgsmål har været berørt, da brødrene Morten og Henrik Pontoppidan var i Skuldelev præstegård for at bestille lysning for denne sidste.
Det forjættede Land, der udkom med første del, Muld, 1892, er ikke blot et "tidsbillede", men også et egnsbillede, som Landsbybilleder og Fra Hytterne, Nye Landsbybilleder er det. Henrik Pontoppidan var kommet højskolebevægelsen på nærmeste hold i Freerslev og Jørlunde. Deraf Sandinge Menighed. Og han levede i Østby fremdeles på nært hold af friskole- og højskolefolk, der var på kant med højkirken og dens gammelttroende tilhængere og endte med ikke at være alt for enige indbyrdes. En af Lars Nielsens efterfølgere ved Sønderby Friskole var gift med en kone, der sluttede sig til Indre Mission. Så kom den tråd også med i væven. "Gardeneeren" – sådan hedder det i egnens dialekt – blev vel også sine meningsfæller på det åndelige område noget for yderligtgående politisk, da han blev socialist. Pontoppidans tilhørere i det lille forsamlingshus var for langt nede til, at de på een gang kunne sættes i trit fremad og opad. Men sæden blev sået. Endnu kørte den mægtige forpagter for husmændene til valg. Og efter god beværtning stemte de under forpagterens og hans forvalteres kontrol på højre. Men nogle enkelte brød ud. På en valgdag i Frederikssund kom en husmand fra Sønderby med et fornærmeligt 37 tilråb til den Sønderby-gårdmand, der anbefalede højrekandidaten. En anden husmand angav ham, og han blev ved retten idømt en bøde for sin "forseelse". Pontoppidan harmedes over venstrebønders og husmænds halvhed og fejghed. Også baggrunden for novellesamlingen Skyer kan såre vel findes i Horns Herred. Men her skal vi nu blot i nogle få eksempler vise Det forjættede Lands tilknytning dertil. Da bogen kom, vakte den naturligvis opsigt på stedet. Man var dus med mange af dens personer. Man kendte købmanden (Mørck i Østby) Villing i romanen, dyrlægen, sognerådsformanden, skolelærer Mortensen o. fl. Og bogens scener: Emanuel Hansted mister sin søn, der dør af ørebetændelse. Henrik Pontoppidan mistede i Østby-tiden sin ældste lille pige af hjernebetændelse. Hun blev begravet på Selsø Kirkegaard i Aaskildegaardens gravsted. Fremmede har ment, at en lille opslået marmorbog skulle være et minde over den lille pige. Det er det ikke. Det er minde over en af Hans Nielsens sønner20, der døde af "halssyge" i 12-årsalderen. I Familieliv fortæller Henrik Pontoppidan, at han hver dag går til kirkegården, hvor hans lille pige er begravet. I Det forjættede Land bliver Emanuel Hansteds lille søn "stedt til hvile i bedstefaderens, den gamle Anders Jørgens' familiebegravelse ude ved Skibberup Næssekirke. "Han havde fra gammelt tid bevaret en forkærlighed for dette øde og ensomme sted med dets højtidsfulde stilhed, der kun gennembrødes af de vilde skrig af mågerne ude over stranden". Henrik Pontoppidan siger i Familieliv, at efter disse besøg ved graven gik han gerne hen i slægtsgården og tilbragte et par stille timer i den lille stue. Det er nok ikke helt ved siden af at mene, at det skønne digt: Nu trækker bonden sit hors i stald – er blevet til under og efter disse kirkegårdsture.
Henrik Pontoppidan boede i Østby i fire år, 1883-8721. Og det er jo kun en ringe del af Horns Herred. Men han havde, som nævnt, også set herredets vesterside. Og naturligvis har de fire år også ført ham til andre af herredets egne og sammen med mennesker derfra, f. eks. lægen i Skibby. Men egentlig tror jeg ikke, han kom meget uden for Selsø sogn. Der er naturligvis ikke mange tilbage, der kan huske Henrik Pontoppidan her. Men der lever dog en gammel fisker, der bor i Østskovs udkant. Han fortæller mig, at han som ung solgte forfatteren vildt, en hare, en and eller andet. Jeg snakkede med ham, siger fiskeren, en broder22 til den tidligere nævnte Per Smed, og jeg fortalte ham, hvordan vi havde det. Det var jo det, han ville vide. Og Pontoppidan sagde, at det bedste sted, han vidste, var Hellesø Bakke. Når han gik fra det lille hus i Østby op på Hellesø Bakke – på vejen mellem Østby og Sønderby – da havde han alting. Var menneskene fattige, så var naturen her rig. Her havde han udsyn over 38 store dele af herredet. I vest de kuplede bakker på herredets ryg, i nord Skuldelev-Aasen, lige under bakkens hæld den lille Hellesø, i syd Roskilde Domkirke højt over fjordens bredning og i øst det herlige land med landsbyernes hvide gavle og kirketårnenes blinkende tage. Pontoppidan har suget disse frodige markers skønhed ind. Han fik dem med i sine landsbybilleder og i sin roman, disse indtryk af vekslende vælde og vaklende armod, og mange af billederne blev ligefrem fotografier. Den gamle fisker fortæller, at han en dag for længe siden færgede en forfatter fra Jyllinge til bådlejet ved Østskov. Den fremmede ville til Østby – sagde han – for at se, om gadekæret så ud, som Pontoppidan havde tegnet det i en af sine noveller. Da han kom tilbage, sagde han, at det stemte på en prik.
Har De nogen sinde læst nogen af historierne? spørger jeg fiskeren. Og svaret falder uden betænkning: Aldrig et ord. Henrik Pontoppidan havde ikke mange tilhørere i det lille lokale i Østby, og han fik ikke mange læsere i hytterne. Men de få, der hørte hans bitre alvorstale og læste hans noveller, der er som klagende råb fra jordens elendige, de gik videre med et budskab, der måtte blive hørt til slut. Fra Hytterne og Det forjættede Land, der er blevet til i tiden fra 1883 til 95, er kun en mindre del af Henrik Pontoppidans produktion, men en væsentlig del. De blev ikke så populære som Aakjærs og Skjoldborgs fortællinger. Men det må ikke glemmes, at Pontoppidan var den første. Han var en vejbereder, og hans arbejder satte udviklingen i skred. Der gik et kuld af unge ud fra hytterne. De tog til byen mange af dem, og nogle kom hjem igen. De var hærdet i en hård skole, og med jernhårde viljer tog de hytterne i arv og gjorde dem til mønsterbrug med nye hjem på veldyrkede agre mellem blomstrende haver. I stedet for hytterne rejstes i Skuldelev-Selsø alene op imod et halvt hundrede statshusmandsbrug, udstykket fra de store gårde, der var firsernes skygge over de fattige husmænds tilværelse.
Nutidsslægter skal vide, at Henrik Pontoppidans forfatterskab i Horns Herred har beredt grund for disse mange nye hjem.
Selv vendte han gennem årene ofte tilbage til Horns Herred. Han besøgte Aaskilde, Østskov og Selsø Kirke. Sidste gang, jeg så ham, siger den gamle fisker, så han ikke mig. Han gik forbi mig på kort afstand, og han holdt hovedet ligesom lidt på skrå, da han gik ad stien ind i Østskov.
Lyttede den gamle digter til fortidens stemmer i løvets sus? Søgte han sporet efter Pans fod på den mossede sti. Og gik han så for sidste gang op på Hellesø Bakke og så ud over Det forjættede Land, Horns Herred?
Chr. Hvid Simonsen.