Nu trækker Bonden sit Hors i Stald

Af Henrik Pontoppidan

Muld 1891, s. 197	Det forjættede Land, 1898
"Nu trækker Bonden sit Hors i Stald, nu søger hvert Kryb sin Rede; Smaafuglene tier i Skovens Hal, og Ræven bortlusker fra Hede. I Vesterleden en Borg saa rød sig hæver bag gyldne Banker. Did vandrer at hvile i Himlens Skød de dagtrætte Mennesketanker. Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti vil flygte for Nattens Komme, – hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi og ængstes, naar Dagen er omme? Den Gud, der redte hver lille Fugl en Dunseng for lunt den at fjæle, han glemte vel ikke et naadigt Skjul for hjemløse Menneskesjæle. Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg, Guds Engle smaa den oplader; de tager din Byrde, din Angst, din Sorg og fører dig ind til Gud Fader!"	Nu trækker Bonden sit Hors i Stald, nu søger hvert Kryb sin Rede; den Smaafugl tier i Skovens Hal, og Ræven bortlakker ad Hede. I Vesterleden en Borg saa rød sig hæver bag gyldne Banker. Did vandrer at hvile i Himlens Skød de dagtrætte Mennesketanker. Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti bortflygter for Mulmets Komme, – hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi og skælver, naar Dagen er omme? Den Gud, der redte hver lille Fugl en Dunseng for lunt den at fjæle, han glemte vel ikke et naadigt Skjul for hjemløse Menneskesjæle. Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg, Guds Engle smaa den oplader; de tager din Byrde, din Angst, din Sorg og fører dig ind for Gud Fader! Således i senere udgaver.

Muld 1891, s. 197

Det forjættede Land, 1898

"Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
Smaafuglene tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlusker fra Hede.

I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.

Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
vil flygte for Nattens Komme, –
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og ængstes, naar Dagen er omme?

Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.

Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind til Gud Fader!"

Nu trækker Bonden sit Hors i Stald,
nu søger hvert Kryb sin Rede;
den Smaafugl tier i Skovens Hal,
og Ræven bortlakker ad Hede.

I Vesterleden en Borg saa rød
sig hæver bag gyldne Banker.
Did vandrer at hvile i Himlens Skød
de dagtrætte Mennesketanker.

Du Tvivlersjæl, som paa vildsom Sti
bortflygter for Mulmets Komme, –
hvi gaar du Guds Himmerigs Dør forbi
og skælver, naar Dagen er omme?

Den Gud, der redte hver lille Fugl
en Dunseng for lunt den at fjæle,
han glemte vel ikke et naadigt Skjul
for hjemløse Menneskesjæle.

Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds Engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind for Gud Fader!

Således i senere udgaver.

I sin efterskrift til Fra Hytterne og Landsbyens Dronning, udgivet af Dansklærerforening, 3. oplag, 1965, s. 115f, skriver udgiveren Johs. P. Olsen:

I en samtale omkring 1935 udtalte Pontoppidan sin modvilje mod, at man tog brudstykker fra en forfatter, hvorved der let kom en ny og forkert belysning over ham, løsrevet fra sammenhængen. Jeg meddelte ham da – hvad han ikke vidste – at man i nogle foreningssangbøger havde optaget aftensangen fra Det forjættede Land og underskrevet den Henrik Pontoppidan. Til min overraskelse sagde han med en forunderlig mildhed, at det glædede ham. "Denne aftensang er en side af mit væsen og skrevet ud fra en hel ægte følelse. Jeg er glad for, at den synges." Han omtalte i den forbindelse det store og ægte ved Grundtvigs religiøse oplevelser, men – tilføjede han – "de blev omsat i historiske syner og præget af gamle dogmer. Hvor ville det have været lykkeligere for kirken og for kristendommen, hvis sådanne oplevelser var blevet omsat i et moderne natursyn som hos Ludvig Feilberg."