Bøger
Henrik Pontoppidan: Borgmester Hoeck og Hustru. Et Dobbeltportræt. (Gyld. Bogh. Nord. Forlag.)
Henrik Pontoppidan har forøget Rækken af sine "smaa Romaner" med en ny, indenfor hvis knappe Ramme han med en indtrængende Forstaaelse skildrer to Mennesker og deres ulykkelige Samlivs Historie. Fortællingen er komponeret saaledes, at den – ligesom et Ibsen'sk Drama – først lidt efter lidt lader skimte, hvad der er gaaet forud, og afslører Personernes egenlige Væsen.
I den lille jyske Købstad ligger Borgmester Hoecks Hustru for Døden. Hun er endnu ung og smuk og livslysten, og hendes Ansigt lyser af Ømhed, naar hendes Mand nærmer sig hendes Seng, hendes Øjne følger ham med Bedrøvelse og Længsel, naar han forlader Værelset. Men han paa sin Side viser hende nærmest kun en paataget Medfølelse, ja ønsker i sit stille Sind, at hun maa dø. Og dog var han meget forelsket og meget lykkelig, da han i sin Tid forlovede sig med den kvidrende muntre lille Provinsdame, som blev hans Hustru.
Men det varede ikke længe, før han indsaa, hvor vidt forskellig hendes Natur var fra hans. Al hendes Tanke gik ud paa at vække Opmærksomhed og tage sig ud. Overalt hvor der var Herrer til Stede, blev hun greben af nervøs Uro, en uimodstaaelig Trang til at behage og lade sig omsværme. Det var ligesom en Besættelse. Hun var under Herredømmet af en Naturdrift, hun ikke kunde betvinge.
Denne Side af hendes Væsen, denne erotiske "Spedalskhed" (som Agnes Henningsen kalder det i en af sine Romaner) blev i Aarenes Løb til bestandig større Pine for hendes Mand. Jo længere de levede med hinanden, og jo fortroligere deres Samliv paa en vis Maade blev, des mere syntes hun ham en fremmed. Bedst som han troede at kende hende helt, kunde et Ord af hende, en tilfældig Bemærkning eller blot et Øjebliks Tankefuldhed røbe ham skjulte Følelser i hendes Sind.
Da han havde faaet Ansættelse i København, opdagede han hos sin Hustru en saa paafaldende Interesse for en derværende Assessor og Levemand, at han – for at afværge, hvad der muligt kunde ske – benyttede den første Lejlighed til at søge Embede i Provinsen. Han haabede, at Livet i den lille Provinsby vilde hjælpe hans Hustru til at samle sig, og at de derved kunde redde de sidste Stumper af deres Kærlighedslykke. Men det var et forgæves Haab. Hun fik blot et nyt Sværmeri – for Huslægen – som hun søgte at skjule for sig selv og Manden i et Urede af Smaafortielser og Sandhedsfordrejelser, saa hun tilsidst ikke vidste Forskel paa ret og vrangt.
– Saaledes ser Sagen ud set med Borgmester Hoecks Øjne. For ham, den retsindige, moralsk korrekte og pligtopfyldende Embedsmand er Samlivet med denne Hustru bleven en saadan Lidelse, at han med Sindsro imødeser hendes Død. Og man forstaar ham – ud fra hans eget Synspunkt. Men hvad har Hustruen at sige til sit Forsvar? Det kan læses i det stumme Blik, hvormed hun følger Mandens Kommen og Gaaen, og som vidner om, at det dog kun er ham hun elsker og trods sin Letsindighed altid har elsket. Men det føres med tydeligere Ord, dette Forsvar, af hendes Søster, som er gift med en tysk Officer, og som under sit Besøg i Hjemmet har sét sig harmfuld paa denne selvretfærdige – Ravnekrogs-Borgmester.
De store Samfund har i hendes Øjne den Fordel for de smaa, at man dèr ikke absolut vil klippe hinanden til efter gængse Mønstre, men tillader sine Medmennesker Ret til at udfolde sig efter deres Natur. Hun foretrækker – siger hun – Friheden fremfor den Art af ægteskabelig Trofasthed, der lægger sig omkring Halsen paa sit Offer som en Strikke. Hun forsvarer Lidenskaben. Og da Borgmesteren indvender, at det ikke saa meget er Lidenskaben, der afstedkommer Ulykker, det er mere "Letsindets mange smaa Troløsheder, Forfængelighedens og Behagelystens uafladelige Smaabedrag" – saa ler hun højt og siger: Har Mændene maaske ikke ogsaa deres Forfængelighed? Gør selv de bedste af dem sig ikke ofte baade latterlige og foragtelige i deres Jagt efter at opnaa Udmærkelser og Indflydelse? Og spørger de maaske deres Koner eller Kærester om Forlov?
Nej, det er i Almindelighed endog kun en meget ringe Del af en Mand, der levnes den Kvinde, som elsker ham. Naar han alligevel forlanger at besidde hende helt og udelt, at eje og beherske hende indtil hendes tilfældigste Tanker, hendes flygtigste Drømmerier, saa er dette en Anmasselse, et oprørende Barbari, lige saa raat og usømmeligt som Middelalderens Fruerbure og Kyskhedsbælter. Den eneste Undskyldning for saadanne Mænd er, at de i deres Lunkenhed ikke har nogen Anelse om det Væld af Ømhed, en Kvinde kan besidde, – langt større end baade Manden selv og en stor Flok Børn er i Stand til at tage imod. Hun vilde ganske simpelt kvæles eller sprænges, dersom hun ikke i hvert Fald ad Fantasiens Vej bortskænkede af sin Overflod.
Saaledes taler den tyske Frue i sin Foragt for den hjemlige "Præstemoral". Borgmesteren bliver naturligvis kun højlig forbitret over denne Tale. Og hans Hustru dør – lige saa fremmed for ham, som hun har levet. De lærte aldrig hinanden at kende, aldrig at forstaa hinanden. Og dog havde han elsket hende, som hun vedblev at elske ham. Saa vemodigt er Livet. Saa dybsindigt og levende er dette "Dobbeltportræt", som Henrik Pontoppidan har har udført med den fineste Kunst.
Karen Michaëlis: Munken gaar i Enge. (Samme Forlag.)
Den kvindelige Trang til Ømhed, til at bortskænke af Hjærtets Overflod, som forsvares af Søsteren i Pontoppidans Fortælling – den er netop ogsaa det Motiv, hvorover Fru Karin Michaëlis har formet et Kvindestudie i sin nye Bog. Men hvad der hos Borgmester Hoecks Frue kun er tankeløs Letsindighed, Forfængelighed og Behagesyge indenfor selskabelige Former og uden at nogen virkelig Lidenskab er med i Spillet, det er hos den unge Pige, hvorom Fru Michaëlis fortæller, bleven til en Elskovs Ild, der brænder i tusinde Flammer, blussende op snart hist, snart her udenfor alle sociale Grænser og Vedtægter.
Fru Michaëlis lader denne unge Pige være opvokset under uregelmæssige Forhold, hun gør hende til en bestandigt omflakkende, hvis Oplevelser rundt om i Verden er lutter Elskovsæventyr, fordi hun slet ikke kan andet end elske og slet ikke kan lade være med at elske. "O, jeg mener, man maa elske," siger hun paa sit besynderlige Sprog, "altid, bestandig, man kan ikke lade være. Jeg elsker med mine Hænder, med mine Øjne, med mit Hjærte, med min Sjæl, med det Gode, med det Onde. Jeg kan ikke lade være." Hun har elsket de forskelligste Mænd – fra en Munk i de romerske Katakomber, som kun rystede bedrøvet paa Hovedet og gik sin Vej, til en vandrende Haandværkssvend i Jylland, som tatoverede hende under Foden – og hun har aldrig haft mindste Fornemmelse af, at der kunde være noget umoralsk i det. Hun er for god til at nænne at sige nej – og for uskyldig til at ane, hvad Moral er.
Denne elskovssyge lille Vagabond ("Vagabond," siger hun, "det klinger som en smuk lille Melodi," men "Præstefrue" – det er "som en Laas, der smækker"), har Fru Michaëlis paa en ejendommelig Maade skildret i de sære og hede Ord, hvormed hun lader hende skrifte sine Oplevelser for en Sygeplejerske, som hun St. Hansnat tilfældigt træffer sammen med i Toget op gennem Jylland. Iltogsfarten og St. Hansblussene svarer til det febrilske i hendes Tale, og selv gør hun mest Indtryk af en Patient. Fru Michaëlis har drevet hendes Ømhedstrang helt ud i det sygelige – i Erotomanien – men derved mister Billedet noget af sin Gyldighed. Det bliver et Undtagelsestilfælde.
Dristigere vilde Skildringen været af en Kvinde, som med fuld Bevidsthed skænkede af sin Sjæls og sit Legemes Overdaadighed – end af dette lille utilregnelige og vildfarne Pigebarn, der ovenikøbet tilsidst bliver hentet og bragt hjem af sin Brudgom – en Præst – hvem hun er flygtet fra paa Bryllupsaftenen, og som nu med selvglad Myndighed leder hendes vagabonderende Sanser ind i Ægteskabet. Hvor kan Fru Michaëlis nænne det?
Agnes Henningsen: Lykke. En Elskovshistorie. (Samme Forlag.)
Selv Fru Agnes Henningsen kan ikke finde paa noget lykkeligere tilsidst for sin Heltinde i denne lille overmodige og soltindrende Elskovshistorie end at lade hende blive gift med en Mand, hun tilfældigt træffer sammen med paa en Tur i Spanien, og som hun uden Betænkning straks giver sig hen til. Heller ikke Fru Henningsens unge Pige kender – eller anerkender – i det Kapitel nogen Moral. Man er forelsket eller man er det ikke, og er man forelsket, spørger man ikke om andre Menneskers Mening. Man er endda mest forelsket, naar man kender mindst til hinanden, for kun "den rigtige Forelskelse, en Rus, en Blindebuk, hvor Legen er bedst mens Bindet er for Øjnene, den føles hele Tiden", og derfor er hun "især forelsket i, at hun ikke kender ham" – denne fremmede Verdensmand, som hun træffer i Spanien, og som ved nærmere Bekendtskab viser sig at være en Landsmand og Skibsfører, der tager hende med hjem som sin Brud.
Og det er hun himmellykkelig ved, selv om hun med største Frimodighed har tilhørt baade en og flere Mænd uden Ægteskabsløfte. Hun er nemlig nok letsindig, men hun er ogsaa trofast – til syvende og sidst maaske endda mere trofast end letsindig. Men selv om hun bliver gift, vil hun sikkert ikke fornægte sin Ungdoms stolte Moralløshed og ikke formene sin eventuelle Datter den samme Lykke – "bare hun er stærk nok til at tage Sorgerne med." For det er nok meget rigtigt netop det, det kommer an paa!
C. E.
