Literatur

Henrik Pontoppidan: Borgmester Hoeck og Hustru. Et Dobbeltportræt. (Gyldendal—Nord. Forlag.)

Det er som et Led i Forf.'s kendte Række "Smaa Romaner", at denne lille Hverdagshistorie foreligger. Et Udkast til Fortællingen har i Følge et Forord tidligere været offentliggjort under Titlen "Livets Kilde".

Vi skal vogte os for at plumre, endsige forgifte Livets Kilde, lærer den kloge Menneskekender os. Borgmester Hoeck lægger Tilværelsen øde for sin Hustru. Han er en habil juridisk Embedsmand og Forhørsdommer, der ved altid at have med Forbrydere og Forbrydelser at gøre efterhaanden ser Bedrag og Forstillelse overalt. Hans Moder har tilmed givet ham en sygelig Mistænksomhed i Arv. Det er, som om hendes Mistro og Misfornøjelse bliver til en Sindslidelse hos ham. I de første Aar, hvor den erotiske Betagelse er den stærkeste Magt i hans Sjæl, kommer hans Skinsyge eller Uvilje overfor Hustruens Livslyst og uskyldige Glæde over Mænds Hyldest kun til forbigaaende Udbrud. Men lidt efter lidt faar Mistanken dybere og dybere Rødder i det let saarbare Sind. Han bryder op fra Hovedstaden, giver Afkald paa sin Karriere og tager til Takke med et Borgmesterembede i Hustruens jydske Fødeby. Men som altid flytter Nissen med. Ogsaa i den lille Købstad findes Mænd, der kan mistænkes af ham. Særlig ser han i Huslægen en Forstyrrer af sin huslige Lykke. Den unge Læge er kun stedmoderlig behandlet af Naturen, men et Par levende Øjne er tilstrækkelige til at bringe den sindssyge Ægtemand ud af Ligevægten.

Det er en trist Historie, Henrik Pontoppidan her fortæller. Et Sejpineri til Døden. Fornuftgrunde er spildte. Da Hustruen kastes paa det skæbnesvangre Sygeleje, tilkaldes fra Tyskland en gift Søster til hende. Hun gør imidlertid kun ondt værre. Den mandlige Brutalitet – som Digteren her sætter en Skamstøtte – er en Gang sluppet løs. Lavinen ruller ustandselig nedad. Selv da det bærer mod Døden, er Manden kold. Var denne Løsning af Knuden ikke kommet, vilde han havde søgt Skilsmisse.

Endnu i Hustruens sidste Øjeblikke, hvor hun strækker sin Haand ud mod den ubarmhjærtige, har Manden kun Øje for de Smaating paa hendes Natbord, der minder om hendes kvindelige Behagelyst og hendes formentlige Venskab med Lægen. Han lader hende dø uden et forsonende Ord, uden et kærligt Blik. Og hermed falder Tæppet for den huslige Tragedie.

Forf. skildrer med vanlig skarp Iagttagelse, hvad de smaa Ting kan betyde i Livet. Men et Ægteskab under de her givne Forhold er unægtelig værre end Slaveri. Med en halvvejs gal Mand er der intet at stille op. Fortællingen taber ogsaa i Interesse ved den ovenfor berørte Sindssyge hos Manden. Det er kun oprørende at se en uskyldig lide. Saa kan det forøvrigt være meget rigtigt, at saadant gaar det desværre kun altfor ofte her i Livet.

Henrik Pontoppidan er ikke saa lidt af en Pessimist. Han ser mørkt paa Verden og Menneskene. Og han forskønner ikke Tilværelsen med fagre Ord og poetiske Drømme. Det er hans bitre Alvor, der taler i denne lille nye Bog.