vignet

Danske Bøger

[Borgmester Hoeck og Hustru]

Det er ingen Kunst at skrive om Bøger i en god Tid, hvor disse virkelig bringer noget. Naar Tankerne friskes og Hjertet varmes, vil man hellere end gerne fortælle andre om, hvad man har mødt. Og dette gaar som af sig selv. Men hvem er saaledes indrettet, at han altid paa Forhaand er oplagt overfor literær Frembringelse, saa hans Oplagthed ikke er en Følge af Læsningen i den gode Bog, men er en almindelig Glæde ved at lære hvad som helst at kende?

Ja, den ansete Kritiker Dr. Poul Levin skriver nu i "Politiken"s Kronik – i Anledning af Georg Brandes' nye Samling Skikkelser og Tanker –, at medens danske Kritikere (Hr. Levin undtagen?) gerne er gnavne og altid "henfalder i fattige Veklager over den literære Overproduktion", saa er der det at lære af G.B., at "han læser alt, og han føler sig altid oplagt." Han har den usvækkede "Lyst til at leve og læse – til at lade sig paavirke og til at lytte". Det tilføjes saa rigtignok, at Georg Brandes i sine senere Værker "ikke hører til de meget fordrende. Jo yngre man er, jo mere "Livssyn" og saadan noget har man vist –."

Ja, det er muligvis Forklaringen. De yngre – og maaske ogsaa adskillige ældre – er for fordringsfulde med det, de skal fordybe sig i. Eller: der er dem, som maaske ligefrem mener, at det slet ikke er derom, det gælder, at man Livet igennem modtager de mangfoldigste og mest forskelligartede Indtryk. De er vel slet ikke ukendte med denne Uendeligheds-Appetit og den næsten sygelige Lyst til at være med overalt, hvor de muligvis kunde opleve noget i Retning af et nyt Choc. Men de har set, at "Livssynet" kan blive saa gennemhullet deraf, at man tilsidst nødvendigvis maa harcellere over dem, der har et saadant.

Den evige "Oplagthed", der maaske vindes paa denne Maade, maa de da give Afkald paa at komme i Besiddelse af. De maa rundt tilstaa, at de efterhaanden kun kan glædes over det, der paa en eller anden Maade kan koncentreres om det "Livssynets" Midtpunkt, der er blevet deres. Kan de slet ikke faa det ind under dettes 242 Magtomraade, véd de, ærlig talt, ikke ret, hvad de skal gøre med det, maa lade det henstaa maaske til bedre Tider eller opgive det for bestandig. – Selv en Georg Brandes, der læser "alt" og vil paavirkes af alt, har jo forlængst opgivet at sysselsætte sig med eller lade sig "paavirke" af det uhyre omspændende Omraade af menneskeligt Aandsliv, som man kalder "det religiøse". Overfor det synes hans Oplagthed ganske opbrugt og hans kritiske Gnavenhed eller Overlegenhed at være permanent. –

Med Fare altsaa for at blive kaldt en uoplagt Kritiker eller det, som værre er, maa jeg atter denne Gang tilstaa, at det, jeg har at melde om, ikke synes mig noget særdeles. I hvert Fald kan der ikke blive Raad til nogen Begejstring. Men her er dog et og andet, hvoraf der lader sig hente Næring.

Der er en Bog som Jakob Knudsens For Livets Skyld. Den Forskel er der i hvert Fald mellem ham og saare mange nuværende Poeter, at enhver af hans nu ikke faa Bøger i Modsætning til mange af hines uimodsigeligt er udsprungen af en voldsom Trang til at komme gennem alle Arter af bedrageriske Omsvøb ind til Livet selv for at frigøre det, saa det kan træde frem i sin dybe Kraft og oprindelige Fylde.

Det er, som Knudsen ikke kan blive træt af Arbejdet med at sondre mellem det ægte og det forlorne, det friske og det lumre – mellem Natur og Unatur, virkeligt Liv og Skinliv.

Man mindes ofte – f.Eks. i et Stykke som det nys opførte Skuespil af ham, Kærlighed og Købmandsskab –, at han er Poul Møllers Landsmand. De forenes ikke mindst i deres fælles Had til "Affektationen" i alle dens Forklædninger.

Maaske den sidste Bog, For Livets Skyld, dog har mindre Ret til at bære netop denne Titel, der ellers næsten kunde passe som Fællestitel for Forfatterskabets Helhed. Sandt nok: dens Omkvæd toner ud i et kraftigt: For Livets Skyld! Men selve Handlingen, selve Menneskene i Bogen er ligesom ikke betydelige nok til at føre netop denne Fordring frem. Naar man mindes, hvor kraftigt Knudsen ellers formaar at særtegne sine Figurer, undres man over, at en Hovedskikkelse som Thomas Vig ofte staar saa utydeligt. Han er saamænd virkelig nok – Blandingen af slavisk Underkastelse og voldsom Oprørskhed, naar de ædlere Dele berøres, er ikke opdigtet. Men der er givet for lidt til Forklaring. Og det samme gælder de fleste Personer i denne Bog. Fremstillingen af dem bærer her og dèr et Præg af Hastværk.

Desuden holder "den gamle Præst", der genfindes her, saa lange og saa hyppige Foredrag, at man ønsker ham ud af Bogen og anbragt i en Afhandling, hvor han uhindret og til virkelig Belæring – ti han er en mærkeligt sundt og "reelt" tænkende Mand – kunde drøfte det Spørgsmaal, der altid er i hans Tanker: om Ægteskabet og dets fremtidige Former.

243 Naa, Jakob Knudsen kommer nok snart igen – og fortsætter saaledes, som vi alle har Lov til at vente af Sinds Digter.

Saa er et andet dygtigt Navn, Henrik Pontoppidan, mødt frem med en lille Bog: Borgmester Hoeck og Hustru.

Den fyldte i sin Tid "Politiken"s Julenummer1 og fyldte det bedre, end man vel kan forlange af den Slags Stof. – Nu kommer den imidlertid som selvstændig Bog; og da fordrer man unægteligt mere.

Man kan jo ikke vedblivende være bekendt at rose Pontoppidans Sprog. Hvad der kan siges om det, er sagt hundrede Gange. Saa er der Indholdet; og det er ikke betydeligt, selv om det naturligvis hæver sig adskilligt over det meste andet Literaturgods i Samtiden. Hvad man nemlig end kan have at udsætte paa Forfattere som Jakob Knudsen og Henrik Pontoppidan – de kommer naturligvis aldrig saa langt ned, at de ikke er kapable at stille levende Mennesker paa Benene. Og disse Mennesker stikker de heller aldrig nogen Sukkersut i Munden for at lade dem henfalde i Betragtninger over den; det er Mennesker, der kan føle og tænke, og i hvis Selskab man altid lærer noget, fordi der overhovedet er Mening i dem.

Naa, Pontoppidan fordrer vist ej heller, at denne lille Bog skal betragtes som andet end en Skitse. Det hele er særdeles beskedent i sin Fremtræden.

Dette kan derimod ingenlunde siges om en Bog som Blaumüllers Den store Strid. Det er en tyk Bog. Den er flot og fedt udstyret. Og saa er den paa Vers, elegante Vers. Saaledes intoneres der:

Der skred en Ryttertrup fra Nord
ned imod Isthmen.
Vaarens Vind,
der fra Korinthos dybe Fjord
skar iskold over Landet ind,
rev Støvet op for Gangerhov
og lod det hvirvle bort som Røg.

Det lader sig høre, og man glæder sig allerede til, at denne, maaske nok lidt udvortes, Velklang ogsaa skal bringe Indhold. – Man læser saa Side efter Side. Her er glimrende Skildringer af græske Landskaber og græske Byer – her er Øjens- og Ørenslyst nok. Men naar man efter at have gennemdanset de 266 Siders efterhaanden meget ensformigt virkende Rytmer, standser og vender sig om og spørger, hvad saa Meningen med det hele var, – ja, da bliver i hvert Fald jeg Svar skyldig. Jeg véd det, rent ud sagt, ikke. – Der er en Mand, Hovedpersonen, som har begaaet en Slags Forbrydelse – imod bedre Vidende –, hvorfor Hævngudinderne med regelmæssige Mellemrum lader ham stille til en frygtelig Gennempiskning. Til sidst hidser hans Elskede, en haandfast Bjergpige, ham op til hellere selv at gaa angrebsvis til Værks mod Furierne. Han gør det virkelig og sejrer. Hvorpaa de elskende med ét forenes.

Der er ingen Tvivl om, at denne Kamp mod den syge Samvittighed 244 er ment særdeles dybsindigt. Og det er stærke Ord, der bruges. Men Ulykken er, at jo mere Forfatteren understreger, des ligegyldigere bliver Læseren for det hele Problem og ønsker blot, det snart maa faa en Ende.

Ingen kan nægte, at Blaumüller er en stor formel Begavelse. Og han anvender ofte sin Ordkunst paa vægtige Emner. Men – det er ligesaa ofte, som om disse taber i Vægtfylde gennem Behandlingen. Der bliver noget altfor afkantet, rundt og drejet ved det, han faar fat paa. Der bliver slet intet tilbage af Raastoffets Oprindelighed. –

Johannes Jørgensen har udsendt en lille Samling Rejsebilleder. Det er en hyggelig, venlig, hist og her af en let dansk Følsomhed præget Bog.

I ledige Timer, naar man ønsker at hvile, kan man tage den for sig og læse om Würzburg eller Dülmen (med det "dulmende" Navn, som Forf. siger) eller om Jørgensens højt elskede Beuron. Man kan da henfalde i en mærkeligt fredelig Stemning og næsten faa Lyst til, ene og uset, at "gaa Korsvejen", som den stigmatiserede Anna Kathrine Emmerich har gaaet – ikke just, fordi man derved foretager sig noget fromt, men fordi den er saa rørende gammeldags idyllisk, denne grønne Græsvej gennem Naaleskoven, hvor Vinden stadig og stille suser i Trætoppene, hvor Luften er krydret af Harpiksduft, og hvor de "14 Stationers" naive Billeder med gammeldags Vers sætter en tilbage til den tyske religiøse Romantik.

Det er ikke for at kaste Mistanke paa Joh. Jørgensen: Men – er han sig bevidst, at han skildrer alt dette, der hører til hans Trosomraade, saa udelukkende fra den poetiske Stemningsside, at al den til Grund liggende "Virkelighed" næsten opløses?

Smukt er det, fint og dansk i Farver og Toner – men kvindeligt blødt, maaske her og dèr mere, end en Mand har Lov til.

Og dersom det i vore Dage er Faren for poetisk Forflygtigelse, der truer Kærnen baade i Katolikkernes og Protestanternes Tro, da er her en Bog, som i hvert Fald ikke yder noget Værn paa dette Punkt, hvor alvorlige og sunde de Smaa-Artikler om spredte Spørgsmaal saa end er, hvormed Bogen slutter. –

Rejsebilleder indledes med en Skildring af Vadstena. Den er overordentlig smuk. Hvad om Joh. Jørgensen gav os en ny Samling Rejsebilleder fra de Steder rundt i Danmark, hvor der har staaet Klostre, eller derfra, hvor der endnu hæver sig herlige gamle Kirker? Han kunde her give os et Afsnit af en dansk historisk-poetisk Geografi, som vi haardelig trænger til og vilde være ham taknemmelige for – især hvis han kunde holde den Tone, han saa kønt og mandigt holder i "Vadstena".

 
[1] "Politiken"s Julenummer: udkastet "Livets Kilde", trykt i Politiken 25.12.1902. tilbage