Fra Bogmarkedet

Borgmester Hoeck og Hustru af Henrik Pontoppidan: (Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag).

Det er en gribende Skildring af et ulykkeligt Ægteskab, Henrik Pontoppidan har givet i denne Bog, der forhaabentlig er et Led af en Række Bøger, som hermed paabegyndes. Saaledes maa man vel forstaa Betegnelsen: "Smaa Romaner", der staar paa Bogens Titelblad1.

Borgmester Hoecks Ægteskab begynder lykkeligt men strander, fordi – ja, det er vanskeligt at sige hvorfor. Som saa ofte i Livet, naar et Ægteskab gaar i Stykker, er Skylden hverken Mandens alene eller udelukkende Hustruens. Borgmesteren er en alvorlig og retsindig Karakter – hans Kone er overfladisk og let; de elsker hinanden og har ikke havt nogensomhelst anden Grund til at gifte sig end deres gensidige Kærlighed. Ingen af dem er gaaet ind i Ægteskabet med nogen Bagtanke. Uoverensstemmelsen i deres Karakterer kommer frem lidt efter lidt; han sporer en vis uskøn Behagelyst hos hende, der faar hende til at kokettere med de Mænd, hun træffer paa, uden Hensyn til deres aandelige Værd, og dette Spor forfølger han med en Haardnakkethed, der i sig selv er en lige saa stor Fejl som hendes Koketteri.

Den lille Romans Finhed og største Skønhed bestaar deri, at Forfatteren ikke lader Fru Hoeck begaa noget Ægteskabsbrud, skønt hun er sin Mand utro; gjorde hun det, lignede Bogen mangfoldige, altfor mange, andre – nu er den enestaaende, i det mindste i moderne dansk Litteratur. Hun begaar intet Fejltrin; det er kun hendes Tanker og Følelser, der forvilder sig bort fra Manden, og kun i Fantasien hengiver hun sig til sine skiftende Sværmerier. Da Bogen begynder, ligger hun farligt syg; ved hende Seng mødes Lægen, der er hendes sidste Tilbeder, og Manden, og i et skærende klart Lys stiller Forfatteren disse to forskellige Naturer overfor hinanden i Bogens sidste Optrin, hvor Fru Hoeck dør. Manden, hvis Kærlighed længe har været begravet under tykke Lag Is, bliver siddende ved hendes Dødsleje, sammensunken, haabløs, medens Lægen, der er selskabsklædt og har Blomst i Knaphullet, haster tilbage til den Middag, han er bleven kaldt bort fra.

Den lille Roman rummer flere Tanker end Hovedparten af de store, der er udkomne i dette Efteraar, og den er skreven med hele Pontoppidans overlegne Sprogkunst. Provinsbyens Sladder og Smaalighed, hvori Borgmesteren og hans Hustru lever, er paa faa Sider slynget som en Kæde om Bogens Motiv, og i korte, knappe Replikker blotter Personerne deres inderste Følelser for Læserne; selv deres Tavshed er talende. Naar Forfatteren skriver: "Hertil svarede Borgmesteren ingenting", saa ser man, for at nævne et Eksempel, tydeligt for sig, hvor dyb en Smerte de Ord, Borgmesteren har hørt, volder ham. Man lever med Menneskene i denne Bog, om hvilken man kan sige som den højeste Ros, at den ikke indeholder et overflødigt Ord og ikke et for lidt.

H.F.

 
[1] paabegyndes: Dette er den første HP-bog HF anmelder; han er derfor ikke opmærksom på at genrebetegnelsen er gammel i forfatterskabet. tilbage