Jan Verkade
Nederlandsk maler (1868-1946) og, under navnet Willibrord Verkade, fra 1895(?) benediktinermunk i Beuron i Sydtyskland. Pontoppidan mødte den nyomvendte Verkade1 i Firenze sidst på året 18922 og var igen sammen med ham i Rom i begyndelsen af 1893. Forbindelsen fortsatte under Verkades to-tre måneders ophold i København i begyndelsen af 18943. Vi har ingen samtidige vidnesbyrd om hvilke tanker de udvekslede og hvor meget de var sammen. Men at de var sammen, fremgår at et (udateret) brev fra Verkade til Rohde hvori han skriver at "vi tilbragte en rigtig god dag sammen med Pontoppidan"4 Dette samvær må nok være det samme, Johannes Jørgensen, med sine dagbøger ved hånden, i 1916 nævner i andet bind af Mit Livs Legende blandt de mange sammenkomster der blev arrangeret for den københavner-populære Verkade i foråret 1894, og som fandt sted "hos Henrik Pontoppidan ude i Hillerød" [i.e. Fredensborg], (Taarnet, 2. udg., 1923, s. 99). Verkade-brevets "vi" omfatter således Johs. Jørgensen. Man kan derfor roligt gå ud fra at den "Munk i Italien" der iflg. Niels Jeppesen5 havde givet Pontoppidan Thomas a Kempis' Om Kristi Efterfølgelse, ingen anden var end Verkade, skønt denne på tidspunktet for Pontoppidans Rom-ophold endnu ikke var munk6. Første gang Pontoppidan citerer fra denne bog, er i august 1893 i artiklen "En falsk Etikette". Pontoppidans var kommet hjem fra den årlange bryllupsrejse marts s.å.
I 1920 udgav Willibrord Verkade sine erindringer, Die Unruhe zu Gott. Erinnerungen eines Malermönches7. Udover den nære ven, kollega og katolske fælle Mogens Ballin (1871-1914) og de tos fælles mål for omvendelse: Johannes Jørgensen (1866-1956), nævner Verkade i sin bog kun én anden dansker, den 11 år ældre Henrik Pontoppidan:
Durch Ballin wurde ich [under det første ophold i Rom] mit manchem Dänen bekannt, u.a. mit dem bedeutenden Schriftsteller Henrik Pontoppidan, der sich damals sehr für den Katholizismus interessierte. (opus.cit. s. 231)
og på den følgende side:
[...] bei einer Heiligsprechungsfeier den Heiligen Vater Leo XIII. [...] [war] auch Pontoppidan und seine Frau [...] darunten. Sie waren beide sehr begeistert von der Feier. Es sei wirklich etwas Erhebendes gewesen.
I september 1927 sender8 Verkade sin bog til Pontoppidan med denne dedikation:
à l'ami de ma jeunesse
Henrik Pontoppidan
Dom Willibrorde Verkade O.S.B.
Septembre 19279
måske i anledning af Pontoppidans 70 års-dag. I 1934 skriver Pontoppidan på opfordring til Paul V. Rubow om sit møde med Verkade i Rom:
Det interessanteste Bekendtskab, jeg gjorde dernede, var med en ung, hollandsk Maler, et meget alvorligt Menneske i stærk Gæring. Til stor Sorg for sin Familje var han gået over til Katolicismen. Han blev senere Munk, den bekendte Malermunk Verkade, som vistnok bl. a. Johannes Jørgensen har fortalt om. Hans Erindringer, hvori han også skildrer sit Kunstnerliv i Paris i Slutningen af 80'erne, er – skønt naturligvis skrevne med påholden Pen – meget interessante.
Senere samme år skriver billedhuggeren Gottfred Eickhoff til Poul Carit Andersen om "et smukt lille oliebillede (tror jeg) fra tidlig tid af Verkade i Pontoppidans eje". Dette billede er ikke identificeret, men dets eksistens fortæller yderligere om nærheden mellem de to. Pontoppidan kan have købt det på udstillingen i 1894.
I Familjeliv (1940) omtaler Pontoppidan atter sit bekendtskab med Verkade, "en betydelig Kunstner og et stort Menneske", og han oversætter et helt afsnit af hans bog, der lyder sådan på Verkades tysk med Pontoppidans oversættelse ved siden af:
| Unruhe zu Gott, 1923, s. 189 | Familjeliv, 1940, s. 67-68 |
|---|---|
| Die Zeit der Verliebtheit in das Göttliche, die jeder ernsten Bekehrung folgt, hatte eigesetzt: die Zeit der Verliebtheit mit ihren seligen Freuden und törichten Ângsten, mit ihrer wetherzigen Hingabe und ihrem weichherzigen Sich-in-sich-zurückziehen. Diese Verliebtheit wird von Neubekehrten regelmässig mit der himmlichen Liebe verwechselt. Das ist falch. Was sie für reine Liebe halten, ist noch mit Eigenliebe vermischt und hat noch einen sinnlichen Beigeschmack. | Den Forelskelse i det Guddommelige, der uundgaaeligt ledsager enhver alvorlig Omvendelse, denne farlige Tilstand, hvis salige Glæder og taabelige Angster af mange Nyomvendte forveksles med den himmelske Kærlighed, var jeg nu naaet til. Hvad vi paa dette Stadium holder for ren Kærlighed er endnu blandet med megen Egenkærlighed og har en sanselig Bismag. 68 |
| Wenn sie auch immer wieder beteuern, sie suchten nicht sich, sondern nur Gott, wollten bloss ihm anhangen und seinem Willen leben, so trifft dies in Wirklichkeit nur selten zu. Sie lieben nämlich in ihrer Liebe zu Gott noch zu sehr die Freuden der Liebe, die himmlische Tröstung und die damit verbundene Steigerung des Seelenslebens, jenen Schwung des Geistes, der sie oft momentan zu Künstlern macht, zu Meistern des 190 Wortes, die sich in feurigen Gebeten, schwungvollen Gedichten und geistvollen Autfzeichnungen aussprechen. | Hvor meget vi end forsikrer om det modsatte, saa er vor Gudhengivenhed endnu altfor meget Glæden ved Sjælelivets Opstemthed, ved den Aandens Løftelse, der momentvis kan give f. Eks. en Kunstner en Fornemmelse af endelig opnaaet Mesterskab. |
| Im Grunde suchen sie in ihrem Gottesdienst vor allem jene Bereicherung des "Ich", von der Goethes "Werther" sagt: "Ich schien mehr zu sein, als ich war, weil ich alles war, was ich sein konnte." In dieser Geistesverfassung kommt es ganz auf eine gute Führung an. Ein guter Führer wird diesen Drang zur Selbsentfaltung zu verwerten wissen. Er wird seinem Schützling behilflich sein, schlechte Gewohnheiten abzulegen und sich gute anzueignen; ist doch die Tugend nichts anderes als eine Gewohnheit zum Guten. &c. | I Virkeligheden har en saadan i sin Gudsdyrkelse først og fremmest søgt Berigelse for sit eget E217 Selv. |
| Man kann immer wieder die Beobachtung machen, dass Neubekehrte mit Vorliebe die Schriften ekstatischer Personen lesen. Diese Tatsache findet im oben Gesagten ihre Erklärung. Sie finden eben bei ihnen jenen Schwung, den Verliebtheit sogar dem trockensten Philister und dem tappigsten Tölper gibt. Das Flackernde und Flammende der Ekstatiker und Mystiker entspricht der Regsamkeit des ersten Eifers, von dem der Neophyt erfültt ist. | Man kan derfor bestandig gøre den Iagttagelse, at Nyomvendte med Forkærlighed fordyber sig i Bøger af sværmeriske Skribenter. Selv den tørreste Filister finder Tilfredsstillelse ved en saadan Læsning. Det flakkende og flagrende hos Sværmere og Mystikere svarer just til Novicens egen Tilstand af sjælelig Oprevethed. |
Som så ofte ser man her hvordan Pontoppidan ikke kan citere andres tekster uden at stramme dem. Og naturligvis går han efter sine egne pointer: hvor meget ligner Verkades novice ikke den nyomvendte Per Sidenius i Rimalt der fordyber sig i "Kristi Efterfølgelse" – som Pontoppidan gjorde det i sommeren 1893? Men som Verkade kommer Per videre, omend ad en anden vej.
Pontoppidan nævner i sit brev til Rubow:
en Pavemesse i Peterskirken i Anledning af Pavens (Leo XIII) 25 Års Bispejubilæum. En sådan Pavemesse i selve Peterskirken var den Gang langt mere usædvanlig, end den senere er bleven, og Tilstrømningen af Pilegrimme fra hele Verden var overordentlig.
Det må nok være denne samme begivenhed Verkade omtaler som "einer Heiligsprechungsfeier den Heiligen Vater Leo XIII", men Pontoppidan kan ikke have ret i sin angivelse af messens anledning: den senere Leo XIII var blevet udnævnte til ærkebiskop i Perugia 27.4.1843, men på 50 års-dagen herfor havde Pontoppidan for længst forladt det kolde Rom10.
Forholdets art
Dedikation i 1927 med dens ord om "venskab" der sammen med den vægt Pontoppidan i Rubow-brevet og i Familjeliv tillægger "Bekendtskabet", er det bedste vidnesbyrd om at de to har omgåedes i København i foråret 1894 ud over det omfang vi direkte kan dokumentere11. At Pontoppidan vedkender sig det gamle venskab, ses også af at han i 1929 sender en hilsen til Verkade gennem Ingeborg Sick. Til Dina Lea nævner han i 1939 at han i sin sygdom lever "omtrent som en af mine gamle Bekendte fra Rom, der var Maler og blev Benediktinermunk. Han skrev en Gang til mig, at han ikke havde anden Omgang end med Fluerne i sin Celle". Her har vi et vidnesbyrd om brevveksling mellem de to. At Pontoppidan så har valgt ikke at gemme breve fra Verkade, kan man jo lægge i hvad man vil. For hvad er det som tiltrækker Pontoppidan så kraftigt ved Verkade? At han har åbnet ham en dør til en dybere forståelse af den katolicisme som Pontoppidan allerede tidligere havde stiftet bekendtskab med, og som resten af hans forfatterliv vedblev at tiltrække sig hans opmærksomhed – således som det forøvrigt også var tilfældet med Georg Brandes. Men for at få dette emne belyst, må man gå videre til opslagsordet katolicisme i Leksikon.
