Henrik Cavling
Henrik Cavling (1858-1933) var journalist og blev mangeårig redaktør af Politiken (1904-27), den mest indflydelsesrige af dem alle. Han omskabte det politiske kamporgan til en moderne omnibusavis, men det var ikke en udvikling Henrik Pontoppidan brød sig om.
Pontoppidan var kun dus med tre af de jævnaldrende venner vi har bevarede brevvekslinger med: Barndomsvennen Johan Rohde, den svenske kollega Axel Lundegård – og så Henrik Cavling1. Pontoppidan lærte de to sidste at kende omkring 1889 da han var flyttet til København fra Havreholm. Den ældste brevbevidnede kontakt mellem de to er fra slutningen af januar 1889 hvor Pontoppidan med beklagelse siger nej til at følges med Cavling til karneval; også fordi han derved forsømmer en mulighed for at træffe ham personligt. De er Des, har endnu ikke mødt hinanden, men begge er medarbejdere ved Politiken, Cavling fra 1886, Pontoppidan fra slutningen af november 1887.
Hvor tæt Pontoppidan og journalisten og redaktøren Henrik Cavling kom på hinanden, er endnu ikke helt klarlagt. Men tonen i de få andre breve der er bevaret fra Pontoppidan til Cavling er – for en mand som Pontoppidan – usædvanlig ligefrem.
Det tredje brev, fra februar 1892, viser at det er fra Politiken venskabet stammer. Pontoppidan tiltaler Cavling "Ignotus", Cavlings faste mærke i avisen. Men brevets indhold er helt "familiært", handler om det fællesskab der nu er opbygget omkring begges børn: Pontoppidans Johanne (f.1884) og Hans (f.1886), Cavlings Viggo (f.1887). Pontoppidan bor på dette tidspunkt [fortsættelse følger]
Da Cavling i 1905 havde overtaget magten på Politiken, ville han gerne have Pontoppidan som "fast freelancer" på linje med andre læsertiltrækkende koryfæer. Men Pontoppidan sagde nej. I stedet betalte Cavling så for en lang sørejse til ægteparret – og det kom der en hel artikelserie ud af.
