Schaff
Nogle spørgsmål og mulige svar.
Er det sandsynligt, at en højt estimeret og erfaren forfatter som Henrik Pontoppidan i en alder af 79 år under affattelsen af sine erindringer opfinder en figur og placerer denne midt på scenen i sine brydningsår 60 år tidligere, den tid i livet han selv kaldte Hamskifte?
Bogen af dette navn udkom 1936 og er en del af forfatterens "Erindringer".
Er det sandsynligt, at han opfinder en række detaljeret beskrevne oplevelser med ham og karakteriserer ham som den, der havde en stor, måske den største, indflydelse på ham, og så lader ham dø en ussel død? Denne indflydelse fik betydning for hans brud med studiet og valget af forfattergerningen med alle dens usikkerheder og dårlige udsigter. Det ville have været mere heroisk at lade som om Pontoppidan selv havde fået ideen og ført den ud i livet.
Der er vel også en vis risiko ved at lyve for tykt om virkeligheden, idet andre kunne komme og sige, at det ikke passer. Det er som om historien om Schaff ligger imellem de to muligheder: a) at være tavs omkring hele forløbet, eller b) at påstå selv at være ophavsmanden til at springe ud i forfatterskab og ind i de anarkistiske sympatier, Pontoppidan havde på dette tidspunkt1. Pontoppidan vælger at skrive om overvejelserne, men det giver ikke meget mening da at bruge en opdigtet person som "tutor".
Er det sandsynligt, at Pontoppidan giver figuren et yderst sjældent, men eksisterende navn med så ringe en udbredelse, at der kun er én familie, der har dette navn i virkelighedens verden?
Pontoppidan kalder nemlig Schaff for Hansen-Schaffalitzsky (bemærk "-zsky"). Nogle personer bærer navnet Schaffalitsky (med "-sky"), andre hedder Schaffalitzky ("-zky"). Der er kun én, der staver navnet med "-zsky", som Pontoppidan gjorde det ca. 90 år efter den muligt opfundne person blev født. Alle disse personer har dog tilføjelsen de Muckadell til navnet.
Dette lyder ikke som fri fantasi, og det er heller ikke nogen god måde at tildække kilden på. Et "-sen"-navn, som f. eks. Hansen ville være meget bedre, hvis man ville forhindre senere undersøgelser angående forløbet.
Ydermere passer navnet Schaffalitzsky med navnet på en adelig person på Fyn (A.E. Schaffalitzsky2), således at påstanden om, at Schaffs far havde arbejdet som landarbejder på et adeligt gods på Fyn udmærket kan stemme. [Andre kilder angiver dog navnet på denne godsejer som Schaffalitsky ("-sky"). En forespørgsel via e-mail synes dog at bekræfte stavemåden "zsky"3.]
Angående navnet Hansen er det ikke helt klart om sønnen, altså Schaff, hed Hansen eller om faderen hed det. Hvis Hansen er faderens efternavn, burde sønnen efter datidens navneskik have faderens fornavn (ukendt) til efternavn. Omvendt, hvis Schaff virkelig hed Hansen, må faderen have heddet Hans til fornavn, og hans efternavn er således ukendt. Pontoppidan skriver, at ingen rigtig vidste, hvad Schaff egentligt hed. Da det dengang tit var en tradition, at en arbejder med tilknytning til et gods blev kaldt efter godsets navn for at angive, hvor han hørte til, er det mest sandsynligt, at det var faderen, der hed Hansen. Noget andet er, at han så burde hedde Hansen-Broby, da grev Schaffalitzskys hovedgods hed Brobygård. Muligvis har han arbejdet på flere godser, hvorfor tilnavnet blev ejerens og ikke godsets navn.
I parentes bemærket stammer Pontoppidan-slægten fra Broby på Fyn (17. århundrede, se indledning til Undervejs til mig selv). Er dette sammenfald et tilfælde?'1
Det er også interessant, at Pontoppidan bruger formuleringen "i en af den adelige Slægts Gaarde" i flertal. Denne detalje understøtter ovenstående.
Schaff var en slags evighedsstudent; han studerede teologi, polyteknik og filologi uden at blive færdig med nogle af uddannelserne. Han var nok fattig, men havde dog alligevel råd til rejser til Frankrig. Hvem finansierede dette liv? En finsk tømmerhandler? Hvordan gik det til, at han var så velformuleret, og så dygtig til sprog. ("Schaff forstod et halvt dusin fremmede Sprog"). Datidens landsbyskole gav ham vel ikke denne indsigt. Han var frygtløs over for autoriteter (kirken, lærerne på læreanstalten, og lægerne på Frederiks Hospital), og derfor følte Pontoppidan sig vel også tiltrukket af ham.
Hele hans optræden har en del mere selvbevidsthed og stil af adel over sig end en arbejdsmands søn normalt ville kunne bringe med sig på den tid. Han havde – muligvis – et adeligt tilnavn. Er det hele et spil, eller er der en mere intim forklaring? Pontoppidan om Schaff: "Havde han måske selv levet et skjult liv bag mange skiftende masker? Og i så fald - hvorfor?" Tales der her om en fiktiv person? Næppe.
Det vrimler med detaljer om Schaff på nogle få sider af "Erindringerne", og så dør han, men også derefter er han med Pontoppidan. Dette er usædvanligt for en opfundet figur. Men i livet kan afdøde stadig spille med.
Hvordan kan Pontoppidan huske alle disse ting så længe efter? Er det ren digt? Hertil er at sige, at der også er mange detaljer om de andre venner, f. eks. Rohde og Elmenhoff, der eksisterer endda billeder af deres sammenkomster, og notater om, hvornår de tog hjem til jul. Schaff er altså ingen undtagelse i denne forbindelse, selv om et billede naturligvis ville løse problemet. Det er vel sandsynligt, at Pontoppidan tog notater til og om sine figurer, og også om det, der skete i det virkelige liv, se dog Woels mening, refereret nedenfor. Ellers kunne han vel ikke bringe liv i dem og lade dem udvikle sig, så det så plausibelt ud; man tænke her blot på Lykke-Per. Ellers kunne han – eller andre forfattere – vel næppe overhovedet skrive "Erindringer".
Pontoppidan nævner for øvrigt specielt de adskillige, små papirlapper fra Schaff, som jeg "i Tidens Løb (havde) modtaget – og i Reglen ogsaa opbevaret". Disse er da gode støtter for hukommelsen, og blev også givet fra Schaff til andre end Pontoppidan. Der er altså for så vidt ikke noget mere detaljeret om Schaff end om andre, og igen: Schaff bør have haft et liv med kontakt til andre, hvis han er ægte, og derfor kunne det være farligt at fantasere sig for meget til ham. Sandheden har en indre sammenhæng, der ikke kan negligeres.
Har Pontoppidan ikke talt til nogen om Schaff i 60 år? Sandsynligvis dog. Hvorfor har ingen, omvendt, spurgt Pontoppidan om, hvordan han kom til disse synspunkter?
Det forblev skjult i ca. 60 år, og det er Pontoppidan selv, der afslører sammenhængen. Men at opfinde en person, der dukker op så pludseligt, kunne jo netop give problemer. Det ville være langt lettere bare at undlade al tale om Schaff, når nu ingen havde spurgt.
Schaff talte til Pontoppidan om de russiske forfattere, han havde mødt i Paris i 1870'erne'2. De franske var ikke mere i vælten; hermed gav han et hip til Brandes (se også Arv og Gæld, s. 154: "bestandige Stiklerier"). Som det står nævnt i "Erindringer", er det Schaff og ikke Pontoppidan, der siger Brandes imod, og Pontoppidan er dækket ind. Men så fej var han aldrig, og desuden havde han allerede langt tidligere selv sagt Brandes imod og farvel.
Hvorfor da opfinde en person, der siger/gør det igen, hvorledes dækker han sig selv derved? Han behøvede altså ikke Schaff så mange år efter, eftersom Brandes havde været død i mange år, da Hamskifte udkom. Han svækker snarere sin mening fra tidligere ved nu så længe efter at skyde det ind under, at han havde det fra andre, med mindre det var sandt. Hvorfor overhovedet nævne dette? Fordi det er sandheden, og fordi han vil fortælle, d.v.s. erindre os om at han var optaget af en ungdomsven, den virkelige Schaff.
Hertil yderligere, at Pontoppidan i "Erindringer" siger, at mange af Schaffs bemærkninger og især hans angreb på Brandes overraskede ham (P.). Han var altså endnu ikke kommet til den endelige erkendelse om Brandes – dette er vel et faktum – men kimen var sået. På højskolen læser Pontoppidan Brandes og "det blev Vinterens største Oplevelse" for ham. Han huskede dog ind imellem Schaffs bemærkninger om Brandes’s "underholdningstalent" (Arv og Gæld, s.160-161).
Havde Pontoppidan opfundet Schaff, ville det have været et mærkeligt forløb: Først skaber han en figur 60 år efter at denne figur skulle have levet sit fiktive liv, derpå lader han figuren sige noget som han, Pontoppidan, bliver overrasket over, men som han senere så var rigtigt. Hvem styrer egentligt forløbet i dette tilfælde? Det ville være en slags anden potens af forførelse af læseren, og igen: det behøvede han ikke.
Snarere er Schaff's meninger og udtalelser noget, der har lejret sig i ham og derefter kommer ud i en blanding med hans egne tanker og egne forudsætninger. Anarkismen, modstanden mod kirkens indflydelse og hykleri, de herskende klassers udnyttelse af de svage, politikken i Danmark, Estrups styre, osv.
Dette er det parallelle spor, der førte til springet fra læreanstalten og den døde logaritmetabel:
Hans voksende politiske interesse (Berg og andre); det gærede i samfundet. Hvorfor så opfinde en figur, der taler anarki, det ligger jo lige om hjørnet i København. Selvom det som bekendt ikke blev til noget voldsomt hos os. Det er snarere en del af billedet, det virkelige, der tegnes af Schaff, end det er Pontoppidans fantasi, der tegner Schaff.
Det er interessant at læse hos Niels Kofoed, at mange af de russiske samfundsrevsere var aristokrater. Hvorfor trækkes netop Schaff hen imod disse synspunkter, kan man spørge.
Pontoppidans forfatterskab bygger meget på den tese, at den arv, du fik ved fødselen, kan du ikke løbe fra. Det er hele tragedien, jævnfør Emanuel i Det forjættede Land, og Lykke-Per, men også Schaff? Nu er de 2 første jo fantasifigurer, og Schaff?
Pontoppidan nævnede (medgav), at han var inspireret af de russiske forfattere, Saltykov, Tolstoj og Dostojevski. Kofoed taler om, at det var deres emner og karaktertegninger og ikke stilen, han var optaget af; det er vel også stilen, der er den enkelte forfatters personlige kendemærke.
Dostojevski var næsten ukendt i Danmark dengang, de første oversættelser kom i Ude og Hjemme i 1882; hans bog Raskolnikov kom på dansk i 1883. Pontoppidan debuterede i Ude og Hjemme i 1881. Der er derfor sandsynligt, at Pontoppidan har læst ham på et fremmed sprog, hvis overhovedet. Kofoed mener på tysk, da Pontoppidan næppe kunne andre fremmedsprog (Saltykov introduceredes i Tyskland i 1860), måske på Tysklandsrejsen eller i Schweiz under opholdet dèr i sommeren 1876.
Det er uklart, hvornår Dostojevski og Tolstoj blev introduceret i Tyskland. I Danmark skete det i 1883. Krig og Fred blev oversat under Edward Brandes’ navn i 1885.
Men hvem viste Pontoppidan hen til disse forfattere? Interesser opstår jo ikke spontant eller ved mutation.
Når man har fastslået dette, må man søge personen, der påvirkede. Der kan ikke have været så mange i Pontoppidans omgangskreds, der kendte russernes værker.
Hans broder? Næppe.
Hans venner? Muligt.
Schaff? Sandsynligt.
Igen beretter Pontoppidan om Schaff’s indflydelse på en måde, der tyder på, at han var en virkelig person. Billedet af Schaff er så sammensat, at det er sammenhængende. Hvorfor opfinde en person og give han "æren", når det er helt klart, at der er eller var en person, der påvirkede ham. Det er dog meget lettere at sige sandheden end at lave fiksfakserier. De ændrer jo ikke på resultatet.
Pontoppidan gjorde notater fra teaterbesøg, og en aften kom han "hjem med Ideen til et helt Skuespil i Hovedet". Han ville ikke nævne det for nogen på daværende tidspunkt (1875-1876) end ikke for Rohde, men Schaff var den eneste han ville gøre til "sin fortrolige", fordi han "hos ham kunde faa lidt Vejledning i den endelige Udførelse", men da var Schaff i Paris, og stykket kom i skuffen. Igen en aparte situation, der kun har mening, hvis Schaff er en virkelig person.
Cai M. Woel mener, at forskerne har tillagt Schaff for stor en betydning for Pontoppidan. Endvidere, at Pontoppidan skrev sine erindringer alene ud fra hukommelsen4. Derfor er det dog enestående så mange detaljer, han kan huske, også om Schaff (se nedenfor). Woel mener også, at læseren kan kende Schaff igen i skildringen af den forsumpede klitassistent og løjtnant i Højsang, der udkom 1896. Woel kalder denne figur "et vrag med tømmer i".
I 1896 gengiver Pontoppidan altså træk fra en person, som han skulle have opfundet i 1936 (Hamskifte) og ladet dø i 1876. Kuriøst!
Hvis derimod Schaff var en virkelig person, der døde i 1876, er det plausibelt, at han kan bruges som model i 1896.
Johan Fjord-Jensen (JFJ) kalder Schaff falleret som student, men sikkert ikke som tænker. JFJ har i sin bog om Turgenjev i dansk åndsliv et kapitel om Pontoppidans forhold til Turgenjev, hvori han nævner, at ironien i Pontoppidans personskildringer var en reaktion mod Turgenjevs karakterskildringer, og dernæst, hvad der er vigtigere, havde han viljen til at blive forfatter. I erindringerne forklarer Pontoppidan det med et Schaff-citat.
Også her følger Pontoppidan Schaff’s mening, at Turgenjev ikke var realistisk nok, han var for tæt på den franske naturalisme, og kunne ikke anerkendes "som gyldigt Udtryk for russisk Aand" (Schaff).
Det ville da være mere om end ikke selvhævdende så dog selvpromoverende, hvis Pontoppidan havde påstået selv at have fundet frem til denne opfattelse af Turgenjev. Pontoppidan beholdt denne mening hele livet, trods perioder med venskab og nærhed med Drachmann, der var stærkt påvirket af Turgenjev. Ja, han skriver endda, at Schaff fik ham til at skifte mening om Drachmann og J.P. Jacobsen: "Jeg vurderede ogsaa dem en del anderledes end tidligere" (Hamskifte s. 140).
Når han husker alle disse detaljer om Schaff, må denne have gjort et stort indtryk på ham, eller han opfinder en del og putter det på Schaff. Dog er ikke hele personen fiktiv. Pontoppidan husker måske ikke hans navn og siger derfor, at det aldrig blev ham helt klart, om han virkelig hed, det han kaldte sig5. Det er dog lidt usandsynligt, at ingen kendte hans navn, og derfor går forskerne, der tager Pontoppidan for pålydende, galt i byen.
Pontoppidan havde en formidabel evne til at finde slagkraftige og sigende titler til sine bøger. Det forjættede land er et mesterstykke heri. Den senere udgave af hans erindringer (1943) hedder ikke Hamskifte og Arv og Gæld o.s.v., men Undervejs til mig selv, da må han naturligt nok nedtone indflydelsen fra andre, også fra Schaff. Det er netop sig selv han søger og – underforstået – også finder.
Pontoppidan erindrer altså på to måder, og i to forskellige bøger, og der er, synes det mig, en fin balance mellem de personer, han omtaler i Undervejs til mig selv. Udeladelserne passer for så vidt sammen. Der er noget om inspiration fra Schaff og om russerne, men ikke noget om overvejelserne inden "springet", ikke noget om Mortens mening om hans første skuespil eller overhovedet om rejsen tilbage til København fra Randers med rutedamper, hvor den afgørende beslutning ifølge Hamskifte blev taget.
Men i et brev til Gyldendals direktør Ingeborg Andersen skriver Pontoppidan, at hans hensigt med omarbejdelsen (det vil sige med udgivelsen af Undervejs til mig selv) "først og fremmest har været den, at udelade alt det i Bogen, der kun er Tidsbillede og ingen Betydning har haft for min personlige Udvikling, så Indholdet virkelig kunde komme til at svare til bogens titel" (min fremhævelse). Altså: Schaffs indflydelse var vigtig, hans fortællinger om de russiske forfattere er det vigtigste bidrag fra hans side.
"Ham skylder jeg saaledes mit tidlige Kendskab til de moderne Russere"6.
Når det siges på denne måde (brev og bog), og gentages fra den ene selvbiografi til den anden, er det svært at tage den meget kortere omtale af Schaff i Undervejs til mig selv til indtægt for at han har været fiktiv, som det har været gjort ud fra en sammenligning med Hamskifte.
Det er ikke så meget forkortelsen, der tæller her, men det faktum at denne vurdering bliver stående.
Ifølge ovenstående er det vel klart, at jeg mener, at Schaff er en virkelig person.
Opgaven er altså ikke at bevise hans eksistens, men at finde ham. Selv om man ikke (hidtil!) har kunnet finde ham, er det jo alligevel muligt, at han har levet.
Der kan jo muligt nok være nogle unøjagtigheder hos Pontoppidan, der kan have ført forskerne på vildspor. Først og fremmest navnet. Hvad hed han? Dernæst tiden: Døde han virkeligt så tidligt som 1876? Hvad havde han overhovedet studeret udover polyteknik? (i Undervejs til mig selv: Schaff "havde læst til saa meget andet"7). Var han muligvis indlagt på et andet hospital end Frederiks Hospital?
I Hamskifte nævner Pontoppidan at Schaff "var havnet i Paris og levede der som Bladkorrespondent"8. Er her et spor, der kan føre videre? Hvilket blad havde en pariserkorrespondent i 1875-76?
Svaret på navnet bør findes på Fyn, de øvrige spørgsmål må udredes i registre i København.