Undervejs til mig selv
Fjerde Kapitel
Det Studiefag, der efterhaanden havde optaget mig mere end baade Matematik og Fysik, var Geologien. Dette uendeligt lange Tilbageblik over vor Klodes Udvikling fra Fostertilstanden i Urtaagen vendte jo grundigt op og ned paa alle nedarvede Forestillinger. Naar vor udmærkede Lærer i Faget, Professor Johnstrup, ved en Forelæsning viste os et Stykke Lerskifer med tydelige Fodspor af et lille Dyr, der for et Par Millioner Aar siden var gaaet hen derover, da Leret var vaad og blød Strandbred, eller naar han til Forklaring af Kullagenes Oprindelse og Udstrækning oprullede Billedet af et Urtidslandskabs tætte Skove og store Sumpe og fortalte om de fantastiske Kæmpeøgler, der vraltede ud derfra for at sole sig eller parres, 81 saa følte man sig samtidig med den hele Skabelsesakt, et Øjenvidne.
I Tilslutning til sine Forelæsninger foretog Johnstrup undertiden Udflugter med os til Steder af geologisk Interesse, f. Eks. til Lellinge Aa ved Køge og til Mogenstrup med den høje, sydsjællandske Aas. I en Pinseferie førte han os som Statens Gæster med over til Bornholm, der er et helt geologisk Friluftsmuseum. Dersom man kunde skære Øen igennem fra Nord til Syd, vilde Snitfladen fremvise et næsten fuldkomment Anskuelsesbillede af dens Udvikling fra vulkansk Granit gennem neptunske Lagdannelser til Glacialperiodens allersidste Aflejringer. Et Par af Sydlandets vandrige Aaløb har paa enkelte Steder foretaget Gennemskæringen og afdækket Formationer, hvori det vrimler med Forsteninger af forlængst uddøde Dyrearter, deriblandt den spydformede Nautil Orthoceratiten, et af Verdens ældste Skaldyr, hvis Aftryk vil kendes af københavnske Teatergængere fra det kongelige Teaters Stentrapper op til Etagerne.
82 Paa denne Bornholmsrejse ledsagedes Johnstrup af sin Assistent ved det mineralogiske Museum, Grønlandsforskeren Knud Steenstrup. Han var en Mand i Begyndelsen af Trediverne, en haandfast Skikkelse, lidt kort for Hovedet overfor dem, han af en eller anden Grund ikke syntes om, til Gengæld kammeratlig i Forholdet til alle, der faldt i hans Smag. Jeg var saa heldig at komme med blandt dem, han om Aftenen gerne samlede om en Bolle Punsch i de Kroer eller Smaahoteller, hvor vi overnattede. Med meget Lune kunde han da fortælle om sine Oplevelser i Grønland, om de lange Slæderejser og sit Samliv med de Indfødte i deres Vinterhuler og Sommertelte. Endnu længe efter, at jeg var kommen tilbage til København, vedblev det hvide Eventyrrige deroppe i Nord at sysselsætte mig. En Morgen, da min gamle Nyboder-Værtinde som sædvanlig kom ind for at vække mig, standsede hun med et Forskrækkelsens Skrig. Lampen brændte endnu paa mit Bord, og jeg selv sad bøjet over en Bog og havde slet ikke 83 været i Seng. Og den Bog, der havde faaet mig til helt at glemme Tiden, var Rinks berømte Værk om "Grønland og dets Beboere". Den Gamle skændte dygtigt paa mig, fordi jeg ødslede saa skammeligt med den dyre Petroleum, og selv var jeg ikke saa lidt ærgerlig over at have ladet mig ganske besnære af en Bog.
Den lange Række Begivenheder, som skulde ende med at omstyrte alle mine Fremtidsforhaabninger, saa der i Stedet for en Ingeniør blev en Skribent af mig, begyndte iøvrigt med, at Johnstrup under en Forelæsning meddelte os, at Regeringen havde besluttet at udsende en ny Ekspedition til Grønland under Steenstrups Ledelse. I Modsætning til de tidligere, der væsentlig havde holdt sig til Kysten, skulde Formaalet med denne være at undersøge nogle Fjeldpartier, de saakaldte Nunatakker, der hist og her ragede op over Indlandsisen. Siden det havde vist sig, at Kryolitbrudene ved Ivigtut var bleven til rig Indtægt baade for Staten og for det Selskab, der havde faaet dem i 84 Forpagtning, var Myndighederne naturligt nok bleven interesserede i at finde mere af dette sjeldne, i hele Verden næsten enestaaende Mineral. For at sikre sig nøjagtig Kortoptagning og Maaling skulde Steenstrup denne Gang medgives en ung Polytekniker. Johnstrup opfordrede derfor de Eksaminander, der kunde tænke sig at deltage og sad inde med de fornødne Betingelser, deriblandt ogsaa et fejlfrit Helbred, snarest at indsende Ansøgning til den nedsatte Kommission.
Den Nat, der fulgte efter, blev en af de længste, jeg havde oplevet. Først henad Morgen faldt jeg i Søvn; men ogsaa i Drømme jog jeg bjørneskindsklædt henover den grønlandske Indlandsis med fjorten halsende Hunde for Slæden. Straks den næste Dag søgte jeg Steenstrup i Museet og bad ham sige mig ganske oprigtigt, hvad han mente om mine Udsigter til at komme i Betragtning. Han saa' mig en lang Tid an uden at sige noget, forklarede saa, at det var Kommissionens Mening at foretrække en Eksaminand, der foruden Opmaalingsøvelse ogsaa 85 havde kemisk Uddannelse, Laboratorieviden. Desuden var jeg vel ogsaa lovlig ung til det Job. Rimeligvis har han kunnet se paa mig, hvor skuffet jeg blev, for bagefter slog han mig paa Skulderen og sagde:
"Lad os nu se, hvem der ellers byder sig til. De sagde en Gang paa Bornholm, at De plejede at have Lykken med Dem. Maaske kan De faa det ogsaa i dette Tilfælde."
I den følgende Tid forlød det om flere af mine Studiefæller, at de havde meldt sig som Ansøgere, deriblandt en begavet Kemiker af en lidt ældre Aargang, Andreas Kornerup. Foruden sin store Dygtighed som Mineralog havde han det Fortrin at sidde inde med kunstneriske Evner, være en ypperlig Tegner og Akvarellist, hvad der var af Betydning, fordi Friluftsfotografering endnu var ret mangelfuld den Gang. Naar jeg ikke desmindre bevarede Haabet, var det, fordi jeg havde hørt, at hans Helbredsattest ikke skulde være helt tilfredsstillende. Der havde ved Lægeundersøgelsen vist sig lidt i Vejen med Hjertet, mens jeg selv var bleven erklæret 86 for "fejlfri". En Dag taltes der paa Læreanstalten om, at Valget nu stod mellem ham og mig. Efter et Par Ugers pinagtig Spænding kom Afgørelsen. Kornerup var bleven den foretrukne.
Den solfyldte Morgen et Par Maaneder senere, da jeg i Avisen læste, at Grønlands-Ekspeditionen om Formiddagen skulde afsejle, blev jeg siddende hjemme i min Stue og havde ikke Lyst til at gaa ud. Nedtrykt som en forsmaaet Bejler paa den Elskedes Bryllupsdag fulgte jeg i Tankerne Skibet paa dets Vej op gennem Sundet og videre nordpaa. Den Dag gik Kornerup ind til et ærefuldt men kortvarigt Liv som en af Grønlandsforskningens Pionerer. Efter to Sommertogter døde han af Overanstrengelse kun 24 Aar gammel. Der staar et Sted om Kunsthistorikeren Julius Lange1, at et Kys af den græske Muse tidligt havde indviet ham til et beskuende Liv i Skønhedens Rige. Det samme kan vistnok siges om Størsteparten af hin Tids førende Aander — Goethesønnerne. Med Folk som Andreas Kornerup indlededes 87 den Række unge danske Mænd — Mylius Erichsen, Hagen, Brønlund, John Tutein o. s. v. — hvem et troldomsagtigt Kærtegn af Isørkenens vilde Huldre signede til et Liv i Eventyr og Farer og til en tidlig, ensom Død. Som det hedder i et gammelt Sørgekvad2, digtet til Minde om en anden Skare unge, segnende Helte:
Ensom — ja, det brustne Blik
ingen kærlig Hånd har lukket,
ingen Ven jert Håndtryk fik,
ingen hørte Afskedssukket.
Men hvor danske Hjerter slå,
og hvor danske Toner klinge,
skal med Stolthed store, små.
Fædrelandets Tak jer bringe.
Jeg ryddede nu mit Arbejdsbord for alt, hvad der kunde minde mig om mit forliste Haab. Med sammenbidte Tænder kastede jeg mig igen over Eksamensarbejdet. Men naar Udveen først har faaet Magt over et ungt Menneskes Sind, gaar den ham i Blodet som en tærende Syge. Det Fantasiliv, jeg saa længe havde tumlet mig i, lod sig ikke 88 pludselig spærre inde bag Logarithmetabellens Gitterværk af Tal. Tilsidst talte jeg aabent til Johan Rohde om Sagen. Han raadede mig til at tage bort en lille Tid, helst til en fremmed Egn, hvor jeg lettest kunde komme væk fra mig selv og faa Erstatning for det grønlandske Eventyr, jeg var gaaet Glip af. Til Schweiz f. Ex. Ogsaa Schweiz var jo et af Snedronningens Kronlande. Jeg indvendte, at der skulde mange Penge til at foretage en saadan Flugt; men det slog han hen. "Du har jo din Guldbarre," sagde han. "Kan den faa en bedre Anvendelse?"
Med denne "Guldbarre" forholdt det sig saadan: Min forlængst afdøde Morfar, Byfoged og Politimester i Vordingborg, havde i sit Testamente betænkt hvert af sine mange Børnebørn med hundrede Rigsdaler, der med Rente og Rentes Rente skulde stilles til vor Raadighed med det fyldte 18de Aar og anvendes til Musikuddannelse, forøget Sprogundervisning 89 eller andet fornuftigt Ønskes Opfyldelse. Jeg havde godt som Barn hørt om disse eventyrligt mange Penge, der en Gang skulde tilfalde mig, men Sagen havde ingen Interesse haft, fordi 18 Aars Alderen den Gang forekom mig lige saa fjern som selve Evigheden. Her i København havde Tanken om denne urørlige Formue derimod ofte pint mig, naar jeg var i Bekneb, især efter at jeg sidste Sommer paa min 18de Aars Fødselsdag havde modtaget en Skrivelse fra en københavnsk Sagfører, der meddelte, at en mig tilhørende Bikubebog, hvorpaa der indestod 392 Kr. 37 Øre vilde kunne udleveres mig, naar min Faders dertil fornødne skriftlige Samtykke forelaa for ham.
Gang efter Gang drøftede jeg paany Sagen med Rohde, og tilsidst skrev jeg hjem. Et langt Brev, hvori jeg med mange Omsvøb søgte at forklare mine Forældre, hvilken stor Betydning en Studierejse til et Par af Europas Industrilande just paa mit nuværende Udviklingstrin vilde kunne faa for mig. Jeg maa have været ret heldig med dette diplomatiske 90 Aktstykke, hvori Schweiz aldeles ikke nævnedes, for Svaret blev ikke absolut afvisende, ganske vist fremførtes en Del Betænkeligheder, men et egentlig Forbud blev ikke nedlagt, og dette var tilstrækkeligt baade for mig og for den københavnske Sagfører.
Saa sad jeg da igen en lang Nat hos Rohde for med hans Bistand at faa lagt en Rejseplan. Rohde var Søn af en velhavende Randerskøbmand og havde allerede i Skoletiden et Par Gange fulgt med sin Far paa Sommerrejser i det sydlige Udland og var fortrolig med alle vigtige Ruter. Da jeg bestemt holdt paa, at jeg vilde gøre hele Turen ned gennem Tyskland tilfods, lo han af mig og sagde, at jeg jo altid havde haft Vandredille. Han foreslog mig at sejle som Mellemdækspassager med en af de smaa svenske Hallandsbaade, der to Gange om Ugen anløb København paa Vej til Lübeck. Det var en billig Rejse, og Lübeck var en herlig gammel By. Og saadan blev det da ogsaa.
I de samme Forberedelses Dage hørte jeg, 91 at Schaff, en halvgammel Studiekammerat, laa alvorligt syg paa Frederiks Hospital af Nyrebetændelse. Schaff3, der nu var Polytekniker, havde iøvrigt læst til saa meget andet og opgivet det igen. Han var et udmærket Hoved, og nu var han altsaa bleven Polytekniker "fordi det lød saa sjovt", som han sagde. Men trods alt det, jeg havde imod ham, vilde jeg ikke rejse uden at have sagt ham et Farvel. Jeg havde desuden aldrig før været i et Sygehus, og gamle "Frederiks" havde trods sit palæagtige Ydre og sin Beliggenhed midt i Bredgade-Kvarteret ikke noget godt Lov paa sig. Naar man fra den herskabelige Forgaard kom ind i det Indre fik man ogsaa mere Indtryk af en Lemmestiftelse end af et Hospital. Jeg blev vist ind i en stor Sal, hvor et halvt Hundrede Senge stod ud fra Væggen. En Plejerske spurgte mig, hvem jeg søgte. Da jeg nævnte Schaff opstod der i de nærmeste Senge en sær Uro, der hurtigt forplantede sig til hele Salen. Jeg fandt ham i en Seng henne i den anden Ende af det store Rum. 92 Han laa med lukkede Øjne, og det varede temmelig længe, før han genkendte mig.
"Tænk, det er Dem! At De har fundet Vej til denne Anstalt! Det var skam pænt af Dem. Forresten er det heldigt, at De kommer i Dag. I Morgen er jeg vistnok væk herfra."
"Skal De udskrives?"
"Jeg er i hvert Fald bleven truet med det. Husk endelig paa, at dette her er ikke et almindeligt Grødslot. Det er det kongelige Frederiks Hospital."
Jeg begyndte at forstaa, at han heller ikke i disse Omgivelser havde kunnet tæmme sin Tunge, og at der var foregaaet noget alvorligt. Han fortalte selv, at det ved Stuegangen om Formiddagen var kommet til en lille Opgørelse mellem ham og Overlægen, som han havde "givet rent paa."'1
Plejersken eller "Gangkonen", som hun endnu den Gang hed, kom hen til Sengen og lod os vide, at Besøgstiden var forbi, og jeg maatte gaa. Jeg havde ikke nænnet at fortælle ham, at jeg stod i Begreb med at rejse 93 udenlands. Jeg vidste, at det var hans mest brændende Ønske, der nu skulde virkeliggøres for mig. Skønt han forstod en halv Snes fremmede Sprog havde han aldrig været udenfor Danmark. Vi tog saa Afsked, og idet han rakte mig Haanden, stak han en sammenrullet Papirlap til mig. Det var hans almindelige Maade at sige Farvel paa. Jeg havde i Tidens Løb modtaget adskillige af disse Lapper, hvorpaa der var nedskrevet et eller andet Indfald, han i Dagens Løb havde haft; og i Reglen opbevarede jeg dem derfor ogsaa. Jeg puttede Papiret i Lommen med et Nik; men først da jeg kom hjem, læste jeg, hvad han med Blyant havde nedkradset. En af hans sædvanlige Strøtanker i Forbindelse med Dagsbegivenhederne. Der stod: "Hvor gør det godt at faa lettet Hjertet! Det er saamænd bare det, den hele Menneskehed trænger til. En ordentlig Udluftning en Gang imellem for alt det Mug, vi allesammen slæber om med og tilsidst kvæles af. Herut med det!"
94 En Ugestid senere sad jeg ved en Karaffel Vin paa en aaben Veranda i et landligt Hotel ved Bredden af Thunersøen. Foran mig laa Søens solblanke Flade med klare Spejlbilleder af de omgivende Bjergskraaninger, et overjordisk Syn for den, som var kommen dertil efter to Døgns uafbrudte Bumlekørsel gennem Tyskland med Nattelogi paa Kupeernes Træbænke og som Fortæring nu og da en Pølse ved Skænken i en 3die Klasses Ventesal. Ude paa Søen saas en Baad med en enlig Roer, og saa stille var der i dette Drømmerige, at jeg trods Afstanden kunde høre Aareslagene. Men som jeg sad der i mine egne Tanker, blev jeg vækket af høje Raab. Ogsaa Hornmusik kunde jeg høre. Den enlige Roer derude paa Søen stoppede pludselig op, og jeg saae, at han svang sin Hat. Der maatte være noget paa Færde.
Det var der ogsaa. Uden at jeg anede noget derom, var jeg kommen til Schweiz paa en historisk Mindedag. Ude paa Byens Torv stod Klynger af Egnens Folk i deres pyntelige Højtidsdragter, Kvinderne i hvide Særkeærmer 95 og Spencer med megen Sølvstads. Alle vinkede de op mod den nære Bjergvæg, hvorfra Hornmusikken ogsaa kom. Deroppe i en Sænkning, hvor Landevejen gik, drog en Skare middelalderligt klædte Krigere med Armbrøster og lange Spær, vistnok et Par Hundrede – et Tog af Genfærd. Række efter Række myldrede de frem i Dagen som fra selve Bjergets Indre. Forrest red en brynjeklædt Kæmpe med et udfoldet Banner. Efter ham kom de andre tilfods, og deres Hellebarder og Spir lynede i Solen. Paa den Dag for 400 Aar siden stod Slaget ved Murten, den Kamp, hvormed Schweizerne standsede Burgunder-Hertugen Carls Røvertogt til Landet. Tyve Tusinde Burgundere blev liggende paa Valen eller joges ud i Murtensøen, hvor de druknede. Her var altsaa virkelig noget at mindes. Fra alle Egne af Landet udgik nu saadanne Trupper af Sendemænd i Datidens Krigerdragt for at samles til en flere Dages Fest paa selve den gamle Slagmark. Jeg gik hen til Hotellets Vært og spurgte, om han mente, at der var 96 Adgang ogsaa for mig. Han rystede paa Hovedet. Der vilde sikkert ikke være Sengeplads at faa bare i Nærheden af Lejrpladsen.
Jeg slog mig da tiltaals og drog den næste Dag tilfods ind i Højlandet for at søge Erstatning oppe i Skyregionerne. Men ogsaa her ventede der mig en Overraskelse.
Interlaken – i Fortiden et ensomt Munkekloster midt i Bjergødet – er nu en Hotelby af Rang, Berneroberlands Turistcentral, fornemme Pensionater med Tilbehør af Frisørsaloner, forgyldte Bar'er, Veksellerkontorer og Bankfilialer. Skønt den vel ikke paa den Tid var slet saa amerikaniseret som nu, saa egnede den sig dog heller ikke den Gang til længere Ophold for en 19-aarig Vagabond med Smalhans til Rejsefælle. Min hele Udrustning var en Taske til at bære i Rem over Skuldren og en solid Vandrekæp. Det vilde vistnok heller ikke have været let for mig at finde Husly her, dersom jeg ikke undervejs var kommen i Snak med en stedkendt Mand, der gav mig Anvisning paa et "borgerligt Hus", som han sagde, et billigt 97 Familjehotel i en halvt landlig Forstad til Interlaken, ovre paa den anden Bred af Bjergstrømmen. En lukket Træbro, der godt kunde se ud til at skrive sig fra Munkenes Dage, forbandt den med den internationale Hotelbys Pragtbygninger. Modsætningen slog mig, da jeg efter en daglang March i brændende Sol, støvet og svedig, gik over Broen og hørte Genlyden af mine Skridt slaa mig i Møde som et mumlende Kor af henfarne Klosterbrødre.
I Hotellets Forstue blev jeg modtaget af Værten selv. Han havde aabenbart fra sit Kontorvindue set mig komme og været betænkelig ved at indlade mig uden Besigtigelse. Han var en Mandsling med sort Kalot, lignede mere en Kirkebetjent end en Hotelmand. Hans første Spørgsmaal til mig gjaldt min Bagage. Hvor skulde den afhentes? Da han fik at vide, at jeg havde alting paa mig, trak hans Ansigt sig misbilligende sammen. Men da han derefter forhørte sig om, fra hvilket Land jeg var, og fik at vide, at jeg var dansk, blev han som forvandlet. 98 Hans Øjenbryn fløj op i Panden, og da en 30–40-aarig Dame i det samme kom ud fra Kontoret med en Pen over Øret, vendte han sig rask imod hende og raabte: "Tænk dig! den unge Herre er fra Danmark … er en Landsmand af vor kære Kaptajn!"
Damen fløj paa mig med et Udbrud, der næsten forskrækkede mig. Hvad var dog det for Folk? Som i Triumf førtes jeg ovenpaa til et Værelse, der ganske vist ikke var stort men havde Himmelseng og Tæppe paa Gulvet; og da jeg en halv Time senere, vasket og børstet, kom ned i Spisesalen, stod en prægtig Anretning parat til mig. Den gamle Vært førte mig selv til Bords og udtalte Ønsket om, at Maaltidet vilde bekomme mig vel.
I Schweizerdigteren Gottfried Kellers berømte Fortællingsamling "Folkene i Seldwyla" findes en munter Historie om en omvandrende polsk Skræddersvend, der paa Grund af sin usædvanlige Pelshue, sin Snurbart og store Slængkappe af en enfoldig Gæstgiver antages for Adelsmand og modtages 99 med store Æresbevisninger, trakteres med Agerhønsepostej og Kælderens fineste Vin. Forklaringen paa min egen eventyrlige Hoteloplevelse var den, at der brændte Røgelse paa Husalteret her for en dansk Officer, der var bleven haardt Saaret i Krigen 64 og havde levet længe her som Rekonvalescent med en fjendtlig Kugle i Underlivet. Han havde til Tider haft voldsomme Smerter, og for at redde Livet var det tilsidst bleven nødvendigt at tilkalde en Kirurg fra Bern. Han foretog en Operation og trak Kuglen ud. Baade den gamle og Kontordamen, der var hans Datter, fik Taarer i Øjnene, naar de talte derom, og lovpriste den værdige Ro og Standhaftighed, hvormed han havde baaret sine Lidelser. De hørte endnu af og til fra ham, og han skrev, at han havde det godt og var avanceret i Hæren. Hans Navn var Duus.
I et Par Uger levede jeg i dette Hus under min Landsmands halvt helgenagtige Beskyttelse. Gratis levede jeg der naturligvis ikke; men jeg nød saa mange Begunstigelser, at 100 jeg kunde udstrække Opholdet i Højalperne langt udover, hvad jeg havde tænkt muligt for mig. Hver Morgen drog jeg afsted med en herlig Frokostpakke i Tasken, og hvor sent jeg end kom tilbage fra Skyregionerne stod der altid Middagsmad til mig i Ovnen.
Rejselivet i Alperne var en hel Del anderledes den Gang end nu. Der fandtes saaledes ikke andre Tandhjulsbaner end den korte op til Rigi Kulm. Det sædvanlige Befordringsmiddel for Folk, der ikke af Tilbøjelighed eller Økonomi foretrak Vandrelivet, var de vældige Diligencer med Forspand af indtil seks elefantstore Heste og Plads til Passagerer baade ude og inde. Nu gaar der Bjergbaner næsten overalt. Selv en Podagrist kan i al Magelighed komme op til den evige Sne og hente sig et Minde fra Tinder, hvor Gemsen daarligt nok kan finde Fodfæste.
En Gang paa Hjemvejen fra en lang Tur i Bjergene blev jeg overrasket af et Uvejr. Jeg 101 søgte Tilflugt i et lille Hus, der laa et Stykke fra Vejen lidt oppe paa Bjergskraaningen. En Sti førte dertil. Ved Foden af denne stod en Stolpe med den almindelige Seddel om, at her var Mælk og Selters at faa. Altsaa gik jeg derop, bankede paa og kom ind i en lavloftet Stue, der paa Grund af Uvejret allerede var aftenlig mørk. Bag en Haandvæv sad en ældre Kvinde. To unge Piger saae med store, spørgende Øjne op fra deres Sytøj. Den ene af dem sad paa Skræddervis oppe paa Stuebordet, den anden havde med sit Haandarbejde stillet sig hen ved Vinduet for at se bedre.
Da jeg spurgte, om jeg kunde faa en Selters, bad den Gamle mig sidde ned, og den unge Pige ved Vinduet lagde Sytøjet fra sig og gik ud. Hun var af de blonde Schweizerinder og havde en frodig Skikkelse, der fik mig til at mindes mine Randersveninder. Den unge Pige oppe paa Bordet var derimod ganske sydlandsk mørk, et sortøjet lille Væsen, endnu halvvejs Barn og dertil slemt forvokset. En rød Kat, der kresede mjavende omkring 102 hende og vilde lege, holdt hun fra sig ved at prikke den paa Næsen med den Finger, der bar Fingerbøllet. Saadan var mit første Indtryk af dette lille Hjem, hvor jeg en Ugestid skulde faa min daglige Gang.
Familjen, som ernærede sig ved at væve og sy for Folk, var Tilflyttere fra Kanton Glarus og talte indbyrdes en Dialekt, jeg havde svært ved at forstaa. Saa forskellige de to Piger var af Ydre og for Resten ogsaa af Sind, saa var de dog Søstre, et Par tidlig forældreløse Børn, som en Faster havde taget sig af. For Tiden gik de to Gange om Ugen ned til Interlaken og lærte Skræddersyning, og for at Fasteren ikke skulde sidde alene hele den lange Dag, skiftedes de til at være hjemmefra. Jeg vidste derfor aldrig med Sikkerhed, hvem af dem jeg vilde træffe i Hjemmet, naar jeg kom; og vistnok forstod jeg kun daarligt at skjule min Skuffelse, naar det viste sig at være den lille Skrutryg. Det var for saa vidt en Skam, som hun trods sin Vanførhed var en jublende Sjæl og aldrig gladere, end naar hun kunde 103 faa Lejlighed til at tale om Søsteren og berømme hende. En Gang, da Søsteren var gaaet ud af Stuen et Øjeblik, betroede hun mig, at det havde været Søsterens højeste Ønske at blive Lærerinde. Hun havde altid faaet saa megen Ros paa Skolen, og det baade af Læreren og af Præsten. Men der havde jo ikke været Raad til at komme paa Seminariet.
At der ikke skulde være anden Grund til den smukke Piges alvorlige og indesluttede Væsen havde jeg svært ved at tro, og en Dag, da jeg igen var bleven alene med den lille, søgte jeg at udfritte hende lidt. Hun sad som sædvanlig oppe paa Bordet, men havde lagt Sytøjet til Side og i Stedet taget sin Legekammerat, Katten, op til sig. Den stod oprejst i hendes Skød, og hun holdt den i Forpoterne. Skalkagtig gentog hun hele Tiden mine Spørgsmaal for den og gav det Udseende af, at hun hentede sine Svar fra dens Øjne som fra et Orakel. "Noget med Kærlighed? Uha, nej den Slags kender vi ikke noget til her. Vel, Mis? — Naa ja, 104 en Kæreste har Suzann' rigtignok haft en Gang, siger Mis. Det var Historiebogen. Naar hun sad med den, holdt hun Hænderne for Ørene og var ikke til at raabe op. Ikke sandt, Mis?"
Denne Kattesnak blev jeg jo ikke klogere af; men nu hændte der noget, der et Par Dage holdt mig borte fra Væverhjemmet og samtidig gjorde dette endnu mere kært for mig. Som saa mange andre var jeg kommen til Schweiz med den Indbildning, at jeg vilde kunne spadsere op paa Eiger, Jungfrau og de andre Snetinder uden anden Udrustning end et Par solide Støvlesaaler. At disse Isørkener var forbeholdt rige Englændere og Amerikanere, der kunde udruste et mandsstærkt Følge af Kendtmænd og Teltbærere, gik jo ret hurtigt op for mig. Der var dog stadig en af disse hvide Toppe, som jeg ikke kunde slaa af Tankerne. Det var Faulhorn. Den var ikke slet saa høj som de andre, og desuden fandtes tæt under Toppen et stensat Hus, hvor der om Sommeren kunde overnattes. Men Faulhorn havde Ord for at være et af 105 Alpekædens lumskeste Bjerge. I tidligere Tid hed det sig, at der i en Hule deroppe levede en Drage, som med sit blotte Blik styrtede Folk i Afgrunden. Da jeg en Dag i Væverhjemmet spøgte med, at jeg ved Lejlighed vilde gaa derop og trække Dragen i Halen, skreg den lille derfor op. Ogsaa den Gamle advarede. Hun nævnte Tallet paa dem, der i det sidste Hundredaar var omkommen deroppe, og det var ikke faa.
Jeg skottede til Suzann', som ingenting havde sagt. Tilsyneladende ubekymret sad hun bortvendt mod Vinduet i Færd med at træde en Naal. Jeg forstod mig ikke paa dette tavse Pigebarn, der altid syntes saa ligegyldig for, hvad vi andre talte om, sad fortabt i, ja ligefrem troldbundet af sine egne Tanker.
Trods Advarslerne gjorde jeg en Dag Alvor af Turen op til Faulhorn. Jeg havde i Forvejen studeret Kortet og vidste, at der fra den skovklædte Wengernalp i Nærheden gik en Sti direkte til Turisthytten deroppe. Her begyndte jeg da Opstigningen. Men 106 Wengernalps Skove var store og vildsomme, og det blev langt ud paa Eftermiddagen, før jeg naaede op over Trægrænsen. Og ikke længe efter stødte jeg paa den første store Snemark. Stien forsvandt ind under den, og jeg fandt den ikke siden. Men foran mig lyste Faulhorns Krone, saa jeg kunde ikke tage fejl af Retningen. Rigtig mørkt blev det heller ikke efter at Solen var gaaet ned. Dertil var der for megen Sne rundtom. Alligevel maatte jeg efterhaanden erkende, at den Gamle i Væverhuset havde haft Grund til at advare, og stor var min Glæde, da jeg i Løbet af Natten opdagede de første Menneskefodspor i Sneen. Ved at følge dem naaede jeg Tilflugtshytten i det første Morgengry, mens Alpekæden glødede som et Ildhav. Skønt jeg fik Beboerne, et ældre Ægtepar, banket op af deres gode Nattesøvn blev jeg rørende elskværdigt modtaget, kom straks i Seng og blev tyllet med varme Drikke. Det var en hel Fest.
Nedstigningen den næste Dag foregik uden Genvordigheder; men Vejen var lang, og jeg 107 havde været hele tre Dage borte, da jeg gensaa Væverhjemmet og mine Venner der. Allerede paa Stien, der fra Vejen førte derop, fik jeg Øje paa den lille Skrutryg. Hun stod paa Trappen foran Huset og solede sig. Da hun opdagede mig, rakte hun begge Armene i Vejret og udstødte et Frydeskrig. "Aa, vi har været saa angst for Dem, for De har naturligvis været oppe paa Faulhorn og trukket Dragen i Halen, ikke?"
Hendes Raab var bleven hørt inde i Huset. Suzann' kom frem i Døren, og for første Gang saa jeg et Smil gaa over hendes alvorlige Ansigt. Tilmed et stort Smil, som vilde have henrykt mig, dersom jeg ikke samme Dag midt i Vildskoven havde talt mine Penge og erkendt, at jeg nu umuligt kunde udskyde Opbrudet og Hjemrejsen længere. Eventyret var ude. Hverdagen med dens Pligter og Plager kaldte mig tilbage. Jeg forbandede mig selv og den ærgerrige Fremtidsdrøm, jeg havde været saa stolt af, en Gang at blive en af dem, der var med til at opbygge den nye Tid og skabe flere af disse tekniske Heksekunster, 108 der lagde Menneskeheden i Lænker og gjorde den til Trælle af selvskabte Fornødenheder. Jeg havde her i Alperne lært en anden Tilværelse at kende, et vidunderligt Liv, frit som i Menneskehedens Barndom. Og det skulde nu være forbi. En lille Uge senere var jeg atter i det sommerlumre København. Jeg maatte ud paa Langelinje for at faa Luft.
[Gå videre til kapitel 5.]
