Undervejs til mig selv

31

Andet Kapitel

En af Ulemperne ved Navnet Pontoppidan er Usikkerhed med Hensyn til Udtalen. I min Barndom lagde de fleste Tonen paa den første Stavelse, andre derimod paa den næstsidste, sagde altsaa Pontoppidan. Nu for Tiden lægges Trykket fortrinsvis paa anden Stavelse, hvad der vel falder de fleste mest mundret. Adskillige – særlig Udlændinge – er dog i Forlegenhed med Udtalen; og allerværst er det for en Bærer af Navnet, naar han kommer til Tyskland, hvor man i Reglen opfatter Navnet som von Toppidan. Man risikerer med andre Ord at betragtes som adelig og blive tituleret Hr. Baron.

Min Far var en højvoksen, mager Mand, skægløs med Undtagelse af de smaa Bakkenbarter, som den Gang – i "Fadermordernes" Tid – næsten regnedes for et nødvendigt 32 Tilbehør til Embedsdragten paa samme Maade som Overskæg til Militæruniformen. Han havde karakterfulde, skarpt skaarne Træk, men maatte paa Grund af en Øjensvaghed altid gaa med mørkeblaa Briller, der ved at skjule Blikket forøgede Indtrykket af Strenghed. Som ung, 26-aarig Kandidat havde han deltaget i Orlogsfregatten "Bellona"s Rejse til Sydamerika omkring Kap Horn som Skibspræst og skrev en Bog derom. Men det var Helbredshensyn, ikke Eventyrlyst, der førte ham ud paa denne lange Sejlads. Han var et Familjemenneske og havde trods en livlig Aand ret svært ved at komme paa Talefod med Fremmede undtagen i sin Egenskab af Præst.

Bispen i Aarhus havde i sin Tid indstillet en anden til Embedet som Sognepræst i Randers; men da Far fik Nys derom, rejste han straks over til Ministeren, og da denne intet kunde udrette, gik han direkte til Kongen, Fr. VII. Det var en uhørt Dristighed, som Bispen aldrig tilgav ham og straffede med en Art Banlysning. I alle de 16 Aar, 33 Far beklædte Embedet, lagde den højærværdige Herre, Fromhedens øverste Repræsentant i Stiftet, sine Visitatsrejser udenom Randers, satte i hvert Fald den eneste Gang, han var der, demonstrativt ikke sine Fødder i Præstegaarden.

I Randers var der foruden ham tre andre fungerende Gejstlige, en ældre residerende Kapellan og to fordrevne sønderjydske Præster, der efter Krigen havde faaet midlertidig Ansættelse der i Byen. Saa var der tillige Rabbineren for den talrige jødiske Menighed, et Par Hundrede Familjer med Synagoge og egen Kirkegaard. Men hans jødiske Rettroenhed faldt Far for Brystet, og desuden var han Tysker, havde Doktorgraden fra et tysk Universitet, og alene dette gjorde paa den Tid saa kort efter Krigen al Omgang vanskelig.

Ogsaa en anden fremmed Præst havde nylig til almindelig Forskrækkelse slaaet sig ned i Byen. Han var nemlig katolsk. Efter mere end 300 Aars Forløb blev der nu igen holdt katolsk Gudstjeneste i Randers. Præsten 34 var en yngre Mand, hans Kirke et lejet Lokale i Slotsgaarden, hvor han samlede Nysgerrige, der vilde se ham knæle og korse sig under Gudstjenesten som i længst forsvundne Tider. Jeg kendte ham jo af Udseende fra Gaden, og det mærkelige skulde hænde, at jeg kom i personlig Forbindelse med ham. Det skete ved en af mine Skolekammerater, en underlig Fyr, en Søn af selve Rektoren. Han stak en Dag i Frikvarteret paa Legepladsen bagfra sin Arm ind under min og hviskede, at han havde en Indbydelse til mig. Det var den katolske Præst, der gerne vilde gøre mit Bekendtskab. Han var et storartet Menneske, som han selv var bleven gode Venner med, og som ogsaa jeg sikkert vilde synes om. Da jeg bad om nærmere Forklaring, indhyllede han sig i stor Hemmelighedsfuldhed og forlangte, at jeg skulde love ham ikke at fortælle, hvad han nu vilde betro mig, til noget Menneske. Han fortalte saa, at han var bleven overbevist Katolik og nede i et af Skolens tomme Kælderrum havde indrettet sig et Kapel med Alter og Bedeskammel, 35 hvor han daglig tilbragte nogle Timer med Bodsøvelser og fromme Betragtninger. Han talte desuden om et religiøst Institut i Rom, der uden Betaling optog unge Mennesker fra alle Lande. Baade han og jeg kunde komme dertil paa Anbefaling af den katolske Præst. Endogsaa Rejsen derned blev betalt.

Det lød ret usandsynligt, og Rektorsønnen var ikke noget paalideligt Sandhedsorgan, havde tværtimod den Vane at gøre sig interessant med al Slags Paahit. Men min Nysgerrighed var bleven vakt. Jeg vilde nu vide Besked. Efter endnu et Par Samtaler fulgtes vi saa en Dag hen til Præsten paa Besøg.

Vi ringede paa; men Døren blev kun lukket op paa Klem. Et gammelt Ansigt viste sig i Sprækken. Det var Husholdersken. Da hun fik Øje paa min Ledsager, der havde holdt sig bagest, aabnede hun dog helt og med et Kniks. Vi blev ført ind i en solfyldt Stue, hvis hele Udstyr og Atmosfære straks hensatte mig i en fremmedartet Verden. Da Præsten hørte, hvem jeg var, bød han mig hjertelig 36 velkommen. Han talte dansk med fremmed Akcent, brød paa Maalet omtrent som vor holstenske Skrivelærer. Da han fik at vide, at vi ikke skulde i Skole den næste Dag, fordi det var Helligdag, studsede han først; men da han hørte, at det var store Bededag, gled et Smil over hans Ansigt. "Ja wohl! Store Hvededag ikke sandt? Varme hveder." Vi Drenge anede vistnok ikke, at Bededagen var en speciel dansk Helligdag, endsige, at den i sin Tid blev indstiftet "til Afværgelse af papistiske Anslag og Rænker", som det udtrykkelig hedder i den gamle Forordning derom. Men Præsten har nok hørt lidt derom. Derfor Smilet.

Der blev banket paa Døren. Det var Husholdersken, som kom ind med Vin og Kager paa en Bakke. Præsten skænkede selv i Glassene og fortalte, at Vinen var fra hans Hjemegn ved Mosel, Peberkagerne ogsaa. Saa hilste han paa os, som om vi var voksne Mennesker. Jeg var ganske overvældet og gjorde i mit stille Sind Rektorsønnen den Indrømmelse, at dette virkelig var en Præst, man maatte 37 respektere. I Samtalens Løb udspurgte han mig om mine Fremtidsplaner, og da jeg svarede, at jeg kunde tænke mig at gaa til Søs for at komme ud og se mig om i Verden, sagde han, at det samme Ønske havde han selv haft i min Alder og ganske af samme Grund. Og saa var han dog bleven Præst. Men Haabet om at lære fremmede Lande at kende havde han alligevel faaet opfyldt takket være den verdensomspændende Kirke, han tilhørte. Og nu havde han altsaa faaet sit Hjem her i "det kære lille Danmark".

Ved Afskeden lovede jeg at komme igen; men Besøget fik Følger, jeg ikke havde forudset. Der blev snakket om det flere Steder i Byen, og en Dag kom Snakken ogsaa min Fader for Øre. Det blev til et alvorligt Forhør med det Resultat, at en Gentagelse blev mig strengt forbudt, min Omgang i det hele kraftigere kontrolleret i Fremtiden. Nogen Ængstelse for den katolske Præst og hans Indflydelse var der dog ikke Tale om. Romerkirkens Chancer ansaaes overhovedet ikke for store her i Kingos og Grundtvigs 38 Fædreland. Endnu i sin høje Alderdom havde den sidste af disse to lutherske Slagbjørne langet kraftigt ud efter den med sin tunge Lab. "Kan dog ikke enhver, der har sund Menneskeforstand, begribe, at Paven i Rom er det største Vrøvlehoved under Solen," hedder det i hans sidste Skrift: Den kristelige Børnelærdom. Det turde vel være et Spørgsmaal, om ikke Grundtvig selv ved saadanne Ord havde bidraget til at berede Vejen for Katolicismens Genkomst her til Landet.

Havde den katolske Præst nu ikke det forventede Udbytte af sin Elskværdighed mod mig, fik han til Gengæld Glæde af sit Forhold til Rektorsønnen, der en Tid efter virkelig fik Lov til at rejse til Rom og blive optaget i Propagandaens Lærlingeskole dernede. Jeg fulgte ham i Tankerne med Misundelse og ventede utaalmodigt paa hans første Breve. Han havde ved Afrejsen lovet at skrive flittigt om alt det vidunderlige, han oplevede. Men til min Skuffelse lod han slet ikke høre fra sig. Han, den altid talende og pralende, 39 var bleven ganske tavs. Havde det maaske ikke altsammen været saa straalende? Kunde maaske selve Rom have skuffet?

**
*

Uroen i mit Blod fik ad anden Vej alligevel Næring i den kommende Tid. Aarsskiftet i Randers blev denne Gang en stormfuld Begivenhed, der smagte af Revolte. Foran Hovedvagten havde i umindelige Tider spaseret en Dragon med sølvskinnende Hjelm og en Karabin i Favnen. Hver anden Time, naar Raadhusuret slog, stillede han sig op foran det røde Skilderhus og raabte med høj Røst: "Vagt i Gevær." Det betød Afløsning. En halv Snes lyseblaa Soldater tumlede ud fra Vagtstuen og snappede deres Karabiner fra den Række Opstandere, der stod foran Bygningen. Det samme Raab og det samme Røre gentoges hver Gang en Officer i Dagens Løb gik over Pladsen. Om Aftenen ved Sengetid, naar Garnisonens Menige skulde kaldes i Kvarter, stillede tre Trompetere sig op foran 40 Vagten og blæste den smukke lille Melodi "Retræten", der kunde høres overalt i Byen. Samtidig gav Byens Natvægtere – en syv, otte Mand – Møde foran Raadhuset i deres lange Kapper og med Tegnet paa deres Værdighed, et ovalt Blikskilt, paa Brystet. Det var mest ældre Folk, hvem det ensomme Natteliv havde gjort til mutte Særlinge og – for fleres Vedkommende – til illuminerede Drankere. Naar Retrætens sidste Tone havde lydt, satte de Stokken i Stenbroen og afmarcherede hver til sin Bydel. Her istemte de deres saakaldte Sang, en salmoderende1 Brummen, akkompagneret af deres tungt trampende Støvler.

Gud Fader os bevare,
de store med de smaa,
hans hellig Engleskare
en Skanse om os slaa!

han vogte Byen vel,
vort Hus og Hjem
har han i Gjem
vort ganske Liv og Sjæl.

41 Disse ældgamle Vægtervers, ét for hver af Nattens Timer, begyndte og sluttede alle med at forkynde Klokkeslettet og Vindretningen (det sidste til Underretning for de af Byens Købmænd, der havde Skibe paa Søen). I snart to Aarhundreder havde de lyst Fred over Byen og været til Betryggelse for dens Borgere, og ingen havde vistnok tænkt, at der nogensinde skulde raade anden Skik. Men nu havde Byen faaet en ny og reformivrig Politimester, der fik sat igennem, at Vægterinstitutionen afskaffedes og erstattedes af et militært uddannet Politikorps efter københavnsk Mønster. Tanken havde tidligere været fremme og var bleven drøftet med stor Ro, fordi ingen for Alvor ventede nogen Forandring. Men nu, da Planen mod al Forventning skulde virkeliggøres, blev der Ophidselse blandt Byens Smaaborgere, der pludselig gjorde fælles Sag med Vægterne og protesterede mod disse gamle Hædersmænds Afskedigelse.

Nytaarsaften Klokken tolv skulde det nye Politi træde i Virksomhed og Vægterne samtidig 42 afmønstres ved en Parade foran Raadhuset. Den planlagte Ceremoni blev dog ikke til noget. Nytaarsspektaklerne udartede denne Gang paa en Maade, der ikke tillod Højtideligheder. Allerede ved Titiden var Pladsen foran Raadhuset sort af Mennesker. Ogsaa i de tilstødende Gader var der Trængsel. Fra en af dem lød pludselig vild Hujen. Det var selve Politimesteren, der kom gennem Gaden efterfulgt som en fuld Mand af en Sværm larmende Drenge. Velsagtens i det Haab, at han med fredelige Formaninger kunde faa Folk til at sprede sig, havde han vovet sig ud i Menneskesværmen. Men allevegne blev han overdænget med respektløse Tilraab, mens Skruptudser og futtende Kinesere blev smidt ind mellem Benene paa ham. Det skulde ikke tilgives denne københavnske Vigtigper, at han havde kastet brave gamle Randersfolk paa Gaden. Ned med ham!

Han slap dog uskadt ind i Raadhuset, hvis Dør faldt tungt i bag ham. Men da Spotteraabene og Spektaklerne vedvarede, aabnedes den igen, og nu viste han sig omgivet af de nye Betjente i deres straalende Uniformer. 43 Ved dette Syn blev Torvet en kogende Kedel. Politimesteren løftede Haanden, idet han i Kongens og Lovens Navn befalede enhver uopholdelig at forføje sig bort og gaa stille hjem. Da ogsaa dette Paabud blev besvaret med Hujen, mens en Ildregn af Knaldbomber og Kinesere faldt ned over de nye Ordenshaandhævere, fik disse Ordre til at trække Stavene og rydde Pladsen.

Da Betjentene rykkede frem, kom der Bevægelse i Mængden. Størsteparten hummede sig vel væk. Men der var jo ikke saa faa fulde Folk imellem, og det kom flere Steder til Sammenstød. Det blev ret langt ind i det nye Aar, før Lygterne foran Raadhuset lyste over en tom og rolig Valplads, den samme, hvor i 1534 under Grevefejden Skipper Clement led sit Nederlag, fordi hans Vendelboer "sloge sig fulde af Randers Burøl". Som det hedder i en gammel Nidvise derom:

Der var mere Spy end Blod,
hvor Kampen stod.

For ikke længe siden var de sidste Tranlygter i Byens Udkanter bleven erstattet med 44 Gasblus. Nu var igen et Stykke Fortid gledet ud af Byens Liv. Nytaarsdag gik det nye Politi omkring i Gaderne, ivrig bekigget af Kirkegængerne og andre skikkelige Personer, der med Rædsel havde hørt om Nattens Optøjer. Man fandt Betjentenes Uniformer klædelige, og der gik i det hele ikke mange Dage, før de fleste havde forsonet sig med den nye Tingenes Tilstand, der virkelig gav Byen et Præg af Storstad. Men et Savn blev alligevel tilbage. Endnu flere Aar efter kunde ældre Beboere tale bevæget om Vægterne og deres Sang. Naar Folk nu af en eller anden Grund laa vaagen om Natten og i Timer ikke hørte anden Lyd end deres Lommeurs mekaniske Tikken paa Natbordet, følte de Savnet. Hvor drævende Vægtersangen end ofte havde lydt, den var dog en menneskelig Røst, der forjog Ensomhedsfølelsen hos den Søvnløse og med sin Salmetone var mange Syge og Sørgmodige til Beroligelse og Trøst.

**
*

45 Vægtersangens Afskaffelse og det nye Politi var ikke de eneste Tildragelser, der varslede om, at en gammel Tid gik paa Hæld og en ny var i Frembrud. Jeg sad en Søndag Eftermiddag oppe i mit Kammer og læste, da der nede fra Gaden pludselig hørtes en mærkelig Støj. Jeg gik til Vinduet og saae et fantastisk Køretøj rumle henad Stenbroen, en buldrende Thorskærre med to Hjul, det ene bag det andet, forbundne med et Bræt. Overskrævs paa dette sad en Mand, der besværligt drejede det forreste Hjul rundt med Fødderne. Paa sin slingrende Fart gennem Gaden fulgtes han af en Sværm hujende Ungdom, og Folk kom til Vinduerne i alle Husene som ved en Brandudrykning. Jeg fik senere at vide, at Manden var en ung Smedesvend, som i en Avis havde læst om et nyt fransk Befordringsmiddel, Velocipeden, og efter Avisens Beskrivelse af det havde han lavet et Eksemplar af to almindelige, tunge og jernbeslaaede Vognhjul.

Med dette plumpe Køretøj og hele dette Optrin holdt Cyklen sit Indtog i Randers 46 en Søndag i Aaret 1871. Underligt er det at tænke paa nu, da vi Mennesker ved Cyklen har faaet vor maaske ældste Drøm opfyldt og er bleven et bevinget Væsen, der stryger henover Landevejene saa let og luftigt som Svaler. Det var en Lykke, som dog ikke skulde blive mig til Del. Min Tilbøjelighed gik ad andre Baner, var knyttet til et Skur nede ved Aaen, et Træskur, der lugtede af Tovværk og Tjære, og hvorom en Baadbyggers lille Flaade af Udlejningsbaade flød. Mens mine Kammerater forbrugte deres Sparepenge som Cykleryttere og efterhaanden næsten alle fik deres egen Maskine, flakkede jeg rundt paa Aaen i en Baad, som jeg opkaldte efter mig selv. Min virkelige Ejendom blev den dog aldrig; men i sin Taknemlighed for min Trofasthed mod hans Profession lod Baadebyggeren mig blive i Indbildningen, og dette blev min Skæbne i Forholdet til det moderne lille Køretøj, der mere og mere skulde blive Allemandseje.

Aaen og Havnen blev i det hele mere og mere mit Hjem. Her var altid saa meget at 47 se paa. Skibe, der lossede eller lastede, Fiskerbaade, der kom ind fra Fjorden med Garnene glimtende af Sølvskæl, Tørvebryggen, hvor de lange, tungt flydende "Kaage" lagde til med deres mægtigt opstablede Last af Brænde, Mursten og Tørv. Her omkring Havnen laa desuden den allerældste Bydel med de mange mørke Smøger og Smug saa smalle, at to Mennesker daarligt kunde komme forbi hinanden. Underligt var det at gaa gennem disse krogede, mennesketomme Stræder mellem høje Pakhusgavle og høre Nogen nærme sig fra den anden Ende, høre den hule Genlyd af deres Skridt længe før Mennesket selv kom tilsyne.

Disse mangeartede Indtryk havde i sin Tid hurtigt fortrængt alle Erindringer fra min Fødeby, Frederits. Skønt der var Fæstningsværker med store Kanoner og havde været Kongebesøg huskede jeg næsten ingenting derfra. Noget Helhedsbillede var i hvert Fald ikke bleven tilbage. Vore Erindringer fra den tidligste Barnealder, da Tanken endnu ligger i Svøb, er uden Sammenhæng. 48 Det er Øjebliksbilleder, der af en eller anden Grund er bleven fredet af Mindet. Kun en eneste Situation fra den Tid staar endnu den Dag i Dag mærkeligt tydeligt i min Bevidsthed. Jeg ser mig selv som lille Purk sidde paa det nederste af en Havetrappe og kigge ned gennem Sprinklerne i det jernstøbte Trin paa noget farvet Grus nedenunder. Jeg var gaaet ganske op i Synet, var "faldet i Amdam", som man den Gang sagde om et Barn, naar det var blevet berørt af den Tryllestav, der udløser det af Virkeligheden og bortfører Sjælen til et underfuldt Liv i lykkelig Selvforglemmelse. Hvad jeg tænkte, da jeg vaagnede op af Fortryllelsen, veed jeg ikke; men noget usædvanligt maa jeg dog have følt derved, siden jeg har husket Oplevelsen, mens saa meget andet fra den Tid nu er Nat og Taage.

**
*

I den mangeartede Uro, der prægede Tiden, var ogsaa det politiske Røre, som vi 49 Unge nu begyndte at interessere os for. Som de fleste danske Købstæder den Gang var Randers uden noget kraftigt politisk Liv. Den havde kun en eneste Avis, der var Organ for de almindeligt anerkendte Anskuelser. Min Far, saa forskellig han iøvrigt var fra Byens andre Embedsmænd, paa dette Punkt slog han Følge med dem. Visse grundtvigske Kredses Tilslutning til Venstrepartiet i Rigsdagen kunde han ikke anerkende. At en Mand som Chresten Berg, en almindelig Landsbylærer, optraadte som Vejleder for Folket billigede han ikke. Af2 Borgere, der vovede offentlig at fremsætte socialdemokratiske Anskuelser, var der paa dette Tidspunkt kun en eneste i Byen, en Snedker Schou. Hans Navn var derfor blevet til et almindeligt Skældsord ogsaa mellem os Latinskoledrenge. Naar vi vilde tale nedsættende om en af vore Lærere eller en Kammerat, sagde vi gerne, at han var "en rigtig Snedker Schou". Manden var en agtværdig Haandværker, der havde sine Tilhængere blandt Byens fattigste Arbejdere, 50 Havnens og Tørvebrugets Daglejere, som den Gang ingen agtede paa.

En Meningsfælle havde han uden at vide det i min Mor, der med Aarene og i sin voksende Svaghed var bleven ret stærkt socialt interesseret. I sine Trængsler under 16 Barnefødsler var hun kommen til at føle søsterligt med alle lidende Medmennesker, nedtryktes navnlig ved Tanken om den megen Nød og Elendighed mellem den arbejdende Klasses Kvinder. Undertiden vakte hun Fars Betænkelighed ved at tale harmfuldt derom, og han advarede hende. Selv var jeg ked af, at hun paa Grund af Svagelighed saa sjeldent forlod Præstegaarden, hvorfor Byens Folk kendte hende saa lidt og ikke vidste, hvilken prægtig Mor jeg havde. Ved de aarlige Skoleballer, hvor de andre Elevers Mødre sad paa Stads langsmed Salens Vægge i Silkekjoler og Crêpesjaler og henrykt betragtede deres unge Sønner, naar de dansede sig til deres første Forelskelse, savnede jeg hende især. For jeg havde jo i Almindelighed ogsaa et Hjerteanliggende 51 at tumle med og vilde gerne have hørt hendes Mening om Vedkommende. Genstanden for min nyeste Forelskelse var tilmed ingen Randersdame men en 14-aarig Datter af en Præsteenke i en af de smaa Limfjordsbyer og opholdt sig her for Tiden hos en Slægtning. Hun havde en nydelig lille Skikkelse; men hvad der især henrykte mig var hendes blide Kvindelighed, navnlig som den ytrede sig i hendes Dans. Mens de fleste af Byens egne Baldamer hang ved Kavalerens Arm med hele deres solide Vægt, svævede hun henover Gulvet med en Sommerfugls Lethed og Ynde.

Paa Grund af en Hjertesvaghed maatte hun til min Sorg ikke danse Galopade eller andre af de stormende Danse, som jeg var særlig dygtig til at "føre" i. Vi sad under en saadan Pavse ved Væggen og fik os til Gengæld en fornuftig Passiar. Hun spurgte om mine Fremtidsplaner, og jeg fortalte, at jeg vilde være Ingeniør, være en af dem, der var med til at opbygge den nye Tid, som der blev talt og skrevet saa meget om. Hun paa 52 sin Side fortalte om sit Hjem, om sin Mor og sine Søskende. En Gang børstede hun i Tanker og som af hjemlig Vane et Støvfnug af mit Jakkeærme. Der gik en Bølge af Fryd igennem mig ved den Berøring. Jeg var ikke vant til en saadan Omhu for min Person, og jeg lovede hende i Tankerne at aflægge al Daarlighed og vise mig hendes Tillidsfuldhed værdig.

[gå til kapitel 3]

 
[1] salmoderende: ordet kommer af det italienske musikudtryk salmodiante, der betyder syngende, i retning af salmesang. Tak til Klaus Rothstein for denne oplysning. tilbage
[2] Af: rettet fra "At". tilbage