Undervejs til mig selv

53

Tredje Kapitel

Tebbestrups Bredning – Fladbro – Aborrekrogen – Floes. Mon nogen, som har haft den Lykke at leve deres Ungdom i Randers og sejle paa Gudenaaen kan høre disse Navne uden at føle Hjertet svulme af Hjemlængsel? De opruller for Erindringen et vidunderligt Naturbillede – Danmarks eneste virkelige Flodlandskab. Fra sit Udspring langt i Syd i Jyllands Indre bugter Aaen sig frem mellem Enge, der bliver stadig bredere og tilsidst frodige som en Marsk. Paa begge Sider staar høje Siv, der spejler sig i det blanke Vand, og om Sommeren spankulerer Storke omkring i den grønne Frodighed ligesom ved Nilens Bredder. Alting uforandret siden hine Tider, da det ældste Stenalderfolk plaskede om her i udhulede Træstammer.

Hvorfra Gudenaaen har sit Navn vides 54 ikke sikkert; men jeg for mit Vedkommende havde aldrig været i Tvivl om, at det stammede fra Hedenold, at min stolt glidende Strøm var gudeviet, et helligt Vand ligesom Gangesfloden. Men ethvert Paradis har sin Slange, og det mindedes jeg om, hver Gang jeg saa Aaens Svømmere pludselig stikke Benene i Vejret som Haletudser og dykke tilbunds efter Kalmusrod. Denne Rod, Datidens Tyggegummi, havde Ord for at være helbredende næsten for alt men navnlig for den stedlige Plage Koldfeberen. Overalt i Egnen sad ældre Folk og tyggede paa et Stykke Kalmusrod. Men trods alt, hvad jeg stadig hørte om Koldfeberens Ødelæggelser, følte jeg mig saa bunden til Byen og Egnen, at jeg ikke kunde tænke mig nogensinde at leve andre Steder. Naar jeg en Gang imellem beskæftigede Tankerne med min Alderdom, forestillede jeg mig den altid henlevet her kalmustyggende i en Selvejervilla, hvorfra der var en herlig Udsigt ud over Aaen. Jeg kunde ikke tænke mig en lykkeligere Livsafslutning.

55 Der skete nu det, at vi en Vinter hjemme i Præstegaarden fik Besøg af en Onkel, en Farbroder, der var Købmand og Skibsreder i Helsingør. Han stod en Dag uventet i vore Stuer med Bjørneskindspels og lodne Skaftestøvler, næsten en Vildmand at se til. Han kom fra en Strandingsauktion et Sted paa Vestkysten, hvor et stort Sejlskib i en Snestorm var bleven kastet paa Land. Det hørte til hans Forretning at opkøbe Vraggods og hjemføre Reb, Sejl og Ankere til sine egne Skibe. Afført Bjørnebælgen og det øvrige solide Rejseudstyr blev der tilbage en høj, mager og blaabrillet Mand, der kun daarligt svarede til Forestillingen om en Storkøbmand. Han lignede min Fader som en Tvillingbroder. Blot mindede han paa Grund af sine grovere Ansigtstræk mere om en Lægprædikant end om en Gejstlig.

Blandt de Ting, de to Brødre talte om under Besøget, var ogsaa Fars Bekymring for mig og min Fremtid. Jeg vidste selv et og andet derom. Sine tre ældste Sønner havde han holdt til Studeringerne, og han 56 havde ikke fortiet for mig, at han ikke havde Raad til det for mit Vedkommende. Han havde derfor til Hensigt at faa mig anbragt ved Handelen og talte nu ogsaa med Onkel derom. De blev enige om, at jeg i Sommerferien skulde komme over til ham, saa han kunde skønne om mine Muligheder. Jeg smilte ved mig selv, da jeg hørte derom. En Sommerrejse til Helsingør og et Ophold i Onkels velhavende Hjem kunde jeg naturligvis ikke have noget imod; men iøvrigt havde jeg absolut mine egne Tanker om min Fremtid, og at Onkel i sin Tid var begyndt som Krambodsvend og nu var en af Helsingørs største Skatteydere forandrede ikke mit Syn paa mig selv eller mine Fremtidsplaner. Og jeg svor højtideligt, at jeg ikke skulde lade mig hverken lokke eller true til at blive andet end hvad jeg følte Lyst og Kald til.

Saa rejste jeg da en Sommernat over Kattegat med den københavnske Ugebaad for at gøre Onkel det aftalte Besøg. Baaden standsede udfor Helsingør, naar der var Passagerer 57 dertil. Natten havde været stille, og Klokken fem om Morgenen blev jeg roet i Land. Til min Overraskelse fandt jeg allerede Onkel paa Bryggen. Hans Modtagelse fik mig ogsaa til at studse. Med begge sine store Hænder omkring mit Hoved saae han mig helt bevæget ind i Ansigtet. Mindedes han maaske, hvordan han for 30 Aar siden selv var kommen sejlende hertil fra sin Fars fattige Præstegaard for at tiltræde Plads som Lærling i den samme Forretning, hvis Chef han nu var? Af hvad Art hans Tanker og Forhaabninger den Gang har været, kan man muligvis slutte af, hvad der siden hen skete. Skønt han knap var fuldvoksen, da hans Principal døde, gik baade Forretning og Ejendom over til ham derved, at han giftede sig med Enken, der var mere end tyve Aar ældre end han. Men nu varede det ikke længe, før den uanselige Krambod, hvor der navnlig solgtes Snustobak og Rulleskraa, voksede op til en Virksomhed, som der blev lagt Mærke til i den gamle Handelsstad. Tilvæksten i medborgerlig Anseelse holdt 58 dog ikke Skridt med Forretningens Fremgang. Onkels Væsen faldt de gamle Handelschefer fra Sundtoldens Tid for Brystet. Han gjorde nu heller ikke noget for at blive anerkendt af dem, efterlignede dem f. Eks. ikke ved at holde liberiklædt Kontorbud og var ikke bange for selv at tage en købt Tovrulle paa Nakken, naar han var bleven uens med en Drager om Prisen. De anerkendte hans Dygtighed, men smilte ad ham bag hans Ryg. Byens Selskabelighed deltog han trods sin voksende Velstand heller ikke i. Paa Slaget ni gik han i Seng, og regelmæssig hver Søndag fulgte han troligt sin nu ganske oldingeagtige Kone til Højmesse i Olai Kirke. Hans Bysbarn, Magister Galschiøt, har i sin Bog om Helsingør givet et livfuldt Billede af ham fra den Side, der vendte ud mod Verden, den lodne Side. Det hedder heri:

Den magre Mand med de skarpe Træk var just ikke egnet til at vække umiddelbar Sympati. Han havde ogsaa Ord for at være en Mand, der tog sig godt betalt, naar Lejlighed 59 gaves. Han var ikke bange for at give til nødlidende Fiskere og andre betrængte Folk; men laante han Penge ud, vilde han have dem igen, ligemeget hvordan. Da han saaledes en Gang paa sin tidlige Morgenvandring hørte, at en Mand, som skyldte ham Penge, var død om Natten, gik han til den Afdødes Hjem, fik hans Kone kaldt op og forlod ikke Huset, før han havde faaet udleveret hans Livspolice til Sikkerhed for sit Tilgodehavende.1

Som en saadan Hyæne, der gik paa Rov blandt Levende og Døde, tog han sig sikkert ud for de fleste i Byen, og han var ikke selv uvidende derom. Men heller ikke i denne Henseende fornægtede han sin Oprindelse. Menneskenes Dom om ham lod ham uberørt. Smilte eller snerrede Folk af ham bag hans Ryg, saa lo han dem til Gengæld ganske aabenlyst op i Ansigtet. Han var i det hele en Del anderledes, end de fleste tænkte om ham. Den forkomne Landsbydreng fra en stodderfattig Præstegaard – den ellevte af femten Søskende – der for en Menneskealder 60 siden blev sendt ud i Verden uden andre Tærepenge end et moderligt Kys og sin Fars præstelige Formaninger, rystede han aldrig af ærmet. Som han vedblev at være Kirken en lydig Søn, bevarede han Livet igennem en ærefrygtsfuld Kærlighed til Barndomshjemmet og værnede om Minderne derfra som en Familjeskat. Endnu mange Aar efter, at begge Forældrene var døde, rejste han hver Sommer til deres Gravsted paa Møen for egenhændig at vaske de hvide Marmorplader og opmale Navnene paa dem. Naar jeg efter hans Ønske var rejst over til ham netop nu, var det fordi han just i disse Dage agtede sig dertil og altid gerne vilde have et Par yngre Slægtninges Følgeskab paa denne Pilgrimsfærd.

Saa rejste vi da en Dag til Møen ad Søvejen, fire i Følge, foruden Onkel selv og mig to sjællandske Fættere, som jeg ikke tidligere havde kendt. Hen paa Eftermiddagen naaede vi Stege, hvor der var bestilt Værelser til os paa Hotellet. Efter at have spist gik vi lidt omkring i Byen; men ogsaa 61 udenfor Hjemmet overholdt Onkel strengt sine daglige Vaner. Da Klokken var bleven otte og vi nærmede os hans sædvanlige Sengetid holdt han et frygteligt Hus med Hotelværten, fordi der stadig blev ringet fra Værelserne. Han forlangte, at "disse Natteravne" øjeblikkelig fik Tilhold om at være rolige, saa ordentlige Mennesker kunde sove.

Tidlig den næste Morgen holdt en Landauer foran Hotellet for at køre os til Familjegraven i Damsholte, en Bondeby en Milsvej fra Byen. Det var en Søndag; og efter at Onkels personlige Arbejde ved Graven var endt, og vi andre havde klippet Hæk, overværede vi Gudstjenesten i Bedstefars gamle Kirke. Eftermiddagen tilbragte vi i Strandskoven og paa Klinten. Faa Aar forinden havde det hvide Eventyrrrige ved en Nedstyrtning mistet sin ypperste Prydelse Donningestolen. Dens Rester laa nu i Stranden som en træbevokset Ø. Mens Onkel gik paa Besøg hos en gammel Bekendt der i Nærheden, sad vi tre Fættere paa Bænken over Maglevandsfaldet og snakkede. De to 62 andre var nogle Aar ældre og fulde af Historier om vore fælles Forfædre. Ogsaa om Bedstefar vidste de en hel Del mere end jeg. I Modsætning til Onkel talte Far kun sjeldent om sit Barndomshjem. Han havde lige som Sky for at vække Minderne derfra, og vistnok med nogen Grund. Skønt gift med en Bispedatter og trods deres femten Børn var Bedstefar bleven ret højt op i Aarene, før han fik Præstekald. I sine unge Aar havde han været Kapellan et Sted i Djursland; men af en aldrig helt udredet Aarsag var han bleven afskediget. En Tid derefter havde han været Feltpræst ved Hæren i Sønderjylland og var dér kommen i Forbindelse med Kronprinsen (den senere Frederik den Sjette), og ved hans Mellemkomst var det langt om længe lykkedes ham at blive Kaldskapellan paa Bogø, en saa ringe Stilling, at Nøden i den børnerige Familje mangen Gang skal have været slem. Først efter tolv Aars lidelsesfuld Venten opnaaede han Forflyttelse og kom til Damsholte. Men her mødte der ham Genvordigheder af anden 63 Art. Egnens Godsejer, Tutein, gjorde sig en Fornøjelse af at fortrædige ham, og da Bedstefar selv var en stridbar og myndig Mand, udviklede der sig et Fjendskab imellem dem, som der endnu gik megen Snak om paa Egnen. I Anledning af en saadan Skærmydsel, skulde Bedstefar en Gang have sagt til den hovmodige Herremand, at han vilde blæse ham et kraftigt Stykke, og det ikke med Munden; og da Godsejeren derefter havde sendt ham en Udfordring paa franske Kaarder, havde Bedstefar svaret i et Brev, at Kaardefægtning forstod han sig ikke paa, men Hundepisk og Knortekæp var han Mand for at haandtere, og dersom Godsejeren vilde møde ham paa lige Fod, skulde han faa de tørre Tærsk, han øjensynligt trængte svært til.

Døden indhentede Bedstefar paa selve Prækestolen. Midt i sin Tale segnede han om. I et efterladt Testament "Sidste Erklæring" havde han givet nøjagtig Anvisning paa, hvordan hans Begravelse skulde foregaa, blandt andet bestemt det Maal Brændevin, 64 der skulde udskænkes til "de gudfrygtige Bønder og Husmænd, som anmodes om at bære hans døde Legeme til Graven." I god Overensstemmelse med sin hele Livsførelse frabad han sig de sædvanlige, højtidelige Ceremonier og tilskrev sin Biskop et fornøjeligt Brev derom.

Af hans femten Børn var min helsingørske Onkel vel nok den, der slægtede ham mest paa; men forresten var de næsten alle – ogsaa Døtrene – særprægede Personligheder med kraftige Linjer, i Almindelighed vistnok mere agtede end elskede af deres Omgivelser.

**
*

Jeg var nu bleven 16 Aar og var gaaet ud af Skolen med en Eksamen, som min Far tidligere havde ment skulde være en Afslutning paa min Skolegang. Der var imidlertid sket det, at han ret pludseligt havde faaet et andet Syn paa mig og mine Fremtidsmuligheder. Maaske har Onkels Mening om 65 det bidraget dertil; jeg veed det ikke. Sikkert er det derimod, at et tilfældigt Gademøde med min Matematik- og Fysiklærer blev afgørende for den Beslutning, Far kort efter tog. Han vilde give sit Minde til, at jeg i København forsøgte mig med den svære matematiske Prøve, der gav Adgang til den polytekniske Læreanstalt, for mig alle Ønskers Maal. Efter Sommerferien rejste jeg da til Hovedstaden og begyndte det Studium, hvortil den af saa megen Mystik omgivne Logarithmetabel var knyttet, denne Regnekunstens Cyprianus, lille og tyk som en Salmebog. Af Nysgerrighed havde jeg anskaffet mig den allerede i Skoletiden. Dens Talkolonner blev mig nu til en søjlebaaren Tempelforhal ind til den polytekniske Visdoms Allerhelligste.

Sammen med en lidt ældre Broder boede jeg den første Tid paa Nørrebro, som den Gang var en Forstad helt for sig selv, skilt fra Byen ikke alene ved Søerne men ogsaa ved en vidtstrakt Fælled, Københavns gamle Fæstningsterræn, endnu ganske ubebygget.

66 Her hvor det moderne Voldkvarter snart skulde skyde tilvejrs kunde man endnu af og til se en Ko staa tøjret, et Par Faar eller anden landlig Erindring. Mit første Indtryk svarede derfor ikke ganske til Forventningen. Det gik mig forøvrigt som det vel gaar de fleste unge Provinsboere, der kommer til Hovedstaden. Vant som jeg var til at se lutter kendte Ansigter følte jeg det underligt at møde disse mange Fremmede, der strøg mig saa ligegyldigt forbi uden med et Blik at skotte til den nye Hat, jeg havde anskaffet mig herovre, en rigtig Herrehat, mit Livs første.

Hvad der i Begyndelsen næsten virkede stærkest paa mig og optog mig mest var det politiske Røre i Byen. Landbodemokratiet havde for første Gang erobret Flertallet i Folketinget og rejste straks under Bergs Førerskab den Kamp for parlamentarisk Styre, der skulde blive den danske Trediveaarskrig. Den Broder, jeg boede sammen med, talte jeg ikke med derom. Vi var saa forskellige. Han var medicinsk Studerende og interesserede 67 sig udelukkende for sit Fag. Men hos en falleret Landmand, der havde nedsat sig paa Nørrebro som Spækhøker og tillige drev et billigt Pensionat, spiste vi Middag sammen med en halv Snes andre unge Mennesker, og her blev Snakken omkring Bordet særlig højrøstet, naar den kom ind paa, hvad der var hændet henne paa Rigsdagen. Og netop i denne Samling forefaldt det Opgør, der er gaaet over i vor politiske Historie under Navnet Kældernæs-Affæren. En Skolemand i den lollandske By Kældernæs havde ved en Fællesspisning udbragt det pligtskyldige Leve for Kongen i saa skødesløse Vendinger, at der var bleven tildelt ham en alvorlig ministeriel Tilrettevisning. Berg svarede nu i Tinget med at undsige Ministeriet og samtidig benytte Lejligheden til at jage de Partifæller en Skræk i Livet, der kunde mistænkes for at lade sig lokke til et Forræderi mod ham.

Den parlamentariske Kamptids fremragende Historiograf Erik Henrichsen skriver derom:

68

Berg udfoldede i disse Aar stærkt den demagogiske Side af sit politiske Væsen. Naar hans Taler tidligere endnu havde haft Præg af politisk Oplysning og Vækkelse, begyndte de nu'1 at faa en stærkt ophidsende Karakter og rejste Hadet paa begge Sider. Han benyttede nu ogsaa denne i og for sig ubetydelige Kældernæssag til at hidse Lidenskaberne ved at bringe den ind i Folketinget, hvor den blev Anledning til en af de mest lidenskabelige Debatter, dette Ting har oplevet.

Ja, det er rigtigt. Jeg kan bekræfte det. Jeg var selv tilstede ved denne berømte Holmgang. Da jeg efter nogen Ventetid ude paa Trappen slap ind paa Tilhørertribunen var Slaget dog ikke rigtig begyndt. En af Tingets menige Medlemmer havde Ordet. Tinget havde ingen Talerstol den Gang. Medlemmerne talte fra deres Pladser, og naar det ikke var nogen af Partiførerne, spaseredes der temmelig ugenert omkring i Salen, eller man stod i diskuterende Klynger i de rummelige Vinduesfordybninger, hvor Snakken ikke sjelden blev saa højrøstet, at Formanden 69 maatte gribe til Klokken. Berg havde sin Plads i den inderste Runding af de to hesteskoformede Bordrækker omkring Formandens ophøjede Sæde. Som altid, naar han ikke selv talte, sad han neddykket i Papirer, begravet bag opstablede Tryksager, der omgav ham som en Forskansning, det berygtede "Bergske Departement", hvorfra Forhandlingerne i Virkeligheden ogsaa lededes.

Først efter endnu en Timestids ligegyldig Forpostfægtning tog han Ordet. Da han rejste sig bag sin Vold af Papirer, og mens han med beregnende Langsomhed drak af det Glas Vand, som en Rigsdagstjener havde stillet hen foran ham, vendte Medlemmerne tilbage til deres Pladser, og der bredte sig en andægtig Stilhed i Salen. Som for yderligere at forhale denne forventningsfulde Stemning udfoldede han sit Lommetørklæde og lod i Mangel af en Kamplur et Par kraftige Stød fra Næsen runge gennem Salen. Berg skulde helst ses og høres, ved store Folkemøder under aaben Himmel og paa en Baggrund af Skov og brede Marker. Her i en 70 stilfuld gammel Slotssal kaldte hans altfor solide Skikkelse, hans hvide Degneslips og klodsede Værdighed let paa Smilet. Jeg var dog imponeret af ham, beundrede navnlig den Uforfærdethed, hvormed han tog de højeste Rangspersoner i Skole. Landets tidligere, mangeaarige Ministerpræsident, gamle Hall, Borgerstandens ideale Statsmand, der endnu sad i Tinget, forlod under hans Tale Gang efter Gang i Ophidselse sin Plads og rokkede hen imod Udgangen og tilbage igen, som om han ikke kunde blive enig med sig selv om han skulde gaa eller blive.

Der skete nu det, da Berg sluttede sin lange Tale med at fremsætte Forslag om et Mistillidsvotum til Ministeriet, at dettes Chef straks rejste sig og udtalte, at dersom dette Forslag vedtoges, vilde Følgen blive, at han henstillede til Hs. Majestæt at gøre Brug af sin ved Grundloven tilsikrede Ret til at opløse Tinget og udskrive nye Valg. Denne uventet kraftige Optræden virkede i Oppositionens Rækker som en Kattepote i en Muserede. Partiets Bagtrappepolitikere tvang 71 Berg til at blæse Retræte. Og nu rullede Hjulet videre. Reaktionen fik Blod paa Tanden. Dens stadige Krav om en stærk Mand, der uden Skrupler vilde slaa Oprøret ned og skaffe Ro i Landet, blev mere og mere højrøstet. Det var Estrup, der raabtes paa; og da han nogen Tid efter virkelig traadte til, opfyldte han jo ogsaa fuldt ud de Forventninger, der fra den Side var bleven knyttet til ham og hans intime Forbindelse med Kongen.

**
*

Under alt dette nærmede Tiden sig for den matematiske Optagelsesprøve, jeg skulde bestaa, og jeg blev efterhaanden svært urolig. Prøven havde Ord for at være ubarmhjertig. Paa Grund af den indskrænkede Plads blev efter Sigende næsten Halvdelen af Ansøgerne afvist. Hvad skulde der blive af mig, dersom jeg ikke bestod? Men jeg bestod. Ikke fyldt sytten Aar blev jeg polyteknisk Eksaminand, som det hed, og mente min Livsbane afstukket. Da den polytekniske Læreanstalt i 72 1829 – for 50 Aar siden – oprettedes paa H. C. Ørsteds Initiativ, blev to gamle, sammenbyggede Professorgaarde i den akademiske Bydel ved Frue Plads gjort anvendelige til Formaalet. I den ene, der vendte ud til Skt. Pederstræde, var der nu et stort Auditorium og et kemisk Laboratorium. Den anden, som vendte til Studiestræde – Ørsteds egen tidligere Embedsbolig – var fyldt med Tegnestuer helt op til Taget. Disse altid tilgængelige Stuer med gratis Varme og Lys blev i det hele et Fristed for os Elever. Der rørte sig her en Slags Klubliv, som baade Rektor og Inspektør saa' velvilligt paa, fordi det havde gammel Hævd paa sig. I de Stuer paa 2den Sal, der var forbeholdt vor Aargang, var der især livligt ved Frokosttid, naar vi alle spejlede æg og kogte Kaffe paa vore hjemlige Spritapparater. Kom saa en Sælgekælling gennem Gaden og raabte med røgede Sild eller Appelsiner, fik vi travlt med at samle Skillinger sammen og hejse en Spaankurv ned til hende. Vor Favoritinde blandt disse syngende Madammer var en 73 statelig Skovser med grønt Skørt og Kysehat. Naar vi genkendte hendes mørke Røst henne i Gaden blev der Røre omkring Hejseapparatet. Sammen med Ordresedlen og Pengene fulgte undertiden en lille Kærlighedserklæring paa Vers eller Prosa, og naar hun havde læst den, smilte hun og sendte et Fingerkys op til Vinduet. Saa fornøjeligt kunde Gadelivet den Gang forme sig uden at vække Opsigt.

Læreanstaltens daværende Rektor var Carl Holten, en skattet Selskabsmand i det København, der endnu levede i Efterskæret fra Vaudevilletiden. Han tog altid gerne mod en Indbydelse til Elevernes Pølsegilder og Maskerader; men allergladest blev han for en Opfordring til at agere med i vore Dilettantkomedier, f. Eks. som Verdens Herkules i Farcen af samme Navn, hvor han optraadte i Trikot og med vældige Vægtlodder af Pap. Tidens offentlige Kritikere spurgte ofte med Forundring, hvordan det var gaaet til, at en saadan Mand var bleven sat i Spidsen for Landets tekniske Højskole paa en Tid, da 74 Ingeniørvidenskaben havde sit store Gennembrud, ja stod i Begreb med at skabe Verden om. Men Holten var trods alt ingenlunde nogen daarlig Lærer. Det var ikke udelukkende som Bordtaler, han forstod at fængsle sine Tilhørere. Naar saa mange af det ældre Slægtled endogsaa satte ham højt, var det desuden som Protest mod visse hyppige Paamindelser fra yngre Side om, at en ny Dag var i Frembrud. Nylig havde den første store Arbejderdemonstration fundet Sted ude paa Nørrefælled, hvor Husarerne havde maattet rykke Politiet til Hjælp med at slaa Revolten ned.

En Modsætning til Tyksakken Carl Holten baade af Ydre og Væsen var vor ældste Matematikprofessor Adolf Steen. Han havde i sin Ungdom deltaget i Treaarskrigen og vedblev Livet igennem at være en Hugaf, der trak blank overfor alt og alle, der mishagede ham. Han havde haft Sæde baade i Rigsdagen og det københavnske Borgerraad og begge Steder indjaget Skræk med sin Ubændighed. Nylig havde han igen vakt Uro med 75 en Tale ved Universitetets aarlige Reformationsfest. Han havde kaldt den lutherske Kirkerensning en Omvæltning fra Dynen i Halmen og krævet al Undervisning i Landet reformeret i Overensstemmelse med vor nuværende Naturerkendelse. Han var ved denne Lejlighed optraadt som Videnskabens officielle Repræsentant, og Talen vakte derfor Forargelse mange Steder. Iblandt den polytekniske Anstalts egne Lærere erklærede de fleste sig dog for at dele Mening med ham. Til Gengæld var der en af dem, der aabent tilstod at være hans Modstander. Det var Ludvig Feilberg'2, Digterfilosofen, som jeg her paa Anstalten til min store Glæde lærte personlig at kende.

Han var Vestjyde, var kommen til Verden i en ensomt liggende Præstegaard i Ringkøbingegnen. Han havde aldrig gaaet i Skole, og maaske ogsaa af den Grund var han bleven noget helt for sig selv. Skønt Polytekniker med Udmærkelse havde han kun en ringe Stilling som Tegneassistent. Men ved sine literære Skrifter havde han 76 samlet en beundrende Vennekreds, ret egentlig en Menighed, som han opbyggede med sine mærkeligt stemningsfulde Naturbetragtninger. Han var en stor Ordkunstner, udrustet med et nok saa fint sprogligt Øre som I.P. Jakobsen, der omtrent samtidig med ham traadte frem i Literaturen. I Modsætning til denne skyede han den udpyntede Stil, det søgte Ordvalg. At han i sin Naturbetragtning var paavirket af H. C. Ørsted, erkendte han selv. Han kaldte sig ofte slet og ret for Ørsteds Discipel. I den siden Verdens Skabelse standende Strid mellem Kain og Abel om Offerrøgen fik de ogsaa samme Skæbne. Som Forfatteren af "Aanden i Naturen" i sin Strid med Grundtvig blev bragt til Tavshed af denne trættekære Mands grove Mæle, saaledes nedlarmedes ogsaa Fejlberg af Torveskraalet fra Døgnets store og smaa Aviser. Han døde desuden beklageligt tidligt. Nutidens Unge kender ham knap nok af Navn.

77 Trods min daglige Beskæftigelse med den højere og alvorligste Regnekunst havde jeg i lang Tid ikke kunnet faa Debet og Kredit i min private lille Husholdning til at stemme. Det gik nu bedre. Jeg havde skaffet mig en Ekstraindtægt hos en københavnsk Tømmermester, der havde averteret om Medhjælp til sine Arbejdstegninger. Jeg boede heller ikke længere paa Nørrebro men havde lejet mig ind hos et Par gamle Folk i Nyboder og fik nu og da Raad til at gaa i det kongelige Teater, der netop var bleven genaabnet i sin nye Bygning med en Række Festforestillinger.

Ogsaa min Bekendtskabskreds blev nu udvidet. Jeg lærte blandt andet en jødisk Familje at kende, en selskabeligt levende Grossererenke med to Sønner, der begge var Polyteknikere omtrent i min egen Alder. Der havde i Randers været et ualmindeligt stort og broget Samfund med Synagoge, Rabbiner og Schächter, endog med egen Kirkegaard. En Erindring, der beskæftigede mig en Del, siden jeg lærte denne nye jødiske Familje at 78 kende. Disse Fremmedfolk i Randers havde fortrinsvis været fattige Haandværkere og Smaahandlende, som under Landflygtighed var indvandret fra Polen eller andet Sted fra, alle strengt rettroende Jøder, der levede her uden anden Forbindelse med Omgivelserne end hvad Forretninger og deres Børns Skolegang paatvang dem. Hver Fredag Aften, naar Byens andre Borgere gik til Spillebordene i Klubben eller Haandværkerforeningen, saa' man disse Fremmede drage familjevis til Synagogen med store Bønnebøger under Armen. Ved særlige Lejligheder, ved Bryllupper eller Begravelser havde denne Kirkegang kunnet faa en hel opsigtsvækkende Karakter. Saaledes en Gang, da et gammelt Ægtepar, Menighedens tidligere Schächter og hans Kone, der havde haft 21 Børn, nu fejrede deres Diamantbryllup og deres vidt spredte Slægt i den Anledning var kommen dertil og i højtidelig Procession drog gennem Byen til Synagogen, forrest en lille Dreng og en lille Pige, der strøede Blomster, derpaa det alderstegne ægtepar med hinanden i Haanden og efter dem det store 79 Følge af Børn og Børnebørn og Børnebørns Børn fra mange forskellige Lande, deriblandt et Par Halvasiater i Kaftan og med Spytkrøller.

Her i den københavnske Grossererenkes Hjem lærte jeg nu et helt andet jødisk Miljø at kende, en indtil Overmod frigjort Slægt, der i enhver Henseende bekræftede Bismarcks Ord om den moderne Jøde, at han var bleven det mousserende Element i Borgerskabets tunge, træge Masse. Om den tidligere saa talrige Menighed i Randers forlød det nu, at den næsten ikke eksisterede mere. Det var gaaet der som saa mange andre Steder, hvor dette Vandrefolk i Trængselstider var flygtet hen. Naar Forfølgelsens Storm drev over, fik mange atter Uro i Kroppen. Rabbinatet var inddraget, Synagogen lukket. Men i det tomme Bedehus brændte nu som før "Evighedslampen" Dag og Nat foran Skabet med de hellige Thoraruller. De faa tilbageblevne Familjer skiftedes til hver Fredag at lukke sig ind i den øde Helligdom og forny Oljen i Lampen, den evige Tilbedelses maaske allerældste Symbol.

[Gå videre til kapitel 4.]

 
[1] Tilgodehavende: Helsingør, 2. udg. 1960, s. 139. tilbage
['1] nu: fra sommermøderne 1873-4. tilbage
['2] Feilberg>: rettet fra "Fejlberg". tilbage