Henri Nathansens digte

I sine yngre dage skrev Henri Nathansen under et sommerferieophold i Troense to digte til Georg Brandes som han sendte til ham privat. De findes blandt Brandes' efterladte breve. Begge digte er dateret 9.6.1903: Georg Brandes og Troensedigt. Brandes takkede Nathansen i et brev 11.6.1903: "… Versene er saare smukke og det vilde være godt, om De havde kunnet skrive Deres Mismod bort i dem; desværre er Mismod jo en klæbrig Ting, som man aldrig let ryster af sig."

Nogle år efter skrev Nathansen et hyldestdigt til Henrik Pontoppidan som han offentliggjorde i Adresse-Avisen 26.12.1905: Til Henrik Pontoppidan. Digtet indledte et livslangt venskab mellem de to.

I 1919 begyndte Nathansens lange depressionsperiode. Midt i juli måtte han lægge sig til sengs og efter et par måneder på landet blev han indlagt nogen tid på nerveklinik. Endelig i slutningen af 1925, efter næsten 7 års inaktivitet, lysnede det og Nathansen begyndte at skrive indlæg til Politiken. I 1926 indsendte han regelmæssigt digte til Politiken under pseudonymet Frater Taciturnus. Hverken Brandes eller Pontoppidan synes at have gættet at det var Nathansen der gemte sig bag dette navn.

I slutningen af november 1926 bragte Politiken to satiriske Frater Taciturnus-digte der må have vakt opsigt. Det første var "Skægprofeten" fra tirsdag 23.11.1926, og det andet "Graaulven" fra søndag 28.11.1926. Georg Brandes genkendte sig selv i "Graaulven" og noterede i sin dagbog 28.11.: "I Politiken et Digt Graaulv, ikke helt ilde, med hvilket jeg synes ment." Nu må der være gået en prås op for ham, for i dagbogen 30.11.1926 skriver han: "Det synes som det er Henri Nathansen, der anonymt har skrevet Smædedigt imod Daniel Jacobson ["Skægprofeten"], og et Digt der synes ment som Ros over mig Graaulv i Søndags. Han er underligt barok."

Pontoppidan var endnu længere i tvivl om identiteten af den anonyme digter. Fru Antoinette Pontoppidan skrev fra sin seng på Svendborg sygehus i et brev 4.7.1927 til Martinus Galschiøt: " ... hvad Fra Taciturnus' Digte angår spurgte jeg min Mand, (jeg selv har kun læst få af dem) han mente ikke H.N. kunde være Forfatteren, da det første var et så heftigt Angreb på Daniel Jacobson, og H.N. og Jeanne har jo i adskillige År ligget fuldstændig tilbedende på Maven for ham. Da jeg kender Fru Jeanne ret godt, mener jeg dog ikke, at et fuldstændigt Omslag kunde være utænkeligt."

I slutningen af 1928 udkom bogen Frater Taciturnus: Jord og Stjerne som indeholdt en lang række af de digte der havde været trykt enkeltvis i Politiken gennem et par år. "Graaulven" var med, men "Skægprofeten" var udeladt. Heller ikke det morsomme digt "Tanterne" kom med.

Nathansen sendte bogen til Pontoppidan som i et brev 2.12.1928 takkede for

[...] Deres ejendommelige Digtsamling, hvorfra der lyder alle Slags Toner, fra Fløjte til Violoncel og Horn, et helt Orkester. Størstedelen af Digtene har jeg jo kendt og husket, og det har været mig et kært Genmøde. Men jeg savner et Par, i hvert Fald ét, som jeg trods Årene heller ikke har glemt, bl.a. fordi det var på det, at jeg i sin Tid genkendte Deres Stemme bag Frater Taciturnus-Masken. Til Gengæld indeholder Samlingen flere, som vistnok er nye, i det mindste nye for mig, måske fordi de har stået i "Politiken", da jeg var i Svendborg og ikke så' Bladet til Stadighed. Gladest er jeg naturligvis for det prægtige Digt, hvor jeg selv besynges. Det varme Venskab for mig, som De her har givet Udtryk, er jeg Dem hjertelig taknemlig for. Det forhindrer dog ikke, at jeg også finder Tilegnelsesdigtet overordenlig skønt, og at jeg har læst "Hvem jeg er –" og andre af Digtene flere Gange med den samme Glæde. Enkelte af de personlige Satirer synes mig for dunkle. Jeg har læst også dem mere end én Gang, men Grunden var den, at jeg ikke straks forstod, til hvem der sigtedes."

Syv år efter Henri Nathansens død udgav forfatteren Tom Kristensen et udvalg af hans digte under titlen Memento – (1951). I sit forord skriver Tom Kristensen om digtene:

"Det var ganske vist ikke lyrikerne, disse digte begejstrede, for den trolddom i ord, som er lyrikens inderste kendetegn, kendte han nok og forstod han nok; men han var forsigtig med den. Det var de mandige, prosaiske hjerner, der bevægedes, og Henrik Pontoppidan, der ikke anede, hvem "Frater Taciturnus" var, hørte blandt hans beundrere."

(Tom Kristensens forord kan læses i sin helhed her.)