TIL DIG –
| TIL DIG – Jeg staar ved Vindvet – Aftenen er rolig, en enlig Vogn langs Landevejen skramler . . . nu taber Larmen sig, og Mørket samler Naturens Lyd i Suset om min Bolig. Et Sus af Trær og Luftens sagte Rislen langs Tag og over Espalierets Tremmer – til Lyden sig i Vedbendløvet gemmer med en forladt og aandeagtig Hvislen. Jeg lukker Vindvet – tænder tænksomt Lampen . . . og Lyset samler Stemningen i Stuen, et trofast Skær fra Ovnens tause Luen og bløde Bølger fra min Pibes Dampen. Fra Væggen dæmrer Billeder i Skygge og Guldets matte Glans fra Bøgers Rygge, paa Bordet lyser ubeskrevne Blade – og foran mig en flygtig skreven Klade. TIL DIG – der staar . . . og fjernt og sløret drømmer bag Skriftens skyggeagtige Konturer en Genklang af en Sang, der stille strømmer fra Sjælens Dyb igennem Sindets Furer. En Sang til dig – en Sang, der altid toner, om hvad jeg svigted, og om hvad jeg soner, om hvad jeg digted, og om hvad der bristed – om hvad du gav mig, og om hvad jeg misted. Om hvad du gav mig . . . Elskede, dit Liv – dit Liv og intet andet uden Livet, dit Smil, din Godhed, Glædens Tidsfordriv, din Ro og Fred – dig selv du mig har givet. Ej Lykken blot, naar Dagen gyldent glider igennem Hjemmets Rum og Hjertets Kamre – men Ømheds Værn, naar det mod Natten lider, og Skæbnens tunge Slag paa Porten hamre. Ak, fra den Foraarsdag jeg først dig saa med Haarets tunge Pragt i Sol og Gløden – til Tiden, da vi begge to blev graa og skued smertelig mod Aftenrøden. I Strid, i Sjælens Strid med Sind og Sanser, i Tvivl, Fortvivlelse og Livets Lede, i Kamp mod Venners Svig og Fjenders Lanser du blev mig tro og fik til Tak – min Vrede. Men bag mit stride Sind paa ondt og godt, bag Smerten, naar jeg krymped mig paa Pælen, bag Hjertets Bølgegang i stort og smaat – en Glød mig brændte, aldrig slukt, i Sjælen. Og naar jeg løfter nu i Nød min Stemme, saa er det dig, jeg aldrig kunde glemme – og naar vemodig-ømt jeg elsker Livet, saa er det dig og det, du mig har givet. |
Frater Taciturnus