Troensedigt 1903
#
Jeg gaar langs det ilende Sund
ene, i ensomme Tanker,
mit Øje pines – hver Gang jeg det løfter –
af Taasinges smilende Banker.
Jeg er flygtet fra Plet til Plet,
dette Foraar har jaget mig, pisket mig;
nu vandrer jeg her ved det ilende Sund
urolig, ustadig – træt.
#
Jeg spurgte, hvor jeg kom hen:
hvor er jeg – hvor har jeg hjemme?
Jeg hørte den samme fortvivlende Klang
af det dumpe "hvor" i min Stemme.
Jeg kunde ej trænge til Bunds,
der var noget, som hæmmed mig, skræmmed mig,
mit Svar blev til Spørgsmaal, der slog og slog
som Hjærteslag i mit Sind.
#
Da følte jeg i et Nu
et Lyn af en rammende Tanke,
jeg stansed og hørte mit Hjærte banke
og banke den samme Tanke:
Du er flygtet fra Plet til Plet,
hvert et Foraar vil jage dig, piske dig,
dette Land er ej dit, dette Folk ej dit,
du har ingen Hjemlands-Ret!
#
Jeg ser paa det smilende Sund –
smælter dets Smil min Smærte,
hører jeg Lyden af Bølgernes Hvisken
som Stemmer, der gaar mig til Hjærte?
Knytter jeg ikke min Haand
mod de bølgende Banker, der piner mig,
føler mig fremmed for Land og for Folk –
dets Sorg, dets Glæde, dets Aand.
#
Skal da mit Liv og min Kunst
svæve som Drømme i Luften,
aldrig i Knop og aldrig i Blomst,
men nøjes med Farven og Duften?
Min Fod og mit Hjærte er træt,
der er hjemløst og klamt, hvor jeg vender mig,
jeg føler mit Land som den Landevejskro,
hvor jeg hviler inat – har jeg Ret?
—
