"Ørneflugt" – læst igen

Det er farligt for en digter at give efter for trangen til at "tage udgang" med en pointe. Hvad har det ikke kostet Henrik Pontoppidan, at han sluttede sin lille fortælling om ørneungen, der voksede op i en andegård, med en henvisning til Andersens eventyr om den grimme ælling? Læser efter læser, også professionelle, har forvandlet Pontoppidans historie til en konstatering af, at miljøet er stærkere end de arvelige anlæg. Og når man så, på trods af digterens advarsler mod at læse ham for at uddrage læresætninger af hans digtning, har misforstået digteren, så går man frejdigt i gang med at korrekse ham. En ung litteraturhistoriker1 har drevet det til at ønske, at digteren aldrig havde skrevet den historie med "den fladbundede moral"; litteraten hævder, at historien er "en replik", hvormed han næppe har ment noget rosende. En anden lige så ung læser2 spørger med smuk alvor om historien er "sand", og om den ikke har alvorlige konsekvenser for digterens personligheds-tanker. Medens endelig en folkelig litteraturhistorie3, der vistnok bruges flittigt i højskolen, forklarer både digter og forfatterskab ud fra den opfattelse, at digteren er ørneungen, hans hjem præstegården. Hvad der kan ske med fortællingen i en 149 mere kortfattet lektiebehandling, tør man næsten ikke tænke på.

Som nævnt har digteren ikke ønsket at blive læst på den måde. Han har endda fremført sit dementi i anledning af Lykke-Per, som vel er den roman, man hyppigst har fortolket som en demonstration af miljøets overmagt. Skønt digterens udtalelse ofte er citeret, er det nok rigtigt at bringe den endnu en gang. Den forekommer i et af Pontoppidans få interviews, det stenografiske, som fremkom i Hver 8. Dag i 1905.

"… De spørger, om der ikke er Agitation, et Program i Bogen. Jeg skal dertil svare, at det er der naturligvis, men ikke et, der lader sig sammenpresse til en Formel, en Læresætning eller moralsk Leveregel – saadan som Pastor Schack og andre Taaber forlanger det af Literaturen. Hvor man er i Stand til at sige sin fulde Mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gaa det digteriske Sprogs, Billedtalens Omveje."

Den, der har læst pastor Schacks bog om Henrik Ibsen, hvori en formel logik med pinlige abstraktioner bruges til at forsvare en præsts livssyn mod Henrik Ibsens, kan ikke være i tvivl om Pontoppidans hensigt med det skarpe udfald. Han vil mere end et angreb på en modstander. Hvad han ønsker, er at sige noget almentgyldigt om, hvad digtningen kan give sine læsere. Og i et andet interview, denne gang i Nationaltidende, i 1927, vender han da også tilbage til spørgsmålet, om man kan læse en livsanskuelse ud af hans bøger, hvad han atter hævder, man ikke kan:

"Det eneste, man maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skriver mine forskellige Arbejder, den staar jeg ved til enhver Tid. Og den skifter i 150 det, jeg har skrevet, fordi der naturligt finder en Udvikling Sted. Kan den, der læser Bogen, finde ind til samme Grundstemning, der beherskede Forfatteren, da han skrev, er Kunstens Maal naaet."

Man kan hertil føje andre af digterens udtalelser, særdeles anbefalelsesværdig er Ejnar Thomsens "citatmosaik" i mindebogen. Her skal blot yderligere fremhæves digterens bemærkning i et brev til Inger Cavallin, der har skrevet en artikel om Pontoppidan:

Min Produktion var – som De ganske rigtigt anfører – fra først til sidst et ganske privat Opgør med mig selv.

Man må altså spørge sig selv: Hvilken grundstemning beherskede digteren, da han i begyndelsen af halvfemserne skrev "Ørneflugt" som et privat opgør med sig selv? Og så må man vist ende med at mene, at digteren ikke har skrevet et eventyr om, at miljøet er stærkere end de arvelige anlæg. Hvad han i digtningens billedsprog lader os opleve, er de overmenneskelige krav, der stilles til personligheden. På det krav går Emanuel Hansted under, medens Peter Andreas Sidenius og Torben Dihmer sejrer. Enklest har Pontoppidan formuleret de krav i et digt til Dansk Forfatterforenings Jubilæumsbog:

Aldrig fæste sig ved sine Mangler,
altid lade Evnen, som man fik den,
frit udfolde sig i ondt og godt –
det er Styrkens Prøve, det er Sejrens Vilkaar.

Før man prøver at læse "Ørneflugt" som digterens opgør med sig selv – eller rigtigere: som et forsvar for et 151 afgørende valg – kunne man prøve at stille den ved siden af "Den grimme Ælling". For havde Pontoppidan villet skrive mod det eventyr, havde han dog haft det i tankerne og formet over det. Det er nu iøjnefaldende, at de to eventyr har forbavsende lidt med hinanden at gøre. H.C. Andersens historie er efter digterens sædvane en forkortet biografi, en udviklingshistorie i stadier. Pontoppidans historie er derimod uden udvikling, den har kun to miljøer i modstilling, den belyser ét forhold ved at lade ørneungen blive prøvet. Man bemærker, at H.C. Andersens eventyr kun i ét af flere miljøer – det lille bondehus – har samme erfaring som "Ørneflugt": at det beskyttende miljø kan virke indsnævrende og begrænsende. Men her, som overalt i "Den grimme Ælling" lige indtil eventyrets sidste afsnit, lider ællingen under miljøets begrænsning, den forfølges på det småligste, medens ørneungen tværtimod beskyttes. Det fælles for de mange miljøer i "Den grimme Ælling" er svaneungens savn af "erkendelse". Her er eventyrets grundstemning: Det ophøjede forfølges i det lave miljø. Det, der opleves, er med et citat fra Niels Lyhne: "Krybets Klassehad til det Store". Hos Pontoppidan er der kun to miljøer: det huslige og det frie, en modstilling, som kun er strejfet i "Den grimme Ælling" og med en helt anden holdning: i det eneste frie miljø, der findes hos Andersen, oplever læseren dette miljø som en bohemeriets verden, og undergangsfaren er fremhævet: de to vildgæs bliver skudt. Ællingen kan føle sig beslægtet med de vilde svaner, men den udfolder sig først som parksvane. Hos Pontoppidan derimod viser det sig, at angsten for det frie miljø, der ender i en flugt mod 152 det lukkede og beskyttende miljø, som konsekvens får døden på møddingpølen. Hos Andersen går vejen fra lidelsen til glæden over anerkendelsen, hos Pontoppidan fører forkælelsen til angst for de naturgivne anlæg og sluttelig til undergang: man skyder ørnen, fordi man tager den for det, den burde være, nemlig ørn, skønt den jo netop har vist sig ikke at have mod til at være sig selv. Medens ællingen ændres indefra, forvandles ørnen udefra. Medens ællingen flygter fra noget uudholdeligt ind i sejren, så lokkes ørnen ind i noget, den ikke kan klare, og flygter derfra ind i en beskæmmende undergang. Medens eventyret om ællingen er helt uden eros, er "Ørneflugt" domineret af hunørnen, hvis lokkende kalden fører den unge ørn ind i dens naturbestemte omgivelser, som den blot ikke tør være i. Medens altså "Den grimme Ælling" kan siges at være en trøst i modgang, så er "Ørneflugt" en advarsel mod de farer, der følger af det manglende mod til at gå ind under modgangens vilkår, og kun på én måde kan den læses som trøst, nemlig som en trøst efter et farvel til noget, som ville være blevet til et endeligt i møddingpølen, hvis ikke hunørnens kalden var blevet fulgt. Man kan også sige det sådan, at digteren med "Den grimme Ælling" husker gamle og nye forurettelser og hævder sig ved bevidstheden om, at han dog er en svane, medens Pontoppidan siger til sig selv: du er en ørn og må, hvis du vil leve som en ørn, have mod til at bære ensomheden i fjeldnaturen, du har dog din hunørn.

De forskelligheder i de to eventyr, som her er fremhævet, er ikke formet i én kontrastoplevelse. Det er to helt forskellige livserfaringer, som søges anskueliggjort 153 i digtningens billedsprog. Allerede de to fugle, som er valgt, viser os det. Svanen og ørnen er begge udvalgte – der er ikke tale om to dyr, som skal illustrere en almengyldig erfaring om miljø og anlæg. Svanen er skønhedens og kunstens symbol, ørnen den ensomme storheds billede. Det første eventyr er vendt mod livets mål for svanen, det andet mod de vilkår, hvorunder storheden lever.

Har man efter en sammenligning mellem de to digtninge fået klart for sig, hvor forskelligt de sigter, bliver man ængstelig for at nøjes med den sidste linje i "Ørneflugt" som vejledning til forståelse. Hvad Pontoppidan opponerer mod i Andersens eventyr, er ikke dets tro på, at det naturgivne anlæg vinder sejr. Han opponerer mod digterens oplevelse af det udvalgte menneskes problem. Det drejer sig for den kaldede ikke om at blive anerkendt, men om at have mod til at ville sig selv i guddommelig og frygtelig nøgenhed. Personlighed er ikke noget, man fødes med og til sidst bliver berømmet for. Personlighed er en mulighed, der kræver mod, før den virkeliggøres; personlighed svømmer ikke beundret i en park. Personligheden flyver ensomt langt borte fra menneskers boliger.
 

Vi har hidtil ikke benyttet os af anden viden end den, man kan få ved at læse de to eventyr. Men går vi videre for at efterprøve læsningen på vores kendskab til digterens situation i de år, da "Ørneflugt" blev skrevet, bliver vi sikrere på tolkningen. Skulle nogen finde en sådan læsning forkert, turde det være nok som modargument at henvise til digterens tidligere citerede udtalelser om, hvordan man ønsker at blive læst, og hertil 154 føje nogle linjer fra hans anmeldelse af Amalie Skrams roman LuciePolitiken i 1. nov. 1888 – det hedder heri:

Der meddeles os meget om Lucies Liv – men vi gennemlever det ikke med hende; vi erfarer meget om hendes ulykkelige Skæbne – men vi føler ikke hendes Sorger, Glæder og Skuffelser, som var det vore egne … Det kommer af, at Fru Skram ikke har villet aabne sit eget Hjerte for os. Hun har denne Gang udelukkende været Iagttager og ikke villet, at Billedet skulle farves ved at sees igennem hende … Det er dog til syvende og allersidst Digterens eget Billede, man søger bag enhver Digtning; man vil, at man skal kunne lægge Fingren paa i det mindste ét Sted i hans Bog og føle hans Hjerte slaa derunder.

"Ørneflugt" er trykt første gang i Aarhuus Stiftstidendes Festnummer 3. januar 1894 og er efter Vilhelm Andersens meddelelse skrevet i januar 1893 i Rom. Året før, den 9. april, var Pontoppidan blevet gift med Antoinette Kofoed, efter at han, der i nogen tid havde været bortflyttet fra sit hjem, var blevet skilt fra sin første hustru Mette Marie Hansen. Det havde kostet digteren pinagtige kvaler at nå til denne beslutning, ikke blot fordi han gjorde sin første hustru en stor sorg, men også fordi han opløste et hjem, der ganske vist ikke for ham og Mette Marie Pontoppidan var et hjem mere, men som havde været det for børnene, som han nu måtte give afkald på. Han, som få år før havde vendt sig fra kunstvennerne i København for i vrede at søge fra deres bohemeliv ud mod det landlige miljø, han gik nu den modsatte vej.

Hvor pint Pontoppidan var af dette valg, ses måske bedst deraf at hans digtnings private selv-dom i disse 155 år trængte sig frem med en produktivitet, der virker som en eksplosion. Ikke blot skrev han de tre bind Det forjættede Land, der blev til hans smertede sinds æreminde over den første hustru. Men også de små romaner Minder, Nattevagt, Den gamle Adam og Højsang blev skrevet og trykt. Så er endda ikke alle udgivelser nævnt. Den store produktivitet skyldes ikke kun den omstændighed, at digteren nu hårdt havde brug for forfatterhonorarer – en bog om Reisebilder aus Dänemark turde vel være et erhvervsarbejde, og også journalistikken var en kamp for brødet – det er digterens behov for at holde dommedag over sig selv, som fremtvinger de mange bøger. Det tør da også hævdes, at forfatterskabet i disse år i nogen grad skifter temaer. Der tages afsked med landet – det egentlige farvel er Det forjættede Land og Spøgelser – og i stedet digtes der på det enkelte menneskes pine i striden mellem natur og vilje, mellem eros og samvittighed. Igen og igen skildrer digteren det enkelte menneske i konflikt-situationer. Det er ikke længer samfundets skæve fordeling af livsgoder og menneskers frygtelige mangel på medfølelse, der først optager ham. Direkte tager han i Spøgelser afstand fra den opfattelse, at økonomiske og sociale livsgoder har betydning for lykkefølelsen. Det er den enkeltes forsøg på at få mod til at realisere sig selv – med drifter og tilbøjeligheder som næppe beherskede impulser – der nu fylder hans sind og lever sig frem i hans bøger. Han var sandelig moden til at møde Nietzsche.

I Familjeliv ofrer Pontoppidan ikke få sider på sit møde med den tyske digter, der forklædte sig som 156 filosof. Pontoppidan fortæller om det indtryk, Georg Brandes' artikel fra Tilskueren – i 1889 – gjorde på ham, og man tror ham gerne. Den, der med Pontoppidan i tankerne læser den gamle artikel igennem, må atter og atter føle sig slået af ligheden mellem de livsstemninger, som den danske digter i disse år udtrykte, og så det billede, som Brandes giver af Nietzsche. Et langt afsnit arbejder med den onde samvittighed, og det nævnes, at den vanskelighed opstår "at vi have en Samvittighed bag Samvittigheden, en intellektuel bag den moralske" (Tilskueren, 1889, s. 586). Her er jo Pontoppidans problem udtrykt. Han var plaget af samvittighedskval og prøvede som det forstandsmenneske, han var, at finde frem til, hvad denne samvittighed var bestemt af. Han nåede – og der var både befrielse og plage deri – til den anskuelse, at vi i vores meninger om godt og ondt lod os regere af gamle spøgelser. Eller Brandes drøfter, hvad lykke vel egentlig er (s. 576), og gør det med ord, der har en slående lighed med de udtryk, Pontoppidan havde brugt i sin fortælling Spøgelser, der var udkommet året før. Bestandig tales der om den frie individualitet, der ikke lammes af, hvad der er forbi. Ord, som den danske digter har følt som hjælp til egen frigørelse for de bitre minder om, hvad han måtte mene var en svigten af hjem og hustru og børn, men alligevel søgte kraft til at ville for sin udviklings skyld. Der tales om den unges søgen mod selvstændighed:

Men selv om en indre Stemme siger til ham: Bliv dig selv! Vær dig selv! hører han med Mismod dens Tilraab. Har han et Selv? Han ved det ikke, han kender det endnu ikke.

Det er ord, som Pontoppidan år efter gentager i en af sine berømte enetaler i 157 Politiken (12. marts 1897 – i de samme dage er andet-trykket af "Ørneflugt" afsendt til Juleroser):

Jeg ved, at jeg igen i Morgen og i Overmorgen og indtil mine Dages Ende vil sidde saaledes under Lampen og føre Enetale med mig selv, tage alle den forløbne Dags Begivenheder for mig een efter een, alle mine Indtryk af Naturen, Mennesker, Bøger, alle mine Tanker, alt hvad jeg har følt og fundet … for ud af det Altsammen at forsøge at danne mig et Billede af eller blot en Art Forestilling om mig selv, og dermed om andre Mennesker og om Historie og de usynlige Ting. Jeg véd, der findes intet mere vanvittigt, for hver Dag der gaar, bliver jeg mig selv mere fremmed. Og dog kan jeg ikke lade være med at haabe, og dog bliver jeg ved med at søge.

Pladsen er ikke her til at søge de mange steder frem af Brandes' artikel, som ville begrunde, hvorfor den fik den afgørende betydning for Pontoppidan, som han selv bevidner. Væsentlig har artiklens krav til personligheden været og dens ord om smerten, der forædler og udvikler. Artiklens opgør med moralfordomme har Pontoppidan kunnet bruge, fordi prisen for opgøret er medindbragt. Angrebet på askesen har for digteren været en hjælp til ny sundhed. Han kunne gøre sig fri nu, fri af medlidenheden med de små i landsby-samfundet, fri af den, han engang havde lovet en kærlighed, som ikke længer var levende, for også om ægteskabet har artiklen ord, der måtte tale med direkte virkelighed til Pontoppidan. Ja, artiklens næstsidste afsnit, der omtaler "Saalunde talte Zarathustra", har det landskab, som digteren to år efter kunne bruge i sin fortælling om ørneungen, der var blevet forkvaklet 158 i lavlandet: "Ren Himmel foroven, frit Hav ved Bjærgets Fod og derover en Lyshimmel, en Lysafgrund, en Azurklokke hvælvende sig stum over brusende Vande og mægtige Bjærgrygge. Deroppe er Zarathustra ene med sig selv, aandende den rene Luft i fulde, dybe Drag, ene med den opgaaende Sol, ene med Middagens Gløden, der ikke forringer Friskheden, ene med blinkende, talende Stjærner ved Nattetid." Ja, der er sandelig mere Nietzsche end Andersen i "Ørneflugt".

Da Pontoppidan skrev den første udformning af fortællingen, kendte han ikke andet til Nietzsche end artiklen i Tilskueren, men, som han selv har fortalt det, skaffede han sig nu hans værker. En lille ændring fra første-trykket til andet-trykket hidrører sandsynligvis fra de grundigere studier. I Familjeliv citerer Pontoppidan (s. 84) Nietzsches følte strofe:

Die Krähen schrein
und ziehen schwirren Flugs zur Stadt.
Bald wird es schnein.
Weh dem, der keine Heimat hat.

Med kendskab til det sind, der findes i Pontoppidans forfatterskab, vil man føle sig forvisset om, at de linjer har rørt ham på det ømme sted. Tør man ikke også tro, at de krager, der skræppende flyver hjemad mod menneskets boliger i "Ørneflugt", og som først findes i andet-trykket – at de er der, fordi digteren må værge sig mod, hvad strofen lader vælde op i ham som ny længsel?

Og ikke blot det nye ægteskab og læsningen i Brandes' artikel om Nietzsche har ført digteren til tankerne 159 i "Ørneflugt". Der var kommet mere til. Et par artikler i Kjøbenhavns Børs-Tidende førte til retsforfølgelse mod redaktøren, der blev idømt en bøde for blasfemi på 300 kr. Samme år, som "Ørneflugt" første gang udkom, fratog kultusministeren Pontoppidan den lille forfatterunderstøttelse, han havde fået. Digteren, som vidste, hvad der var på vej, har sagtens haft også dette i tankerne, så meget mere som Tilskuer-artiklen strejfer også sådanne forhold.
 

Det kunne være fristende at gøre nøjere rede for Pontoppidans stilistiske rettelser i de tre tryk. Her må der ved denne lejlighed resigneres. Kun enkelte træk skal fremdrages. For det første fjernes allerede i andet-trykket nogle uheldige detaljer. Det hedder oprindeligt, at gæster i præstegården altid skulle ud for at betragte fuglen. "Selv Damerne trodsede Moradset omkring Møddingpølen og hoppede med opløftet Kjole fra Sten til Sten, medbringende den én Gang vedtagne Tribut: et lille Kødstykke paa en Gaffel. Og aldrig saa snart fik "Klaus" Øje paa et saadant Optog, før den kastede sig ned fra sit Plankeværk og vraltede Selskabet i Møde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongeørn bevæger sig paa Landjorden." Allerede i andet-trykket er damerne erstattet af den store Dorthe, pigen i præstegården – hun hed i første-trykket Ane Kokkepige, rettelsen er morsom, fordi den giver litterære mindelser om den digter, som Pontoppidan elskede, Chr. Winther – "Nu kommer Dorthe med Maden". At damerne fjernes er et udtryk for koncentration. Historien må ikke i sit sigte flyttes fra satiren over ørneungens fjerkræ-forvandling; ikke præstegårds-borgerskabet, men 160 kravlet i hønsegården skal kalde vores forståelse frem.

Hertil kommer også, at Pontoppidan har indført en virkelig forbedring i begyndelsen af historien. Oprindeligt hed det, at ørneungen blev bragt "til Præstegaarden". I andet-trykket skrives der med et associations-rigere udtryk "den gamle Præstegaard", og helt nyt er det, at det siges, at "kærlige Mennesker tog sig af den", i tredje-trykket: "nænsomme Mennesker". Det er væsentligt, at præstegården ikke anskues komisk, men at det bliver klart for læseren, at "Medlidenheden avler daarlig Luft for alle frie Sjæle" (Tilskueren, s. 604).

Et andet afsnit, som udgår, beskriver i nogle linjer, hvordan Klaus efter at være nået op på en klippespids "med den Omhu for sin Person, som den havde lært af Duerne derhjemme paa Straataget, gav sig til at ordne paa den forpjuskede Dragt". Også her ville vores oplevelse blive forstyrret. Det er ikke sippetheden, som ødelægger ørneungen, det er angsten. Derfor må linjerne udgå, for at kunstværket kan nå den fuldkommenhed, der skabes af det gennemførte sigte. Endelig fjerner digteren nogle linjer, hvori han lader Klaus formulere sine egne tanker, hvorved tonen rykkes nedad fra den strengere fabel til børneeventyrets snakkende tone. Rettelserne gennemføres på dette punkt gennem alle tre tryk. Første-trykket har f. eks.: "Hvad vil hun dog her," tænkte Klaus og havde slet ikke Mod til at se ned. "Her er jo uhyggeligt. Og nu kan jeg snart ikke mere." Dette afsnit går helt ud i andet- og tredjetrykket. Også et andet, lignende afsnit går ud: "Der vil hun dog vel ikke over!" tænkte Klaus, og alene Tanken fik ham til at gyse, saa Næbet klaprede. Og da Hunørnen virkelig blev ved at stige, som om den ville 161 lokke ham helt op til Stjernerne, tog Klaus sin Beslutning. Han satte sig paa en Sten. Nu havde han faaet nok. Den Slags Galskaber vilde han dog ikke være med til. Det var jo Vanvid! … Hun maatte jo være gal!"

Som man ser, er Klaus her ved at blive en filistrøst overvejende forsigtigper, hvor først og fremmest angsten skulle dominere. Dette afsnit er helt gået ud i andet-trykket, der kun har to formulerede tanker ("Mon hun dog ikke vil sætte sig?" og "Nu vil jeg snart ikke længer"). Tredje-trykket har kun bevaret den første ("Mon hun dog ikke vil sætte sig?").

Praktisk taget alle rettelser betyder en stramning af stilen. Særlig karakteristisk er skildringen af fjeldegnen, den får allerede i andet-trykket mere storhed. Kontrast-oplevelsen mellem præstegården og de øde højder forstærkes vældigt. I første-trykket kan nogle af uhyggens udtryk atter minde for meget om barnestue-eventyret, så storheden ikke opleves. F. eks. hedder det i den overlæssede første skildring af Klaus' angst – før hunørnen viser sig – at "bagved stod en mørk, uhyggelig Skov, hvorfra der nu og da lød en uhyggelig Knagen, som den ikke kunne forklare sig". Og da den i sin jagt på hunørnen er kommet ind over højfjeldene og svæver hen over en bundløs slugt, hedder det, at der deropfra steg et "mørkt Sus af Skove, blandet med djævelske Skrig af Nattens Ugler …" Atter sker der det, at læseren alt for muntert oplever ørneungens angst som forskrækkelse. Den øde storheds nøgne ensomhed opleves ikke. Vi får her hjælp til tolkningen: Pontoppidan ønsker, vi skal være med i vilkårene for den store personligheds livsfølelse, vi skal ikke bedrevidende smile ad den forskræmte lille ørneunge.

162 Det er ofte ved forkortelse, Pontoppidan når til en større virkning, både i skildringen af ørneungen og af fjeldegnen. I skildringen af fuglen udgår alt, hvad der giver os et hyggeligt menneskeligt medoplevende forhold til den, den bliver mere fugl, mindre en mildt overlegent betragtet nabo. "Den var ikke fri for at føle lidt Svimmelhed i disse uvante Regioner" findes kun i første-trykket, hvori desuden linjerne: "… og da den første Befrielse havde fortaget sig, bredte den atter Vingerne ud og satte fra med Fødderne" ændres til "… indtil den – uimodstaaeligt draget af Himmelblaaet og de sejlende Skyer – paany bredte Vingerne ud og lod sig løfte …" Det er ikke længer beslutning, men natur. Fuglens instinkt leder den, den lader sig, kongeligt, løfte, sætter ikke fra med fødderne. Således kunne der nævnes mange eksempler. Sammenfattende kan det siges, at de væsentligste forbedringer allerede findes i andet-trykket i Juleroser. Fra dette tryk og til det tredje sker der kun ændringer, som er stilistiske småforbedringer. Grundoplevelsen er formet med andet tryk.
 

Vi tør altså fastholde: en sammenligning mellem "Ørneflugt" og "Den grimme Ælling", en overvejelse af forfatterens situation, da han skrev, en fastholden af inspirationen i Nietzsche-opdagelsen og en undersøgelse af forfatterens forbedringer – hvorved efter digterens udsagn om forholdet mellem første-tryk og ændrede optryk forfatterens intentioner kommer tydeligere frem – alt dette demonstrerer for os, hvor letfærdigt det er at opleve "Ørneflugt" som en historie om, at miljøet er stærkere end de arvelige anlæg. Alt hvad 163 der bliver tilbage af den "morale" er, at miljøet kan hæmme de kongefødte, hvis de ikke i tide frigøres. Digteren har på sin bryllupsrejse følt trang til at berolige sig: hans vej var den rette, det var gamle spøgelser, der dukkede op i hans sind for at friste ham til hjemlængsel. Han havde ikke forsyndet sig ved sin frigørelse fra Østby-miljøet, tværtimod. Han ville være endt på møddingpølen, om han ikke havde fulgt sit kalds forpligtelser.

Derfor er Pontoppidan i denne fortælling frigører – hvis man da vil læse fortællingen med digterens sind – og ikke fornægter. Han vil frigørelse fra følelsesbestemte erindringer om godt og ondt. Det kan undertiden ligne kulde og hovmod, skønt digteren dybest bevægedes af medfølelsen. Han reagerede imod forfalskninger, materialisme og udvendig ærelyst. Hvad han ville, var oprigtighed. Det er ikke til at undre sig over, selv ville han næppe have gjort det, at snævre læsere forsnævrer hans digtning. Men det er væsentligt at tage stilling til hans forfatterskab uden at forfalske det ind i et skjult tilhørsforhold til, hvad man selv anser for rigtigt. For ellers er, ikke Pontoppidan, men hans læsere fornægtere.

 
[1] Tage Skou-Hansen: "Fornægteren", Heretica, 1952, s. 385. tilbage
[2] Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende, 1957, s. 187. tilbage
[3] Kapitler af dansk digtning, 1951, s. 68. tilbage