Efterskrift og bibliografi
I 1927 var Henrik Pontoppidans hustru, Antoinette Caroline Elise Pontoppidan, indlagt på Svendborg sygehus, hvor hendes svigersøn Einar Thomsen på det tidspunkt var reservelæge. Hustruens sygdom var alvorlig, og hun døde i Svendborg den 6.2.1928. Under hele hendes sygdom boede Henrik Pontoppidan på Højskolehjemmets Hotel i Svendborg. Det var således Svendborg, der blev rammen om Pontoppidans 70 års fødselsdag den 24.7.1927. Naturligt ønskede Pontoppidan ikke at fejre sin fødselsdag med en større fest. Flere ønskede dog at hylde ham. Således skænkede en kreds af venner ham 2 malerier af Johan Rohde. En kopi af gavebrevet findes i Pontoppidansamlingen i Randers. Listen begynder med Jeppe Aakjær og slutter med Vilhelm Østergaard. Aviserne hylder selvfølgelig Pontoppidan. I Politiken er der på dagen en helside med hilsner og lykønskninger fra forfattere og beundrere. Også Berlingske Tidende har på dagen hilsener, og den mest interessante er efter min mening noderne til Henrik Pontoppidans lille juledigt, som jeg senere skal komme tilbage til. Melodien er komponeret af Hakon Børresen. Samme dag er kronikken i Berlingske Tidende af Carl Gad og titlen er "Henrik Pontoppidan".
Forlagsboghandler Frederik Hegel henvender sig til Pontoppidan og foreslår, at hans runde fødselsdag skal markeres ved at udgive en samling af Pontoppidans digte. Den 24.6.1927 svarer Pontoppidan på henvendelsen med et brev fra Amtssygehuset i Svendborg:
Kære Hr. Direktør Hegel!
De har mindet mig om de Lejlighedsvers, jeg i Ny og Næ har offenliggjort, og De spørger mig, om jeg ikke har Lyst til at samle dem, da Gyldendalske Forlag så vil tilbyde at udsende dem i smuk Udstyrelse. Jeg vil hertil ærligt svare, at trods Tilbudets store Elskværdighed frister det mig ikke. Mit hele Forfatterskab har været vendt mod Lyrismen; det vil da tage sig underligt ud, om jeg nu på mine gamle Dage søgte Optagelse i Versemagerlavet. Desuden er mine Digte spredte omkring i Aviser og Tidsskrifter, og det vilde være meget besværligt at få dem samlet, da jeg lige så lidt har nogen Fortegnelse over dem som over mine journalistiske Arbejder (som man fra anden Side har ønsket udgivet).
Men jeg takker for Forespørgslen, og beder Dem være forsikret om, at jeg skønner på Forlagets Tilbud.
De venligste Hilsener
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.
Det blev altså ikke til noget med en digtsamling af Henrik Pontoppidan i 1927, og det er ikke før nu sket, at Henrik Pontoppidans digte har kunnet findes ét sted. Det hidtil bedste forsøg er gjort af Cai M. Woel i hans bøger Henrik Pontoppidan I og II fra 1945. I sidste kapitel af bind 2, kapitel IX har han samlet 20 digte og forsynet dem med omfattende kommentarer. Bogen udkom på Ejnar Munksgaards forlag, men Henrik Pontoppidans arvinger protesterede mod udgivelsen af digtene. I sit testamente havde Henrik Pontoppidan noteret: "Efter min Død må intet andet trykkes, end hvad jeg allerede har udgivet i Bogform – ingen Avis- eller Tidsskriftartikler, ingen Breve, Digte eller lign."'1 Endvidere tog han afstand fra to af sine små romaner, Mimoser (1886) og Spøgelser (1888), som han ikke ønskede genoptrykt. (Henrik Pontoppidans breve forord side 7). Munksgaards forlag tilbagekaldte bogen, og da bogen kom på markedet igen, var digtene fjernet. Den oprindelige udgave en nu en sjældenhed'2. Man kan være heldig at finde den på biblioteker. I Pontoppidan-samlingen i Randers findes således Woels bøger uden digte. Selv måtte jeg i mange år nøjes med at eje den barberede udgave plus fotokopi af kapitel IX. Ihærdigt arbejde hos antikvarboghandlere har nu resulteret i, at jeg ejer begge udgaver. Digtene hos Woel er følgende (numrene henviser til numrene i min kronologiske fortegnelse):
85 Vi bygged vor Gaard i en Overgangs Tid
12 Nu trækker Bonden sit Hors i Stald
31 En Kæmpegrav ved Havet
88 Vi ejer Skatte nok af Sølv og Guld
90 Jeg, lille Nisse rejste
50 Ja, Livet gaar sin skæve Gang
91 Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester
92 Der er kommet Foraarsbud
93 Der er saa sære Luner
87 Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude
95 Med Trold jeg kæmped i Skrift og Tale
98 Det lyder som et Eventyr
64 Solen daler. Snart vil Natten komme
99 Aldrig fæste sig ved sine Mangler
101 Det var hans Gerning i vort Land
70 Højt gennem Luften i Natten farer
89 Der var en Gang en Mand af ringe Kaar
96 Nu faar vi Vaar
97 Husker du en Landsbyvise
100 Hvad jeg som Dreng har set og hørt
Under mine kommentarer til de enkelte digte vil jeg for disse 20 digte i høj grad benytte Woels arbejde. Cai M. Woel var selvfølgelig ikke tilfreds med tilbagekaldelsen af sine bøger. Han gjorde opmærksom på, at Pontoppidans digte var aftrykt andre steder, f. eks. i bogen Henrik Pontoppidan til Minde, 1944. Her er aftrykt 11 af Pontoppidans sigte, nogle dog kun i uddrag. Det drejer sig om:
31 En Kæmpegrav ved Havet
89 Der var en Gang en Mand af ringe Kaar
99 Aldrig fæste sig ved sine Mangler
88 Vi ejer Skatte nok af Sølv og Guld
85 Vi bygged vor Gaard i en Overgangs Tid
12 Nu trækker Bonden sit Hors i Stald
87 Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude
91 Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester
64 Solen daler. Snart vil Natten komme
93 Der er saa sære Luner
100 Hvad jeg fra Dreng har set og hørt
Man må gå ud fra, at mindebogen er udgivet med arvingernes billigelse – ikke mindst da Henrik Pontoppidans svigersøn Einar Thomsen er forfatter til artiklen "Ved Graven i Rørvig". Men 11 er selvfølgelig mindre end 20.
I Poul Carit Andersens bog Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi fra 1934 er der side 125 en fortegnelse over Pontoppidans digte, i alt 16, nemlig de 20 fra Woels bog minus:
Nu trækker Bonden sit Hors i Stald
Ja, Livet gaar sin skæve Gang
Solen daler. Snart vil Natten komme.
Højt gennem Luften i Natten farer.
Jeg kan undre mig over, at Poul Carit Andersen ikke har "Nu trækker Bonden sit Hors i Stald" med, da dette digt dog er et af de væsentlige.
I F. J. Billeskov Jansens bog fra 1966: Den danske lyrik. Efter 1870 finder vi 4 digte:
Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude,
Vi ejer Skatte nok af Sølv og Guld
Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester
Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage
I 1930 knytter Henrik Pontoppidan forbindelse til Flensborg Avis. Han bidrager med adskillige artikler, der ikke mindst er interessante som forarbejde til erindringsbøgerne. Den 24. januar, 1931 sender han et brev til redaktør Ernst Christiansen, hvori han bl.a. skriver:
Idet jeg håber, at den Ravage, jeg ganske uformodet fremkaldte blandt nogle af Flensborg Avis´ holdere med mine Randgloser, nu er glemte og tilgivet, tør jeg atter vove mig frem med et lille bidrag til Bladets ”Breve fra Landsmænd”. Det er denne gang Vers, men det vil forhåbentlig ikke være en Hindring for Optagelse. En anden Ting er, at det sidste af Digtene temmelig sikkert en gang for længe siden, om end ikke helt i den samme skikkelse, har været trykt et sted i et Billedhæfte uden Læsere (jeg husker ikke længere, hvor det var). Men Digtet er i hvert fald ikke kendt af mange, og jeg synes, at det godt kan fortjene at blive optrykt, og netop nu. Om de tre andre Smådigte ved jeg med Sikkerhed, at de aldrig har været offentliggjort.
Citeret her fra Flensborg Avis. 1869 1. oktober 1969. Sydslesvigske år og dage, 1969,
Thorkild Skjerbæks artikel: "Digteren og redaktøren. Henrik Pontoppidan og Flensborg Avis", side 388.
Digtene kom i avisen den 8. februar 1931. Det drejer som om:
Husker du en Landsbyvise
Der var en Gang en Mand af ringe Kaar
Nu faar vi Vaar
Hvad jeg fra Dreng har set og hørt
Det er den eneste digtsamling fra Pontoppidans egen hånd, så alene derfor er den bemærkelsesværdig.
I Uge Journalen, Tidens Kvinder nr. 33 – 1957 13. august findes en længere artikel af Carl Dumreicher med titlen "Personlige erindringer om Henrik Pontoppidan". Her fortæller Carl Dumreicher, hvordan "Det lyder som et Eventyr" var blevet til. Denne beretning skal jeg senere vende tilbage til. Carl Dumreicher fortæller også om sin deltagelse i Henrik Pontoppidans 70 års fødselsdag. Han beskriver, hvordan dagen slutter ved hustruens hospitalseng. Han fortsætter:
Da jeg vendte mig for at gå, så jeg Henrik Pontoppidan træde ind og løfte begge armene mod fru Antoinette. Jeg kom til at mindes øjeblikket, da jeg for nylig i et par af Pontoppidans bøger fik lov til at læse de versificerede dedikationer til hende. Pontoppidan skrev jo sjældent vers. Da jeg en dag havde foreslået ham at samle sine digte og lade dem trykke i en både med hensyn til papir og tryk udsøgt udgave, rystede han afværgende på hovedet. "Jeg er og bliver prosaforfatter. Det ville kun forvirre begreberne, hvis jeg pludselig optrådte med en digtsamling." Kun nu og da, når stærke følelser og stemninger greb ham, kunne versets form falde ham naturlig og selvfølgelig. Det hændte jo bl. a., da hans berømte genforeningsdigt blev til.
Det har altså ikke manglet på opfordringer til at udgive en digtsamling, men det var forgæves. I Nattevagt 1894 side 175 lader Pontoppidan Jørgen Hallager sige:
Lyrik? Véd du ikke det, min Tøs! … Ja, hvad skal jeg sige? Det er Skønhedsdyrkelsens Røgelse, forstaar du! Det er saadan en Slags taaget Hjærnedunst, som fremkommer ved Svækkelse og mangelfuld Fordøjelse. En Lyriker, det er en Mand med en daarlig Mave!
Man bør tage sig i agt for at tro, at Pontoppidans romanfigurer udtrykker hans egne meninger, men her forholder det sig måske sådan.
I Hamskifte, 1936 side 141-142 lader Pontoppidan Schaff sige om de store, moderne russere: at de alle som én forkastede Verseformen, overhovedet alt Stilbroderi som Narreværk; og det havde ogsaa tidligere altid moret ham at drille Lyrikerne ved at minde dem om, hvad Versekunstens Stormogul i nyere Tid, selve Goethe, i en af sine Samtaler med Eckermann har sagt, at det højeste Maal for en sand Digter var at skrive en mandig stærk og klar Prosa. Men dertil krævedes, at man havde et Budskab at bringe Menneskeheden, at man med andre Ord var en Forkynder. "Wer aber nichts zu sagen hat, der kann doch Verse und Reime machen, wo denn ein Wort das andere giebt und zuletz etwas herauskommt, das zwar nichts ist, aber doch aussieht als wäre es was."
Flere, måske alle litteraturforskere er enige om, at Schaff aldrig har eksisteret. Det er en almindelig antagelse, at Pontoppidan brugte ham som talerør. Hvis det er tilfældet, kunne det underbygge min antagelse om citatet fra Nattevagt.
I et brev til Vilhelm Andersen skrevet 11.6.1917 skriver Pontoppidan bl.a.: Jeg er med Årene bleven mere og mere led ved den descriptive og stemnings-udmalende Stil, som jeg for øvrigt ålede allerede i "Sandinge Menighed", og jeg synes, at jeg i min sidste Bog er kommen nærmest det uopnåelige Mønster: "Der var en Gang en Mand, der hed Søren." Har man ikke været klar over, hvad Pontoppidan mener om poesi og prosa, så kan disse citater hjælpe.
Berlingske Aftenavis' kronik den 18.6.1941 er skrevet af kommunelærer Orla Lundbo og har titlen "Henrik Pontoppidan og Poesien". Orla Lundbo hævder, at man gør sig skyldig i en misforståelse, hvis man opstiller nogen modsætning mellem versproduktion og prosadigtning. De er begge frugter af, hvad man kan kalde den verbale begavelse. Om den kommer til at ytre sig i den ene eller anden digteriske form, kan tit bero på tilfældigheder. Orla Lundbo kalder Pontoppidans forhold til versekunsten panisk. Også Orla Lundbo nævner muligheden for at sammenstille en samling af ca. 30 større digte, som Pontoppidan har afstedkommet. Han omtaler Pontoppidans angst for at blive grebet i lyrisk påklædning med slængkappe og bulehat. Lundbo giver eksempler på, hvordan Pontoppidan bryder stemningen efter et fint stykke poesi og nævner En Vinterrejse, hvor et stykke fint elskovspoesi ødelægges i læserens erindring med en beskrivelse af, hvordan det bliver foredraget, så det virker som et åndeligt afklædningsnummer. Orla Lundbos kronik er yderst interessant, men det bliver for meget at berette om hele indholdet. Kronikken slutter med, at Lundbo karakteriserer Pontoppidan som en ensom kritisk løsgænger. Hans betydning er almindelig kendt og anerkendt. Mindre påagtet har han været som versets mand. Her har han ikke blot understreget denne holdning, men samtidig leveret forklaringen på, at det har været ham muligt at gennemføre den: i sin alsidige artistiske omstillingsevne over for tingene.
I 1959 skrev jeg på seminariet en afhandling om Henrik Pontoppidans digte. Her tolkede jeg på livet løs hans digte. I gymnasiet havde jeg en drøm om, at blive "verdensmester" i Henrik Pontoppidan. Jeg kastede mig over hans forfatterskab, og jeg blev gladere og gladere for det. Det gik efterhånden op for mig, at det var en umulig opgave at blive mester i hele forfatterskabet. Jeg har siden købt bøger af og om Henrik Pontoppidan, så min samling i dag er stor – meget stor. Den består også af avisartikler og fotokopier af artikler med tilknytning til Henrik Pontoppidan. I de senere år har jeg fået tid til at dyrke denne kærlighed til et forfatterskab. Det har flere gange ført mig til Pontoppidan-samlingen i Randers, hvor der er oceaner af stof at fordybe sig i. Jo mere jeg studerer Pontoppidan, jo mere ydmyg bliver jeg overfor opgaven at rumme det hele. Denne samling digte vover jeg i dag ikke at fortolke. Jeg vil forsøge at lave et arbejdsredskab, så andre hurtigt og nemt kan finde oplysninger om digtene i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Det er jo sket, at anerkendte litterater med speciale i Henrik Pontoppidan har haft besvær med at placere digte i tid og sted. Nu kan man forhåbentlig få glæde af denne samling.
Einar Nielsen