Hvor Lykke-Per møder Kierkegaard, Nietzsche og den rigtige Superman

Af Paul Larkin

Forord

Denne afhandling blev til da jeg begyndte at overveje mine følelser for (og reaktioner på) Lykke-Per, efter at have oversat Henrik Pontoppidans mesterværk i samarbejde med Flemming Behrendt. Disse overvejelser førte mig selvfølgelig ind i Pontoppidans œuvre i det hele taget og den filosofi og tankegang der, efter min opfattelse, står bag hans fortællinger og hans lange rolleliste. Den konklusion jeg drog var, at den Henrik Pontoppidan jeg mødte, og var i dialog med, ikke helt lignede den forfatter der oftest bliver fremstillet for os: en duft af kølighed omkring hans snehvide skæg, en hovmodig stirren der jævnt betragter os, et kynisk blik, præget af et skeptisk syn på livet som bunder i hans tvetydighed og mistillid til menneskers evne til at være gode mod hinanden, nyde tilværelsen, have et godt liv. Det er ikke den Henrik Pontoppidan jeg kender, eller mener jeg kender. Min Pontoppidan har mere varme og viser empati mod sine medmennesker. Han er folkelig, tit romantisk og fuldt bevidst om betydningen af sin rolle i samfundet som Skjald. Af den grund alene kan han ikke være modernist.

På sin måde er Pontoppidan forkynder – en stridsmand om man vil. Godt nok har han afslået alle former for organiseret gudstilbedelse og navnlig den præstestand der skal til for at organisere og understøtte en sådan tilbedelse, men det synes tit at være overset at Pontoppidan også afslog den idé at videnskaben kunne være folkets "frelser". Denne vej leder naturligt til et Kierkegaardiansk/Nietzsche'sk personligt valg i livet, mens naturen og de store vidder erstatter kirken som den skueplads hvor mennesket kan føle den universelle ånds nærværelse, den sande befrielse. Om man faktisk tør tage det eksistentielle spring og forlade reden og flyve hen over de svimlende bjergtinder, er et andet spørgsmål og selvfølgelig noget som Pontoppidan tit beskæftigede sig med. Men dette var ikke fordi han troede at det var umuligt for mennesker per se at komme bort fra de negative og hæmmende aspekter af deres personlig baggrund. Det var mere, at Pontoppidan følte at Danskernes evne til at besejre deres indre dæmoner var blevet svækket i den "Nye Tid" som det hedder i Lykke-Per. Således kalder Pontoppidan, gennem Lykke-Per først og fremmest, på et nyt dansk mod, på nye helte i nutidens Danmark.

Det er med hensyn til spørgsmålet om et personligt valg i livet at den Kierkegaard-lignende Pastor Fjaltring er så vigtig i Lykke-Per. For Fjaltring siger nemlig at man først skal have mod nok til at indrømme at man tvivler, dernæst at man tit fortvivler før man kan begynde at forstå den (moderne) menneskelige tilstand. Fjaltring henvender sig også til kættere og euforiske figurer fra historien som ikke havde nogen rationel forklaring eller retfærdiggørelse af deres kristne tro, fordi den kom fra blodet, hjertet, hukommelsen, visioner, åbenbaringer, sjælen. Det er således ikke alt der kan forklares rationelt.

Alt dette vil sige at erkendelsen af tvivl og fortvivlelse ikke må forveksles med tvetydighed. Det står klart for mig at både Per Sidenius og Henrik Pontoppidan skimtede tilværelsens hellige ånd ude under åben himmel og tilbad naturen med hele deres sjæl, og at begge erkendte, at det krævede heltemod at være fuldstændig ærlig med sig selv, at blive sig selv bevidst, og leve og handle derefter. For at nå Valhal må man opleve Ragnarok. Med andre ord, hvis vi følger denne argumentslinje videre, kan vi se at ikke alene Kristusfiguren men også de skandinaviske myter og heltesagaer giver os rollemodeller for det moderne liv. I Vikingesamfundet, og længere tilbage, var ens navn, ry og tapperhed de vigtigste værdier af alle. Pontoppidan var først og fremmest dansker, og Per Sidenius var hans tapreste skandinaverhelt. Hvorfor? Fordi Per kæmpede sin indre kamp og ihjelslog sine dæmoner og onde ånde til sidst og omfavnede livet og sine medmennesker med empati, mens han kæmpede. Hvis jeg har ret, må man sige farvel til Lykke-Per som blot en trist "håbløshedsfortælling".

Skepsis-begrebet er også meget vigtigt i denne sammenhæng, ikke mindst fordi det danner en bro imellem forfattere fra USAs nordøstkyst og forfattere som Pontoppidan der havde stort set det samme livssyn og artistiske tilbøjeligheder. Så vidt jeg ved er denne, for mig at se klare forbindelse aldrig blevet nævnt hos Pontoppidan-forskere, selvom den leder os tilbage til Nietzsche og Kierkegaard. Skepsis som filosofi bygger på den opfattelse at vi mennesker, i al vor skrøbelighed, ikke er i stand til helt at forklare vor omverden, hverken for os selv eller for vore medmennesker.

Dette livssyn kommer selvfølgelig i tandem med Descartes og Hume og videnskabens fremmarch i 17.-18. århundrede, d.v.s. den videnskabelige og rationalistiske opfattelse at vi kun kan fornemme og forklare vores omverden empirisk, gennem vores sanser. Altså hvis Gud overhovedet er til, ligger han gemt i vores tanker, inde i sindet – cogito ergo sum. Eksistens er blevet reduceret til tanke og fornuft.

Men hvorfor er dette så vigtigt når det kommer til Lykke-Per og Henrik Pontoppidan, og hvori består en forbindelse med USA? Ja, nøglespørgsmålet er – hvor kommer lykken fra? Med videnskabens sejr over Gud kom ikke alene social fremgang og frugtbar introspektion men også masseelendighed og fortvivlelse. Så fremkom i USA en naturbevægelse der hævdede at hverken kirken eller videnskab havde nøglen til menneskelykke. Denne "Transcendental"-bevægelse, med Ralph Waldo Emerson i spidsen, påstod at menneskelykken kom af det frydefulde ved at være i live med al livets glæde og besvær, det frydefulde ved at arbejde og dyrke naturen og menneskeligheden, det frydefulde ved at være selvstændig og tapper – netop de værdier som både Lykke-Per og Pontoppidan selv hævder, bortset fra at de fremstiller og beskriver særlige danske tilstande. Nietzsche var en stor beundrer af Emerson, og som vi ved, havde Nietzsche ligeledes en stor indflydelse på Pontoppidan.

Kort sagt, det som Kierkegaard, Nietzsche og siden Pontoppidan har tilfælles, deres forskellige synspunkter om religion ufortalt, er at filosofi skulle leves i stedet for simpelthen at tænkes, og at det var gennem livet og bestræbelserne på at leve et uforfalsket liv, at man kom frem til en vidunderlig klarhed. For Emerson og Nietzsche var det faktisk muligt for mennesket til at nå selve Dionysos' højder og blive til en gud, et Übermensch, en Superman. Übermensch er derfor ikke en tyran men morgendagens Überfilosof – dette er selvfølgelig det modsatte af skepsis.

I Pers tilfælde har vi den tragiske kendsgerning at han ikke kan blive sin pæredanske fortid kvit, men han ser denne sandhed i øjnene og skaber, til sidst, et godt, berigende og betydningsfuldt liv for sig selv. Det påstår denne forfatter i hvert fald.

Nedenfor skal vi se mere præcist hvordan Per Sidenius faktisk er en moderne dansk, omend tragisk, heltefigur – en Viking-Superman, og hvordan Jakobe Salomon er en nudansk Superwoman.

*

"Whatever happened, to all the heroes? All the Shakespearoes?" – The Stranglers

"There's many a true word spoken in jest," siger englænderne – mangt et sandt ord bliver udtalt som spøg; og i den ånd fortsætter dette essay om Henrik Pontoppidan og lykkebegrebet med noget der måske kan siges at være lidt pjattet, men samtidig noget pjat der viser vejen til et langt større filosofisk billede. For hvis man kigger forbi grinet og narrestregerne i Superman III-dialogen nedenfor, og husker at hovedskurken i filmen, Ross Webster, har planer om "world domination", begynder man at ane nogle af de store spørgsmål som Pontoppidan rejste gentagne gange i sine værker. I den citerede scene fra filmen røber Webster sin lumske plan om at ødelægge kaffeindustrien i Columbia fordi den ikke vil adlyde ham ligesom de andre kaffeproducerende lande gør.

Altså tænk! – hvis den noget strenge og forbeholdne Henrik Pontoppidan kunne have vidst at kernen i den tankeverden han fremstiller i sine mesterværker, skulle kunne illustreres via en film om en tegneseriehelt – jeg tør næsten ikke gå videre… men min uovervindelige vilje slynger mig fremad.

Superman III (Scenen hvor Ross Webster og Gus Gorman mødes ansigt til ansigt for første gang)

ROSS WEBSTER
I control the price of coffee beans in Brazil. The price in Venezuela. Java, South Korea, North Korea, the Aleutian Islands, Guam, Bolivia, and the Republic of Gabon!

GUS
Decaffeinated too? (as they continue walking, ROSS throws an avuncular, democratic arm around GUS'S shoulders)

ROSS
But y'see, chum, the problem I got is that one country just won't play ball with me. (as if GUS could empathize) You know how that can just bug a guy, don't you?

GUS
Which country?

ROSS
(his expression darkens) Columbia.

GUS
Columbia?

ROSS
Columbia's got two major exports and one of them's coffee. Oh, I tried to reason with them. Believe me, I tried! But this one miserable pissant little country has the gall to think they can dictate the economy of an open market! ("reasonably") Gus, dear Gus, don't you see what I mean? We have to teach them a lesson. (icy) Wipe 'em out!!!

GUS
(startled) Wipe 'em out?

ROSS
Destroy the entire Colombian coffee crop down to the last bean.

GUS
(tentatively) But Mr. Webster…you're doin' okay with Brazil and them other places. What's wrong with just one little old country doin' their own thing?

ROSS
A very wise man once said…I think it was Attila the Hun… "It's not enough that I succeed. Everyone else must fail."¹

— — — — —

"Everyone else must fail" – har man ikke lov til at sige, at dette faktisk var Per Sidenius' kampråb i den periode i Lykke-Per – før hans flugt til Jylland – da han lod sig inspirere af den skrappe men snedige journalist Otto Dyhring og den intelligente men barske og grove overretssagfører Max Bernhardt? Der var kun én vej til at storme borgerskabets højeste positioner, erkendte Per, og det var ved at udøve den samme hensynsløshed over for andre, som journalisten Dyhring og juristen Bernhardt havde udvist. Viljen til magten. Var dette ikke et kernebegreb hos Nietzsche? Jo det var. Men som Thomas Wittendorff², blandt andre, har påpeget, var Nietzsches synspunkter tit selvmodsigende, og som vi skal se lidt længere nede, var der måske andre steder hvor ikke alene Per Sidenius og Nietzsche, men også Pontoppidan selv kom hinanden endnu nærmere, og viljen til magten bliver til noget andet.

For det viser sig at lige i det øjeblik da Pers hånd kommer til at røre ved det borgelige samfunds tinder, i et ægteskab med Jakobe Salomon (og næsten sikkert et sideløbende håndgemæng med hendes søster Nanny), hører han en dybere kalden fra arv og slægt, ikke mindst da han følger sin mors ligkiste tilbage til Jylland. Rigtignok kan man sige at denne kovending er typisk Sideniusk, en higen tilbage til den dunkle troldhøj, alle Sidenius'er siges at stamme fra, men hvis vi tager Lykke-Per-bogens denouement i betragtning, altså hele bogens fortælling, kan en anden konklusion drages, mener jeg.

Min læsning af Lykke-Per er, at Per inderst inde føler han ikke kan være sig selv bekendt ved at efterligne sådanne egoister som Dyhring og Bernhardt. Kun på den måde kan vi fuldt ud forstå den håndsrækning han giver til sin gamle flamme og forlovede Jakobe i romanens slutning.

Altså lykken er ikke at finde i griskhed og magtbegær. Det ved vores Lykke-Per, og det ved, fornemmer man, Pontoppidan også. Mon ikke Pontoppidan havde læst eller hørt hvad Søren Kierkegaard sagde om, hvorfor et menneske med en grundlæggende empati og følelser for sine medmennesker (Kierkegaard kalder dem for æstetikere) aldrig kan være lykkeligt hvis denne "lykke" bliver til på andres bekostning?

"Hvis nemlig en Æsthetiker ikke var Egoist, saa maatte han, under den Forudsætning, at enhver tænkelig Begunstigelse var falden i hans Lod, fortvivle over al sin Lykke, fordi han maatte sige: det, hvorved jeg er lykkelig, er Noget, som ikke saaledes kan gives et andet Menneske, og som intet andet Menneske selv kan erhverve. Han maatte jo være angst for, at Nogen skulde spørge ham om, hvori han søgte sin Lykke, thi han var jo bleven lykkelig, for at alle andre Mennesker skulde føle, at de ikke kunde blive det. Hvis et saadant Menneske havde nogen Sympathi, han vilde ikke unde sig selv Ro, før han fandt et høiere Udgangspunkt for Livet. Naar han havde fundet det, da vilde han ikke være bange for at tale om sin Lykke, thi naar han nu ret vilde udtale den, da vilde han sige Noget med, der absolut forsonede ham med ethvert Menneske, med den hele Menneskehed."³

Er det ikke tit sådan med rige og "begunstigede" mennesker, at de er bange for deres egen pengeskygge? Fordi, som Kierkegaard siger, de godt er klar over at de fleste ikke har hvad de ejer – altså at selve begrebet rigdom (i pengegrisk forstand) beror på fattigdom hos mange andre. Det er derfor de rigtigt rige helst vil skjule sig for os. Have løngange og lønkamre. Ja man kan næsten sige de lever som high class-trolde.

Stinkende rig, lige meget hvad det koster i personlige omkostninger, vil Per altså ikke være. Med andre ord, Per er ikke alene på vej til sig selv når han krydser Kattegat i den båd der fragter hans mors lig, han er også på vej til forsoning med sine medmennesker – til et "højere udgangspunkt" i sit liv; men det ved vi ikke da han laver sin Christian den Anden-agtige tvivlssejlads. Faktisk er der mange der ikke har lagt mærke til denne kendsgerning – Lykke-Pers livsbane er både ind- og udadvendt.

Et højere udgangspunkt for livet

"Glæden ved et job
er at skabe noget –
Er at gi et udtryk for sig selv
er at blive forstået –
Men de fleste kules ned
og glemmer deres mål
og så er slaget tabt …"⁴

Hvis lykken ikke er at finde i pengemagtens herligheder, hvor ligger den så? Per er endnu ikke blevet fuldt ud forsonet med sig selv og sine medmennesker, men én ting er sikker, han kan vældig godt lide at arbejde. Arbejde er sundt, arbejde er livsforandring, arbejde med passion nedbryder den stadigt stigende fremmedgørelse der nærmer sig truende med eksprestoget, telegrafen, produktionsmaskinerne og masseødelæggelsesvåben i den Nye Tid. Arbejdet er også samfundsnyttigt og brugbart når man kan udbedre og holde kongens færdselsårer pæne, som Per Sidenius kan – samt planlægge et sindrigt kanalsystem, nye indenlandske danske farvande for nytidsvikinger.

Det står klart at Per Sidenius har sin gode arbejdslyst tilfælles med mange andre i Pontoppidans verden, og at denne drift, trang og lyst, ja denne menneskepligt, ikke kun er et fænomen blandt de højere klasser. Altså, det er tydeligt at Philip Salomon og hans søn Ivan og andre handelsmænd og grosserere får glæde af deres arbejde, men det gør godsforvaltere, søfolk, slagtere og staldkarle også i Pontoppidans bøger; husmændene medregnet hvis ikke de er i total elendighed. Og selv i så fald kan de stadigvæk være stolte og selvstændige; nogle af de fattigste får faktisk en pervers glæde ved at være nødt til at arbejde videre, som vi skal se.

Lykke, arbejde, pligt – disse ord ringede klokker for mig i noget andet Kierkegaard har sagt. For Københavns "pocket genius" siger klart at lykken ikke er at finde i det at være ekstraordinær, noget enestående. Den ligger i det almene. Alle ønsker at arbejde og udrette noget i livet, det være sig de dygtigste eller de mindre begavede, og ingen af dem kan gøre mere end de er i stand til at gøre. Og alle kan få glæde, i samme omfang, af at have gjort noget rigtigt og godt, med værdighed og ynde. Som Kierkegaard siger går "Gjerning" og lykke hånd i hånd:

a) … væsentligt udretter ethvert Menneske lige Meget …
b) Det eminenteste Talent kan fuldkomme sin Gjerning, det kan det ringeste Menneske ogsaa. Mere kan ingen af dem.
c) Hvad jeg udretter, følger da min Gjerning som min Lykke, jeg vel tør glæde mig ved, men ikke absolut tilregne mig.⁵

At udrette noget, at gøre ens bedste, at fuldføre den gerning som man er udset til i dette liv – Kierkegaard siger klart at dette er vejen til lykken, og de ringeste er lige så betydningsfulde som de fornemste. Her er, med andre ord, et højere udgangspunkt for livet. Superman/Übermensch findes dybt inde i os alle sammen, og eftersom de fleste ikke er egoister, kan dette være til gavn for andre i samfundet. Var det ikke netop sådan med Per Sidenius?

På grund af de påvirkninger fra barndomshjemmet, som han følte han ikke kunne besejre, træffer Per det modige valg at slå sig ned på et fjernt, vindblæst sted helt oppe ved Agger Tange på nordvestkysten for at fordybe sig i sine egne tanker og læsning – men mærk vel at han tager denne beslutning dels fordi han ikke mere ville være til besvær for andre, og dels fordi der findes en stilling som vejinspektør i dette område. Glæden ved et job er at skabe noget, at udtrykke sig selv …

Det kan måske undre at den ro og sikkerhed, Kierkegaard taler om hos de lykkelige mennesker som gør sig klart hvem de egentlig er, og hvordan de kan udrette noget som er godt for dem (og gennem hvilket de kan blive stærkere, klogere, mere konsekvente og deltagende i sjælens gang i universet), minder mig meget om Camus og hvad denne algierske forfatter skrev om Sisyfosmyten⁶. For selvom Sisyfos blev dømt til for evigt at rulle kampestenen op, se den trille ned, rulle den op igen i en bestandig gentagelse, mister han ikke, i Camus' læsning, sit mod, sin vilje og sin tænkeevne. Ifølge Camus var Sisyfos inderst inde tilfreds og fik styrke fra sin viden om at Zeus ikke kunne ødelægge hans sjælelige tilstand. Sisyfos' fortsatte spekulation og overvejelser, hans uudsigelige og ukuelige trods var hans frelse, hans hævn over guderne og deres hovmod. Selvfølgelig er det ikke fordi Camus' Sisyfos er havnet det bedste sted han kunne være som menneske, men han finder sig i sin tilstand og tænker, grubler, skaber videre med hver ændring af kampestenens retning. På en måde gør Per Sidenius nogenlunde det samme.

Og det gør andre af Pontoppidans karakterer også. Helten i De Dødes Rige (Torben Dihmer) gik stoisk sin død i møde. Og på trods af hendes trange kår, hendes elendighed, for ikke at tale om at hun blev forført af en religiøs hykler, gør Lone fra Sandinge Menighed det bedste hun kunne. Ja, faktisk, Salig Lone kunne ikke kues, og jo mere hun fik tilbudt hjælp, des mere var hun glad for at kunne gå sin egen målbevidste vej. Og var Per Sidenius ikke i stand til at gå målbevidst fremad i sin "Gjerning" og til sidst stirre knokkelmanden selv i øjnene uden at fare sammen af skræk? Eller hvordan kan man komme til nogen anden opfattelse end den at disse mennesker helt og holdent er i live, og helt og holdent besidder "sjæl" og er helte? Sandheden er at de udgør et Pontoppidansk underværk. Nemlig, at de besidder den mirakuløse evne til at udstråle både det banale og humane i mennesketilstanden og samtidtidigt det sjælelige og mytiske.

Blot fordi Henrik Pontoppidan i sine værker kastede et hvast blik på samfundet og dets hyklere, gniere og skandalemagere, betyder det ikke at han ikke kunne se at der fandtes mennesker af en anden karakter og med andre valg.

Lykken er at kunne fejre livet, naturen og det simpelthen at være til

Det er som om den fornuftbetonede side af Pontoppidan – hans polytekniske side om man vil – aldrig helt kunne overvinde hans romantiske og folkelige side, ja tillige hvad man nu til dags forbinder med trang til at være naturelsker og økologitilhænger. Det er sandt, at ved dette århundredskifte, nittende til tyvende, var Gud i skikkelse af den gamle mand med snehvidt hår og overskæg der sad deroppe i skyerne og gloede ned på os, ved at forlade scenen, men det er også sandt, og tit glemt, at troen på mennesket selv var blevet svækket hos mange filosoffer, intellektuelle og det bredere lag, som vi nu kalder for meningsdannere. Filosofi forvandledes stort set til en videnskab. Mennesket, sådan blev det erklæret, var ikke i stand til at forstå og fatte det hele. Ja selv det bord som du mener du ser foran dig. Ser du det virkelig? Kan du virkelig have kendskab til det bord i dets indre væsen? Alt blev fremmed for os og, til sidst, syntes det at kun teknikeren havde svaret. Filosoffen forlod den vågne verden for at søge Gud, eller hans fravær, oppe bag skyernes arras (Shakespeares vægtæppe gennem hvilket Hamlet ihjelslog en spion), og det daglige liv og "ordinære" mennneske sås som betydningsløst.

Men i Pontoppidans verden er der tit noget der springer over den rene fornuft, eller går dybere ind i den gåde, menneskets sjæl og vilje er. Hos Pontoppidan føler man en bestandig irritation og utålmodighed med både den gejstlige stand og de høviske videnskabsmænd på grund af deres latterlige selvtillid – som om de egentlig vidste noget af reel betydning. Selv et uhyre som maleren Jørgen Hallager i Nattevagt har Pontoppidan sympati med et godt stykke af vejen fordi Hallagers passion og følelser får det indskrænkede borgerlige liv der vil reducere ham til en bidsk lænkehund, til at eksplodere. Men Hallager er for dogmatisk. Han myrder det han elsker. (Forresten har jeg ikke i noget andet litterært værk set og følt en mere rammende skildring af den kommende tids stalinistiske frontlinje-kunstsoldat end det Pontoppidan har givet os i Nattevagt.)

Men klart er det at med hensyn til lykke og skæbne holder Pontoppidan med Dionysos og naturen mere end med den kølige Apollo og John Locke, og er derved i slægt med Euripides, Sagadigterne, Hildegard von Bingen, Chaucer, Shakespeare, Goethe, Shelley, Kierkegaard, Nietzsche, Herman Melville, Jack London, Charles Dickens, Jane Austen, George Eliot, Martin A. Hansen, Asger Jorn, William Faulkner og Michael Ondaatje. Alle disse forfattere/digtere hævdede/hævder at verden ikke er ligegyldig over for os, og at vi ikke er, ikke kan være, ligeglade med verden. Eller som Torben Dihmer udtrykte det i sin åndelige testamente:

"[Vi skal] uden Modsigelse tage det onde med det gode af Livets evige Væld, suge Næring af Mørket saavel som af Lyset."⁷

Hvis man kigger på ovenstående forfatterliste, fra Euripides fremad, ser vi digtere som alle påviser at sjælen og viljen ikke nødvendigvis knuses af livets trængsler og uretfærdigheder. Her slår det mig som mærkeligt at filosoffer nutildags kan sige at fiktive fortællinger ikke kan "gøre" filosofi. Med hensyn til Pontoppidan kan jeg heller ikke forstå hvorfor Ralph Waldo Emerson og David Henry Thoreau ikke kommer ind i billedet når man overvejer Nietzsches indflydelse på Pontoppidan. For Emerson og Thoreau stod i spidsen for en opsigtsvækkende bevægelse på østkysten af USA midt i 1800'erne, der også talte Walt Whitman, Emily Dickinson og Louisa May Alcott i sine rækker. Og det er ikke bare den kendsgerning at bevægelsen gik imod Unitarkirken og organiseret kristelig lære i det hele taget, men også at de dyrkede den dybe tiltrækning som naturen har for alle mennesker. Dette er selvfølgelig et af Pontoppidans grundmotiver.

"Og jeg maatte tænke paa hans Fader, hvem Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse, havde drevet ind i Mørket, fordi han ikke havde ejet Troen, den sande Tro, Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som – –."⁸

Gang på gang i Pontoppidans œuvre kan vi læse de mest vidunderlige skildringer af naturen, det være sig Alpernes karmoisinrøde bjergtinder der rager op over dalenes blålige tusmørke, eller havets buldrende drøn idet stormen tager til i styrke, eller en stille dag hvor fuglen kvidrer dybt inde i engens grønne vang. Skønne og rammende ord smelter sammen til en vision der forkynder at en utopi stadig er mulig.

Vejen til sluttethed – til selverkendelse – er dyster, men Lykke-Per var aldrig helt alene

Per Sidenus er glad for sit arbejde og glad for naturen, men det er den indre kamp med hans egen natur der skal udkæmpes, før han kan blive sig selv og sin tilværelse fuldt bevidst, og det er ingen tilfældighed, synes jeg (og som Peter Tudvad har understreget⁹), at det er den Kierkegaardske figur Pastor Fjaltring som viser Per (og os?) vejen til den sande lykke – at man er ikke en fremmed for sig selv og heller ikke for sit medmenneske. Men kun hvis man kan være helt ærlig med sig selv og andre. En menneskelig umulighed, men vent …

"Selv i Pastor Fjaltrings mest gudsbespottelige Tale syntes der ham at være mere sand Fromhed end i den lutherske Gabmundethed og den hele friskfyragtige Spillen Kammerat med Vorherre, hvori disse Folk behagede sig."¹⁰

Og nøglen til Pers gennembrud ligger, igen, i at Pastor Fjaltring lever sin tro, er helt ærlig i sin tvivl, også om de mange ting han ikke duer til. Thomas Wittendorff har imidlertid ret når han siger at Pastor Fjaltring fungerer som Pers Fødselshjælper idet han viser Per at "hint ulægelige Savn" han føler, faktisk er det hellige tegn på de "udvalgte", og at det var "i Ensomheden, hans Sjæl havde hjemme, at det var Sorgen og Smerten, hans Liv tilhørte". Men jeg mener at Wittendorff, tilfælles med mange andre Pontoppidan-forskere, begår en kardinalfejl i sin konklusion om Lykke-Per. For mens Wittendorff uden tvivl har ret når han siger at "Per i stil med Nietzsche vender sin religiøse energi fra Gud og mod mennesket selv," er denne vending i Pers liv ikke helt alene "mod Pers egen person". Altså at Per ikke ender sit liv "i splendid isolation på Agger Tange" som Wittendorff og så mange andre hævder.

Tværtimod siger teksten at vejene havde aldrig været i så god orden – hvilket siger mig at Per havde et arbejdshold og måtte drøfte arbejdets gang med grundejere og gårdmænd; eller skal vi forstå det sådan at Per udførte dette arbejde på egen hånd? Teksten siger også at Per var vidt diskuteret på egnen, og at han havde mange venner. Dette et det modsatte af "isolation". Det synes mig at Wittendorff i sin ellers stimulerende og tankevækkende afhandling om Nietzsche og Lykke-Per¹¹ glemmer at Per ikke alene lærer at forvalte sit tungsind, men at han også finder ud af at man skal lære – som Per Sidenius selv skriver – "at opelske Mennesker, der vil gøre det gode for det godes egen Skyld". Og hvad gør Per Sidenus så? Han giver helt diskret sin arv ("en pæn sum" får vi at vide) til Jakobe Salomons "konfessionsløse Skolehjem" i København. Jakobes reaktion, da hun får dette at vide, er helt rørende, og jeg kan ikke finde spor af ironi i Pontoppidans ord. Sandheden er snarere at Pers ulidelige, ældste broder Eberhard får ordenlig tæsk i denne scene med Jakobe, og man føler Pontoppidans iver og lidenskab i det Jakobe siger:

"Der tager De igen ganske fejl, Hr. Departementschef! Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han forvoldte mig, fik mit Liv først rigtig Indhold. Det Værk, De ser her omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemlig."¹²

Er der tvesyn her? Nej. Overhovedet ikke. Det er ikke engang Enten/Eller. Det er sort og hvidt. Jakobe er heltinde, og Eberhard er "bad guy". Altså Lykke-Per var ikke bare Lykke-Per for sig selv; hans sidste gerning var at give glæden, lykken, videre til andre – Jakobe og hendes mange fattige elever, Pers tidligere kone Inger og deres børn (som Inger selv skriver til ham), skolemesteren og mindet om ham iblandt hans "mange venner". Hvordan kan derfor Peter Tudvad sige i sin, det må jeg indrømme, fremragende afhandling om Pontoppidan og Kierkegaard at "selvet i Pers tilfælde ender som et isoleret selv"?¹³ Og i sammenhæng med hvordan Per Sidenius levede i sine sidste år, og hans "Gjerninger", hvordan kan Karl Aage Rasmussen påstå at Pers dagbogsoptegnelser er "narcissistiske" og at Per viser en "nagende fornemmelse af at tvetydighed og dobbeltnatur er livsvilkår"?¹⁴

Tværtimod, alt tyder på at Peter Andreas Sidenius havde en god død, som vi irlændere siger. Det eneste ironiske udtryk i hele sidste kapitel kommer fra sognefogeden, når han siger til skolemesteren at han må godt tage dagbogen med sig for den har jo ingen "pengeværd". Der er måske en endnu større ironi i at Pontoppidans senere kritikere ser ironi overalt i Pontoppidans værker, men læser hen over det vigtigste sted hvor den findes – netop der hvor Lykke-Per slutter.

Hvor blev den skandinaviske sagahelt af?

"Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!"¹⁵

Som konklusion vender vi tilbage til Superman, og vi ser forhåbentligt noget andet end det vi havde ventet. Dette Wille zur Macht og Übermenschen hos Nietzsche er tit blevet opfattet som en hensynsløst jagt efter magt og indflydelse lige meget hvordan det sårer andre mennesker, men efter at have læst Lykke-Per mange gange, og siden gået grundigt igennem den som oversætter, gik jeg tilbage til Nietzsche og fandt ud af at Wille zur Macht betyder, så vidt jeg kan forstå begrebet, at et menneske tager en beslutning om at fortolke sin verden ud fra sine egne forhold og sit eget gemyt, at intet system, ingen ideologi kan gøre dette for hende/ham. Det er sandt at Nietzsche i Således talte Zarathustra siger at solen er ingenting uden dem som den lyser for – altså for overmenneskene, som forresten ikke higer efter lykken, men efter deres "sande værk". Men selv her siger Nietzsche at Übermenschens "overkreativitet" skal være til gavn for dets medmennesker – altså disse overmennesker skaber deres egen individuelle præmisser men med idealistiske, sociale formål.

Friedrich Nietzsche er ikke nihilist og ingen Ross Webster. Colombia og de andre kaffeproducerende lande lod Gode Friedrich i fred. Sandheden er at Nietzsches Übermenschen, Kierkegaards æstetiker og Pontoppidans Lykke-Per er langt tættere på Overhelten fra Marvel Comics end på Richard Wagner og Hitler.

Måske har Pontoppidan forstået Nietzsches hensigter bedre end de fleste der kom før eller efter ham. Det Nietzsche ville til livs, var den dovne konformitet, falsk gravitas og filisteri – netop de egenskaber som hverken Kierkegaard eller Pontoppidan – eller for den sags skyld Per Sidenius – kunne fordrage. Endvidere var Per Sidenius virkelig et Overmenneske (det var Jakobe Salomon også), ikke alene fordi han holdt opgør med sig selv som tænker, som flittig arbejder, som økolog, netop som Emerson, Kierkegaard og Nietzsche havde forlangt, men også fordi han, da han tilstod sin fortvivlelse, sin usselhed og sin glorie, blev til en fri ånd: morgendagens mand, eller som som den brilliante amerikanske filosof Stanley Cavell har udtrykt det i sine egne undersøgelser af den vigtige forbindelse mellem Emerson og Nietzsche – a philosopher for the day after tomorrow¹⁶.

Både Emerson og Nietzsche, som læste meget af Emerson, talte om en Umkehrung, et totalt omsving fra samfundets normer. Modsat Pastor Emmanuel Hansted var Per Sidenius i stand til at gøre det eksistentielle spring. Han levede og døde i sin egen lykkes ånd.

Kan der være tvivl om at Per Sidenius var/er en helt? Eller kan der være tvivl om at der bag det ironiske tvesyn som Pontoppidan brugte som skjold imod beskyldninger for at være romantiker, buldrede et stolt dansk hjerte i rødt og hvidt? Kig igen på billederne af Pontoppidan. Ser du ikke en høvding som jeg gør? Grunden til at Pontoppidan ikke var en litterær gennembrudsmand, ikke til syvende og sidst var en Brandesmand, skal findes i hans nære tilknytning til det "eventyr" der var, er og forbliver Danmark og Skandinavien i det hele taget.

Det undrer mig at vi ikke hører ret meget fra danskerne, i hvert fald så vidt min utvivlsomt skrøbelige Pontoppidan-viden strækker, om skandinaver-helt motivet, når Pontoppidan bliver diskuteret. Frejdighed, Sjælsstyrke, Værdighed, Samfundsansvar og Folkery var de vigtigste elementer i vikingernes dage og længere tilbage igen til den yngre bronzealderen i Europa, og hvis man kigger nærmere på de figurer der befolker Pontoppidans verden, finder man måske flere helte, end man først havde ventet. Pontoppidans selvforsvarende ironi til trods kan man føle hans sympati for folket og dets skæbne.

Der er ingen tvivl om at Pontoppidan så de islandske sagaer som en litterær målestok, fordi han har draget paralleller imellem De Dødes Rige og de islandske slægtssagaer, selvom han indrømmer at hans fortælling måske ikke kan tåle sammenligningen.¹⁷ Og Pontoppidans folk? Ja, lykken ligger ikke bare i erindringsland og de mytologiske tider. Boel er lykkelig. Nyboderfolket er lykkeligt. Folkene på landet er lykkelige når grisen skal slagtes. Arbejderne der har deres natlige sammenkomst og passiar ved broen over Gudenåen i Randersfjord når fyraften kommer, er lykkelige. Og Pontoppidan selv? Til syvende og sidst var Henrik Pontoppidan en mand. En mands mand. Og en rigtig mandig skandinav, ja en rigtig nordeuropæer, er lykkelig når hans navn bliver til sagn, farer hen til de udødeliges rige.

Det er sandt at efter Lykke-Per går Danmark den modsatte vej – ind i De Dødes Rige, men ligesom med Nietzsche kendte Pontoppidan måske sin Vøluspá bedre end de fleste. For spåkvinden siger nemlig, at når verden og Valhal falder, er Baldur udvalgt til at komme tilbage efter nattens Ragnarok.

"Unsown shall fields of wheat grow white
when Baldur cometh after night
the ruined halls of Odin's host
the windy towers on heaven's coast
shall golden be rebuilt again
all ills be healed in Baldur's reign."¹⁸

Lykke-Per er en heltefortælling. Peter Andreas Sidenius og Jakobe Salomon er helte i et nyt Danmark. Per Sidenius er en Beowulf, en Sigurdr, en Baldur – godt nok var det ikke Fenrisulven, fabeldyrene eller Midgårdsormen han bekæmpede, men sandt er det at han gik alene ud på holmen og bekæmpede sine indre djævle. Han glemte ikke sit folk, og navnet Per Sidenius tillige med navnet Jakobe Salomon skal hyldes til evighed – ligesom Henrik Pontoppidans.

Det lyder som et eventyr…