Henrik Pontoppidans møde med sig selv

En Vinterrejse fra 1920 er ikke nogen berømt bog i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Den har været bedst kendt for sin ikke ganske venlige karakteristik af Bjørnstjerne Bjørnson og kunne i øvrigt betragtes som kildeskrift til forståelse af Pontoppidans syn på vinterrejsens mål, Norge – landets natur og kultur.

Bogen vakte da den udkom, en vis opsigt netop på grund af Bjørnson-portrættet. I et interview i Berlingske Tidende1 tog Bjørnsons søn, skuespilleren Bjørn Bjørnson, sin far i forsvar og bebrejdede blandt andet Pontopppidan at han således havde ladet genoptrykke "gamle Avisartikler for at frembringe en Bog". Pontoppidan tog til genmæle i Aalborg Venstreblad og forsvarede sin karakteristik af Bjørnson. At den unge Bjørnson kan bebrejde ham at han har fremdraget et og andet af hvad han i årenes løb har ladet trykke omkring i blade og tidsskrifter, kan Pontoppidan nu slet ikke forstå. Det er dog meget almindeligt.

Nu har jeg gjort Begyndelsen med disse gamle Optegnelser, og da de har en egen Karakter, har jeg ladet dem udkomme som en lille Bog for sig.2

Nu var Pontoppidan aldrig meget for at udtale sig om sine bøger – selv ikke når de som her blev udsat for direkte angreb, og man måtte da også undre sig, om berettigelsen af En Vinterrejse skulle hentes i det indlagte Bjørnson-portræt. Når Pontoppidan om bogen siger, at den har sin "egen karakter", skyldes det da heller ikke Bjørnson-afsnittene i den.

Kapitel af min Levnedsbog

Pontoppidan rejste alle sine dage meget, men Norge besøgte han første gang så sent som i 1901, hvor han tilbragte en måned i Gausdalen. Besøget blev dog en skuffelse: Der var for sommerhedt i den norske fjelddal. Senere gjorde han besøget om, på en vens opfordring denne gang til søs op langs vestkysten.

Efter denne Eventyr-Sejlads var det absolut forbi med min Forkærlighed for Syden. Det blev fra nu af Norge, der lokkede mig; og samtidig med, at min Begejstring for Landets vilde Skønhed voksede, øgedes ogsaa min Interesse for det norske Folk og dets nationale Kultur.3

Om sine Norges-rejser skrev Pontoppidan i årenes løb en række artikler, blandt disse den omstridte om Bjørnson der i maj 1910 stod i Tilskueren4, skrevet i anledning af Bjørnsons død, men til Pontoppidans fortrydelse trykt allerede inden begravelsen.8

Den spænding hvori Pontoppidan en vinterdag i Gausdalen9 havde ventet et genhør med den vitale digter, udløses i en dyb skuffelse da Bjørnson holder et foredrag som er en ordret og mimisk gentagelse af hvad Pontoppidan mange år tidligere havde hørt i København; af dette drager Pontoppidan nogle morsomme, men hvasse slutninger om arten af Bjørnsons talent og personlighed.

Den rejse Pontoppidan skildrer i bogen fra 1920, er altså en vinterrejse, men ikke – hverken i rute eller begivenheder – identisk med nogen af de tidligere beskrevne, vel næppe med nogen virkelig overhovedet.

Førsteudgaven af bogen har Pontoppidan forsynet med et forord hvori han gør undskyldning for sådan på konfirmandvis at have ført dagbog (bogens undertitel er "Nogle Dagbogsblade"). Men han prætenderer ikke at have skrevet spændende digtning i tidens smag:

Det er en slet og ret Meddelelse, et løsrevet Kapitel af min Levnedsbog, og bør derfor være præget af den strenge Sandfærdighed og den Sky for Overdrivelse og Selvbesmykkelse, der plejer at udmærke den Slags Værker.5

Pontoppidan yndede at gøre nar af forord i forord! Men bogen er nu ikke nogen særlig "ligefrem meddelelse". Den betegner en særpræget blanding af fiktion og essayistisk rejsebog hvori der er fuld identitet mellem fortæller-jeg og forfatter-jeg. Det er nok et kapitel af Pontoppidans levnedsbog men, som også siden selvbiografierne, arrangeret frit og med megen sans for hvad Pontoppidan opfattede som betydningsfuldt i sit liv; og hvad der i bogen vistnok handler mest om Pontoppidan selv, drejer sig tilsyneladende om en anden.

Student Hornung

Bogen består af to kapitler. Gennem det første kapitels 17 dagbogsnotater følges rejseruten fra en julerejse i 1910, dog – som en sommerrejse i 1905 – forlænget helt op til Hammerfest. Det første motiv til rejsen er, som i 1910, lede ved det hjemlige julehalløj, og sejlturen gøres alene.

Tre af de 17 dagbogsnotater (s. 11, 21 og 38) fortæller imidlertid om en ung dansk student, Hornung, som i to år har opholdt sig i Norge uden at lade høre fra sig. Pontoppidan forestiller sig efter det lidet han har hørt om ham, at han sidder "gemt i en eller anden Afkrog af dette vældige Stenrige som en Bjergtagen, der i Huldrens Favn har glemt Hjemstavn og Slægt". Han har lovet forældrene at oplede den unge mand.

Pontoppidans rejse har til at begynde med karakter af flugt. Han jager gennem et øde Kristiania og et snesjappet Bergen og prøver nu, ved at falde til ro på skibet, at befri sig for julekvalmen, trods kaptajnens forsøg på at skabe familiehygge. Da styrmanden spørger hvor han skal hen, ved han intet svar. Han føler sig halvvejs selv som den bjergtagne danske student, en usalig forlokket. Om studenten ved han at han for to år siden arvede en lille sum efter en bedstefar, kort efter afbrød sit studium, og i al stilhed forlod hjemmet og København for at leve som vagabond. Hele vejen op ad kysten spørger Pontoppidan forgæves efter ham.

Da skibet er nået til Hammerfest, erfarer Pontoppidan endelig, på et foreningsbal, af en ung pige fra Lillehammer nyt om Hornung: Han befinder sig rimeligvis i Jotunheimen. Pontoppidan bestemmer sig nu for at gøre alvor af eftersøgningen.

Min egen Omflakken vil på den Maade faa et Maal, og skulde det lykkes mig at finde ham (...) ville den hele Rejse uventet faa en Slags dybere Mening.6

Allerede i Bjørnson-artiklen fra 1910 nævnes det at Pontoppidan havde været i Jotunheimen for at overtale en ung bekendt der "halvt af livslede, halvt af trang til oplevelser" flakkede om i Norge, til at tage med hjem. Det var ikke lykkedes og, skriver Pontoppidan i 1910,

jeg beklagede det stakkels viljesyge Menneske, der jo sikkert til sidst maatte gaa til grunde ved en Art sjælelig Forfrysning. En egen unaturlig Følelsesløshed havde jeg allerede sporet hos ham.7

Det er alt, intet navn, ingen nærmere omstændigheder, og rimeligvis virkelighedskimen til det der i En Vinterrejse bliver brudstykker af et, mytisk, selvportræt.

Solidaritet

I En Vinterrejse vokser en solidaritet frem med den unge student, og interessen for ham får Pontoppidan til at ændre rejserute. Fra Trondhjem tager han toget til Lillehammer hvor han besøger nogle norske kunstnervenner (blandt disse Orla Lehmanns datter), og nu – i andet kapitels sjette dagbogsnotat af i alt 12 (side 67) – genoptages eftersøgningen, i resten af kapitlet skiftende med Bjørnson-skildringen.

Under et ophold på turen hos en ung bonde i Hedalen udvikler Pontoppidan sig om de tre skovdyr: Bjørnen, elgen og jærven. Den lunefulde og uberegnelige bjørn sammenholdes siden under Bjørnson-mødet med den tæmmede markedsbjørn der ved det blotte syn af mennesker gør kunster, og symbolikken nærmer sig det grovkornede. Elgen – finder Pontoppidan – er, i modsætning til markedsbjørnen, karakteristisk ved "Ensomhedstrang og Tungsind", og den glubske Jærv endelig har han selv engang mødt og taget for den langt farligere los.

Forgæves opsøger han nu Hornung i dennes bjælkehytte ved Lemmonsøen, men da han næste dag sidder hos rensdyrjægeren Jens Tronhus og nu må vælge mellem at høre Bjørnson i Gausdal eller oppebie Hornungs hjemkomst, dukker den unge mand pludselig op. Pontoppidan er alene i Tronhus' stue da Hornung træder ind.

"Her er nok ingen hjemme," sagde han som for sig selv og ville gå igen.

Da Pontoppidan direkte tiltaler ham, måles han mistænksomt med det samme "livsfjerne og livsfjendske Blik fra den dybe Ensomhed" som Pontoppidan kender fra sit møde med den sky og glubske jærv. Under kaffen med Tronhus er den unge mand synlig nervøs og lader stedse, som var Pontoppidan ikke til stede. Senere bliver de igen alene, men Pontoppidan kan ikke opnå nogen kontakt med Hornung. "Der stod en Dødens Kulde af ham, der gjorde mig tavs." Han svarer afvisende og med "haanlige Floskler" på alle spørgsmål. Pontoppidan synes at ane "et bristet Livshaab" bag den anstrengte ufølsomhed:

Her er da igen en af Tidens mange sørgmodige, som dør af indre Forfrysning. Denne toogtyveåriges Hjerte har allerede stormet sig træt. Som en dødsviet Munk har han strøet Aske over sit Hovede for at fremskynde den endelige Udfrielse.

Jeg tænker paa hans Forældre, hvem jeg skal bringe en saa nedslaaende Efterretning. Vil de stadig intet forstaa? Rimeligvis har de aldrig selv kendt det Tungsind, der kan indspinde et Menneske i vore hyggelige Dagligstuer, den syge Længsel efter Ensomhed og Frihed, der selv under de lykkeligste Familieforhold kan blive så stærk, at den blotte Berøring af en kærlig Haand vækker Lede og rejser Vildmands-Aanden. Eller også har de en Gang for alle heldigt overvundet den Slags Følelser, og dermed glemt dem.

På forhånd ved Pontoppidan lidet om Hornung, af ham selv får han kun floskler. Men den forklaring han giver på hans flugt, er ikke en alvidende forfatters; den er en intuitivt medvidende beretters. For hvem er Hornung andre end Pontoppidans egen ungdom? Som signaler er her forbavsende fællestræk mellem de to. Også Pontoppidan arvede en bedstefader og rejste for pengene, trods sin faders protest10, til et bjergland, Schweiz, og var – i hvert fald i sin egen erindringsoptik – nær blevet holdt fangen deraf. Også han afbrød sit studium (i en alder af 22 år) og søgte til naturen for at søge sig selv. Og det er næppe tilfældigt at studenten hedder Hornung; således hedder den præst i novellen "To venner" (fra samlingen Skyer) som har umiskendelig lighed med pastor Sidenius, Lykke-Pers far. Og sidst, men ikke mindst: Det motiv Pontoppidan giver Hornungs flugt?

Hans livs kamp

Det har altid været lidt af en gåde, hvad der førte til, at Henrik Pontoppidan på en række afgørende punkter skilte sig ud fra søskendeflokken i Randers, omend forskellighederne også er blevet overvurderet. Læser man skildringen af barndomshjemmet i selvbiografierne, får man ikke rigtig nogen forklaring, ja er man gået til dem med en forestilling om at der i Lykke-Per er tale om et selvportræt, forvirres man ligefrem, så tydelig er stemningsforskellen mellem selvbiografiernes og romanens præstehjem. Men måske viser skildringen af Hornung i En Vinterrejse at der er andet end almindelige pubertetsvanskeligheder som baggrund for billedet af den ensomme skarvfugl på Randers Kirketårn som den 16-årige Henrik i Drengeaar kalder "Min broder".

Pontoppidan skrev i 1890 en krønike om "De Vises Sten". "Hvad er da de Vises Sten, der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter," spørger den søgende ungersvend. Og oldingen svarer: "Det er den dybe, tavse Menneskeforagt".

At der var ensomhedstrang, ja måske menneskeforagt og dødsdrift, i Henrik Pontoppidan, derom er der flere vidnesbyrd end dette. Det var kan hænde hans livs kamp at overvinde den.

Livsforagtens golde vidder

Naturligvis kan Pontoppidan ikke komme i kontakt med Hornung. Hvem kan det med sin egen ungdom? Afstanden er for stor, og også en forsonende humor lægger sig imellem. Pontoppidan overvandt sin egen livsfjendskhed (eller gav den luft, har nogle villet mene) gennem sin digtning. I et fødselsdagsinterview i 1927 fortæller han om sin ungdoms Schweiz-rejse:

Deroppe i Bjergene, i den store vilde Ensomhed var det, at jeg besluttede, at jeg ville være Forfatter. Naar man er ung og ensom, vandrer meget i en saadan Natur, er det jo givet, at det nok skal bryde frem – hvis der ligger noget og gærer i Ens Sind.

Lad der nu være lidt romantisering af den faktiske virkelighed i dette som måske også i Hornung-portrættet; det er dog et væsentligt udtryk for Pontoppidans eget syn på sig selv og sin digtning.

En Vinterrejses hovedpersoner danner en trekant: Bjørnson, Pontoppidan selv og Hornung. Den træder lidt kantet-symbolsk frem i "bjørnen, elgen og jærven". Bjørnson står som Pontoppidans modsætning derved at han har ladet sig tæmme, har forladt sin vilde natur og fået ring i næsen. Hornung står som en overvundet side af Pontoppidan selv: Den "syge Længsel efter Ensomhed og Frihed". Overvundet men ikke glemt.

På hjemvejen fra Bjørnson-mødet forvinder Pontoppidan sin skuffelse under indtrykket af nattens skønhed. Hans tanker går atter til flygtningen oppe i isørkenen. På den ene side føler han medlidenhed med ham. "Og dog! … Jeg kender hans Skuffelse. Jeg ved lidt om Grunden til, at saa mange af Tidens unge Mænd – og netop af de bedste – med fortvivlet Hjerte flygter op paa Ensomhedens og Livsforagtens golde Vidder". Ja, Pontoppidan føler selv, at han i de sidste dage måske for meget har været under "Stilhedens og Stjernenætternes Fortryllelse". – "Derfor vil jeg ogsaa hjem nu. Tilbage til Torveskriget og vore egne Markedsbjørne".

 

En Vinterrejse – "sammenstykket af gamle Artikler" – får netop sin egen karakter ved det møde med den bjergtagne student hvorom de gamle skildringer og de mange ind- og udfald grupperes; det møde, der giver rejsen "en dybere mening".

 
[1] Berlingske Tidende, 23.11.1920. tilbage
[2] Aalborg Venstreblad, 27.11.1920 (PCA 313). tilbage
[3] Familjeliv, s. 91. tilbage
[4] "Gubben fra Aulestad" (PCA 291). tilbage
[5] En Vinterrejse s. 6. tilbage
[6] Opus cit. s. 39. tilbage
[7] Tilskueren, s. 408-9. tilbage
[8] inden begravelsen: Dette er ikke korrekt. Artiklen blev afleveret til tidsskriftets redaktion allerede i februar. tilbage
[9] vinterdag i Gausdalen: dette besøg fandt sted i 1904. tilbage
[10] faders protest: dette hævdede HP i en artikel i Kjøbenhavns Børs-Tidende 29.8.1889, men det er ikke korrekt. tilbage