Tilblivelsen af Vildt
På sin forlæggervej fra Gyldendal til P.G. Philipsen gjorde Pontoppidan en afstikker til Det Schubotheske Forlag. Det ældste bevarede brev til forlagets daværende indehaver, Paul Schubothe Langhoff (1862-94), er fra 10. juni 1888. Hvilket manuskript der her var tale om, er helt uvist, men et par måneder senere (17.8.1888) kvitterer Pontoppidan for et beløb der efter brevets ordlyd må være et forskud. De bevarede breve er for størstedelen udaterede og svære at placere præcist. Men meget tyder på at Pontoppidan har kørt dobbeltløb mellem Hegel og Langhoff om samlingen Skyer der endte med at udkomme på Gyldendal i marts 1890. At Pontoppidan har følt sig i gæld til Langhoff fremgår også af en undskyldning (i udateret brev) for at Pontoppidan ikke kunne stå for "Touristforeningens Tilbud" nemlig om udgivelse af den tysksprogede Reisebilder aus Dänemark der udkom i april 1890. I stedet for Skyer, hvorom et brev til Langhoff fra 1889 synes at handle, tilbød Pontoppidan i februar 1890 Langhoff en bog med i alt syv "Fortællinger". Det mærkelige er at listen over disse fortællinger begynder med Vildt og ender med En Bonde. Undervejs må Pontoppidan have ombestemt sig.
Vildt var blevet udkastet som en dagbogs-føljeton i Kjøbenhavns Børs-Tidende1, efter alt at dømme skrevet samtidig med offentliggørelsen i ni afsnit fra 21. september til 3. oktober 1889 forudgået af en optakt i brevform den 19.9. hvori brevskriveren til sin "Kære Ven!" afslår en jagtinvitation og lover i de kommende dages "Dagbog" i avisen at give en begrundelse i "en novellistisk Form". Avisudgaven (a) koncentrerer sig om krybskyttehistorien og klapjagten på den undvegne forbryder, og med sin brug her af gendarmeriet tidsfæster den klart begivenhedsforløbet til efter 1885.
Knut Ahnlund har (s. 200-201) fremhævet hvordan kimen til bogudgaven (B) er nedlagt i en efterfølgende Urbanus-dagbog 26. november 1889 som viser tilbage til Pontoppidans egen ungdom i egnen omkring Langtved Færgekro og Bramsnæs Vig på Sjælland (se herom H.P. Rohde 1981, s. 69-74). Urbanus-artiklen handler om hvordan synet af en opsprættet hjort hos vildthandleren i Vimmelskaftet kalder et ungdomsbillede af romantisk, smægtende idyl frem af Urbanus' hukommelse ("Jeg var kun sytten Aar"). Billedet indgår i bogudgaven (SM I, s. 347) som hjulnav for ungersvendens øre omdrejninger i kødets og kærlighedens karrusel.
I forhold til a er B ikke blot gennemskrevet, men radikalt udvidet med et erotisk aspekt der sætter teksten på linje med de foregående Smaa Romaner i hvis række teksten nu bliver indlemmet. Først her individualiseres jeg-fortælleren der halvt ironisk og af ubestemmelig alder (gendarmen er forsvundet!) kigger tilbage på sig selv som den naive 17-årige og forløbne københavnske natursværmer der efter sin første kærlighedsskuffelse i byen nu søger lægedom i naturen og forgæves gør sine hoser grønne hos den unge fiskerkone der slet ikke optræder i avisudgaven. Også den farende so (SM I, s. 383) kommer til og lægger endnu et lag til den naturforskrækkelse af blod, vold og brynde der sender den lille bybo retur.
En anden kim eller katalysator kan have været Georg Brandes' anmeldelse af Emile Zolas Menneskedyret i Peter Nansens tidsskrift Af Dagens Krønike hvortil Pontoppidan selv var bidragyder (og hvoraf han anmeldte flere numre i Kjøbenhavns Børs-Tidende). Pontoppidan var i disse år en flittig Zola-læser, bl.a. gennem oversættelserne i Politikens føljeton (jf. brev til Fr. Hegel 29.10.1920, og hans journalistik rummer klare henvisninger til Zolas to foregående romaner, La Terre (1887; føljeton i Politiken s.å.) og Le Rêve (1888, på da. s.å.), som f. eks.:
Med 'La terre' har sikkert [Zolas] gigantiske Trods kulmineret. Eller er 'Drømmen' blot et Foster af en foreløbig Hvile, som han efter sin aarelange Kamp nok kan have haft nødig? [Kjøbenhavns Børs-Tidende, 18.8.1889].
La Bête humaine udkom i marts 1890, og Georg Brandes' artikel om "Dyret i Mennesket" stod i tidsskriftets juni-nummer. Heri kunne Pontoppidan – mens han igen sad og skrev på Vildt? – læse at bogen handler om
Tilintetgørelsesdriften, det grusomme Instinkt, der fører til Ødelæggelse og Mord, og [Zola] har opfattet dette Hang i dets hemmelighedsfulde Sammenhæng med den erotiske Drift [s. 510].
Er det ikke præcis denne "hemmelighedsfulde Sammenhæng" Pontoppidan nu spænder sin historie op i? I stykket der spejler dagbogen af 26.11.1889 (se SR I, s. 347-48), fyldes den 17-åriges hjerte af en hellig andagt "der fik mig til at skælve af Vellyst og Angst". Jagten på det kvindelige køn ser han som "ogsaa et Slags Krybskytteri" (SR I, s. 382), og under soens faren hensætter dens mord på de nyfødte unger hans legeme i en sitren af øm forventning, "en Nerverystelse, der ingenlunde var ubehagelig" (SR I, s. 384). At det til sidst er netop lokomotivet der bringer helten tilbage til den kontrollerede civilisation, skal dog næppe uden videre tages som en direkte henvisning til Zolas så langt mere drastiske roman om togføreren der løber grassat når han forlader sit lokomotiv.
Da Pontoppidan i februar 1890 "ihærdigt" arbejdede på Vildt, regnede han med at de syv fortællinger kunne snige sig op på de 20 ark Langhoff "helst vil have Bogen på". Under arbejdet – efter afbrydelsen med Reisebilder – svulmer nu Vildt op til hen mod det dobbelte af føljetonen, og samtidig synes Pontoppidan at have opgivet tanken om at den skal indgå i en samling, og foretrækker nu at den kommer som selvstændig bog i rækken af Smaa Romaner. Denne proces er ikke dokumenteret; man må slutte sig til den baglæns fra det næste brev til Langhoff der først er fra september, skønt bogen egentlig skulle være udkommet i foråret:
Så gerne jeg end vilde, formår jeg ikke at gøre Bogen 20 Ark stor uden at bringe en ny Fortælling ind, hvilket jeg for det første vil anse for at være ødelæggende, og som jeg tillige for Øjeblikket næppe magter. Jeg beder Dem altså denne Gang nøjes med godt og vel 16 Ark. Det bliver således c. 400 Kr. som jeg bliver Dem skyldig [26.9.1890; cit. efter Poul Carit Andersen 1951, s. 35].
Men Vildt ender ikke på 16 ark; i den færdige bog fylder den kun godt ni ark. Nogen ide om hvad der ikke kom med, er det umuligt at have. Da Pontoppidan allerede én gang har fundet En Bonde egnet til bogudgivelse hos Langhoff, må det være denne der efterfølgende har presset på for at lade den indgå i det som derefter fik fællestitlen Natur og udkom en månedstid efter Oscar Madsens oversættelse af Zolas Menneskedyret.