Dagbog

25de November.

Jeg kom i Dag forbi en Vildthandlerkælder i Vimmelskaftet. Udenfor hang et stinkende, brunplettet "Dyr" med opsprættet Mave.

Ved Synet af det, gik der et lille Ryk igennem mig. Det forekom mig, at jeg havde set det Dyr før og i levende Live.

Jeg drejede ned over Højbro Plads og spaserede lidt frem og tilbage i Christiansborgs Buegange. Billedet af "Dyret" blev ved at forfølge mig. Hvor havde jeg dog set det før?

Pludselig gik der et Lys op for mig. Naturligvis var det en Indbildning, at det netop var det Dyr, jeg havde truffet en Gang før. Men Synet af det havde tilfældigt kaldt paa en gammel Erindring hos mig, hvori en anden brunplettet Hjort spillede en Rolle, og som nu lidt efter lidt viklede sig ud af de Hjærnetaager, hvori den aarevis havde ligget indsvøbt.

– – Det var en Sommeraften. Jeg laa med en Baad ude ved en Fjordmunding og saa' Solen gaa i Bad langt ude i Havet. Inde over Land ringede Lærkernes Aftenklokker, og snart gled Lyset bort ud over Vandet.

Jeg tog fat paa Aarerne og roede ind i den stille, skumringsfyldte, skovomkransede Fjord.

Alt var tyst. Bag den vestlige Bred flammede Himlen som en Ildebrand, der langsomt slukkedes. Over Vandfladen saas ikke andre Krusninger end hist og her de cirkelformede, som Fiskesnuderné frembragte. Dybt nede paa Bunden sitrede Spejlbilledet af en endnu halvt slumrende Stjærne.

Langs alle Kysterne drev lysende Taager, og op omkring mig steg en usynlig Em, der satte sig som Guldtaarer i Øjenhaar og Skæg.

Time efter Time flød jeg stemningsdrukken om uden at kunne formaa mig selv til at vende hjem. Selv da den sidste Farve var blegnet omkring mig, sad jeg som magtstjaalen af denne Naturvælde og stirrede ind i den alt tættere Dis, der skød sig ind ude fra Havet.

Tilsidst gled jeg ind under Kysten paa et Sted, hvor Skoven traadte helt ud i Vandet og ludede sig over det med høje tunge Kroner. Her blev jeg liggende – halvt skjult i nogle Siv – og lyttede viljeløst til disse aandeagtige Pust, disse ligesom smærtelige Nattesuk, der pludselig kan bryde Naturens Stilhed – disse lange Susninger, der med ét kan drage gennem Skoven, som om alle dens Blade vender sig i tunge Drømme.

Jeg var kun sytten Aar og følte mig underlig betaget, næsten beklemt. Jeg havde aldrig før saaledes hørt Stilheden tale. Det var, som om den slumrende Natur snakkede i Søvne.

Dertil kom endnu Lyd paa Lyd fra det hemmelighedsfulde natlige Liv, der rørte sig inde i Skoven – snart den plumpe Krablen af et Par Grævlingers Elskovsleg i det visne Løv, snart en Rævs pibende Nysen.

Pludselig hørte jeg en stærk Raslen af et stort Dyr, der nærmede sig Vandet lige ud for mig. Jeg sad aandeløs stille, halvt af Skræk, halvt af forventningsfuld Spænding. Ud fra en taagesvøbt Tykning traadte en brunplettet Hind – sindigt, med sænket Hoved, som om den var sørgmodig. Den varme Damp stod den ud af Munden, og den hinkede lidt paa det ene Ben. Ikke seks Skridt fra mig blev den staaende og gav sig til at slikke Dug af Græsset.

Mit Hjærte kom heftigt til at banke, og min Kind blev hed. Det var for mig, som om jeg stjal mig til et Syn, der ikke var bestemt for menneskeligt Øje, som om jeg belurede Naturen i dens Nøgenhed.

Hvad der senere skete, husker jeg ikke længere. Det er kun dette ene Billede, der er bevaret i min Hukommelse.

Urbanus.