"Dejligheden"
Der kan næppe være tvivl om, at en af de mest afgørende begivenheder i Henrik Pontoppidans liv har været hans opdagelse af egnen omkring "Dejligheden" ved Bramsnæsvig. Her lå – og ligger endnu – en gammel kro, Langtved Færgekro, hvorfra man – før broen kom – med en robåd kunne færges over til den smalle lille Munkholm, der er tærskelen til vejen mod nordvest op til Holbæk.
Men Pontoppidan færgedes videre – Langtved Færgekro blev udgangspunktet for de togter til vands og til lands, som førte ham til Hornsherred og dermed til hans skæbne som menneske og som forfatter.
I sine erindringer dvæler Pontoppidan udførligt ved dette vendepunkt i hans liv, som han yderligere fremhæver ved at lade det indlede erindringernes tredje del: Arv og gæld. Han spørger sig selv, hvordan han egentlig fandt frem til stedet, og led for led tegner han den kæde af begivenheder og mennesker, som viste ham vej: hans ven fra Randers, Johan Rohde, der som medicinsk student i 1875 indlogerede sig hos en frøken Tornøe i Admiralgade; frøken Tornøes pensionat, hvor Pontoppidan først bliver middagspensionær, senere også boende pensionær; frøken Tornøe selv, som er søster til præstefruen i Kirkehyllinge; de deraf følgende indbydelser til den hyggelige præstegård, hvor to unge døtre sætter kulør på tilværelsen; og sluttelig præsten selv – hvis navn ikke opgives, men som hed Bisted – der ligefrem udpeger hans fremtidsrige for ham:
En Dag, da der ikke var en Sky paa Himlen, opfordrede Præsten os til at gaa med ham op til Kirkepladsen for at se paa Udsigten. Han mente, at den paa Grund af Luftens overordentlige Klarhed maatte være usædvanlig pragtfuld. Det slog ogsaa til. Milevidt laa den solbelyste Egn omkring os saa overskuelig som et Landkort. Præsten pegede rundt og forklarede. Nærmest under os laa det skovrige Valborg Herred, i Syd fortsat med et sletteagtigt Land, hvor – langt borte – en luftig Silhuet af Roskilde Domkirke svævede over Horizonten som et Drømmesyn. Til den anden Side – i Nord – skød en langstrakt, frugtbar og tætbefolket Halvø sig langt ud. Det var Hornsherred, der delte Fjorden i de to fra Arilds Tid livligt befarne Sejlrender, den ene til Lejre og Roskilde, den anden til Holbæk.
Hvad der slog ned i Pontoppidan, var dog især følgende:
Ude i Vest gjorde Præsten os opmærksom paa en skovblaanende Højderyg og fortalte, at derude havde Digteren Christian Winther boet et Par Somre i et almindeligt lille Boelsted, da han skrev "Hjortens Flugt".
Denne digttitel var trylleordet for Pontoppidan. "Et med megen Forgyldning indbundet Exemplar af Christian Winthers Digtcyclus" havde i sin tid reddet hans triste konfirmation for ham og gjort ham til en tro beundrer af den store lyriker. Nu lovede han sig selv "en Gang ved Lejlighed at gaa paa Opdagelse ude ad den Kant for mulig at finde det lille Hus, hvor den navnkundige Digtning var bleven til."
Den strenge litteraturhistorie har ganske vist for længst modificeret den gamle tradition om "Dejligheden" som det sted, hvor Christian Winther skrev Hjortens Flugt. Allerede Nicolai Bøgh henlagde tilblivelsen til andre egne, og Oluf Friis følger ham i det væsentlige, når han – i Hjortens Flugt (1961) – siger, at digtet blev skrevet i det røde hus ved Springforbi, på nær de sidste sange, som blev til på Liselund. Men eet er jo nedskrivningen – noget andet inspirationen. Den alt for bogstavelige opfattelse af begrebet "tilblivelse" får sit korrektiv i Vilh. Andersens bog om Sjælland, hvor det om "Dejligheden" hedder:
Her fandt Chr. Winther i Sommeren efter sit sene Bryllup den Hvile efter Stormen, der skabte Stemningen for "Hjortens Flugt".
Pontoppidan tager dog de tilbørlige forbehold:
Nu véd jeg jo nok, hvad nyere Literaturhistorikere mener at have godtgjort, at det slet ikke var her men et ganske andet Sted paa Sjælland, "Hjortens Flugt" kom til Verden. Men den Gang troede man altsaa paa Myten, og det er i hvert Fald rigtigt, at Christian Winther har boet i Boelshuset flere Somre og været stærkt betaget af Omgivelsernes Skønhed, – "Dejligheden", som Egnens Folk selv har døbt disse skov- og lyngklædte Bakker, fra hvis Højder der overalt er en vidunderlig Udsigt over Fjorden.
Hovedsagen er, at også Pontoppidan lod sig betage af stedet:
Det skulde nu gaa mig som det i sin Tid var gaaet Christian Winther her. Ogsaa jeg tabte mit Hjerte til det den Gang endnu ret ukendte lille Alpeland med de prægtige Skove og dybe kilderislende Dale. Følte jeg mig ikke længere i Gæld til den store Lyriker for andet, saa var og blev jeg ham gennem mange Aar inderlig taknemlig for dette Eventyrrige, som jeg uden ham sikkert ikke havde fundet Vej til.
Sådan kom det sig altså – så kroget, langstrakt, men sammenhængende var forløbet, når der tænktes efter. Som Pontoppidan skriver i Drengeaar:
Vi føres. Stik imod vore egne Ønsker og Forhaabninger, ja mangen Gang paa Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje, narres eller nødes vi Skridt for først bliver os aabenbar ved Vejens Ende.
I den skæbnesammenhæng, der førte Pontoppidan til Bramsnæsvig, er det dog snarere, som om han blideligt lod sig glide med strømmen. Et mildt eftermiddagsskær hviler over hele skildringen. Med alderens lidt vemodige efterhåndsforståelse kalder han denne fjerne tidsperiode frem – den lå dog mere end et halvt århundrede tilbage, da han skrev.
Men hvordan var mon virkeligheden? Man siger, at erindringen er tilbøjelig til at forskønne. Skulle det også være tilfældet med Pontoppidan?
Nu træffer det sig så lykkeligt, at det er muligt at sammenholde den gamle forfatters tilbageblik med den unge vordende ingeniørs umiddelbare nutidsberetning om sin glæde over "Dejligheden". Et brev er nemlig bevaret, hvori stud, polyt. Henrik Pontoppidan fortæller om sit ophold på Langtved Færgekro – og ovenikøbet: brevet er den første beretning til en nær ven om hans første besøg på stedet.
Brevet, der er stilet til Johan Rohde, hjemme på ferie i Randers, begynder sådan:
Tilgiv mig, min gode gamle Ven, at jeg ikke før har svaret dig på dit Brev, –
og tilgiv mig min gode gamle Ven, dersom du ikke kan læse, hvad jeg her skriver; men jeg skal forklare dig, hvorfor Blækket er så tyndt og Pennen så tyk. Ser Du! Jeg sidder på en Stol, der har en lidt aparte Façon, og Bordet, hvorpå jeg skriver er næsten så smalt, at Papiret ikke kan ligge derpå – og Blæk og Pen, ja de er fra den Tid Frederik den 7de sidst var i Holbæk eller Roskilde.
Først et godt stykke ind i brevet får man at vide, hvor han befinder sig:
Men jeg har endnu ikke fortalt dig, hvor det er, jeg sidder. Nu vel, det er ved "Dejligheden", det Sted, hvor Chr. Winther lå og skrev "Hjortens Flugt". Og hvordan jeg er kommet herud? Jeg vil begynde med Begyndelsen. – Du véd – eller du véd ikke – at Tornøe og Kone havde i Sinde at besøge Præstefamilien i Hyllinge en Månedstid. For 8 Dage siden toge de derud, og Frøken Tornøe og Undertegnede tog med. Vi vare derude – at sige de to sidste – Tirsdag og Onsdag i forrige Uge, og tog hjem Torsdag Morgen. En af de Dage tog Tornø og jeg herned til Dejligheden, der ligger 3/4 Mil V S V for Hyllinge lige ved en Gren af Issefjorden, og jeg blev så indtaget af dette Sted og var så kjed af det kjøbenhavnsk Sommerliv, at jeg lejede herude for en 8 Dages Tid, hvilket jeg især kunde, da det kun koster 2 Kr. om Dagen med Føde, Båd, Badehus og Alt, altså det samme, jeg giver hos Frøken Tornøe, der jo godtgjør mig Udeblivelsen.
Så vidt bekræfter brevet kun erindringerne. Men derudover indeholder det et væsentligt supplement. Det viser sig, at "Dejligheden" byder på en ekstra attraktion:
Nu er jeg her, og er og var glad ved at være blevet Kjøbenhavnere kvit for den Tid; men hvad sker, herude træffer jeg det yndigste lille Kjøbenhavnerpigebarn, man kan tænke sig, og med hende sejler, spadserer og fryder jeg mig den ganske Dag;
Brevet bobler og bruser af ung lykke:
Jeg kommer fra en Sejltur, hvor jeg rigtig har "died af Naturens Bryst", og skummet dens Fløde – Skum, må jeg vel sige; og endelig er mit Hjærte i en voldsom Proptrækkerbevægelse og søger at "sidde mig udi Halsen" som Holberg siger, idet det synger Tik-tikke-tik – sammen med den gamle Bornholmer eller hvad det er for en gammel Kasse;...
Altsaa: jeg selv sidder her i en lille Stue og belyses så smukt både af Måne- og Stearinlys, ved Siden af mig har jeg en opredt Himmelseng, og gjennem det åbne Vindue hører jeg Bølgernes yndige, skvulpende Troldmusik. Og det er derude jeg har sejlet til for et Par Øjeblikke siden; det var mild Vind efter en stormfuld Dag, Båden gled så yndig over Issefjordens Vande, og Solen lo så polisk i sin Nedgang og Månen grinte så fult til os to, der sad i Bagstavnen og kiggede Stjærner i hinandens Øjne ...
Men han får dog indflettet, med Christian Winther som tolk, at der ikke er alvorlig fare på færde:
Tro ikke mine gode gamle Ven, at jeg er blevet så gal, at en Katastrofe vil være at befrygte, nej, jeg siger som Folmer Sanger i "Hjortens Flugt": "Jeg fæster ingen Kvinde, jeg sætter ikke Bo – før Vinen er mig vammel og Rosen er mig grå."
Brevet driller lidt med dateringen. Når det nu netop skildrer Pontoppidans første besøg på Langtved Færgekro, ville man jo gerne vide, hvornår dette besøg fandt sted. Men over brevet står kun: Mandag Aften.
Heldigvis giver brevet dog en oplysning, som indeholder en indirekte datering. Der står nemlig:
Jeg tænker at være hjemme om en 10-12 Dage til min Søsters Bryllup.
Hermed kan vistnok kun sigtes til Margrethe Pontoppidans bryllup i Randers med præsten E.J.J. Jespersen den 26. august 1879. Herefter skulle brevet være skrevet en af de første mandage i august 1879 – om det meget måneskin skal tages bogstaveligt: mandag den 4. august. Som det sig hør og bør for et brev fra en ung digter, slutter det med et par romantiske vers, af hvilke det første lyder:
Alfer små
Lad mig få
Søvnen i mit Øje,
Vug mig til en yndig Drøm
Som kan stille Hjertets Strøm
Og dets Storme bøje.