Henrik Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra Langtved Færgekro. 4. august 1879 (udateret)
det yndigste lille Kjøbenhavnerpigebarn
Mandag Aften.
[tilføjet med fremmed hånd:] [aug. 1879]
Tilgiv mig, min gode gamle Ven, at jeg ikke før har svaret dig på dit Brev, – og tilgiv mig min gode gamle Ven, dersom du ikke kan læse, hvad jeg her skriver; men jeg skal√ forklare dig, hvorfor Blækket er så tyndt og Pennen så tyk. Ser Du! Jeg sidder på en Stol, der har en lidt aparte Façon, og Bordet, hvorpå jeg skriver er næsten så smalt, at Papiret ikke kan ligge derpå – og Blæk og Pen, ja de er fra den Tid Frederik den 7de sidst var i Holbæk eller Roskilde. Og selv er jeg så glad, at min Hånd stadig ryster; thi jeg kommer fra en Sejletur, hvor jeg rigtigt har "died af Naturens Bryst", og skummet dens Fløde – Skum, må jeg vel sige; og endelig er mit Hjærte i en voldsom Proptrækkerbevægelse og søger at "sidde mig udi Halsen" som Holberg siger, idet det synger Tik-tikke-tak – sammen med den gamle Born√holmer eller hvad det er for en gammel Kasse; og Grunden til denne Hjærtekvababbelse er den, at der lige ovenover mig – da det er Sengetid – er én ved at gå i Seng, og det er en ung Pige, som – – ja, det må vente lidt endnu. Altså: jeg selv sidder her i en lille Stue og belyses så smukt både af Måne- og Stearinlys, ved Siden af mig har jeg en opredt Himmelseng, og gjennem det åbne Vindue hører jeg Bølgernes yndige, skvulpende Troldmusik. Og det er derude jeg har sejlet til for et Par Øjeblikke siden; det var mild Vind efter en stormfuld Dag, Båden gled så yndig over Issefjordens Vande, 2 og Solen lo så polisk i sin Nedgang og Månen grinte så fult til os to, der sad i Bagstavnen og kiggede Stjærner i hinandens Øjne, ja, os to, du og jeg, du min lille Pige, som – – – ja, det taler vi om senere. – Og nu ere vi vendte tilbage, og jeg sidder her alene; thi her er tidlig Sengetid, og jeg kan ikke sove endnu; thi derfor undskylder du√ mig nok, at jeg forkorter mig Tiden med at lade Pennen glide i Takt med mit Hjertes Slag, altså altfor hurtigt; og dersom du finder dig foranlediget√ til at erklære mig for gal, så gjør det i Guds Navn, og du vilde få præ til din Examen for den Diagnose.1
Men jeg har endnu ikke fortalt dig, hvor det er, jeg sidder. Nu vel, det er ved "Dejligheden", det Sted, hvor Chr. Winther lå og skrev "Hjortens Flugt". Og hvordan jeg er kommet herud? Jeg vil begynde med Begyndelsen. – Du véd – eller du véd ikke – at Tornøe og Kone2 havde i Sinde at besøge Præstefamilien i Hyllinge3 en Månedstid. For 8 Dage siden toge de derud, og Frøken Tornøe og Undertegnede tog med. Vi vare derude – at sige de to sidste – Tirsdag og Onsdag i forrige Uge, og tog hjem Torsdag Morgen. En af de Dage tog Tornø og jeg herned til Dejligheden, der ligger ¾ Mil V S V for Hyllinge lige ved en Gren af Issefjorden, og jeg blev så indtaget af dette Sted og var så kjed af det kjøbenhavnske Sommerliv, at jeg lejede herude for en 8 Dages Tid, hvilket jeg især kunde, da det kun koster 2 Kr. om Dagen med Føde, Båd, Badehus og Alt, altså det samme, jeg giver hos Frøken Tornøe, der jo godtgjør mig Udeblivelsen. Nu er jeg her, og er og var glad ved at√ være blevet Kjøbenhavnere kvit for den Tid; men hvad sker, herude træffer jeg det yndigste lille Kjøbenhavnerpigebarn, man kan tænke sig, og med hende sejler, spadserer og fryder jeg 3 mig den ganske Dag; vi er ét vi to, du og jeg, du min lille – nå! – Og i Hyllinge havde vi det udmærket godt og morsomt; der var fremmede hver Dag, Præstefamilierne fra Omegnen, og jeg kan få flere fornøjelige Timer sammen med dem, da der kun er ¾ Mil dertil, så jeg kan snart komme dér, og de her, og især er det rart, at Tornøe er der.
Nu kan jeg høre, at hun er meget nær ved Sengen deroppe, hun har Støvlerne af. Godnat, du min "Dejlighed", jeg synes at kunne høre, hvorledes du springer i Sengen og klapper Tæppet tæt til dine ranke Lemmer; nu lukker du Øjnene; thi "Sov min Skat, sov længe" – men "vågn med Smil om Munden"4. – – – – Tro ikke min gode gamle Ven, at jeg er blevet så gal, at en Katastrofe vil være at befrygte, nej, jeg siger som Folmer Sanger i "Hjortens Flugt": "Jeg fæster ingen Kvinde, jeg sætter ikke Bo – før Vinen er mig vammel og Rosen er mig grå".5
Og så vor arme Ven Elmenhoff6, ham har man da for Fremtiden som et skrækkende Forbillede, når man tænker på den Slags Galskaber. Jeg burde vist ikke tale saaledes; men jeg kan dog ikke se rettere, end at den Forlovelse og Forlovelse i det Hele taget nu i hans ikke så meget unge som ungdommelige Alder, ikke er til hans Bedste, og sætter ham i en endnu mere skjæv Stilling til sig selv og Verden end før; thi efter hvad jeg har mærket, så er han glad, meget glad over Forlovelse; men det er sådan, at det er dén, der bærer ham, og ikke ham den. Jeg mener nærmest dermed, at netop det at være forlovet, at gå omkring som den forlovede Kand. polit Elmenhoff, med Ring på Fingeren, det er for ham et altfor vigtigt Moment; og han føler sig nu som√ så meget, og synes mener, at hans Udvikling nu er tilendebragt. Jeg mener, at han er blevet den forlovede Elmenhoff; og det er ikke Elmenhoff, der er forlovet, og dette sidste burde det være, var han blevet et Par År ældre i Sind og Skind, havde han fået Lov til at bruge sine Kræfter, og blive udviklet til en Mand, så blev det en Mand, en Elmenhoff, der fæstede en Kvinde; nu er han intet andet end forlovet. Jeg ønsker ham al den 4 Lykke, han kan bære uden at tabe sig selv, jeg tror desværre ikke, det er megen.
Jeg går herude og pusler med Poesien; man skal jo nemlig have noget at tænke på. Dersom du Det kan måske more dig at høre, at jeg viste "Hjemve" til Morten; jeg vidste, han var en streng Dommer, og derfor blev jeg dobbelt glad ved at høre hans Dom om dette Dilletantarbejde; han roste det meget, ønskede mig til Lykke med det, og spåede mig en god Fremtid. Naturligvis var der enkelte Ting, han udsatte på, dog nærmest kun Scenen med Heinrich Spillemand i 2d Akt (dersom du kan huske lidt om den), som han kaldte dårlig, noget jeg giver ham frygtelig Ret i; men iøvrigt ellers påpegede han mange Ting, han kaldte for udmærket, især i sidste Akt, hvor han mente, de bedste Enkeltheder var, medens første Akt var særlig ved Sammenhæng mellem Scenerne. – Du har vel ikke Manuskriptet til en lille Fortælling, jeg kan synes jeg kan huske at have givet dig til Gjennemlæsning?
Undskyld mig, at du ikke har fået dine Buxer, men Elmenhoff kunde ikke have dem med sig, og da det efter dit Brev lod til, at det ikke havde videre Hast, mente jeg, at det kunde vente til jeg selv kom hjem med dem; tager jeg fejl deri, vil du da ikke sende mig et Par Ord derom, og jeg skal sende dem. Jeg tænker at være hjemme om en 10-12 Dage til min Søsters Bryllup7.
Nu, God Nat min gamle Ven; nu må jeg til Ro, skjønt jeg ikke er søvnig, tværtom, jeg er altfor lidt i denne rolige Sindsstemning, som bringer Hvile og Søvn, og dog trænger jeg til Hviledertil, og beder:
Alfer små
Lad mig få
Søvnen i mit Øje,
Vug mig til en yndig Drøm,
Som kan stille Hjertets Strøm
Og dets Storme bøje.
Alfer små
Før mig så
Op på Drømmens Høje.
Vug mig på de Skyer små
Op i Æthrens lyse Blå
I en Sollys – Køje.
din hengv. Ven
Henrik P.
[på højkant nederst til venstre:]
Mange Hilsner fra Tornø og Bisted'erne.
Min Adresse er:
Langtved Færgekro
Rye Sogn
pr. Valsø Station.
