Literatur

Stækkede Vinger af Henrik Pontoppidan (Schous Forlag.)

Der var en Tid, men det er noget siden, da alle klagede over, at den poetiske Produktion her i Danmark var gaaet i Staa. Det vilde være mere end forkert, hvis en saadan Klage hørtes nu. Der udkommer tværtimod en efter vore Forhold urimelig Mængde Skjønliteratur, og vore Læsere have formodentlig faaet et Indtryk deraf alene ved at se paa den næsten daglige Rubrik "Bognyt". Der er vel næppe Tvivl om, at dette Forhold ikke alene skyldes den større Skrivelyst, der er kommet over Nationen, men ogsaa den større Foretagelsesaand, som har grebet vore Boghandlere. Ikke saa ganske lidt af hvad man nu faar i Hænde trykt paa godt Papir og i pynteligt Omslag vilde for nogle Aar tilbage have tilbragt et forsmædeligt Liv, gjemt bag en Bordskuffes Laas, eller fundet en hastig Død i Kakkelovnen. – Om Tilstanden er et Fremskridt, maa foreløbig forblive uafgjort.

Af det udkomne er altsaa en Del Makulatur; men af den tiloversblevne Rest hører ikke derfor alt med til Literaturen. Der er endnu en Grænse at drage, en skjæbnesvanger Linie at trække imellem hvad der lader sig læse, og hvad der har blivende literær Betydning. Denne Linie ligger højt; ikke overmaade meget kommer over Linien. Ja, Linien ligger saa højt, at en stor Del af Læserne og med dem de bestaltede Kritikere ikke nogen Sinde have øjnet den. De have til det daglige Behov ladet sig nøje med at trække Streger langs ad Jorden, saa at sige rubriceret Literaturens Mark, og derefter inddele de saa Forfatterne og deres Værker. Der tales om god eller daarlig Literatur, om ret eller vrang, moralsk eller umoralsk, spøgefuld eller alvorlig, realistisk eller romantisk osv. Men det er ikke langs ad disse kritiske Striber, at man støder paa de Steder, hvor Literaturens Udvikling foregaar. For at finde dem, kan man anvende forskjellige Fremgangsmaader; men en Betingelse for dem alle er, at man maa til Vejrs. Der er t. Ex. en luftig Ting, som hedder Kunst, den maa man ikke sky at gjøre Bekjendtskab med, hvor svært det end kan falde. Saa er der noget, der hedder nye Syner, og noget, som benævnes Stil, og der er endvidere et Begreb, der er fanget ind fra Livet og har faaet Navnet Oprindelighed, og der er noget, man har kaldet aandeligt Arbejde – alt dette maa man vide Besked om for at kunne finde højt oppe de Steder i Literaturen, hvor det Blivende udvikler sig. Men er man en Gang bleven nogenlunde fortrolig med disse Sager, der drive som Syner i Luften over de mange Hoveder, der ere bøjede ned efter Stregerne paa Jorden, saa har man ikke svært ved at se, hvor Linien gaar, der deler mellem Døgnets Literatur og den Literatur, som bliver. Og der er et eget Behag ved at kjende denne Linie. Man faar derved et Stykke af Historiens Traad imellem sine Hænder og kan lige som ad telefonisk1 Vej høre de gamle tale og fornemme Toner af hvad Fremtiden vil bringe.

Jeg har forudskikket disse Bemærkninger for at komme til at tale om "Stækkede Vinger" af Henrik Pontoppidan. Denne Bog hører nemlig Udviklingen til. Bogen er mislykket, for saa vidt den langt fra naar, hvad den tilsigter; men der er ingen Tvivl om, at man her har med et Arbejde at gjøre, der er kommen over Linien. Sagen er: denne Forfatter har Stil. Det vil i Kunsten sige det samme som i det daglige Liv, at denne eller hin Mand har Karakter. Han vil og han kan noget. Om han faar Held med sig og bliver til noget, er et andet Spørgsmaal, men foreløbig har man ikke Grund til at frygte; der er i "Stækkede Vinger" det Stof, hvoraf en Forfatter dannes.

I Fortællingen "Kirkeskuden", der som Helhed ikke staar højt, bl.a. fordi her Fantasierne fylde op paa Studiernes Bekostning, skildres et Nattebillede af en fattig, gift Fiskermands Stue saaledes:

Det var et trangt, lavt og bepakket Rum, fuldt af Skygger. Der fandtes næppe fri Plads til at vende sig. De raa Lervægge var gule og sprukne. I Krogen hang Net og et Sæt skident Olietøj. Paa Gulvet laa de afkastede Klæder: Skjørter, Buxer, Veste og Linned imellem hinanden. Paa Madbordet under Vinduet stod Opdækningen fra Nadveren: et kilet Rugbrød, et Snapseglas, en skaaret Kande og lidt sort Fedt paa en Tallerken – tilligemed et Par hvide Uldsokker.

Lyset kom fra en Tællepraas paa en rødmalet Stol med sivflettet Sæde, som stod ved Hovedgjærdet af en bred Tospænderseng langs den ene Gavlvæg.

Manden laa inderst ved Væggen, gjemt helt nede under en tyk, blaastribet Dyne. En Smule Strejflys spillede over en klumpet Opstoppernæse og skjulte sig i en stor, bredt aaben Mund med stridt og rødt Skjæg rundt om.

Hans tunge, halende Snorken, et Bornholmeruhrs 154 søvnige Tik–Tak og Tagdryppet paa Ruderne fyldte ganske den dybe, slumrende Nattestilhed.

Yderst og helt i det gulblege Lys laa Konen – halvt oprejst med Ryggen mod Manden, hvilende paa den højre Arm. Hun havde skudt Særken ned for det fulde, kraftige Bryst, hvorpaa en buttet Maanedsunge arbejdede baade med Mund og Hænder.

Hun saa' ufravendt ned paa Barnet. …

Maanedsungen slap Brystet med et Svup. Moderen lagde den til igjen, men den slap atter og vendte sig søvnig fra det. Allerede inden hun 155 fik den lagt i Kurven ved Siden af Sengen og dækket til, var den sovet ind.

I samme Fortællings Begyndelse er "lange Anes" Forførelse eller Forlovelse paa Hjemvejen fra Dansen i Kroen om Natten fortalt paa følgende Maade:

De fulgtes ad Hjemvejen. Hun havde søgt at undgaa det, men han paastod netop at skulle ad samme Kant. I Begyndelsen gik de hver langs sin Grøftekant, og saa' ned uden at tale. Men da de kom ind i Kratskoven, gik han over til hende, og lagde sin Arm i hendes – uden at sige et Ord.

Lempeligt søgte hun at vikle sig ud. Da holdt han fast, trykkede hende tæt ind til sig og gned sin Kind mod hendes. Hun følte, hvor den brændte. Og da han spurgte hende, om hun ikke var træt, om de ikke skulde sidde lidt i Græsset, blev hun bange, og holdt det for raadeligt at løbe fra ham.

93 Men da tog han hende kjærlig blødt om Livet og Nakken, kyssede hendes Pande og hviskede hende i Øret.

"Nej – nej!" – hviskede hun hæst, og sled sig ud af hans Arme, men faldt derved over en fremskudt Bøgerod.

Oppe under Himlen sad Maanen med et salvelsesfuldt Smil paa sit blegfede Ansigt. Gjennem hver Lysning i Trætoppene dryssede den sin himmelske Velsignelse ned over den lille Plet og lyste for det unge Par.

Men saa skulde der netop komme en stor sort Sky saa ondskabsfuldt listende, og da den endelig var passeret, var der kun en grædende Pige om Halsen paa en Mand: "Og saa skal det jo være os to – ikke sandt, Søren?"

Men nu saa' hun først, at Søren var fuld. –

Citaterne ere blevne saa lange, fordi det har været mig om at gjøre at give Læserne et Indtryk af, at vi her virkelig staa over for en ny Pen i vor Literatur. Denne agtpaagivende Uforbløffethed i Formen og friske Sprogsans har ikke paa samme Maade været set før. Forfatteren tager paa sine Emner med en Haand, der ikke synes at være udsat for at skulle blive usikker under en eller anden poetisk Rus. Her er Ædruelighed, Klarhed og Ro. Ordenes Tag om den Ting, de nævne, er paa en særegen Maade fast, Stilen flosser ikke ud.

Af samme Art som de anførte ere mange Steder i Bogen, men det turde være, at Stilens Ejendommelighed endnu tydeligere fremlyser af de første Stykker i "Stækkede Vinger", de saakaldte "Skitser". De ere i rent stilistisk Henseende de bedst skrevne, om de end af forskjellige Grunde mindre egne sig til at citeres. Navnlig vil jeg henvise til den anden Skitse, "Tête à Tête", som et Exempel paa, hvor fast Pontoppidan formaar at gjøre sit Sprog. Man forbavses over at finde saadanne Omrids, saa sikkert trukne Linier hos en begyndende Forfatter. Der er i den Samtale, som føres i det dæmpede Lys i Kabinettet og under de mildnede Lyde fra den fjærnt liggende Dansesal ikke et Ord for meget, ikke et Ord for lidt. Minespil, Stilling, Personernes Forhold til hinanden er gjort i en Pennetegning, der synes fyldt af Farve. I den første Skitse, "Efter Ballet", er der Farver nok. Der er endog Glød og Glans i Ordene. Forfatterens Pen bliver her lige som lækkersulten. Der er i alt Fald en vis smagende Dvælen ved hvide Skuldre og Silkeslag, der lækkert lægge sig om Damers glatte Hud, men det kommer ikke alene og optræder under alle Omstændigheder ikke anderledes, end Karakteren af den hele Skildring fordrer. Hvad der gjør dette Sprog smukt og giver det foruden sit kunstneriske Værd sin fulde moralske Berettigelse, er den muntre Sanselighed, som skinner igjennem overalt. Der er en Ironi i det altsammen, en Slags muldjordsfrisk Spot over de bedærvede Existenser, som beskrives. Forfatteren tilsætter ved sin Tone Kølighed til den ophedede Luft, hvori vi tvinges til at opholde os. I smaa næsten ugribelige Vendinger kommer et Humør til Syne, der er fint som et flygtigt Smil paa en Fortællers Mund. Man aner det, men fanger det ikke, og det synes, som om det netop er i dette Humør, at det egentlig pulserende i Forfatterens Stil findes. Det forberedes ikke, breder sig ikke; det er umuligt at mærke det i dets Komme, og det er forbi i samme Nu, det har ramt. Men det er altid til Stede. Paa en egen brat Maade bryder det Stemningen og fører dog ikke ud af Billedet. Man kan gjenfinde det overalt i Bogen f. Ex. i det anførte Sted: Oppe under Himlen sad Maanen osv. Ret beset er det denne Ironi, der som et sagte Fugtighedsvæld bestandig paany giver Stilen sin Friskhed.

Denne Ironi er vindende, fordi den er sund. Der drives i den første Fortælling et Sted nogle dristige Løjer med en Hr. Reeban og den lille Stuepige, der "er vever og van som et Flueben", og de lykkes; det vilde aldrig være sket, havde Ordene ikke netop, ironiske som de ere, lagt sig køligt over Emnet som en fugtig Kompres paa en hidsig Plet i Huden. I dette Humør, tror jeg, ligger Stilens Magt. Naar Smilet forsvinder fra Fortællerens Læber, miste Farverne deres Glans. Man tænke t. Ex. paa Moderens Brev i Slutningen af den første Fortælling. Det er beregnet paa at skulle gjøre en stor Virkning i Billedet, men det skrumper ind til noget usandt, fordi Forfatteren ikke er Herre over denne direkte Form for det følelsesfulde. Han kan dog ogsaa misbruge sin Humor. Hvor varsomt end Ironien som Regel kommer og gaar i Pontoppidans Stil, er der et Omraade, hvor denne fuldstændig ødelægges ved et Overmaal af hin Tilsætning. Det er i alle Naturbeskrivelserne. Skyer, Regn, Træer, Stene, Luft og Hav, alle Ting mellem Himmel og Jord, som skulle beskrives, tage i denne Bog Del i Fortællingen ved de humoristiske Omskrivninger, Forfatteren hengiver sig til. Dette er overmaade uægte og dernæst kjedeligt i høj Grad. Det er gjort før og har oprindelig kunnet være godt nok, da Fordringerne til Lokalfarve og Malen med Ord vare smaa. Nu om Stunder bør en ærekjær Forfatter vide, at sligt passer ikke for ham, fordi det haves for altfor billigt Kjøb. Hele Historien "Et Endeligt" er pyntet op paa denne Maade, kun at det humoristiske Udstyr her er givet til en Hest. Resultatet er ogsaa derefter. Der er kommet noget vammelt sødligt ind i Forfatterens Pen, som netop ikke er den ejendommeligt. Det er Pontoppidans Fortjeneste, at han har skrevet en Bog om mislykkede Existenser uden at falde i den sentimentale Hængesæk, som fra gammel Tid paa dette Sted har indsumpet sig i Literaturen, og hvori ellers saa mange ere faldne af dem, der vovede sig paa Jagt efter slige Emner; men saa burde han ogsaa helt have undgaaet at blive siddende fast hist og her.

De "Stækkede Vinger" bære altsaa Vidnesbyrd om et kraftigt Vingeslag, der har løftet Forfatteren højt. Han er over Linien; men han har langt frem endnu, inden hans Forfatterskab bliver godt. Alt i Bogen er i næsten utilladelig Grad Stykværk, det er lutter Begyndelser uden Udvikling og Afslutning. Man færdes i et Hulter-til-bulter i denne Bog, der er ubehageligt for enhver nogenlunde rolig vant Læser. Fortællingen "Kirkeskuden" ligger i Kaos, en stor Del af den er tilmed triviel, og naar Skitserne blive over 40 Sider lange, synes de ikke at kunne holde sammen længer. I "Efter Ballet", der er 40 Sider lang, skifter Helt og Heltinde Karakterer omtrent for hver ny Situation, man træffer dem i. Paa de første Sider har man al mulig Grund til at formode – helt tydeligt er det ikke – at Karsten Lund er et bundfordærvet Menneske, midt i Fortællingen synes han naiv, pludselig bliver han endog brav, saa er han med ét pjaltet og udskejende og endelig ligger han angrende som et Barn i sin Stol. Hvad det saa er for en Synd han sluttelig begaar ved "Dagen efter" at forlove sig med Klara Hedemann, har det ikke været mig muligt at udfinde; men noget grumme miserabelt maa det sikkert være, for at bruge et af Forfatterens egne Udtryk, siden det anbringes bag tre forbryderiske Tankestreger og sættes efter Fortællingen som en Dissonnans. Den unge Dame Klara Hedemann er Side 19 en Flane, men Side 23 handler hun som en lidenskabelig grebet Kvinde osv. Selv et saa simpelt Faktum som, om Helten gaar sin Vej fra det Selskab, hvori han befinder sig, eller bliver, faar man først efterhaanden rigtig Besked om. Side 22 er han væk, men Side 27 findes han endnu i Rygeværelset.

Men det tjener til intet at trevle Fejlene op. De ere alle af den Art, at de nødvendig maa blive rettede af Forfatteren selv, naar det først helt er gaaet op for ham, hvor store de kunstneriske Pligter ere, Naturen har lagt paa hans Skuldre, siden den har givet ham saa rig en Begavelse. Enhver, der virkelig interesserer sig for den Del af vor Literatur, som lever, bør læse "Stækkede Vinger".

E. Skram

 
[1] telefonisk: Graham Bell opfandt telefonen i 1876. Københavns første telefonbog udkom 1881, den indeholdt 64 abonnenter. tilbage